Svar: Støtte forskellighed og lære børn at sætte grænser

---

Kære Melissa

Tak for dit brev og din meget fine beskrivelse af dine to dejlige børn:o)

Det lyder som om at begge børn stortrives og udvikler sig i sund retning. De har forskellig måde at udforske verden på, forskellig måde at lære på og det er helt normalt og den forskellighed skal der være plads til.

Howard Gardner, der er amerikansk psykolog, er kommet med et nyt syn på intelligens og en teori om en ny måde at lære på. Han siger at vi har 7 forskellige intelligenser: "Den logisk matematiske intelligens", "Den sproglige intelligens", "Den musikalske intelligens", "Den rumligt visuelle intelligens, "Den kropslige intelligens", "Den personlige intelligens" og "Den sociale intelligens".

De 7 intelligenser arbejder som regel sammen, det vil sige at man har og bruger flere af dem på samme tid og de komplementerer hinanden. Hvis man f.eks. er danser, så er det vigtigt at man både besidder en stærk musikalsk intelligens, hvor man forstår musikken og en social intelligens, som gør at man kan inspirere og følelsesmæssigt bevæge publikum. Man skal også have en kropslig intelligens der giver smidigheden og koordinationsevnen til at udføre bevægelserne.

Hvis man f.eks. er kropsligt intelligent, så skal man helst røre ved ting, afprøve ting. Man finder løsninger ved at prøve sig frem, man har svært ved at sidde stille og man er i det hele taget livlig. Er man derimod "logisk-matematisk intelligent" så interesserer man sig netop for deltaljen og studerer til bunds og de børn som man ofte ser sidde og vende og dreje hvert eneste stykke legetøj igen og igen hører mere til i denne gruppe.

Det er ikke sådan at man er bedre, hvis man er det ene eller det andet, men det er simpelthen en teori som forklarer hvorfor vi er forskellige og hvorfor vi lærer og tilegner os viden på forskellig vis. En meget interessant tanke, som man fint kan sætte over på små børn. Når man møder andre børn i forskellige sammenhænge eller når man har tvillinger som du, så er det let at se hvor forskelligt børn lærer og det er godt at være opmærksom på.

At jeres børn leger lege, hvor jeres datter er den der styrer mest ser jeg ikke på nuværende tidspunkt som problematisk. Det er præcist som du skriver en leg for begge børn og et eller andet sted, så tænker jeg at jeres dreng i kraft af den person han er og måske det faktum at han er en dreng, synes det er dejligt befriende, at hun dikterer. Jeres datter har et andet overblik og hun har en naturlig evne til at få hjemmet til at hænge sammen - "du sidder der og så gør jeg sådan og sådan ..." Det er naturligvis sat lidt på spidsen, men det er som du skriver sandsynligvis en spejling af virkeligheden. Det hun ser at du gør.

Du har en rigtig god måde at møde begge børn på og det er rigtig fint og helt okay at du en gang imellem hjælper jeres dreng med at sige fra, når du fornemmer at han har behov for det. Han spejler sig i dig præcist som din datter gør og derfor lærer han af at se, hvordan du griber forskellige situationer an. Derfor skal du hjælpe ham, når han ikke selv kan og præcis som du gør sætte ord på, de ord han mangler "brormand har ikke lyst til at lege lige nu".

Ved at lytte og se på hvordan du gør og ved at inddrage ham i det du siger, kigge på ham så han er med i samtalen, så lærer du ham, hvordan han kan sige fra på en god måde. Det er fuldstændig det samme når fremmede f.eks. spørger "Hvad hedder du så lille ven?" så fortæller du hvad han eller din datter hedder og siger "ik os?" til din han/hun, så de er med i samtalen, oplever at du træder til når de ikke selv kan og samtidig giver du dem mulighed for at sige noget, når de tør, ...

---

---

... når de har mod på det.

Med hensyn til temperament og frustration, når tingene ikke går helt efter ens hoved, så hører det alderen til og det er jo noget som børn skal lære at tackle. Når din datter kaster med bogen og smider sig på maven, fordi du læser en anden bog sammen med hendes bror, så er det et udtryk for fortvivlelse og ikke fordi hun er uartig. Hun er oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil have dem og hele hendes verden bryder sammen i lige det øjeblik.

Det kan sagtens være små bitte ting, der i jeres øjne kan virke som bagateller, men for hende betyder det rigtig meget. Det har hun brug for at I forstår, hun har brug for en medlidende reaktion. Hun har brug for at høre at I forstår det: "Bliver du bare så ked af det lige nu" eller "driller skoen, skal mor hjælpe dig" eller "det er også irriterende at mor skrællede æblet, når du hellere ville have det skåret ud ..." eller hvad det nu kan være, som får verden til at bryde sammen.

Derfor må du også give hende en vis forståelse, når hun ikke kan få læst bogen, men behøver i denne situation dog nok ikke at slippe hendes bror og give hende ekstra opmærksomhed. Med ham på skødet kunne du måske godt blive siddende og med ord vise at du forstår det og kalde på hende "du bliver bare så ked af det, kom herhen skat, kom hen til mor, så læser vi bogen her sammen". Er der derimod risiko for at hun gør skade på sig selv, hamrer hovedet i væggen eller lignende, så er du naturligvis nødt til at rejse dig og forhindre dette. Ellers er det et spørgsmål om at vise at du forstår det og at du er tilgængelig når hun er klar.

---

---

---

Det samme gør sig faktisk gældende, når hun vælter sin grød eller sin mælk. Hun får at vide at det vil du ikke have, den beslutning er du ikke enig i, så bliver hun frustreret, adrenalinen drøner rundt i kroppen, men du viser hende at hun sagtens kan komme og deltage ved bordet igen. Du viser hende at det er okay, du kan godt rumme den frustration som kommer, når hun får at vide at det var forkert, du sender hende ikke væk eller lignende, men siger at hun er okay som hun er og så klinger adrenalinen af og hun kommer tilbage til bordet og spiser atter pænt.

At hun gør det er sandsynligvis et udtryk for grænseprøvning, hun vil se hvad der sker, hvad reaktion hun får. De er jo i en grænsesøgende alder :o)

Med hensyn til jeres klapvognstur og at børnene ikke vil op i den, så kan man naturligvis diskutere hvor meget man skal lade dem styre, hvor langt de skal have lov til at gå og hvad der er rigtigt at gøre er der sikkert mange meninger om. Hvis det er et sikkerhedsspørgsmål, at det er farligt at sidde der, hvor de sætter sig, så er man jo nødt til at sætte dem i vognen selvom de så også her bliver frustreret og sure. Det er jo ikke noget de selv kan overskue, de kender ikke risikoen ved at sidde der og derfor må man som forældre fjerne dem også selvom det kræver at man løfter dem og holder dem fast.

Ellers kan man ofte bruge afledning og det er rigtig godt i forhold til børn i selvstændighedsalderen. Man kan aflede ved at fjolle rundt. Smide sig i græsset, løbe efter hinanden "hvis ikke du kravler op i vognen nu så kommer jeg og kilder dig" eller lignende. At vende ting til noget humoristisk er ofte en rigtig god idé. Derefter kan det være lettere at komme videre ... En anden måde at aflede på kan jo være at lokke med lidt sundt eller lidt at drikke: "kom her op i vognen, så får du et stykke agurk, en tår vand ..." eller hvad det nu kan være man har medbragt hjemmefra.

Jeg håber mine tanker hjælper lidt videre på vej, rigtig god sommerferie til jer alle fire:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---