Brev:

Raserianfald, 2 år

Kære Helen

Tak for en supergod hjemmeside! Jeg har, siden vi fik vores datter for snart 2 år siden, haft nytte af at læse om andres erfaringer og dine svar. Men, nu synes jeg, at jeg har brug for et direkte svar, da det begynder at blive lidt hårdt herhjemme.

Vores datter er en dejlig og charmerende pige, som fylder 2 år d. 1/3. Hun har også meget temperament og er ret dominerende når hun er sammen med andre børn. Vi havde en hård periode med hende i julen, hvor vi var på juleferie hos bedsteforældrene, hvor hun også var syg noget af tiden. Hun skreg meget (af arrigskab) og der var ikke noget der hjalp. Det gik over og hun var glad og nem indtil i sidste uge.

I sidste uge havde hun feber i 3 dage og jeg var hjemme med hende. Vi hyggede os og hun var hos mig det meste af tiden og puttede. Da hun så blev rigtig snottet begyndte hun at blive irritabel og der var intet der var godt nok. Hun skreg "nej!" eller skreg uden ord og slog efter os og var rigtig gal, når vi prøvede at trøste hende. I starten prøvede vi at være rolige og sige til hende, at det ikke hjalp at skrige og at hun bare kunne fortælle os hvad hun ville. Vi fortalte hende også, at hun ikke må slå.

Vi forstod at hun måtte være træt efter mange dage med sygdom. Det var vi ihvertfald! Vi håbede at det ville gå over hurtigt, men det er blevet ved og vi havde endnu en kamp i morges inden hun skulle i vuggestue. Hun vågnede lige så fredeligt og snakkede og smilte. Men, så lige pludselig fik hun sit raserianfald og ville bestemme det hele. Og hun skriger højt!

Vi prøvede i starten at give hende valg: "Nå, vil du have det ene eller vil du have det andet?" Det stoppede vi dog hurtigt med, da det ihvertfald ikke hjalp og bare gjorde hende mere forvirret (man læser jo også i bøgerne at man ikke må give børnene for mange valgmuligheder). Og da hun så også begyndte at slå efter os blev jeg vred og skreg nærmest til hende, at det måtte hun ihvertfald ikke og lagde hende på vores seng ...

... og sagde til hende at hun kunne græde og skrige så meget hun ville derinde og komme når hun var færdig.

Sådan er hun blevet lagt i vores seng (hvor hun også sover) hver dag når hun har fået sine raserianfald og vi har fortalt hende at hun ikke må slå og at vi ikke gider at høre hende skrige.

I går kørte vi så en lille tur, hvor vores datter faldt i søvn i bilen og vi snakkede om hvad vi kunne gøre og hvordan vi har båret os ad som forældre. Vi har nok ikke været de mest bestemte forældre, må vi indrømme. Der er ingen af os, der har det i vores natur at sætte alt for mange grænser til vores barn og vi har troet at det var ok at lade vores barn bestemme mange ting og at hun ville holde op med sit skrigeri, hvis vi ignorerede det og hun fandt ud af, at det ikke betød noget.

Nu har vi så fået et barn med en masse personlighed og som vi nu tror har brug for mere bestemte grænser end vi har givet hende. Vi er blevet enige om, at vi med bestemthed må fortælle hende hvad hun ikke må og holde ved det. Vi vil også holde fast i et nej og ikke give efter. Måske måtte vi komme hertil for at forstå, hvorfor det er så vigtigt at have "bestemte rammer" for at give barnet tryghed.

Vi har været meget usikre på, om det vi gjorde var rigtigt og det har barnet jo nok kunnet mærke. Nu håber vi, at vi med større enighed og sikkerhed kan komme videre, men vi ved ikke hvordan vi skal bære os ad med hendes raserianfald. Skal vi fortsætte med at lade hende græde ud i soveværelset eller give hende det valg at lade være eller være inde i soveværelset (det lyder så grueligt gammeldags).

Er der et bestemt "ritual" vi kan gøre, når hun prøver at bestemme, skriger eller slår? Vi håber at komme "helskindet" ud af denne fase og hun skal vide at vi elsker hende lige meget hvad.

Nu blev dette brev langt og jeg håber at du har fået et indtryk af denne fase, som vores barn er i og som vi er i som forældre, og kan vejlede os til at komme videre.

Kærlig hilsen,
Anni

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

6. november 2024 | Kost og ernæring | 2 år, 2 mdr.

Te til børn

Kære Helen Jeg læste netop dit nyhedsbrev om de forskellige virusinfektioner...

Læs hele brevet og Helens svar

16. september 2024 | Opdragelse | 23 mdr.

Afvisende overfor mor

Hej Helen. Vi har en søn på snart 2 år, som i perioder vælger den ene af os...

Læs hele brevet og Helens svar

12. august 2024 | Sovevaner | 19 mdr.

Kun far kan putte - og det tager +1 time.

Hej Helen Vi skriver til dig da vi har udfordringer med putning til nat. Vi...

Læs hele brevet og Helens svar

23. maj 2024 | Sovevaner | 2 år, 2 mdr.

Putte senere eller vække fra lur

Kære Helen Tusind tak for dit forrige svar angående night terror. Der var...

Læs hele brevet og Helens svar

1. maj 2024 | Sovevaner | 20 mdr.

Problemer med putning til nat

Kære helen, Vi har store problemer med putning til nat herhjemme og ønsker...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: