Svar: Ude godt hjemme bedst

---

Kære mor

Det spørgsmål du stiller i dag, er jo meget et holdningsspørgsmål og jeg tænker, at der derfor er rigtig mange meninger om, hvad der er bedst og hvorfor, hvorfor ikke. Der er jo rigtig mange faktorer som spiller ind og derfor kan man heller ikke bare skære igennem og sige "det er altid bedst at børn er hjemme" eller "børn har bedst af at komme i pasningsordning". Så enkelt er det jo desværre ikke:o)

For bare 35-40 år siden gik de fleste hjemme, det var ikke så almindeligt at gå i både dagpleje, vuggestue, børnehave og på fritidshjem. De fleste have mødre hjemme og kunne gå direkte hjem fra skole. Tiden var en anden, når man var hjemme, så var der også legekammerater på vejen og flere hjemmegående kvinder som også besøgte hinanden, hvor børnene legede sammen. På vejen legede man sammen uanset alder og udviklingstrin, man løb fra det ene hus til det andet - det var godt, men sikkert også hårdt en gang imellem, for spillereglerne mellem børn og hierarkiet i forhold til alder osv. var jo mere til stede på den måde, man lærte måske tingene nogle gange på den 'lidt hårde måde'.

I dag er børn meget aldersopdelt, - uanset om man er i dagpleje, vuggestue, børnehave eller på fritidshjem, så leger man med børn på sin egen alder, eller måske lidt ældre og lidt yngre. Men mange års forskel er der som regel ikke.

Når man går hjemme i dag, så er muligheden for at ens barn kan lege med andre børn også minimal. Der er ikke andre børn på vejen, for de fleste er jo netop i pasningsordning og vælger man således at gå hjemme med sit barn, så kræver det at man som forældre aktivt går ind og gør noget for at give barnet mulighed for andre børn.

Voksenkontakt er godt, men børn har også brug for andre børn. De har brug for at spejle sig i andre. Børn har brug for at udvikle sociale færdigheder - noget som er rigtig svært at lære. Man kan sagtens lære sit barn at spørge pænt om tingene, og hvordan man hilser pænt på folk osv. men børn har også brug for at lære hvordan de påvirker andre mennesker. Børn har brug for at lære sine egne og andres emotionelle tilstand og det lærer børn rigtig meget i samvær med andre børn. Når børn er sammen med voksne, så er vi jo ofte rigtigt gode til at fortælle, hvordan vi vil have det, hvordan ting skal være og hvad vi ikke vil have. Vi reagere også ofte med at fortælle om vores følelser - "når du siger eller gør sådan, så bliver mor ked af det". Men børn reagere jo umiddelbart og meget fysisk og derfor tænker jeg, at en stor del af samspillet mellem børn, netop handler om at se og mærke hvad jeg gør ved den anden.

Det handler altså om at opleve andre tage legetøjet fra en, at andre siger "jeg vil ikke lege med dig", eller modsat at se, hvad det gør ved andre, når jeg tager tingene fra dem eller siger at jeg ikke gider dem...

Børn måder også ...

---

---

... hinanden i et andet univers, de leger "far-mor-børn", de leger hund og gå rundt med hinanden i en snor. Som forældre kan man naturligvis godt lege på denne måde og man kan som forældre godt stille sig helt åben og sige "hvad synes du jeg skal gøre" og på den måde lade barnet styre legen, ligesom man som forældre også nogle gange kan være den der styrer - nu bager vi boller sammen. Men det bliver aldrig helt det samme, som når børn leger sammen og børn har brug for at lære spillereglerne sammen med andre børn.

Det jeg vil sige med alt dette er, at Albert har brug for andre børn. Det betyder ikke at han har brug for det 10 timer hver dag, men han vil have godt af at være sammen med andre børn, måske også nogle gange uden mor er med... Fordi han har brug for at lære nogle færdigheder, brug for at udvikle sig på en anden måde sammen med børn - uden at forældrene griber ind, uden at forældre eller andre voksne styrer.. forstår du hvad jeg mener?

Det er super dejligt alt det du laver med Albert og lige nu har han også mest brug for sin mor. Det er trods alt først omkring 2 års alderen at børn begynder at lege mere rollelege og således begynder at lege med hinanden på en anden måde. Indtil da leger de jo mere ved siden af hinanden. og at aflevere ham et sted, hvor du slet ikke kan se ham være - de 12 børn på hver sin m2.. det går jo ikke!

Jeg ser derfor ingen problemer i at du holder Albert hjemme et års tid endnu eller lidt mere, hvis I alle har det rigtig godt med det og det er jo fantastisk at have muligheden. Men derefter så synes jeg også at du skal prøve at finde en ordning, hvor han kan komme ud blandt andre børn en gang imellem. Det kunne f.eks. være en mulighed at han startede i børnehave. Der findes deltidspladser nogle steder, eller det kunne f.eks. være en skovbørnehave, hvor børnene nogle gange møder sent og hentes tidligt. Det vil du jo så netop have mulighed for.

---

---

---

Så når du spørger mig, hvad der vil være bedst for dig og Albert, så tænker jeg at det vil være rigtig godt for jer begge to, at du holder ham hjemme og giver ham alt det du kan af kontakt, nærhed, kærlighed og tryghed. Men når han bliver ældre, så vil du sandsynligvis kunne fornemme at han også har behov for at lege med andre og behov for at prøve at stå mere på egne ben og det skal du lade ham gøre.

Det er rigtigt at der er lavet forskellige undersøgelser omkring børn og stress og hvordan adskillelse kan påvirke børns stressniveau. Der er lavet undersøgelser i bla. USA og også i Berlin mener jeg og du kan søge på nettet og finde eksempler på disse. Jeg skal prøve at finde nogle link til dig...

Det er rigtig godt at du har bestilt tid hos John Halse - rigtig interessant og det vil jeg da meget gerne høre mere om. Vi kan jo alle blive lidt klogere:o)

Jeg håber du kan bruge mine tanker, fortsat held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---