Svar: Søskende og sprogbrug

---

Kære forældre

Det er dejligt at have søskende, børn lærer så meget af hinanden. Men det er bestemt ikke uden konflikter og netop konflikterne er også med til at udvikle dem, selvom det nogle gange er rigtig hårdt og kan være svært at se det positive ved det.

Det må være svært nogle gange at være jeres ældste datter. Det er svært at blive storesøster og det er naturligt ikke lettere, når der så kommer to ekstra børn på en gang. Selvom I oplever at pigerne har det godt sammen, så er det også vigtigt at I er opmærksomme på at jeres ældste datter naturligt vil kunne føle sig tilsidesat i forhold til sine mindre søskende og at hun naturligt vil tvivle på om I holder ligeså meget af hende som af dem.

Det samme vil de to mindste piger kunne føle i forhold til storesøster, men faktisk også i forhold til hinanden. Og det er meget vigtigt at man som forældre tager søskende jalousi alvorligt og er opmærksom på hvad der sker, når I ikke er tilstede. Det lyder umiddelbart ikke som om at pigerne slås indbyrdes, det er mere verbale angreb de fører, hvor jeres ældste datter naturligt er klart overlegen sprogligt. Hun har også en alder nu, hvor hun naturligvis godt ved hvad hun skal sige, for at få de mindre søstre til at reagere og nogle gange søger hun måske ligefrem bevidst at få dem til at lave ballade.

At diskutere med børn om hvis mor det er mest, er en helt almindelig diskussion, som jeg tror alle med flere børn har oplevet og at høre på grimme ord, hører også alderen til. Det I skal skelne imellem er situationen hvor det opstår i. Børn vil, især i børnehavealderen, lære rigtig mange nye ord og vil høre ting, som de naturligt skal prøve af derhjemme. Ligesom de også på fjernsyn og via film hører nye ord der skal prøves af. Her er det vigtigt at forklare at sådan taler man ikke, det sprog vil I ikke høre, det har I en helt klar regel om hos jer.

Modsat skal man være klar over at hvis ordene opstår i en diskussion, hvor barnet er ked af det eller frustreret, så kan det være et udtryk for ellers manglende ord. At sige "dumme mor", når barnet er frustreret kan således være fordi hun ikke er i stand til at sige "det er bare så uretfærdigt at du gør..." - det formår hun endnu ikke. Derfor skal man i denne situation ikke skælde barnet ud fordi det siger dumme, men derimod give barnet de ord som barnet mangler: "Jeg kan godt forstå at du synes det er uretfærdigt".

Børn i jeres pigers alder synes det er hylende morsomt at sige prut og lignende ord og de kan skrald grine af det. Det er jo et eller andet sted dejligt at de kan more sig, men samtidig kan jeg også godt forstå at I synes det er lidt for meget. Nogle gange hjælper det at legalisere det - altså simpelthen sige "Okay, så tager vi 2 minutter med alle de grimme ord I kan sige" og så lade dem sige ordene. Sæt evt. et ur til og når klokken ...

---

---

... ringer, så er der ikke flere grimme ord, så skal der være ro og så skal maden spises i fred og ro og med almindelig samtale og det skal de naturligvis respektere.

Med hensyn til at jeres ældste datter løber fra dig, så er det jo dybt frustrerende og det kan jeg godt forstå at du er ked af. Jeg synes det er rigtig godt at du har talt med hende om det og fortalt hende at du bliver bange for at der kan ske hende noget osv. Det er rigtig fint. Men grunden til at hun gør det er måske at hun et eller andet sted der fornemmer at hun får din fulde opmærksomhed. Derfor skal du naturligvis sikre dig at du giver hende opmærksomhed nok i hverdagen...

Når det er sagt, så skal hun dog også lære at hun skal blive hos dig. Det er jo sikkerhedsmæssigt nødvendigt, hun må ikke løbe ud på vejen! Derfor er du et eller andet sted også nødt til at være lidt hård her, simpelthen fordi du har ansvaret for at der ikke sker hende noget. Jeg tænker derfor at der kan være visse sanktioner forbundet med at løbe sin vej. Og med dette mener jeg at der skal være en konsekvens ved at gøre det hun gør.

---

---

---

Det bedste ville være hvis I kunne tale med hende om det. Hvis du kunne tale med hende om at du er nødt til at være sikker på at hun ikke løber sin vej, at du bliver dybt ulykkelig hvis hun bliver væk eller kommer til skade. Nu har hun brudt den aftale 2 gange og derfor vil du gerne tale med hende om, hvad der skal ske, hvis hun gør det igen. Måske hun selv har et forslag til hvad en løsning kunne være. Det behøver ikke være noget stort, men det at hun fornemmer at det her mener du faktisk alvorligt og hun fik faktisk ikke lov til "hvad I nu har aftalt", du har faktisk ikke glemt det.

Jeg synes også du skal tale med hende om, netop fordi hun har den alder hun har, hvordan hun gerne vil tales til, hvad der gør hende glad, hvad der gør hende ked af det osv. Du skal fortælle hende at hendes søskende ser op til hende og gerne vil være ligesom hende. Derfor efterligner de alt hvad hun siger og gør og at du derfor har brug for at hun hjælper dig med at vise at man taler pænt. Du skal altså forsøge at appellere til hendes evner netop som den store pige hun er og indgå aftaler og regler med hende.

De mindste søskende er for små til at forstå dette, men netop faste regler er vigtigt fordi regler er med til at gøre ting retfærdige. Vi får det meget bedre, når vi føler os retfærdigt behandlet. Derfor er det en god idé at have regler om hvorvidt man må råbe, tage legetøj fra hinanden, slå, bande, sige grimme ord, lege med ting, bede om hjælp osv. Og jeg tænker at netop ved at inddrage jeres ældste datter, sammen med hende forsøge at lave nogle faste regler, så vil I kunne hjælpe til følelsen af større retfærdighed mellem jeres børn.

Jeg håber at ovenstående hjælper jer lidt videre, rigtig meget held og lykke med dem alle 3:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---