Brev:

Svigermor - hvordan skal vi takle hende?

Hej Helen.

Tak for en virkelig god brevkasse – jeg har virkelig fundet mange svar, som har passet på mine egne spørgsmål.

Her kommer en længere smøre for at forklare hvor min mand og jeg står i dag.

Min mand og jeg har et problem med hans mor – min svigermor.

Vores forhold til hinanden blev anstrengt allerede under graviditeten:
Jeg gik over tid og som så mange andre i samme situation blev vi ringet ned af min mands familie med det evige spørgsmål: Er der sket noget? Når man selv er ekstremt træt af graviditeten på dette tidspunkt bliver det trættende i længden at skulle fortælle de samme mennesker dagligt, at Nej, der er ikke sket noget og hvis du var blevet Farmor/Farfar/Oldemor osv, så havde I nok hørt noget… Dertil svarer hun bare at, nu skal vi jo ikke spærre os inde og isolere os.

Min familie viste godt at det var irriterende, så vi havde en aftale om jeg at ringede til dem, så de heller ikke ringede og vækkede mig i en middagslur (jeg sov dårligt den sidste tid af graviditeten).

Nogle dage før jeg føder mødes vi med min svigermor på Langelinie til en aftens-is. Jeg ved ikke om du ved det, men en sommeraften på Langelinie, når det er godt vejr, er der rigtigt mange mennesker, som nyder vejret og en dessert.
Hun spørger til mig og jeg siger, at nu føler jeg mig godt nok som en kommode og er træt og ked af det og min krop osv.
Kort efter råber hun efter mig – da jeg har stillet mig i iskøen – DEN TYKKE DAME SKAL DA VIST IKKE HAVE MERE IS! – og griner…
Når hun ved hvor ked jeg er af min krop, forstår jeg ikke hvorfor hun gør dette. Jeg bliver dog så chokeret, at jeg ikke siger noget.

Igennem hele graviditeten har hun konstant omtalt vores barn som ”Lillebror” – min mand og jeg fortæller hende gentagne gange at han højst kan blive storebror…
Min svigermor har været enlig mor til to drenge med to forskellige fædre. Hun har ”dyrket” disse børn og har – i mine øjne – brugt dem som undskyldning for ikke at pleje sit eget liv og evt. finde sig en kæreste.

Jeg begynder altså allerede nu at have mine bange anelser – bliver vores barn en erstatning for de to drenge, som nu er store og selvstændige? (Min mand er 28 år og hans lillebror er 17 år)

Så kommer min fødsel, som var meget hård. Jeg pressede i 3 timer og til sidst måtte vores dreng akut ud med sugekop, da hans hjerterytme faldt og jeg ikke havde flere kræfter tilbage at presse i. Han havde ikke skruet sig rundt det sidste stykke og var derfor ”på tværs”.

Koppen falder af 3 gange og mine veer ophører, så jeg presser til sidst kun fordi jeg ved at han skal ud, ikke fordi jeg har trangen – koppen gør for ondt til at jeg kan mærke noget andet.
Jeg går meget i stykker og må syes i 2 timer. (Det viser sig siden hen, at jeg er syet forkert sammen og i øvrigt betændt, men det nægter hospitalet at det er hele 3 gange – mit problem bliver først taget seriøst en måned senere, da jeg går til en specialist udenfor hospitalet)

På trods af dette inviterer vi hele svigerfamilien på barselsbesøg kun 12 timer efter fødslen, som var om natten.

Her går han i ”arm-gang” og jeg har ham faktisk slet ikke i mine arme på noget som helst tidspunkt. Min svigermor er den sidste til at tage af sted, da hun har siddet med vores søn i lang tid.
Hun kommer igen næste dag og igen da vi er kommet hjem.

Mine gamle veninder som ikke har set ham endnu har jeg inviteret samme dag, så vi alle sammen kan hygge sammen og de kan få ham at se samtidig.
Her melder min svigermor også sin ankomst, går lige ind af døren, tager min søn ud af armene på mig – uden at spørge om lov – sidder med ham hele tiden og går rundt med ham. Jeg får ham først igen, da han skal ammes og da ligger hun hen over mig for at få det hele med. Efterfølgende tager hun ham igen – uden at spørge om lov. Mine veninder får altså ikke på noget tidspunkt mulighed for at komme tæt på ham eller holde ham. De er for ”paffe” til at spørge og vil selvfølgelig heller ikke uden videre ”konfrontere” min svigermor.

De efterfølgende gange min svigermor er her, gentager det sig. Hun kommer ind af døren, tager ham ud af armene på mig, eller op af barnevognen eller skrå-stolen, uden at spørge om lov.
Hun ringer og sms’er hele tiden om hun ikke skal gå tur med ham, passe ham osv. Osv. Osv.
Når vi enkelte gange siger, nej-tak, i dag vil vi gerne være os selv og gå en tur med ham, bliver hun sur.

Det samme gør sig gældende en gang, da vi havde spurgt om hun MÅSKE kunne passe ham, mens jeg er til Gynækolog. Da vi fortæller hende at det får vi ikke brug for, da dem på klinikken gerne vil møde ham (de ville gerne se ham, når nu de behandlende mig for fødslen af ham – det er vel meget naturligt), bliver hun sur og vrisser, at nu havde hun lige set frem til en fridag og hun var så og så træt… Jeg tænker bare, kan hun ikke bare holde den fridag alligevel – det behøver vel ikke hænge sammen med at hun skal passe ham.

Apropos at passe ham: Den ene gang hvor hun har passet ham alene, gør hun ikke det som vi har fortalt hende at vi gerne vil have, nemlig at når han sover, så skal han over i sin barnevogn/lift (han var for lille endnu til at ville ligge i vuggen – den føltes stor for ham ...

... og han blev utryg).
Hun ligger med ham ned i 4 timer og putter og krammer med ham. Dette mener jeg ikke er måden man tér sig på som bedstemor – det er en mors eller fars privilegium at ”putte” så intimt med sit barn.

Vi er på besøg hos hende, da han er 3 uger gammel. Her siger hun: Det er utroligt at man kan elske og savne sådan et lille barn, mere end sine egne børn (!). Her bliver jeg så chokeret på både min mands og mine egne veje, at jeg igen ikke ved hvad jeg skal sige…

Til min mands fødselsdag nogle uger senere, er det første hun spørger om, da hun kommer ind af døren: Sover han? (Det gør hun for øvrigt altid som det første). Det gør han og jeg fortæller at han lige er blevet lagt, så han skal helst sove et par timer, for at være frisk og glad. Hun bliver små-sur og spørger med jævne rum om hvornår han vågner...
Da han så vågner tager jeg ham med ned og han går arm-gang. Vi sidder i hjørnesofaen, så han går ”mod uret rundt”. Min svigermor er den første til at få ham i armene og hun flytter sig siden hen 3 gange for at være den næste til at skulle tage imod ham.

Til sidst når han til den sidste person i sofaen og da denne har siddet med ham holder hun ham over til mig og jeg rækker ud efter ham, i samme sekund tager min svigermor ham ud af armene på mig og siger: ”du må ikke få ham – du har ham til daglig”… Jeg bliver igen målløs og ved ikke hvad jeg skal sige.
Ved andre lejligheder har hun sagt at jeg kan få ham, når han skal have mad og ellers ikke.

Vi når til dagen før hans 3 mdr.’s vaccine dag. Min mand har lavet en halv-aftale med min svigermor om at vi MÅSKE kommer til hende eller hun MÅSKE til os, på selve vaccine-dagen, men jeg minder min mand om at rigtigt mange børn bliver syge af denne vaccine, så jeg synes at det er bedre at vi er hjemme i vante rammer uden besøgende. (han har meget svært ved at sove, når der er besøgende, han er meget nysgerrig).
Jeg ringer og meddeler dette til min svigermor, og hun bliver sur og jeg må forklare hende det 5 gange, før hun ”giver op”.

Det viser sig også at vores søn fik 39,2 i feber, forholdsvis kort efter vaccinen og er faktisk syg i flere dage.
Jeg ringer til hende om aftenen på vaccine-dage og siger hej og snakker om løst og fast og hun sidder da med et par veninder og siger så i telefonen: ja, nu havde vi jo brændt hende af og bla bla – man kunne rigtigt fornemme at de havde talt om hvor synd det var for hende.

Samme uge er vi inviteret til min mands mormors fødselsdag, men han er stadig skidt og vil denne dag slet ikke sove, og falder først i søvn, som vi skal ud af døren. Han har det med at vågne hvis vi flytter på ham, og så var vi jo lige vidt.
Jeg meddeler min mand at jeg bliver hjemme og passer ham, og at han bare skal tage af sted. Det ville jo ikke være sjovt for hverken vores søn, os eller selskabet at have en træt og små-sløj dreng med. (Han er heller ikke god til at sove ude, da han som sagt er meget nysgerrig, så det ville bare ende med at han ville være vågen og overtræt hele aftenen).

Vi ringer til hende og meddeler dette og det bliver ikke godtaget, jeg skal igen forklare situationen i telefonen til mormoderen og kan høre svigermor i baggrunden komme med kommentarer. Jeg forklarer at det først og fremmest er for vores drengs skyld, og at det ikke vil være sjovt for nogen parter hvis vi kommer lige nu.

Der går nu et par timer og han får sovet. Min mand er ikke taget af sted endnu, da han hellere vil vente på at vores søn vågner og vi alle kan følges (den aftale laver vi så sammen, da familien blev så skuffede, men vi ville som sagt lade ham sove til han vågnede, så han ”kun” ville være små-sløj og ikke også træt, når vi kom derud.)

Da vi kommer, er det første vi hører: han skal over til farmor, han skal da over til farmor, lad farmor holde ham, osv. osv. Osv. De har altså siddet og talt om at farmor ikke har ham nok osv. Det samme har hun sagt til min mand, men hun tager ham som sagt, som det første når hun kommer ind af døren og afleverer ham som det sidste inden hun går, så jeg ved ikke hvad hun mere forventer.

En aften talte vi med hende om mange af disse ting, men hun blev bare ked af det og sagde at hun synes at vi var så firkantede og hvorfor hun ikke bare kunne komme 2-3 gange uanmeldt om ugen for at besøge ham. Dertil har vi prøvet at forklare hende at vi altså har mange andre ting, vi også skal nå og ikke kan ”afsætte” tid på den måde til hende. Vi har jo også venner vi ser, andre familiemedlemmer som kommer og ikke mindst nyder vi også bare at være os selv og ”bonde” som familie.

Vi har forklaret hende at hun selvfølgelig skal se ham og være en stor del af hans liv, men at det bliver nødt til at være lidt mere planlagt og ikke helt så ofte, som hun ønsker. (Der er jo kun 7 dage på en uge..)

Der er nu lidt krise imellem os, da hun ikke forstår os og vi åbenbart ikke kan forklare hende det, så hun forstår os.

Hertil kommer vores spørgsmål:

Hvad skal vi gøre? Er det os, som er helt galt på den eller hvordan?

Min familie opfører sig helt anderledes og det falder mere naturligt og roligt, når vi er sammen.

På forhånd tusind tak og med venlig hilsen

Den frustrerede mor

Læs Helens svar »

Olívy - meget mere end bleskift

Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

22. november 2024 | Kost og ernæring | 4 mdr.

Hvilket måltid, hvornår?

Kære Helen Vi har en datter på nu 4 måneder, som vi synes virker meget...

Læs hele brevet og Helens svar

17. november 2024 | Sovevaner | 5 mdr.

Baby vågner hele tiden om natten

Kære Helen. Tak for dit brugbare svar angående søvnrutiner. Jeg skriver...

Læs hele brevet og Helens svar

28. oktober 2024 | Diverse | 4 mdr.

Rød i hudfolder

Kære Helen Tusind tak for dit sidste svar, det gav ro herhjemme! Men nu...

Læs hele brevet og Helens svar

27. oktober 2024 | Sovevaner | 4 mdr.

Søvnvaner

Kære Helen. Tusind tak for dit fine svar for et par uger siden. Vores dreng...

Læs hele brevet og Helens svar

26. september 2024 | Sovevaner | 3 mdr.

Græder sig selv i søvn om aftenen

Hej Helen, Så skriver jeg igen .. Efter mit sidste brev er min datter...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: