Svar: Trods og temperament - Hjælp!

---

Kære mor

Tusind tak for dit brev og din hudløse ærlige beskrivelse af, hvor svært det kan være at have en temperamentsfuld pige på knap 3 år. Der er ingen tvivl om, at din datter er igang med en rivende udvikling og det der tidligere hed trodsalder, men som idag hedder selvstændighedsfasen.

Jeg tror ikke der er noget i vejen med din datter og jeg tror ikke du skal være bekymret på den måde. Hun er sandsynligvis en pige som vil give dig kamp til stregen, også når hun bliver ældre, men hun vil være en rigtig god pige, som ikke går i vejen for en god diskussion og som vil have sine egne meninger. Hos voksne bliver det ofte set som en styrke at kunne sige fra og turde være sig selv - hos børn vækker det bekymring:o)

jeg vil vove at påstå, at der er forskel på børn og der er stor forskel på, hvordan børn går igennem 2-3 års alderen. Nogle børn reagerer præcist som du beskriver og det kan udvikle sig til voldsomme dramaer, hvor både forældre og barn ender med at være rigtigt kede af det.

Jeg tror desværre ikke altid at konflikter kan undgås og har man en så selvstændig pige som I har, er det også vigtigt at I tager disse konflikter, når de er nødvendige. Det er vigtigt at I holder fast i de grænser I sætter og på den måde viser konsekvens. Det har jeg fornemmelsen af, at I er rigtig gode til hos jer. At lave regler, aftaler og holde fast i at når I har sagt sådan, så er det sådan.

Når tingene kører skævt, så er det ofte, når barnet ligner os selv. Din datter ligner sandsynligvis dig meget og netop derfor er det så svært at tackle og det virker enormt provokerende for dig. Det er derfor du føler at hun tirrer dig.

Jeg tror det handler meget om at du skal begynde at lytte meget mere til din lille pige og du skal begynde at sætte ord på, så hun ved at du godt forstår hvad hun vil - også selvom du alligevel holder fast i dit nej.

Lyt til din datter. Hvad er det hun gerne vil og genformuler så hendes ønske, så hun kan høre at du har forstået og så hun kan rette dig, hvis du har misforstået. F.eks. Pixeline. I stedet for bare at sige Nej! Og nu skal hun have nattøj på! så kan du godt holde fast i dit nej, men samtidig bekræfte hende i at du godt ved, hvad hun vil: "Du vil bare så gerne spille pixeline, det er bare så dejligt, du vil slet ikke i seng og sove osv." I seng skal hun jo, men det at du lytter til hende og genformulerer er en god idé.

Overvej også hvornår du siger nej. Hvis din datter oplever at få nej mange gange i løbet af en dag, så fylder det alt. Men hvis hun engang imellem oplever at få ja, så har hun også lettere ved at acceptere et nej en gang imellem. Hvis hun føler, at du forstår hende og prøver at imødekomme hendes ønsker, så vil hun også lettere kunne imødekomme dine ønsker.

Du skal ikke være bange for at sige nej - det lyder heller ikke som om du er det:o), men når du siger nej, så skal du også kunne klare den frustration som kommer, når din datter ikke får sin vilje. Der ligger således flere ting i det.

For det første skal din datter lære at tackle frustrationen, vreden, følelsen af uretfærdighed osv. Det hører med til livets lærdom at vi ikke altid får de ting, som vi gerne vil have og at tingene ikke altid går som vi ønsker os.

Det kunne være kønt, hvis vi voksne lagde os ned på gulvet og skreg eller sparkede og slog, hver gang vi ikke fik vores ...

---

---

... vilje:o) Derfor skal din datter lære at håndtere sine følelser i disse situationer. Igen gøres dette bedst ved, at du sætter ord på: "Du bliver bare så ked af det lige nu, det er også dumt at...". Så kan din datter rette dig: "Ikke ked af det, sur!" eller hvad det nu kan være. Og så kan I mødes der: "Jeg kan godt forstå du er sur, du bliver så vred, når du ikke må spille pixeline".

For det andet, så handler det også om at du kan holde ud at hun har det sådan og at du ikke prøver at ændre hendes følelser. Du skal kunne rumme det, uanset om hun er ked af det, vred, glad, sjov, angst, sur, trist osv. Alle hendes føleser skal du kunne klare - uden at tage det til dig personligt og uden at ville ændre det. At ville ændre hendes følelser kunne f.eks. være en bemærkning som: "Hold op med at være så hysterisk", "lad være med at ligge der og tude" osv. Hvis man taler sådan til barnet, så puster man til ilden og hun bliver endnu mere gal, - det er derfor jeres aften kammer over. Jo mindre du ved, hvad hun vil, jo mere gal bliver hun og jo mere bliver der pustet til ilden.

F.eks. eksemplet med nattøjet. Du skriver: "Hun nægter FULDSTÆNDIG. Jeg siger at det SKAL hun, og at vi kan læse hendes yndlingsbog bagefter. Det har ingen effekt, og jeg bærer hende ind på badeværelset, hvor jeg begynder at tage hendes bluse af. SÅ starter sirenen – hun bliver enormt vred og skriger at hun kan selv. Jeg siger OK – så tag den selv af NU. Det vil hun ikke. Så jeg fortsætter med at tage hendes tøj af, og det ender med at jeg faktisk tager hendes tøj af "med vold". Hun bliver vanvittig hysterisk....." Her glemmer du at lytte.

---

---

---

Hvad ville der ske, hvis du her stoppede op og sagde: "Hov er du sur? Hovsa - kig lige på mor, hvad er det du vil? Skal mor hjælpe dig med nattøjet? Vil du selv tage nattøj på?" osv. Altså prøve at finde ud af, hvad det er hun vil og hvordan I så kan finde en fælles løsning, så det ikke er dig der bestemmer det hele og lader din dagsorden være styrende. Måske ville det hele se anderledes ud, hvis hun f.eks. havde fået godnathistorien først - måske var det hendes ønske, men det er kun hende der kan fortælle dig det og derfor kræver det at du lytter:o)

Og så vil jeg også sige, at det altid er en god idé at begrunde, hvorfor tingene er som de er. Ikke at du skal komme med lange forklaringer og det er heller ikke sikkert at din datter synes det er i orden, men hun har fået en kort forklaring og derfor en begrundelse for, hvorfor man f.eks. skal have børstet tænder - og sådan er det så. Igen er der visse ting som man må acceptere. Og igen - lige i forhold til tandbørstning, så kunne du måske prøve at finde ud af sammen med hende, hvad hun synes ville være acceptabelt - så I fælles kunne finde en løsning I alle kunne leve med.
En elektrisk tandbørste er nogle gange en idé, en bestemt tandpasta, at hun børster først og du børster bagefter, at hun børster dine tænder også osv.

Så kære mor, fortvivl ikke. Det er en svær alder og du har fået en rigtig dejlig datter, som stiller store udfordringer til jer forældre - men sådan er det så:o) I vokser alle med opgaven og tro mig, når hun bliver ældre, så falder der lidt mere fred og ro over hende:o) Måske får I en lettere pubertet - det er der nogen der siger:o)

Håber du kan bruge mine overvejelser lidt videre. Rigtig meget held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---