Svar: Jalousi hos 2½ årig dreng

---

Kære frustrerede mor

Jeg kan godt forstå at du er frustreret, for jeg kan sagtens se ud af dit brev, at du vil dine børn det bedste og ingen af dem har det jo rigtig godt, som situationen er lige nu.

Når det er sagt, så synes jeg dog også at I gør jer rigtig mange gode overvejelser og tackler mange situationer fint.

De fleste børn vil ofte reagere overfor forældrene, når det kommer en lille ny til og de oplever deres "rolle" truet, men nogle gange reagere den større søskende også overfor den lille ny og kan være meget hård. Nogle gange går det så hårdt ud over den lille, at det kan være nødvendigt at søge hjælp til dette.

Jeres dreng er 2½ år gammel og således stadig en lille dreng. Det er således kun forståeligt at han reagerer og det er også helt forståeligt at han ikke kan fortælle og komme med forklaringer på sin opførsel. Det er faktisk meget fint at han er i stand til at sige: "Jeg gør det ikke mere" - og så 5 minutter senere: "Jeg gjorde det alligevel". For det er jo lige sådan det er at være to år. Man ved godt man ikke må og så gør man det alligevel.

Det lyder som om han kun er på denne måde overfor sin lillesøster og at det således ikke er noget, som sker overfor andre børn? I kunne måske prøve at lægge mærke til, hvordan hans samspil generelt er med andre børn. Kan han sætte sig ind i, når andre bliver ked af det?

Det er jo noget han skal lære og jeg tænker at det godt kunne være en rigtig god idé at I generelt arbejde på dette. Altså hjalp ham med at forholde sig til andre, viste ham at ligesindede heller ikke skal slås til og hjalp ham med at sætte ord på disse situationer.

Du skriver ikke om han er i institution. Hvis han er, så kunne I prøve at tale med dem om, hvordan de oplever ham der. Hvis han ikke er i ...

---

---

... institution, så kunne I overveje om det var en mulighed, da han her ville blive stillet nogle andre udfordringer og blive nødt til at lære at forholde sig til andre børn, skabe venskaber, dele - give og tage og opleve på egen krop, når andre børn siger "du er dum".

Når jeg læser dit brev, så slår det mig, at det et eller andet sted er meget på jeres drengs præmisser og det betyder rigtig meget for jer, at han ikke føler sig tilsidesat og at han værdighed er i behold. Det kan jeg sagtens forstå og sagtens følge jer i, jeg får bare fornemmelsen af, at det måske bliver lidt for meget ham.

Du skriver: "Vi prøver at gøre lillesøster interessant ved at han "læser" for hende. Vi snakker for hende, så hun fx siger, at hun gerne vil det som han kan. Vi holder hende, så hun kan sidde bag på hans scooter...". Det er fint at I prøver at inddrage hende, men et eller andet sted, så tænker jeg at hun jo får masser af opmærksomhed og hun behøver ikke blive gjort mere interessant. Samtidig er hun jo alt for lille til at "sidde på scooter" osv. Og selvom I gør det i bedste mening, så er det måske med til at forvirre billedet for ham.

---

---

---

Han har brug for at få at vide, at hun er for lille. Det kan hun ikke, hun er en lille baby. Når hun bliver stor, så kan hun lege - ikke nu.

Jeg tror I skal prøve ikke at lade hende fylde for meget. Hun er så vidt muligt "bare en der er der". Det er super flot at I hjælper ham med at sætte ord på hans følelser, når I er nødt til at tage jer af hende og ikke kan være der for ham. Og han må gerne mærke at han i nogle situationer er nødt til at vente lidt. Men på samme måde, er der også situationer, hvor hun ikke deltager og må vente til hun bliver stor.

Håber at ovenstående giver lidt mening. Rigtig meget held og lykke fremover:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---