Brev:
Store søvn- og madproblemer
Jeg er nyt medlem herinde og skriver nu til dig for at få nogle råd angående min datters søvn og mad. (Jeg er også mor til en dreng på 5 år, der også sov meget lidt og dårligt som baby). Da det ikke har været muligt at skrive til dig i de sidste uger, er mit brev blevet meget langt, da jeg hver dag er kommet i tanke om flere detaljer der er relevante, for at du får det bedste billede af, hvad det er der foregår hos os. Så måske er det for langt til at sætte ind i brevkassen, men jeg håber at du så bare vil nøjes med at sende et personligt svar ;-)
Min datter bliver 8 mdr om 4 dage, og har lige siden hun blev født, haft meget svært ved at falde i søvn og ved at blive i søvnen. Hun har aldrig ville tage en sut eller sutteflaske (vi prøver stadig med mellemrum). Hun har især meget svært ved at blive i søvnen, når hun skifter mellem dyb søvn og drømmesøvn.
Jeg tænker at hun er et såkaldt High Need-barn, da hun passer godt på beskrivelsen af et sådant.
Da hun var ca. 1-2 måneder gammel, begyndte hun at skrige meget højt og vedholdende, (ikke bare gråd, men SKRIIIG (!!!) der gør ondt i både ører, øjne og hjerte!!) hver gang hun blev lagt ned i liften. Så vi erfarede hurtigt, at vi var nødt til at amme, rokke hende i barnevogn eller i vores arme, for at hjælpe hende til at falde i søvn - og sådan har det så været siden! (Vi får hende jævnligt tjekket for mellemørebetændelse - også fordi at storebror var ørebarn - men der har aldrig været noget med hendes ører)
Vi forsøgte for ca. 1½ måned siden, at lære hende at falde i søvn i barnevognen uden at blive rokket, da vi begge var ved at være trætte af at stå og rokke barnevogn og samtidig tænker, at hun er nødt til at lære at falde i søvn uden stimulering. Efter 3 dage stoppede vi dog igen og besluttede at vente lidt med at prøve igen. Hun begyndte nemlig efter én dag at skrige vildt, straks hun blev lagt ned i barnevognen.
Hun skreg, var drivvåd af sved og var fuldstændig opløst i 10-15 minutter, før hun endelig dejsede om af træthed, for så efter en halv time at vågne og ikke kunne falde i søvn igen. Før kunne vi lægge hende uden protest og det tog 5 minutter uden gråd at rokke hende i søvn, og nogle gange lykkedes det os, at få hende til at sove videre efter den korte opvågning. Så det vendte vi tilbage til - og sådan kører det så stadig!
Når hun drømmer er hun meget urolig – trækker vejret hurtigt, flakker med øjnene og klynker – og det er også dér, at hun ofte vågner op og skriger og ikke kan sove videre. Når det lykkedes, at hun sover videre efter den halve time og først vågner efter fx 1½ time, er hun glad ude i barnevognen og ligger og snakker.
Om natten har vi kun kunne få hende til at sove, ved at jeg ammer hende i søvn (liggende sammen med hende, da hun vågner, hvis vi rykker på hende) så hun og jeg deler dobbeltsengen, mens far sover på sofaen!
Indtil for en måneds tid siden kom hun først i seng ved 23-tiden om aftenen, da det var umuligt at få hende til at sove til nat tidligere. Nu kommer hun dog i seng ved 20-21-tiden, men vågner op ca. hver halve time til hele time og græder, hvor jeg så iler ind og giver hende brystet igen, og lister så ud igen 5-10 minutter senere, når hun igen sover. Først fra 24-tiden tager hun nogle længere træk på mellem 2 og 3 timer af gangen, hvor hun så får brystet og sover videre til 8-9 stykker. Som regel når hun at sove igen, inden mælken er begyndt at løbe, så det virker ikke som om at det er sult, men tryghed hun savner. Efterhånden er jeg bare SÅ træt af at lege sut!!
For ca. 3 uger siden besluttede min mand og jeg, at vi nu ville prøve at lære hende at falde i søvn i egen seng om aftenen uden amning, og også se, om hun kunne undvære mad om natten - men det gik bare slet ikke!! (- eller det vil sige: det gik faktisk nogenlunde i den første lille uges tid, men så ikke længere..!)
Vi valgte at det var min mand der skulle tage tjansen, for at hun ikke så mig og forbandt det med mad. Først valgte vi at starte ud med lidt fra "Godnat og sov godt-metoden". Far lagde hende – efter grød/mos, amning og tegn på træthed - den første aften ind i tremmesengen i soveværelset, sagde godnat, gik ud af rummet og kom så hele tiden ind igen med kun eet minuts mellemrum, da hun skreg virkelig slemt. Det tog hende 15 minutters skrig, før hun endelig faldt i søvn - men hun sov så i flere timer uden at vågne, og sov videre efter en tår vand, de par gange hun vågnede om natten.
Næste aften tog det længere tid at falde i søvn, og far var til sidst nødt til at blive inde hos hende med en beroligende ”vibrerende” hånd på brystet af hende, da hun kørte sig selv fuldstændig op og slet ikke var til at trøste! Det var som om, at hun var blevet virkelig bange for at blive ladt alene. Hun faldt endelig i søvn efter ca. en halv time. Om natten gik det fint. Vi aftalte så, at far ikke skulle gå ud af soveværelset næste aften, men blive hos hende til hun sov. (I løbet af dagen havde vi nogle lege-hygge stunder i tremmesengen, så hun ikke var utryg ved sengen. Der var hun glad).
Vi indførte også et ritual med at de først kiggede i en bog, han sang en sang, tændte musik-uroen, og gav hende et sovedyr. Hun startede med at lege og snakke da hun kom ned i tremmesengen, men efter ca. 5 minutter, hvor hun begyndte at mærke trætheden, begyndte hun at græde og det gik hurtigt over i skrig - og selvom han blev, talte, sang stille og gentog ”Nu skal du sove, godnat”, og rokkede hende stille på brystet med hånden - skreg hun sig alligevel i søvn!
Sådan fortsatte det hver aften i den første uge: Skreg sig i søvn på 10-15 minutter, sov så i 3-4 timer af gangen, hvor hun så et par gange i løbet af natten - efter en tår vand - sov videre, med musik-uroen tændt og hans hånd på brystet. Det var ikke optimalt, men ok!
Men… efter den første uge begyndte hun igen at vågne op ca. hver halve time og skrige, og så var hun næsten umulig at få til at sove igen! Min mand sad nogle aftener inde hos hende i flere timer, og fik kramper i hele kroppen, af at sidde og rokke sin hånd på brystet af hende ind over siden af tremmesengen. Hver gang hun var lige ved at falde hen, vågnede hun op og startede forfra! Det var et mareridt for os alle!
Vi afmonterede så én af dagene den ene side af tremmesengen og satte den helt hen mod vores seng, så den stod helt sikkert, så han kunne være tættere på og nemmere ligge ved siden af med hånden på hende. Ved slutningen af den uge måtte han dog flere aftener give op og tage hende op med ind i stuen for at berolige hende (da hun slet ikke kunne falde ned igen inde i soveværelset) hvorefter hun så blev oppe en times tid - og det så startede forfra! Så tilsidst gav vi op! Vi kunne hverken byde hende, storebror eller os selv den ballade hver aften.
Så far flyttede ind på sofaen igen og prinsessen kom tilbage i dobbeltsengen, og vi har nu de sidste 2 uger været tilbage, hvor vi startede, hvor hun ammes i søvn, vågner ca. hver halve time til hele time til ca. kl. 24, og vågner derefter 3-4 gange i løbet af natten og vil have sin babs! *SUK*
Det er bare slet ikke sådan, at vi ønsker at det skal være… Vi vil jo allerhelst at hun kommer over i egen seng, falder i søvn uden skrig og at hun kan komme ind på eget værelse om 3-4 måneder. Lige nu er det bare svært at tro på at det nogensinde kommer til at ske..! Men det er jo bare ikke holdbart som det er nu!
Hun er begyndt at rulle meget, og bruger også dét til at kæmpe mod søvnen med. Når hun er lige ved at falde i søvn, slipper hun brystet, ruller om på siden eller maven – og så tilbage til brystet igen… Det kan hun gøre rigtig mange gange og det tager længere og længere tid at få hende til at falde i søvn. Det varer jo heller ikke længe før hun kan sætte sig op – og så bliver det da først en kamp!! - Både at få hende til at sove, men også at blive liggende, når hun vågner om aftenen og natten!
Jeg har læst bogen ”Sov igennem uden gråd”, som jo er den totale modsætning af ”Godnat og sov godt”. Den giver det råd at man skal tage ...
... brystet fra hende, når hun er tæt på at falde i søvn, for at hun skal lære at falde i søvn uden – men det virker i hvert fald ikke endnu, og jeg har prøvet mange gange og længe… Det er som om, at de gængse metoder bare ikke virker på hende - men det er jo, som jeg har forstået, også typisk for High Need børn!
Vi er ret overbeviste om, at hun ikke bare ”kører” med os, men at hun virkelig er utryg og bange for at skulle falde i søvn selv og for at være alene! Selvom hun bliver rokket eller ammet kæmper hun vildt for at holde sig vågen (fx gnider hårdt i øjnene, hiver i sit hår, ruller rundt og griber ud efter alt hvad hun kan få fat i) men må til sidst modvilligt overgive sig pga. den kraftige stimulering.
Der har ikke været nogen forskel at spore, i forhold til når der har/ikke har været tandfrembrud, så vi tror heller ikke, at det kun er pga. smerter for tænder (selvom det selvfølgelig godt kan gøre hende ekstra irriteret).
Om dagen, når hun er frisk og mæt, er hun en meget glad, smilende og charmerende pige der griner, pludrer, ruller rundt og sidder selv - og vi så er smaskhamrende forelskede i hende! Hun er også en meget følsom, super-opmærksom og nysgerrig pige med stærk vilje og temperament og vil helst underholdes - hun er ikke så god til at ligge og lege selv. Sidst hun blev målt og vejet – for 1½ måned siden – vejede hun 8800 gram og var 73 cm lang. Hun er en stor fin og sund pige at se på.
Hver dag er forskellig, da hun nogle gange kan sove videre, når hun vågner efter den første halve time, hvis jeg skynder mig ud og rokker barnevognen. Andre gange vågner hun helt op. Så de fleste dage får hun to lure – andre dage får hun 3. Nogle morgener er hun allerede meget træt efter en time og kommer ud og sove, andre gange kan hun holde 2½ time. Jeg prøver at trække den, så hun ikke kommer ud og sove for ofte, i håb om at hun så tager nogle længere lure.
Hun visere allerede tegn på træthed efter 1½ time, så den sidste time ”hopper og danser” vi, for at holde hende glad. Fra hun vågner efter sin anden lur om eftermiddagen, og til hun kommer i seng ved 20-21 tiden, må vi også være virkelig aktive for at holde hende vågen og glad i alle de timer. Nogle gange tænker vi at det næsten er overgreb på hende, at vi ikke lægger hende ud i barnevognen, når hun bare er så træt - men vi ved bare, at hvis vi giver hende en lur ved 18-tiden, så kommer vi til at sidde og hoppe med hende i sofaen hele aftenen til en 23-24 stykker! Det er virkelig ikke nemt..!
Maden er så det andet ”problem”. Vi startede op med skemad, da hun var 3½ måned og det startede godt. Men da hun var 4 måneder fik hun de to første tænder i undermunden, og siden er det ikke gået særlig godt! Hun vil helst kun ammes! Hun har så også lige fået de to øverste fortænder indenfor den sidste 1½ uge, så lige nu går det slet ikke…! Hun åbner munden for de første par skeer, og så er der ellers lukket!
Jeg har gang i 4 forskellige slags grød og tilbyder der ud over mos af enten gulerod eller kartoffel. Prøver både tyndt og tykt, men intet hjælper. Frugt-mos går det lidt bedre med, men kommer jeg det oven på grød eller mos, vil hun igen ikke tage noget. Vi er så småt begyndt at lade hende smage vores mad. Hun er nysgerrig og vil gerne smage, men kløjes i det, selvom det er helt bittesmå smagsprøver hun får. I forgårs kastede hun op, efter at hun fik bondebrød (lillebitte stykke med leverpostej og opblødt i mælk) slemt i den gale hals - i første bid!
Så jeg ammer næsten stadig fuldt, da det jo er minimalt, hvad hun får af andet mad, og jeg jo så er nødt til at amme hende efter hvert ”måltid”. Måske er det også tænderne der driller meget lige nu, men jeg tror egentlig bare ikke, at hun er til skemad! Men hvad i alverden gør man så, når hun ikke kan tage andet mad endnu, uden at kløjes og kaste op?! Hvor længe går det, at hun primært lever af brystmælk?
Her kommer lige en beskrivelse af 5 dage i træk:
Lørdag: (vi havde besøg af Mormor hele dagen, så det har været en lidt anderledes dag, hvor hun har været meget underholdt og derfor også har været vågen længere tid af gangen, end hun plejer)
Vågner kl. 8.00
Kl. ca. 8.30 - tilbydes grød. Får lokket ca. 10-15 små skefulde i hende, ved at snyde med sang og sjov og give hende ting i hånden, som hun åbner munden for at sutte på. Hun er meget modvillig ellers. Får vand at drikke.
Kl. ca. 10.00 ammes
Kl. ca. 10.45-12.15 sov ( vågnede efter den første halve time, rokkes og sover videre)
Kl. ca. 13.30 ammes + tilbydes brød, men kaster op (brystmælk). Får lidt sødmælk
Kl. ca. 15.30 – 17.00 sov ( vågner igen efter den første halve time, rokkes og sover videre)
Kl. ca. 18.00 gulerods-mos ca. ½ dl og vand – ammes bagefter
Kl. ca. 21.30 i seng og ammes i søvn
Kl. ca. 22.00 vågner og ammes i søvn igen
Kl. ca. 22.40 vågner og ammes i søvn igen
Kl. ca. 23.30 vågner og ammes i søvn igen
Sover for natten og vågner 3 gange i løbet af natten/tidlig morgen og ammes tilbage i søvn
Søndag:
Vågner kl. 7.30
Kl. 8.00 havregrød med æble og vand (tager meget lidt)
Kl. 9.00 ammes
Kl. 9.30 – 11.00 ( vågnede efter den første halve time, rokkes og sover videre)
Kl. 11.30 Gulerodsmos ( får ca. ½ dl ) og vand. Ammes bagefter.
Kl. 13.20 ammes igen.
Kl. 13.40 – 15.10 sover (vågnede efter den første halve time, rokkes og sover videre)
Kl. ca. 15.40 æble/bananmos + ammes
Kl. 17.30 Havregrød + vand (spiser en halv portion - meget mere end hun plejer!)
Kl. 18.00 lægges ud til kort lur da hun virker træt, men vil ikke sove, så hun kommer ind igen.
Kl. 19.30 ammes
Kl. 20.30 sover ( efter at hun ammes i søvn i sengen)
Kl. ca. 21 vågner og ammes i søvn igen
Kl. ca. 21.40 vågner og ammes i søvn igen
Kl. ca. 23 vågner og ammes i søvn igen
Sover for natten og vågner 3-4 gange i løbet af natten/tidlig morgen og ammes tilbage i søvn
Mandag:
Vågner Kl. 8.45
Kl. 9.15 Havre/ris grød ( spiser meget lidt)
Kl. 10.15 Ammes
Kl. 10.45 – 12.10 sover (har de korte opvågninger, men sover videre - uden at jeg rokker!)
Kl. 13.00 Gulerodsmos (ca. ½ dl) og vand
Kl. 13.45 ammes
Kl. 14.50 – 16.20 Sover ( Har flere opvågninger mellem den første og hele time. Jeg rokker/står ude ved hende i 25 minutter, mens hun drømmer og sover uroligt. Hun falder igen i den dybe søvn ca. 15.50.
Kl. 16.50 pæremos (spiser godt – halvt glas)
Kl. 17.20 ammes
Kl. 19.00 Fuldkornsgrød (spiser godt – lille dl.)
Kl. 19.50 sover (ammes i søvn i sengen)
Vågner 3 gange aften og 4 gange i løbet af natten, hvor hun ammes videre i søvn.
Tirsdag:
Vågner Kl. 6.00 ammes og sover videre
Vågner Kl. 9.00
Kl. 9.30 tilbydes havre/risgrød – tager kun et par skeer
Kl. 10.00 ammes
Kl. 11.30 – 13.00 sover
Kl. 13.10 gulerodsmos + vand (½ dl)
Kl. 15.00 ammes
16.20 lægges i barnevogn – men vil ikke sove!
Kl. 16.30 frugtmos + ammes ( ½ dl)
Kl. 17.30 –18.00 sover i barnevogn
Kl. 18.30 Havregrød (ca 1 lille dl) ammes derefter
Kl. 21.00 ammes i søvn
Sover hele aftenen!!
Vågner først 1. gang ved 24-tiden og derefter 3 gange mere i løbet af natten
Onsdag:
Vågner 7.45
8.30 tilbydes havregrød, men vil ikke have.
8.45 ammes
sover 10.00 – 11.30 ( vågner efter ½ time, rokkes videre i søvn)
12.00 gulerodsmos (½ dl) + vand
13.00 ammes
14.10 – 14.50 sover - kan ikke rokkes videre i søvn .
16.00 pæremos (ca. ½ dl)
Som du kan se, er der ikke meget rytme eller system….
Så jeg søger altså nogle gode råd til:
- Hvordan vi får brudt de dårlige mønstre, med at hun vågner hver halve time til hele time om aftenen og efter den første halve time i barnevognen?
- Hvordan vi får hende til at sove igennem i sin egen seng aften/nat?
- Hvordan vi lærer hende at falde i søvn uden rokken af barnevogn og uden amning?
- Hvordan/hvad vi får hende til at spise?
- Hvordan vi får indført en fast døgnrytme mht. måltider og søvn?
Jeg håber at du kan hjælpe os lidt videre - På forhånd mange tak!
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
22. november 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen Min datter, der nu er 7 måneder, vil pludselig ikke spise skemad....
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
19. november 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen Jeg kan se, at du lige har svaret på et lignende spørgsmål, men...
18. november 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Putning og for meget natamning
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget rådgivning til ændring/forbedring af...
17. november 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Mandler, hasselnødder mm. før 1 år?
Kære Helen Jeg har bare et kort spørgsmål i dag! Jeg har en dreng på 7...
Viden om børn:
Klapvogn - køb af klapvogn
Når I vil købe en klapvogn, skal I overveje, hvad jeres behov er. Der findes mange forskellige modeller af klapvogne, som hver har deres fordele.
En klapvogn kan være praktisk, når I bevæger jer rundt i byen, eller tager feks. bus eller tog. En klapvogn er ofte let at manøvrerer rundt med, og den fylder ofte mindre end en barnevogn, hvilket kan gøre den praktisk i hverdagen. Samtidig kan mange klapvogne klappes sammen, så de f.eks. kan være med i bilen, hvis I f.eks. skal i ZOO...
Sut
Før i tiden var det almindeligt, at børn fik en sut med det samme, når de blev født. I dag mener man, at det er hensigtsmæssigt at man venter med at give barnet en sut, til amningen er etableret.
Hvis barnet får en sut for hurtigt, så kan det gå ud over barnets lyst til at die ved brystet. Dertil kommer at sutteteknikken er forskellig alt efter om barnet dier på brystet eller sutter på en sut.
Du kan møde mange forskellige holdninger til det at bruge sut og det er vigtigt...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.