Svar: Usikker, tvær og genert 3-årig

---

Kære Mor

Tak for dit brev, jeg skal prøve at komme med svar på det hele.

For det første så er jeg ret sikker på at der er en sammenhæng imellem at jeres datter er blevet storesøster og det at hun er blevet så meget mere morsyg. Det at der er kommet en ny lille i huset betyder at mor (oftest mor) koncentrerer sig meget om den lille især i starten. Det er både hvad angår det at give ham mad, pusle ham, trøste ham når han græder osv. For jeres datter er det naturligt svært at skulle dele mor, som er så meget mere på den lille og derfor søger hun også mor mere. Måske en form for bekræftelse på at du forsat er der for hende.

Det vil være en rigtig god idé at far begynder at lave noget med jeres datter, som er kun de to. De skal have en far-datter ting sammen. Måske noget de kunne gå til begge to, eller det kunne være noget mere løst som at tage på naturlegeplads, i svømmehallen osv. Det vil være godt for jeres datter selvværd at lave noget lidt 'krævende' sammen med far, som at klatre og rutsje eller måske springe i fra kanten af svømmebassinet og ned i fars arme - far som den sikre base der opmuntrer, roser og griber.

Du skal ikke være der, det skal være de to og det er vigtigt at det netop er nogle ting som udfordrer, nogle ting hvor far netop vil være den rigtige til at motivere og opmuntre - ting hvor du (i kraft af din personlighed) vil være meget mere forsigtig og mere 'pas nu på', 'ikke så højt' osv. Din datter ligner jo nok meget dig af sind og det vil være godt for hende at opleve styrke og tro på sig selv sammen med sin far.

Far må endelig ikke presse hende, det er et spørgsmål om at vise vejen. Det er således enormt vigtigt at I ikke betegner jeres datter som den generte eller sammenligner hende med andre børn. Det er således forbudt at sige "prøv at se den anden pige derhende, du kunne da løbe hen og lege med hende". Det tør jeres datter ikke og det vil gøre hende ked af det og utryg. Prøv I stedet at tage hende ved hånden og vis hende hvordan.

Når nogen spørger hvad hun hedder og hun gemmer sig bag jeres ben, så svar for hende og kik så på hende imens. Tag hende på den måde ind i samtalen og lær hende hvordan. Så når nogen spørger: "Hvad hedder du lille ven?" så svarer I fordi I ved at det er svært for hende "Du hedder Sofie, ik´ Sofie" og hjælper hende.

Derudover så tænker jeg at jeres datter er meget tænksom og nok en lidt følsom lille pige. Der er nogle piger som tænker utrolig meget over ...

---

---

... alt muligt og I må acceptere at det er sådan hun er. Det stiller nogle gange lidt store krav til forældre, da det ville være meget lettere at have en pige, som bare ikke opfattede hvad der foregik og bare legede videre. Men når man har en datter som jeres, så vil hun sandsynligvis meget hurtigt fornemme hvis I skændes eller der er dårlig stemning. Hun vil også blive påvirket mere af "jeg gider ikke lege med dig", hvor andre børn i børnehaven så bare finder en anden at lege med.

Det at jeres datter allerede nu er så tænksom og egentlig meget god til at fortælle hvad hun tænker, føler, oplever - tror jeg I skal udnytte. Der er jo ikke noget i vejen for at far f.eks. fortæller hende at han bliver ked af det, når hun skriger sådan af ham. Når far kommer hjem fra arbejde, så kunne det måske godt lykkedes at snakke med hende om, hvor meget han har glædet sig til at se hende, har savnet hende og han har sådan en lyst til at læse en historie med hende. At han bliver ked af det når hun er sur på ham osv. Det kunne jo give hende muligheden for at fortælle om hun egentlig er sur eller om hun er ked af noget.

I forhold til de tanker I gør jer omkring børnehaven og hvordan hun egenlig trives i dagligdagen, så synes jeg I skal bede om at få en snak med stuepædagogen. Da du sandsynligvis går hjemme med lillebror, så burde det være muligt at finde et tidspunkt, hvor det kunne lade sig gøre.

---

---

---

Du skriver: "Vi ville ønske, at hun var mere udfarende, at hun straks råbte: hvem vil lege med mig?! når hun kommer, og ikke havde behov for at gemme sig bag os, og turde/ville tale til dem, der taler til hende."

Jeg tror det svære er når børnene ligner en selv. Du ved at det kan være en hæmsko at være tilbageholdende og måske ville du ønske at du selv have en evne til at stille dig op i forsamlinger. Men vi er forskellige og vi kan ikke det hele. Nogen stiller sig altid frem, råber højest i forsamlinger - dem lægger man mærke til. Andre skal lige have lov til at se det hele lidt an, finde ud af hvad der egentlig foregår inden de gør opmærksom på sig selv.

Der er ikke noget som er mere rigtigt end andet. Så du hjælper din datter bedst med at acceptere og elske hende som hun er:o) Jeg håber at mine råd idag, hjælper jer lidt videre alle sammen. Rigtig meget held og lykke. Og hendes tungebevægelser må I prøve at ignorere - det handler om usikkerhed og jo mere selvværd jeres datter får, jo mere svinder det:o)

Rigtig god fastelavnssøndag:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---