Svar: Seperationsangst? - 5 år

---

Kære Lone

Først vil jeg lige sige at når du sender breve til mig, så vil det fremgå af medlemssiden, hvorvidt dit brev er gået igennem eller ej og du vil samtidig også kunne følge med i hvad nummer i køen dit brev ligger:o)

Det lyder ganske rigtig som om at Simon har det svært med adskillelse og det kan der jo være mange årsager til. Det er normalt at børn i perioder af deres liv er bange for at blive ladt alene og har behov for at vide at man er der for dem, at man ikke forlader dem, men passer på dem og at de således kan være helt trygge og rolige. Det er især i alderen 6 måneder til 2½ år at børn har disse perioder.

Men perioderne kan også opstå hos ældre børn og det er også helt naturligt, hvis det er kortvarige periode, det vil sige perioder der varer et par dage til højst et par uger. Men hvis barnet gennem måneder har store problemer med adskillelse, så synes jeg man skal tage det alvorligt - det skal der reageres på.

For at blive diagnosticeret med separationsangst, så skal barnet have mindst 3 af følgende symptomer:

- Barnet bliver ekstremt ulykkelig når de skal adskille fra nogen det kender godt og er stærkt knyttet til - ofte forældrene.

- Barnet har overdrevne bekymringer om at miste en person (som regel en forældre) det er stærkt knyttet til, eller kan have tanker om at denne person vil kunne komme til skade.

- Barnet er overdrevent bekymret for at der vil ske barnet selv noget frygteligt, som vil adskille det fra nogen det er nært knyttet til (forældre).

- Barnet vil ikke afleveres i børnehave eller i skole, eller andre steder på grund af separationsangst.

- Barnet har ikke lyst til eller vil ikke være hjemme uden en af forældrene er der på grund af separationsangst.

- Barnet har ikke lyst til eller vil ikke lægge sig til at sove uden at en af forældrene er der og barnet vil under ingen omstændigheder sover uden for hjemmet uden forældre.

- Barnet har ofte mareridt eller onde drømme om adskillelse. Det kan være drømme om at blive kidnappet eller blive syg og dø.

- Barnet klager over at det føler sig syg, når det står overfor en adskillelse.

Når jeg læser dit brev og din beskrivelse af din dreng, så tænker jeg at alt for mange af disse punkter passer på ham og derfor skal I have hjælp nu. Det er vigtigt ...

---

---

... fordi en separationsangst-lidelse faktisk kan udvikle sig med tiden. Den kan godt ligge lidt skjult i en periode, men så kan den dukke op senere og den kan give store problemer i teenage årene, når barnet går i pubertet.

Det er en børnepsykolog I skal have fat i. Og det er sådan at der til enhver institution er tilknyttet en børnepsykolog. Det lyder som om at pædagogerne i jeres drengs børnehave er meget opmærksomme og også til en vis grænse anerkender at jeres dreng har et problem. Derfor er det for mig at se helt oplagt at de beder om en psykologsamtale omkring jeres dreng.

Du har dog også altid mulighed for selv at kontakte kommunens PPR afdeling. PPR er Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og du kan i første omgang kontakte dem telefonisk, bede om at komme til at tale med en børnepsykolog og fortælle hvad det er du oplever. Så er det op til psykologen at finde ud af hvad det videre forløb skal være.

---

---

---

Det vil naturligt være angstprovokerende for jeres dreng at skulle begynde i skole og det vil derfor være rigtig vigtigt at I får nogle redskaber til at tackle hele denne situation. Det vil være muligt at lave små øvelser med ham og der er mange ting man kan gøre for at foreberede og gøre jeres dreng fortrolig med den adskillelsessituation det vil være at starte skole - før situationen opstår.

Det kan være at besøge stedet flere gange, så han lærer det at kende godt inden han skal være der uden jer. Det kan være at øve små perioder med adskillelse og gå trinvis frem i takt med at han bliver mere og mere tryg - f.eks. kunne det være at besøge naboen, huset lige inde ved siden af for så tilsidst at turde besøge en kammerat der bor et par gader væk. Det kan også hjælpe at bruge det der hedder "overgangsobjekter" - det kan være første gang man f.eks. skal prøve at sove uden mor eller far, så sover man med forældrenes dyne osv. Der er masser af små øvelser der kan hjælpe og det er de ting I skal tale med børnepsykologen om.

Jeg synes det er meget vigtigt at det bliver et samarbejde mellem jer, jeres søn, børnehaven og børnepsykologen. Det er meget vigtigt at personalet i børnehaven også hjælper og guider jeres dreng, der hvor han tydeligt har det svært.

Jeg håber mine tanker hjælper jer videre. Rigtig meget held og lykke med det hele fortsat:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---