Svar: Hjælp hvad er det vi gør galt?

---

Kære forældre

Der er ingen tvivl om at I har fået en dreng med temperament, en ting som jo er arvelig, så hvem af jer forældre har mest af det?? :o) Og derudover så er det er jo noget som hører alderen til.

Der sker sker rigtig meget med Alfred i øjeblikket og det kan ikke undgås at I kommer i nogle situationer, hvor der opstår konflikter. I hverdagen føles konflikter besværlige, de kommer om morgenen, ved middagsbordet, ved sengetid, når man er ude at handle osv. Konflikter vil vi forældre helst undgå.

Det er dog sådan at konflikterne er med til at udvikle både jer og Alfred og de er en del af livet. Det vigtige er dog at løse konflikterne på en god måde og derfor er det jo rigtig godt at du søger nogle redskaber til at løse de konflikter I har.

Overordnet kan man sige at det vigtigste i en konflikt er at lytte til hinanden, begge parter skal føle sig lyttet til og forstået. Nogle gange kan det man gerne vil godt lade sig gøre, andre gange ikke, og atter andre gange kan man finde et kompromis.

Det er altså meget vigtigt at du lytter til Alfred og prøver at finde ud af hvad det er han vil. Selvom han nu er næsten 3 år gammel, så er det stadig svært for ham sætte præcist ord på hvad han tænker og føler, men han er dog i stand til at rette dig, hvis du opfatter noget forkert. Derfor skal du sætte ord på, når du oplever ham frustreret. Du skal ikke spørge hvad der er galt, men i stedet prøve at sige det, du tror det drejer sig om: "Bliver du bare så sur lige nu" eller "driller skoene dig, det er også irriterende". Lyt til ham og sæt så ord på det du tror han tænker og føler. Hvis det er forkert kan han rette dig og så kan I mødes der og samtidig vil han føle at du forstår ham og det er vigtigt for at komme videre.

Dernæst skal du overveje hvilke konflikter du tager. Er der egentlig noget i vejen for at han får sin vilje i lige netop den situation. Siger du nej, fordi du er træt og ikke orker mere, fordi det nu bare er blevet en principsag eller er det et reelt nej, fordi han ikke må noget, som du f.eks. ved kan være farligt for ham. En dag kan meget hurtigt blive fyldt med nej, nej, nej, hvilket et utroligt opslidende for både barn og forældre og derfor må man nogle gange give efter, indgå kompromis eller sige okay, han får det han gerne vil. Hvis han en gang imellem oplever Ja, så vil han også lettere kunne acceptere et nej andre gange.

At indgå kompromis handler om at give alternativer. Hvis Alfred beder om at få en is 15 minutter før I skal have aftensmad, så kan du sige "Du kan ikke få en is, men se her er en gulerod i stedet". Det er ikke sikkert at han er med på det, men hvis du har besluttet at han ikke skal have is, men mere sufficient kost, så er det sådan. Her må du så igen sætte ord på "Du vil bare så gerne have en is, men vi skal have aftensmad først".

Dernæst skal du kunne rumme de frustrationer, der kommer, når Alfred nogle gange har det svært. Det er en del af hans alder, der er så meget han gerne vil selv og tror han kan og så driller hele verden og intet vil som han vil. Det er en alder, der kræver utroligt meget overskud, omsorg og forståelse fra jeres side. Det hører også med til livet at blive frustreret og Alfred skal også lære at tackle sine frustrationer, når det ikke går som han gerne vil det.

At kunne rumme hans følelser betyder at du skal kunne holde ud at han har det, som han har det, uden at ville ændre på det. Du skal kunne holde ud at han er glad, vred, ked af det, sur, frustreret, bange osv. Igen kan du med dine ord, vise at du forstå det og forstår hvordan han har det. Og det er meget vigtigt at han føler sig forstået og igen at I lytter. Når Alfred er frustreret og ked af det, så pumper adrenalinen rundt i kroppen, hele hans krop kører i højeste gear. Når I viser ...

---

---

... ham at I forstår ham, lytter, gerne vil ham, søger at hjælpe osv. så falder han til ro, adrenalinen drosler ned. Hvis man derimod sender barnet på værelset eller bruger ord som "hold op med at være så hysterisk" eller "opfør dig ordentligt", så puster man til ilden og adrenalinen pumper endnu mere rundt.

I kender det også fra jer selv. Hvis du er vred eller utilfredse over et eller andet og konfronterer det med din partner eller eller din chef og så bliver mødt med "så slap dog af, lad være med at være så hysterisk", så ville du blive stik tosset. Men hvis du derimod blev mødt med forståelse, hvis du følte dig lyttet til og dit ønske måske blev medtænkt i en situation, så ville du slappe meget mere af. Du ville have det klart bedre. Og sådan har børn det naturligvis også.

Det jeg mener er ikke at Alfred skal bestemme det hele og køre om hjørner med jer, for han skal naturligvis også opdrages og en del af opdragelsen er også at lære at tingene ikke altid kan blive som han gerne vil. Men prøv at overveje, hvordan I bedre kan lytte til ham og vise at I forstår ham og forsøg så vidt muligt at bruge positive sætninger, positive ord.

Eksempel: Alfred hopper i sofaen og du har sagt gentagende gange de sidste mange uger, at det vil du ikke have - og nu gør han det igen. Du kan løse konflikten ved at sige "Sig mig hvad laver du, kan du så komme ned. Hvor tit skal jeg sige det til dig, jeg har jo sagt det 117 gang og du gør det alligevel, nej hvor er jeg træt af dig". Eller du kan sige "Jeg ved godt at du elsker at hoppe i sofaen, men den går i stykker, når du hopper i den, så det vil jeg ikke have du gør" og så gå hen og tage ham ned.

---

---

---

Jeg siger ikke at det løser konflikten hver gang, men chancen for at I begge kommer bedre igennem konflikten er større, hvis du gør som sidst beskrevet.

Prøv også at lade ham selv gå igang. Lad ham f.eks. prøve selv at tage sko på, motiver ham, opmuntre ham til at forsøge og når du så kan se at det kniber for ham, så sige det "Ih altså, det er så svært med de støvler, må mor hjælpe dig?". Så viser du igen at du forstår det, du tilbyder din hjælp, som han så kan tage imod og på den måde er han også med til at styre lidt og er ikke tvunget til det du vil og når du vil. Det kan godt være du ikke får lov til at hjælpe første gang, men så lad ham prøve lidt igen, sig til ham at han kan kalde på dig, hvis han gerne vil have du hjælper og sørg hele tiden for på en positiv måde at stille dig til rådighed.

Det samme når han efter at være blevet sendt på værelset sender dig væk - gå mor. I princippet er det jo det samme I har gjort, så han gør jo det han selv lige har været udsat for. Samtidig føler han jo ikke at I forstår ham og igen har vi voksne det jo også sådan nogle gange - når ingen forstår os, så vil vi helst være alene. Når han skubber dig væk, er det således ikke i nogen ond mening, men fordi han bare ikke kan have det lige nu og det er vel okay? Igen skal du så stille dig til rådighed, fortælle ham at du godt kan forstå at han er ked af det, men at du er der og gerne vil snakke med ham, at han kan kalde eller sige "jeg er lige inde i stuen, hvis du vil ind og have et knus"... et eller andet som viser at du kan rumme at han har de frustrationer han har og accepterer ham som han er:o)

Der er skrevet rigtig mange gode bøger om børneopdragelse og måske et par af dem skulle være et juleønske i år? Prøv at se i min bogguide både under 'Børneopdragelse' og 'Udvikling' om ikke I kan finde noget interessant læsning:o)

Jeg håber at I kan bruge lidt af ovenstående videre. Det er ikke fordi I gør noget forkert eller fordi der er noget galt med jeres dreng - det er bare rigtig svært at have med den størrelse at gøre nogle gange:o) Fortsat held og lykke og et stort knus herfra:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---