Svar: Uddybning ift. håndtering af frustrationer

---

Kære Ellas mor

Tak for dit brev og din rigtigt fine beskrivelse af, hvor svært det faktisk er med opdragelse - det at sætte grænser og skabe regler for hvordan vi opfører os overfor hinanden samtidig med at man skal respektere og give plads til forskellighed.

Der er helt klart forskel på børns temperament og derfor også på hvor voldsomt de reagerer. Nogle børn er meget temperamentsfulde og det kan virke meget voldsomt, det kan nogle gange virke nærmest provokerende, fordi det virker som om at det man siger slet ikke bliver lyttet til og man skal gentage tingene 117 gange og igen en gang uden at man oplever effekt. Og hos andre børn skal man bare sige nej en enkelt gang og så ligner de nogen, hvor verden er ved at bryde sammen.

Vi har det alle bedst, hvis vi mødes med respekt og bliver accepteret som den vi er. Det betyder ikke at man ikke kan lære at der er visse spilleregler for hvordan man f.eks. sidder ved bordet og det er vores opgave som forældre at fortælle vores børn disse regler, men vi skal gøre det med respekt for at de er som de er.

Det gør vi bla. ved at fortælle dem at vi godt forstår deres frustration og sætte ord på den frustration, de følelser de har. Det er meget forskelligt fra situation til situation hvordan man skal reagere og nogle gange må man prøve sig frem.

Det er din opgave at beskytte hende og sørge for at hun ikke kommer til skade. Hvis hun således bliver så gal at hun begynder at banke hovedet ind i væggen eller i gulvet, så er du nødt til at tage hende op og holde hende fast, så hun ikke kommer til skade. Hvis hun virker frustreret og ked af det, fordi skoene ikke vil komme på fødderne, låget ikke passer på æsken osv. så vil det være en god idé at du sætter ord på denne frustration "Øv, hvor er det svært med de sko" eller "ih altså hvor kassen driller" og så tilbyde "skal mor hjælpe dig?" Nogle gange kan I hjælpes ad, du kan tage hende på skødet og så fortælle hvad du gør "Se nu tager vi låget her og putter det på kassen, sådan, ej hvor flot", lad hende prøve igen hvor du guide lidt, hjælper lidt til rette, så hun oplever at kunne.

Det er sværere at være to om at tage sko på, men igen kan du godt hjælpe hende, ved at tage hende på skødet, løsne skoen så hun selv kan stikke foden i, hjælpe med at lukke den osv.

Nogle gange vil det være sådan at hun afviser, hun er slet ikke parat til din hjælp og er slet ikke parat til fysisk kontakt og det er også okay. Vi andre kan også blive så frustrerede at vi har brug for lige at gå lidt på afstand og rase lidt ud eller tælle til ti og har ikke lige lyst til at en kollega kommer og lægger hånden på skulden... Det rum skal Ella også have lov til at have.

Men her skal du stille dig til rådighed. Vær til stede, endten ved siden af hende, sæt dig evt. på gulvet "kommer du ikke over til mor, Ella, kom skat" eller lad hende være lidt, gå fra hende et par minutter og kom så tilbage, sid lidt hos hende, kærtegn hende lidt "blev du bare så ked af det, sååå".

Så nogle gange skal hun have lov at være i fred og nogle gange skal du trøste, nogle gange er du nødt til at at holde hende fast for at sikre at hun ikke kommer til skade osv. og her må du prøve dig frem.

Vi opdrager jo alle forskelligt og har alle forskellige grænser og regler. Det vigtigste er at I hjemme hos jer er enige om, hvordan I vil have det. Ella kan sagtens lære at der er ting hun ikke må hjemme, som hun må andre steder og omvendt. Hun husker stadig bedst hvis der følger en handling med og det betyder at hvis hun bevidst smider med maden ved bordet, bevidst vælter sit glas med mælk osv. så skal der ...

---

---

... siges bestemt nej! og så er hun færdig med at spise. Så kan du enten fjerne hendes tallerken eller du kan fjerne hende fra bordet.

Hvis hun hopper i sofaen og det ikke er tilladt hjemme hos jer, så skal du på samme måde sige bestemt nej! og tage hende væk fra sofaen. Med den alder hun har vil det sikkert være fornuftigt at forsøge at aflede hende med noget andet, "kom skal vi ikke læse en bog" eller lignende, fordi det ofte kan blive en måde at få kontakt på og blive en leg på. Ella hoppe i sofaen, mor tager hende ned.. Den leg kan fortsætte i timer og Ella vil jo gerne have kontakten, det er også derfor hun bliver ved. Her vil det derfor være udmærket at tilbyde et alternativ - ikke som en belønning, men som en afledning og for at lære hende at når vi sidder og læser så har vi det hyggeligt sammen, men når du hopper i sofaen så bliver jeg sur og det er ikke hyggeligt...

Jeg tror ikke du skal være bange for at Ella ikke bliver i stand til at stå frem og fortælle hvad hendes behov er. Med den aktivitet og det temperament som hun lægger for dagen, så vil hun ganske givet være rigtig god til at fortælle dig det - det er nemlig styrken ved disse børn - her behøver man ikke gætte sig frem til hvad de tænker og hvad der foregår i hovedet på dem - her får du det hele serveret (bare vent til hun begynder at tale rigtigt - det er skønt).

Du skal heller ikke være bange for at hun fejler noget - det du fortæller lyder helt alderssvarende. Nu ved jeg jo at du også venter dig igen og i den forbindelse tænker jeg at din mave også må fylde en hel del, - rent fysisk betyder et at Ella ikke længere har samme plads på skødet og hun fornemmer ganske givet at der er noget i gære. Måske kender hun ordet baby, men det er også det, og det er rigtig svært for hende at forholde sig til. Derfor kan noget af hendes reaktion også hænge sammen med at hun oplever at verden omkring hende ændrer sig lidt og hun kan ikke finde ud af hvad det betyder.

---

---

---

Børn som yder selvskadende adfærd, altså børn som sidder og 'dimser' - gentagende gange på en stereotyp måde sidder og slår sig selv i hovedet med en ting f.eks. skal man være bekymret for, eller børn som har store problemer med at indleve sig i andre, som mangler empati, indfølingsevne, skal man også være meget opmærksom på. Dette er umiddelbart slet ikke relevant at tænke på i forhold til Ella.

Jeg kan godt forstå at du bliver lidt nervøs for Ellas reaktion, når du sætter grænser, også fordi det virker så meget anderledes end du selv er. Jeg ved dog ikke rigtigt hvad kan hjælpe dig... Det er meget vigtigt at du ved, at de følelser hun har er okay og det er ikke et udtryk for at du gør noget forkert. Det er vigtigt at du kan bære hendes følelser uden at tage der personligt og at du kan se det som et sundhedstegn, at hun reagerer, når tingene ikke går efter hendes hoved. Se det som et plus at hun 'kan lukke luft ud' og få reageret og at hun ikke går og lukker det inde i sig selv - ligeså hurtigt som hun kan blive gal og ked af det, ligeså hurtigt kan hun også nogle gange blive glad igen.

At hun reagerer mere overfor dig og reagerer voldsommere derhjemme er et tegn på at hun er tryg. Hun ved at hun netop hjemme kan prøve grænser fordi I vil elske hende uanset hvad, så det er også et sundhedstegn.

Jeg vil foreslå dig at låne bogen "Ka' selv, vil selv - men du må hjælpe mig" af Grethe Kragh Müller og bogen "Trygge børn" af Jorunn Hansson, Christina Oscarsson . Du finder begge bøger i min bogguide under henholdsvis Udvikling og Børneopdragelse.

Jeg håber at mine tanker her hjælper dig lidt videre. Rigtig meget held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---