Svar: At blive storesøster

---

Kære Rikke

Det er svært at være knap to år og det er svært at blive storesøster - at skulle forholde sig til begge dele gør det altså ikke mindre svært og derfor er det rigtig godt at du er opmærksom på, hvordan du kan støtte Tess bedst muligt.

Følelser er et vigtigt redskab til at forstå sig selv og andre. Når man er 2 år gammel, så viser man skuffelse og vrede meget tydeligt - følelserne er ikke særligt nuancerede, forstået på den måde at der ikke skal ret meget til, før man bliver meget vred eller meget ked af det. Det som for os voksne kan virke som en bagatel bliver for et 2 årigt barn til at verden bryder sammen.

At gøre sig lille, når man er ved at blive stor er også helt normalt. At ville lege baby, når man får en baby i huset er således hendes måde at fortælle dig at hun ikke vil glemmes. At der også skal være plads til hende. Hun ser jo hvor meget du nusser og putter med lillebror, skifter ble, giver bryst osv. og alt det vil hun også være en del af og ikke bare tilskuer til.

Nogen sammeligner det at få et barn mere i familien med at ens mand kom hjem med en ny kone: "Her er hun, hende elsker jeg, hun skal sove i soveværelset og vi skal have lov til at sidde og knuse og kæle foran dig, når vi har lyst til det..." Hvilke følelser ville det ikke vække i dig? Når vi tager et nyt barn hjem til vores første barn, så kan det naturligt vække de samme følelser.

At din datter derfor kan blive vred, frustreret og ulykkelig det er en ting, men at hun samtidig forsøger at gøre det hun ser lillebror gøre - det er faktisk rigtig fint, hun viser dig jo hvad hun føler: Det er svært at se på, hvordan mor og baby nusser. Men det skal naturligvis ikke kamme over og blive for meget og jeg tænker om hun i den forbindelse har en rigtig babydukke, en dukkevogn osv. ligsom du har. Så hun i stedet for at efterligne lillebror måske kunne begynde at efterligne mor?

Fordelen ved at få børn med kort aldersforskel er jo at man som mor ikke bliver foranlediget til at sætte barnet igang med at gøre ting selv. Der er således ikke så stor risiko for at kommer til at forvente for meget, give barnet noget at leve op til som det ikke magter. Din datter kan således ikke bedes om selv at gå på toilettet, selv tage tøj af og på osv. for det mestrer hun endnu ikke, men har brug for din hjælp. Når det er sagt, skal du derfor være meget opmærksom på ikke at forvente for meget af hende.

Igen en balance, for hun skal også adskille sig fra sin bror og det vil være rigtig godt, hvis du her kunne få hende til at hjælpe dig med de dagligdagsting, vælge det tøj lillebror skal have på, hente vand til skiftning, finde bleen frem osv. Rose hende fordi hun er så stor og dygtig og kan hjælpe dig med lillebror.

Det er helt normalt at børn som reaktion på at blive storesøster eller bror også reagerer ved at gøre det modsatte af ...

---

---

... hvad man vil have dem til.

Det hjælper nogle gange at læse børnebøger om andre der har det sådan. Bøger som handler om børn i disse situationer. De gamle "Lotte og Tottebøger" er rigtigt gode til det. Der findes f.eks. "Lotte modsat" som gør det modsatte af hvad mor siger. Der findes mange andre "Lottes lillebror" osv. Der findes også en bog der hedder "Jeg vil også være en baby" af Mats Letén. Det at læse om andre i samme situation, vil måske hjælpe Tess lidt videre og I vil kunne tale om det. Du vil, selvom hun ikke er så gammel, godt kunne drage lidt paralleller til det du oplever med hende, måden hun er på og det I læser om. Måske gøre det hele lidt sjovt og okay og på den måde virke afslappet omkring det.

Tess har også en alder nu, hvor hun begynder at prøve grænser mere og mere og selvom hun er blevet storesøster og der er sket meget med flytning osv. i hendes liv, så er der stadig visse regler der skal følges. Hun skal jo også opdrages:o)

Derfor skal du naturligvis sige nej og så må du prøve at klare den frustration som det nej så medfører. Du kan ikke undgå frustration hos din datter og det er okay. Hun skal jo også lære at tackle det at blive frustreret. Det bliver vi alle en gang imellem og vi lærer jo på et tidspunkt at 'styre vores temperament', at tale om tingene i stedet for at ligge os ned og hamre i gulvet. At lære at tackle frustration hører med til at udvikle sig for til sidst at blive voksen

---

---

---

Det er naturligvis vigtigt at du forsøger at finde ud af hvad det er hun gerne vil. At lytte til hende er alfa omega. Prøv herefter at genformulere det du tror er hendes ønske og den følelse du oplever hun har 'Du vil så gerne have en is og så bliver du bare så sur, når mor siger nej'. Det at sige det højt gør, at hun kan høre at du har lyttet til hende og har forstået hvad det er hun vil. Det er dog ikke ensbetydende med at hun får sin vilje.

Hvis man ikke lytter til sit barn, så virker det som at puste til ilden og adrenalinen i hendes lille krop pumper bare videre. Men hvis hun føler sig forstået, så kan hun også bedre falde til ro. Når du sætter ord på dine tanker omkring hendes følelser og siger det højt, så giver du hende også en mulighed for at rette dig, hvis du ikke rammer rigtig. 'Jeg er ikke ked af det, jeg er sur'. Naturligvis vil dette blive lettere i takt med at hun blive ældre og får mere sprog.

I nogle situationer behøver man ikke sige særlig meget. Her kan det være ganske udmærket bare at sætte sig ned på gulvet. Man kan enten med ord fortælle at man er der 'kom du hen til mor, jeg sidder lige her' eller også kan man bare være der og så kan Tess komme til dig, når hun er parat. Stilhed og det bare at være, kan nogle gange være rigtig godt, for netop ikke at give 'brændsel til bålet'.

Jeg håber du kan bruge mine tanker lidt videre, fortsat held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---