Svar: Putte, morsyg og at lære at gå

---

Kære Karoline

Det kan være en god idé at flytte Albert på eget værelse og I kan godt overveje om det skal være nu inden han bliver 1½ år. Der er en periode omkring 1½ års alderen, hvor børn er mere grædende, urolige, pylrede, hvilket der faktisk også er omkring de 14 måneder. Perioderne varer som regel nogle uger og går så over igen, så er der en pause på nogle uger og så kommer der en ny udviklingsfase.

Samtidig bliver børn jo mere og mere bevidste og får mere og mere egen vilje, selvstændighed osv. Altsammen rigtig godt og rigtig vigtigt, men hvis man ønsker at kunne putte sit barn i egen seng og ønsker at de skal være metoden det foregår på fremover og i nærmeste fremtid, så vil det være udmærket at I forsøger nu. Det betyder ikke at det ikke også vil kunne lade sig gøre at lære ham det, når han er 2 år, 3 år eller mere, men det er udmærket at I overvejer og tænker igennem, hvad I egentligt gerne vil, hvorfor, hvor længe og hvordan.

Jeg synes ikke der er noget i vejen for at I putter med Albert om aftenen og at han falder i søvn på denne måde, det er både trygt, rart og omsorgsfuldt. Og som du selv skriver, så er det da langt at foretrække fremfor en timelang putning med gråd osv. Jeg ved at mange vil være uenige med mig i det, men jeg mener at så længe I alle har det godt med det og det fungerer så er det fint. Jeg tænker også at i takt med at han bliver ældre, så vil putningen helt naturligt kunne gøres med en godnathistorie og jer ved sin side i stedet for, I skal så bare beslutte, hvornår det i givet fald skal være.

Det rette tidspunkt er når I har det godt med det, når I føler jeg parate til at ændre på tingene og så skal det være når det rent udviklingsmæssigt passer til Albert. Det skal ikke være på et tidspunkt hvor han er særligt pylret og omklamrende, hvor han er syg eller lignende, som vil få ethvert forsøg til at gå i vasken.

På et tidspunkt skal Albert ud af tremmesengen og have en større seng, som han både selv kan kravle ud af, men som også giver jer mulighed for at sidde på sengekanten, give ham fysisk kontakt på en anden måde samtidig med at han ligger ved siden af jer og på den måde lærer at sove i sin seng. På det tidspunkt, vil han måske stige ud af sengen og gå efter jer, når I går ud af værelset og her skal I så betrygge ham ved at følge ham tilbage og fortælle igen og igen at I er der og stadig passer på ham.

Al ting tager tid og det gør "sovetræning" også. Det er en proces som både børn og forældre skal være parate til og have det godt med. Hvornår I føler det er rette tidspunkt at lægge ham på eget værelse skal I tale om, hvornår I føler det er rette tidspunk at lære ham at falde i søvn i sin egen seng, skal I tale om og når I finder ud af det, og tager beslutningen om at det er nu, så støt hinanden i den beslutning. Der er mange måder at gøre ting på og ikke en bestemt form som dur, det vigtigste må dog være at både barn og voksne har det godt med det der foregår:o) Og I er rigtigt gode til at fornemme dette hos jer!

Der ligger en udviklingsfase her i 14 måneders alderen som naturligt gør Albert mere "klistrende", så det er helt normalt ...

---

---

... at han lige nu er meget tryghedssøgende. Derfor har han i denne alder også behov for mere fysisk kontakt, når han skal sove. Igen ikke ensbetydende med at man så ikke kan lære ham at sove i sin seng, man skal bare stadig forvente at være der for ham, sidde hos ham osv.

Med hensyn til at føle svigt, når han skal passes så handler dette sandsynligvis om at han endnu ikke forstår at du er der, når han ikke kan se dig. Derfor forstår han simpelthen ikke hvor du er og han kan ikke forklares det. Det gør ham helt ulykkelig og han savner dig. Han kan ikke sætte ord på og han kan heller ikke forstå og forholde sig til at "mor kommer hjem i aften".

Det hjælper nogle gange at give et lille fotoalbum, kigge på billeder af dig og ham, så han på den måde ser at du stadig er der, at du ikke er forsvundet. Ellers tænker jeg at det også hjælper i takt med at han bliver ældre. Det at han begynder at forstå at du kommer igen, at ude af øje ikke er ude af sind, vil hjælpe ham videre. Forståelsen for dette begynder ofte at komme efter 16 måneders alderen... så der er håb forude..:o)

Når Albert starter vuggestue vil han således være mere på vej, det betyder ikke at han ikke vil reagerer og det kan være en god idé, hvis du i begyndelsen kan være der hos ham, dele oplevelsen med ham så han også oplever at du synes det er et rart og dejligt sted. Stille og roligt må han så spise der, sove der osv. så han finder ud af hvad en dagligdag der betyder og lærer at du kommer igen.

Med hensyn til at lære at gå, så er dette en proces og Albert er rigtig godt igang. Det er forskellige faser, som han skal igennem og det tager tid. Det kræver stort mod at turde bevæge sig de sidste selvstændige skridt ud i verden:o)

I første fase trækker barnet sig op ved tremmerne i sengen, eller møblerne i rummet, herefter bevæger barnet sig fra side til side, ved hele tiden at holde fast med hænderne og flytte sine fødder.

---

---

---

I anden fase bruger barnet kun sine hænder til at holde balancen med og har derved langt mere styrke i sine ben og fødder. Barnet flytter ofte hånd over hånd og kan når det er sikkert nok, begynde at flytte en fod og en hånd af gangen.

I tredie fase øver barnet sig i at bevæge sig fra f.eks. et møbel til et andet. Endnu kun møbler, hvor barnet med sikkerhed kan nå det ene før det andet slippes.

I fjerde fase forsøger barnet at gå imellem møblerne uden støtte. Det vil sige slipper et møbel og bevæger sig hen til et møbel som er lidt uden for rækkevidde, tager et enkelt skridt og får fat i næste møbel. På dette tidspunkt kan barnet også stå op frit på gulvet uden støtte.

I femte fase vakler barnet forsigtigt og selvstændigt to eller tre skridt imellem møbler eller personer. Der er dog fortsat behov for støtte til at gå længere end dette.

I sjette fase begynder barnet at gå helt selvstændigt.

Jeg kan ikke ud af dit brev helt se, hvor Albert er henne i disse faser, men han er helt sikkert godt på vej og I skal motivere ham til at komme videre, men samtidig ikke presse ham. Det skal nok komme:o)

Jeg håber du kan bruge mine tanker lidt videre. Rigtig meget held og lykke og rigtig godt nytår:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---