Svar: Ulykkelig i vuggestue

---

Kære mor, der ville ønske hun kunne være hjemmegående for evigt

Jeg kender det godt, ønsket om at kunne være hjemme og aldrig skulle forlade sit barn, når de er så kede af det. Det er rigtig hårdt, men et eller andet sted, så bliver du nødt til at se det som et sundhedstegn. Det er kun godt at hun reagerer på at du går fra hende, hvis hun var fuldstændig ligeglad, så ville jeg blive bekymret:o)

Jeg ved fra dine tidligere breve at I er meget omsorgsfulde og kærlige forældre som altid har gjort det bedste for lille Laura og naturligvis har I ikke gjort hende en bjørnetjeneste. Man kan ikke på den måde hærde børn til at blive passet ved at lade dem passe af andre. Børn har brug for at blive passet af deres forældre så de vokser op med helt basal tillid til at I er der for hende og kommer tilbage til hende igen, den dag hvor I skal begynde at arbejde og hun så må passes af andre.

Jeg vil umiddelbart foreslå jer at I forsøger at gøre afleveringen forholdsvis kort, I skal naturligvis inden for døren, af med tøjet, sætte tasken osv. Og så vil det være godt at I finder en pædagog (og helst den samme i nogle dage), afleverer hende i armene der og så vinker I farvel til hinanden i ...

---

---

... vinduet eller hvor det nu kan lade sig gøre.

Laura vil naturligvis græde og være rigtig ked af det, men hun stopper sandsynligvis hurtigt, når hun ligesom har fundet ud af at I er gået fordi der er sagt farvel. Sådan er det jo ikke når du går på toilettet eller ud med en trøje - her er ikke noget farvelritual.

---

---

---

Dernæst så tænker jeg at det er vigtigt at hun forholdsvis hurtigt oplever at spise i institutionen og sove i institutionen. Hun kender ikke klokken, men hvis hun får en fornemmelse af at du er tilbage igen efter en time, så vil hun sandsynligvis sidde og spejde efter dig, vente på at du skal komme ind af døren. Hvorimod, hvis hun får en fornemmelse af at du kommer, når hun har spist eller når hun har sovet, så er hun ligesom mere indstillet på at tage del i de ting der sker.

Derudover tænker jeg at det vil være rigtig godt at I lavede et lille fotoalbum, hvor hun kan se billeder af jer, hendes selv, hunden eller hvad det nu kunne være. Det at se et billede kan bekræfte hende i at I ikke er forvundet ud af hendes liv, men stadig er der og nok skal komme tilbage igen.

Jeg håber at mine tanker hjælper lidt videre. Rigtig meget held og lykke fortsat med indkøringen:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---