Svar: Skøn pige med masser af udfordringer!

---

Kære Jeanette

Tak for dit brev og din dejlige beskrivelse af din datter. Der er ingen tvivl om at I har en rigtig god familie og er glade for hinanden, men derfor er det jo alligevel rigtig svært at have med de 3 årige at gøre:o)

Der er jo visse ting, som skal gøres i løbet af en dag eller i hvert fald jævnlig. Man skal have i bad, have redt og vasket hår og man skal have børstet tænder. Man skal også have tøj og sko på og man skal helst sidde ved bordet og spise sin mad. Sådan er der jo så mange regler og det lyder også som om at I hos jer, er rigtig gode til at holde fast i, når noget skal gøres. Det gør ikke noget at mor og far og temperamentet og måden at gøre det på er forskellig, hvis man bare overordnet er enige og så støtter hinanden. Og det lyder det som om at I gør.

Det er sandsynligt at din datter ligner dig mest af temperament. Det er derfor der ikke skal så meget til, før du bliver irriteret. Din mand er anderledes, han kan derfor bedre tackle det, tager det på en lidt anden måde og det er helt okay. Det er rigtig svært at tackle de der børn, som ligner en selv meget... :o)

Som du selv skriver, så er din datter i selvstændighedsalderen og det er meget vigtigt for hende at få lov til at gøre ting selv. Det skal hun også have lov til, hun er nødt til at prøve, undersøge osv. for at finde ud af, hvad hun kan og hvad hun ikke kan. Hun er nødt til at gøre det selv, for at lære det. De ting, som du nævner med at fodelastikken ikke må sidde under foden, at strømpebukserne skal sidde rigtigt, at hun selv vil tage mælken ud af køleskabet osv. Det er jo et udtryk for at hun her viser hun har vilje og gerne selv vil bestemme. I bestemmer jo så meget andet - hvornår hun skal i bad, om håret skal vaskes, at tænderne skal børstes osv. osv. Men hun vil også have at hendes mening tæller... hun vil lyttes til og hun har brug for at I prøver at forstå hende.

Det kan ikke undgås at I kommer i nogle situationer, hvor der opstår konflikter. I hverdagen føles konflikter besværlige, de kommer om morgenen, ved middagsbordet, ved sengetid, når man er ude at handle osv. Konflikter vil vi forældre helst undgå. Vi vil bare så gerne at vi kan have det hyggeligt sammen...

Det er dog sådan at konflikterne er med til at udvikle både jer og jeres datter og de er en del af livet. Det vigtige er dog at løse konflikterne på en god måde og derfor er det jo rigtig godt at du søger nogle redskaber til at løse de konflikter I har.

Overordnet kan man sige, at det vigtigste i en konflikt er at lytte til hinanden, begge parter skal føle sig lyttet til og forstået. Nogle gange kan det man gerne vil godt lade sig gøre, andre gange ikke, og atter andre gange kan man finde et kompromis.

Så hvad er det din datter vil eller hvad er det hun ikke vil, i den enkelte situation. Selvom hun nu er 3 år gammel, og er rigtig god til at tale og give udtryk for sin selvstændighed, så er det stadig svært for hende at sætte præcist ord på hvad hun tænker og føler. Hun kan dog godt rette dig, hvis du opfatter noget forkert. Det er lige præcis derfor at man skal sætte ord på, når man oplever at hun bliver frustreret. I skal ikke spørge hvad der er galt, men i stedet forsøge at sige det, I tror er galt: "Bliver du bare så sur lige nu" eller "driller skoene dig, det er også irriterende". Lyt til hende og sæt så ord på det du tror hun tænker og føler. Hvis det er forkert kan hun rette dig og så kan I mødes der og samtidig vil hun føle at du forstår hende og det er vigtigt for at komme videre.

Dernæst skal du overveje hvilke konflikter du tager. Er der egentlig noget i vejen for at hun får sin vilje i lige netop den situation. Siger du nej, fordi du er træt og ikke orker mere, fordi det nu bare er blevet en principsag eller er det et reelt nej, fordi hun ikke må noget, som du f.eks. ved kan være farligt for hende. En dag kan meget hurtigt blive fyldt med nej, nej, nej, hvilket et utroligt opslidende for både barn og forældre og derfor må man nogle gange give efter, indgå kompromis eller sige okay, hun får det hun gerne vil. Hvis hun en gang imellem oplever Ja, så vil hun også lettere kunne acceptere et nej andre gange.

Så hvorfor må hun f.eks. ikke selv tage mælken ud af køleskabet, eller hente skål og ske? Det at lade hende selv gøre disse små opgaver er vigtigt for hende. Det betyder rigtig meget for hende, at være selvhjulpen og det er meget vigtigt at du støtter hende i at forsøge. Måske kan mælken placeres længere nede, så hun lettere kan få fat i den, måske skal også tallerkener, skeer og havregryn omplaceres i køkkenskabene, måske skal hun have en lille taburet, som hun ...

---

---

... kan flytte hen, så hun bedre kan nå...

Det handler om at indgå kompromis, at finde en løsning, som I begge kan leve med og som samtidig støtter hende og giver hende mulighed for at gøre nogle ting selv. Det at kunne selv, er en lille sejr og de er vigtige i den alder.

Dernæst skal du kunne rumme de frustrationer, der kommer, når hun nogle gange har det svært. Det er en del af hendes alder, der er så meget hun gerne vil selv og tror hun kan og så driller hele verden og intet vil som hun vil. Det hører også med til livet at blive frustreret og at lære at tackle sine frustrationer, når det ikke går som man gerne vil det. Det nytter jo ikke noget at man bliver ved med at lægge sig ned på gulvet og sparke eller dunker hovedet ind i væggen.. man skal jo ligesom lære at komme videre derfra:o)

At kunne rumme hendes følelser betyder at du skal kunne holde ud at hun har det, som hun har det, uden at ville ændre på det. Du skal kunne holde ud at hun er glad, vred, ked af det, sur, frustreret, bange osv. Igen kan du med dine ord, vise at du forstår det og forstår hvordan hun har det. I kender det også fra jer selv. Hvis du er vred eller utilfreds over et eller andet og konfronterer det med din partner eller din chef og så bliver mødt med "så slap dog af, lad være med at være så hysterisk", så ville du blive stik tosset. Men hvis du derimod blev mødt med forståelse, hvis du følte dig lyttet til og dit ønske måske blev medtænkt i en situation, så ville du slappe meget mere af. Du ville have det klart bedre. Og sådan har børn det naturligvis også.

Det betyder naturligvis ikke at jeres datter skal bestemme det hele og køre om hjørner med jer, for hun skal naturligvis også opdrages og en del af opdragelsen er også at lære at tingene ikke altid kan blive som hun gerne vil. Det gør heller ikke noget at du hæver stemmen og på den måde markerer at nu er det altså alvor, nu er grænsen nået. Men prøv at overveje, om du kan blive bedre til at lytte hende hende og vise at du forstår hende og forsøg at bruge positive sætninger og ord.

---

---

---

Lad hendes selv forsøge sig med tøjet. Læg det frem, så det er lettest muligt at komme i, vender rigtigt osv. Det vil igen være en lille sejr, hvis det lykkes for hende. Lad være med at fokusere på detaljen og måden hun gør det på, lad være at kritisere hende, men forsøg at motivere hende, opmuntre hende til at forsøge og når du så kan se at det kniber for hende og strømpebukserne drejer og laver ål, så sig det "Ih altså, det er så svært med de strømper, må mor hjælpe dig?". Så viser du igen at du forstår det, du tilbyder din hjælp, som hun så kan tage imod og på den måde er hun også med til at styre lidt og er ikke tvunget til det du vil og når du vil. Det kan godt være du ikke får lov til at hjælpe første gang, men så lad hende prøve lidt igen, sig til hende at hun kan kalde på dig, hvis hun gerne vil have du hjælper og sørg hele tiden for på en positiv måde at stille dig til rådighed.

Med hensyn til søvn og at blive puttet om aftenen, så er hun jo ved at være så stor nu, at hun godt ved at mor og far sidder inde i stuen og hygger og det vil hun meget gerne være en del af. Der er derfor ikke noget at sige til, at hun forsøger at holde på jer eller synes det er svært at overgive sig til søvnen om aftenen.

I kan forsøge at lave aftaler med hende om hvad bog I læser, hvor lang en historie osv. og at hun så derefter skal lægge sig ned. I skal forvisse hende om at I kommer tilbage igen, I kan gå lidt frem og tilbage med rent tøj, der f.eks. skal lægges i skabet, I kan også finde tøjet frem, som hun skal have på næste dag. Altså at I ligesom viser og forklarer at I er der, men har noget arbejde, som I skal have gjort. Det skal være uinteressant det I laver og det er praktisk at gøre noget, hvor I kan gå frem og tilbage.

Det er vigtigt at I forsøger at vise hende, at I på den måde stadig er der, er tilstede og er tilrådighed for hende, uden at I behøver sidde direkte hos hende, når hun skal sove. Hvis hun var bange, så var det noget andet, men det lyder mere som om at hun synes det er hyggeligt og det skal der naturligvis også være plads til. Men hun skal ikke forlænge tiden udnødigt, så må I sætte grænsen og så finde en måde, hvorpå I stadig kan være der uden at være helt tætte... Giver det mening?

Der er skrevet rigtig mange gode bøger om børneopdragelse og måske et par af dem skulle være et juleønske i år? Prøv at se i min bogguide både under 'Børneopdragelse' og 'Udvikling' om ikke I kan finde noget interessant læsning:o)

Jeg håber at I kan bruge lidt af ovenstående videre. Fortsat held og lykke med hende og rigtig god jul:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---