Svar: Natteangst

---

Kære forældre

Det er sådan at børn på forskellige tidspunkter af deres liv, bliver bange for forskellige ting og det er ikke usædvanligt at børn i 4 års alderen (især mere udtalt for drenge) oplever at have mareridt, som kan gøre at de er bange for at lægge sig til at sove. Det man altid skal vurdere er, hvorvidt det kommer til at påvirke hverdagen så meget at det kan blive en belastning og således noget man er nødt til at tage sig af og gøre noget ved.

Når man taler om at børn er bange, så er det sådan at børn gennemgår forskellige faser hvor de naturligt i deres udvikling vil være bange for forskellige ting. Små børn, dvs børn under 2 år, vil ofte være bange for fremmede, være bange for højder, høje lyde, ting som pludselig dukker på.

Børn i 2-3 års alderen vil ofte være bange for mørke og bange for små dyr. Frygten for mørke kan fortsætte helt op i 7-8 års alderen og frygten for små dyr kan også fortsætte op i 5 års alderen.

Omkring 4-5 års alderen er mange børn bange for "onde og skrappe" mennesker. De er f.eks. bange for indbrudstyve, bange for at komme til skade, bange for at blive kidnappet og denne frygt kan børn sagtens bibeholde op i 7 års alderen. Børn kan fastslå ud fra udseende om personen hører til den onde og de skrappe mennesker kan være personer som hæver stemmen på en måde, der får barnet til at føle sig skidt tilpas.

Omkring 6 års alderen begynder mange børn at blive bange for overnaturlige væsener, - en frygt for uhyrer, spøgelser, hekse, mumier, vampyrer osv. Det kan være vigtigt at tjekke under sengen for at sikre at værelset er helt 'monsterfrit'.

Og børn vil i 6 års alderen ofte også kunne begynde at være bange for at sove. Barnet smutter ind til forældrene midt om natten eller vægrer sig mod at blive puttet i egen seng på eget værelse og vil gentagne gange bede om at få lov at sove med andre. Børn i denne alder vil ofte også være bange for at være alene i situationer hvor forældrene ikke er inden for synsvidde også selvom man ikke er langt væk - barnet kan f.eks. være utrygt ved at være i et andet værelse end forældrene. Frygten for at være alene og sove alene vil som regel aftage når barnet når 8 års alderen.

Når børn bliver 7-8 år så begynder de at være mere bange for ting, som de ved kan se, fordi de ser det i medierne. Det kan være flystyrt, naturkatastrofer, krig, terror, aids osv. og når børn bliver 9-10 år gamle, ...

---

---

... så skifter frygten karakter til at handle mere om at skulle præstere noget, frygten for at skulle testes, tanker om at man skal have bestemte kompetencer, at man skal blive til noget osv. Børn kan i denne alder også blive bange for at dø og bekymre sig meget omkring hvad der skal ske med dem, hvis forældrene skulle gå bort.

De fleste af disse former for frygt kan fortsætte helt op mod 11-12 års alderen og det vil altså i en hvis grad være normalt. Og man skal altså altid vurdere om den frygt som barnet har fylder så meget at den hæmmer barnet.

Det var lidt forklaring og når alt det er sagt, så ved jeg jo fra jeres tidligere breve, at jeres dreng er en meget tænksom og meget godt verbalt udviklet dreng, som ofte også søger at lege med børn som er ældre end ham selv. Han er på mange måder altså en moden dreng og det at han tænker mere over tingene og påvirkes af de lidt ældre gør måske at han så også drømmer mere og mere uhyggeligt end andre på tilsvarende alder ville gøre.

Måske kan I selv huske tilbage til da I var børn. Ofte fortæller den ene forældre at de selv kan huske mareridt, at de altid selv har drømt meget og ved hvordan det er. Ofte ser man det er arveligt.

---

---

---

Jeg tror det er meget vigtigt at I fortæller ham at drømme ikke er farlige og fortæller ham at I også drømmer. Betryg ham også ved at fortælle at der ikke kommer jordskælv, flodbølger eller andet i Danmark, så heldige er vi her hvor vi bor og her kan I helt ærligt sige at det skal han ikke være bange for. Fortæl ham også at I naturligvis altid vil passe på ham, at I ikke går fra ham osv. I skal også fortælle ham at der ikke er noget galt med ham, at det er helt okay at han er som han er og sådan har vi det alle sammen nogle gange, det sker der ikke noget ved.

I skal naturligvis forsøge at undgå programmer i TV som I ved han kan reagere på, men de ting han har set, må man forsøge at forklare og så vidt muligt være ærlig uden at skræmme. Nogle gange hjælper det at fortælle at det jo er TV og de sender så mange ting som ikke sker i virkeligheden og så drage paralleller til andre ting han ser, hvor han godt kan skelne hvad der er virkeligt og hvad ikke er.

Det lyder i øvrigt helt rigtigt at give ham trygheden ved at sidde hos ham og lade ham komme ned i stuen og jeg tænker at det nok skal gå stille og roligt fremad.

Håber mine tanker hjælper jer lidt videre. Fortsat held og lykke med ham:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---