Annonce
Sponsoreret artikel

Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?
Dato: 20. marts 2025
Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn og unge. For småbørn er det f.eks. en god idé at undgå for mange rosiner, mens det anbefales for børn i alle aldre at holde sig fra riskiks, da de kan indeholde uorganisk arsen.
Her er otte udvalgte råd fra guiden til dig med spæd- eller småbørn:
1. FISK: Fisk er sundt, men børn under 3 år bør ikke spise tun, haj og gedde - heller ikke tun på dåse. Vælg i stedet andre fiskearter
2. ROSINER: Børn under 3 år bør ikke spise mere end ca. 50 gram rosiner om ugen (ca. en voksenhåndfuld)
3. RISGRØD: Giv dit barn forskellige grødtyper. Varier grøden og giv ikke risbaseret grød som f.eks. rismelsgrød eller risengrød til dit barn hver dag
4. KANEL: Spar på kanel eller køb ægte kanel
5. BABYMOS: Varier grøntsagerne og undgå rødbede, spinat, fennikel, selleri og rucolasalat
6. ABRIKOSER: Vælg mørke abrikoser
7. KLEMMEPOSER: Tag den færdiglavede middagsret ud af klemmeposen og varm op til ca. 40 grader
8. HONNING: Undgå honning til børn under 1 år og giv ikke børn under 10 år honning i store mængder eller hver dag
Guiden opdateres løbende på baggrund af ny viden, eller når Fødevarestyrelsen f.eks. ser nye madtrends på de sociale medier, som giver anledning til en opdatering af et råd. Det var f.eks. tilfældet, da grøntsagsmuffins, pandekager, sunde vafler og andet bagværk til babyer pludselig blev meget populære. Det førte til en mindre justering af anbefalingerne til bagepulver for babyer. Mens det i små mængder er ganske ufarligt, er det en god idé som tommelfingerregel ikke at give babyer mere end et måltid om dagen lavet med bagepulver, da det indeholder en stor koncentration af natrium.
Formålet med guiden er at hjælpe med at minimere den uønskede kemi, som dit barn får gennem maden. Derfor er det også vigtigt at nævne, at du som forældre ikke skal bekymre dig, hvis du f.eks. har givet dit barn riskiks. Budskabet er, at nogle fødevarer i større mængder kan have en sundhedsrisiko, og at du derfor med fordel kan begrænse, hvor meget du giver af dem til dit barn, eller i nogle tilfælde bør vælge helt andre alternativer.
Læs alle rådene i guiden på Fødevarestyrelsens hjemmeside: www.fvst.dk/børnemadudenuønsketkemi