Svar: Væk fra sutteflaske og opdragelse

---

Kære Elviras mor

Du har fuldstændig ret i at sutteflasken skal væk og det er en af de kampe I som forældre bliver nødt til at tage. I kan ikke regne med at jeres datter vil fravælge den selv med den alder hun har og den glæde hun føler ved flasken og det er uhensigtsmæssigt med mælken på grund af tænderne. Samtidig bør hun faktisk ikke få minimælk - det anbefales først til børn efter 3 år (letmælk skal hun have, men altså ikke i flaske).

Det vil være meget forvirrende og hårdt for jeres datter, hvis hun nogle gange får flaske og andre gange ikke gør. Derfor er I nødt til at stoppe helt med sutteflasken - hvis hun nogle gange får den så kan hun ikke forstå, hvorfor hun andre gange ikke får lov og så bliver hun bare endnu mere ked af det. Hun kender jo ikke klokken:o)

På et tidspunkt så skal sutteflaskesutterne kasseres og nye indkøbes og I skal så lade være med at købe nye! Er der ingen sutteflaskesutter er der ingen sutteflaske. Tag evt. jeres datter med i processen. Hun kender sandsynligvis lidt til at noget er slut - det kan være mælkekartonen som er tom og I slår ud med hænderne og gestikulerer "slut", - det kan være bogen som er slut, hvor I klapper bogen i og igen gestikulerer "slut" med jeres hænder. Måske har hun prøvet at smide noget ud i skraldespanden? Brug det hun kender i hverdagen med slut og overfør det til flasken, så I forklarer hende at det er slut. Lad hende selv være med i processen hvor sutterne smides ud.

I stedet for flasken kan hun så få en tår mælk af en kop. Mælken kan lunes lidt, hvis hun synes det er rart. Men ellers overgår mælken generelt til at være en kop vand.

I stedet for flasken skal hun så have noget andet. Det kunne være en godnathistorie, hvor hun ligger i sin seng og I læser en lille bog, kigger billeder, putter og siger godnat.

Jeres datter forstår rigtig meget af det talte ord selvom hun endnu ikke selv har så meget sprog og hvis du fortæller hende at hun skal lægge sig ned, og du hjælper hende med det et par gange, så vil hun ret hurtigt forstå hvad det er du vil have hende til og hun vil lægge sig ned selv.

Det er dejligt at du sidder hos hende og det er vigtigt at du gør det, hvis hun virker tryg ved det og falder til ro ved det. Men hvis hun ser det som en oplagt mulighed for at trække tiden unødigt, fordi hun søger underholdning og ikke vil give slip på dagen, så er det vigtigt at du viser hende at så er du nødt til at gå. Jeg synes aldrig man skal være væk i mere end 3 minutter og man bør efter min mening også komme tilbage selvom barnet ikke græder, men så man viser sit barn at man kommer, at man er der stadigvæk og at barnet ikke er forladt.

For nogle børn hjælper det at være tilstede i lokalet uden at sidde fysisk hos barnet. At du f.eks. tager strygbrættet med ind på værelset eller i døråbningen og står og får noget fra hånden imens. Din datter ligger så i sengen, rejser sig, du putter hende, fortælle at hun skal lægge sig og sove, stryger videre, hun rejser sig igen, du fortælle hun skal lægge sig osv. og tilsidst vil hun af sig selv lægge sig ned og det er først skridt til at finde ud af at ligge i sin seng. Her vil hun så kunne ligge og kigge på dig, de monotone arbejde du er igang med, du vil kunne fortælle hende stille og roligt at hun bare skal lægge sig til at sove, du er der og du passer på hende. På den måde lærer hun ...

---

---

... at falde i søvn selv uden at du skal sidde hos hende og hun forstår at du er der.

Med hensyn til hendes alder og trods så har du fuldstændig ret i at din datter i den retning gennemgår en stor udvikling lige nu - og det gør I forældre også:o)

Alderen 1-3 år er en dejlig og charmerende alder, men som sagt også en svær alder og jeg vil give jer lidt af de tanker, som jeg mener er vigtige at have med sig, når man skal tackle børn i den alder.

For det første er det enormt vigtigt at man lytter til sit barn. Hvad er det hun vil. Sig det højt, det I tror hun vil, så hun har mulighed for at korigere jer, hvis I ikke har forstået hende rigtigt. Brug også sproget til at vise hende at I forstår hvad hun vil - selvom I måske vil sige nej.

Overvej også altid hvorfor I siger nej. Måske er nej udløst af at I er trætte på lige netop det tidspunkt og 'bare ikke orker mere', en dag kan hurtigt blive fyldt med nej, nej, nej og det har ingen af jer glæde af. Et barn der bliver mødt med ja en gang imellem følser sig forstået og imødekommet og vil lettere kunne acceptere et nej en gang imellem.

---

---

---

Når man lytter så finder man ud af hvad det er barnet vil eller ikke vil. Hvis det barnet vil, ikke kan lade sig gøre, så kan man nogle gange finde alternativer. Igen er det vigtigt at man sætter ord på, så jeres datter ved at I har forstået hende. Det kunne f.eks. være at hun gerne vil have en is 10 minutter før aftensmaden. Her kan I sige: "Nej vi skal ikke have is nu, vi skal spise lige om lidt, men du kan få et stykke agurk". I siger nej, kommer med en forklaring og giver et alternativ. I viser at I ved hvad hun vil, men holder samtidig fast i jeres nej.

Og nogle gange så bliver hun frygteligt frustreret når hun ikke får det som hun gerne vil have det. Men her er det meget vigtigt at I ved at konflikter er en del af livet. Konflikter kan ikke undgås, men det er vigtigt at konflikterne håndteres på en god måde, så vi lærer af dem og kommer videre på en god måde.

Hvis I lytter til jeres datter og sætter ord på: "Du bliver bare så sur lige nu" eller "Nååå, du er bare så ked af det", så føler jeres datter at I forstår hende og hun falder lettere til ro.

Det er enormt vigtigt at I er i stand til at rumme jeres datters følelser. At kunne rumme hendes følelser betyder at I vil kunne klare at hun er vred, ked af det, sur, ulykkelig, sjov, glad osv. uden at ville ændre det og uden at tage det personligt. I skal turde vise hende at det er okay at blive frustreret og at have alle de følelser hun har. Følelser falder til ro hvis vi ikke puster til dem - adrenalinen i kroppen klinger af. Børn har det jo fuldstændig ligesom vi voksne - hvis vi gerne vil fortælle noget, gerne vil lyttes til og forstås og ingen gider tage det alvorligt og lytte aktivt, så bliver vi jo først frustrerede og kede af det.

Så jeg mener ikke at man som sådan skal ignorere, det vil vi voksne heller ikke bryde os om. Nogle situationer kan man godt aflede hende, men det varer ikke så længe før hun ikke så let lader sig aflede og her er det vigtigt at man finder ud af at sige nej, overvejer hvorfor det er et nej og holder fast i sit nej, hvis det er relevant. Samtidig skal man så fortælle hende at man forstår det og gerne tilbyde et alternativ, hvis det er muligt:o)

Håber I kan bruge mine overvejelser lidt videre. Rigtig meget held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---