Svar: Det er svært at være mig

---

Kære Tudemarie

Jeg vil rigtigt gerne lægge ører til og jeg vil også rigtigt gerne knytte lidt kommentarer til de ting du skriver. Jeg tænker dog at du har brug for at tale med en anden end mig, en der er i stand til at hjælpe dig med at finde ud af hvad du skal og vil med dit liv. Har du overvejet at gå til en coach?

En livsstils coach får dig til at overveje hvad du vil med dit liv og hvorfor, hvad der skal til for at du får det du ønsker dig osv. Du og din kæreste kan også sammen gå til par og forældre coaching, hvor I bliver opmærksomme på hinanden både som par og som forældre.

Har du set at der på min side ligger et par artikler fra en coach? Prøv at læse nogle af dem igennem og se om ikke det ville kunne hjælpe dig lidt videre. Det synes jeg du skulle overveje.

I forhold til dine tanker omkring vuggestuen, så lyder det jo umiddelbart som om du er glad for stedet og også oplever at pædagogen er sød og omsorgsfuld, hun er naturligvis ikke dig og gør ikke tingene som du ville gøre og det skal din dreng vende sig til, men ingen vil være som mor, så det vigtigste er at hun er sød ved ham og du fornemmer at hun gerne vil ham. Det betyder så meget.

Du skal se det som et sundhedstegn at han reagerer på at du nu går fra ham og at han skal være et sted, som han ikke kender. Hvis ikke han reagerede på det, så ville jeg først være bekymret.

Som du beskriver det, så tænker jeg at det lyder som en overgang, som I skal igennem, naturligvis på en god måde.

Du skriver at du har prøvet at gå ud af rummet, hvor han bare græd og græd i ½ time. Jeg tænker at det er vigtigt for ham at du ikke bare går væk, men at du decideret siger farvel, så han ved at ...

---

---

... du er gået. I skal have et fast afskedsritual, hvor du vinker til ham i ruden osv. og pædagogen kan tage ham med tilbage til de andre børn, pjatte med ham og få ham til at deltage med de andre.

Jeg tænker også at du stille og roligt skal forsøge at aflevere ham og lade ham prøve at have lidt tid der, så han oplever både at spise der og sove der. Det er vigtigt med en stille og rolig indkøring og det er smadder dejligt at du har mulighed for at give ham dette, men samtidig skal du heller ikke trække tiden for meget ud. Jeg oplever nogle gange at børn kan sidde længselsfuldt og kigge efter mor, hvis de er vænnet til at hun kommer igen næsten med det samme, hvorimod, hvis han ved at du først kommer efter maden, så slapper han mere af og tillader ligesom sig selv at tage del i børnegruppen på en anden måde. Det er en svær balance at finde.

---

---

---

Jeg er ikke helt sikker på hvad det er for et studie du skal igang med - er det afslutningen på pædagog? Umiddelbart tænker jeg at det lyder privilegeret at skulle læse samtidig med at din dreng skal starte institution. Det giver dig en større fleksibilitet i forhold til eventuelle sygedage osv. og det er rigtig godt. Hvis du derfor har lyst til at studere nu og I har valgt dette, så synes jeg du skal forfølge det og gøre det med ro i sjælen. Nyde det og at du har de muligheder.

Den frustration du beskriver at du oplever hos din dreng, den er helt alderssvarende og det er en periode I skal igennem. Når han begynder at kravle så bliver frustrationerne mindre og det lyder som om han er godt på vej:o)

Jeg håber du kan bruge mine tanker lidt videre. Rigtig meget held og lykke fortsat og sender dig et stort knus herfra:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

Viden om børn:

---