Svar: Sur 4 årig pige der råber meget

---

Hej med jer

Tak for jeres brev og fine beskrivelse af jeres datter på 4 år :)

Det lyder som om, at jeres datter går igennem en helt normal udviklingsfase, og det lyder også som om, at I er gode til at håndtere det rigtigt fint og kærligt. Netop i 4 års alderen kan børn vise mere temperament og egen vilje, og det er et helt naturligt tegn på, at selvstændigheden bliver større i denne alder.

Når man er 4 år gammel, så er sproget bedre, og der kommer mange nye ord til - både ordforråd, sætningernes længde og evne til at udtrykke og forstå følelser vokser virkelig nu. Det betyder, at børn i denne alder f.eks. begynder at sige "du bestemmer ikke over mig", "det bestemmer jeg selv" eller "du skal ikke bestemme alt". Præcis som I også oplever. Det kan lyde voldsomt, især hvis det bliver sagt med høj stemme eller vrede, men det er et helt naturligt tegn på, at jeres datter er godt i gang med sin selvstændighed.

I nævner, at jeres datter om aftenen er begyndt at sige f.eks. siger "Jeg gider ikke at sove", eller "Jeg er ikke træt", selvom hun tydeligt er virkelig træt. Og det tror jeg også, at hun er. Hun er træt og parat til sove, så når hun siger sådan, så er det ikke, fordi hun siger, at hun er "frisk". Det er snarere en måde f.eks. at sige "jeg vil selv bestemme", eller "jeg har brug for lidt mere nærhed og kontakt", eller "Jeg har svært ved at give slip på dagen".

Derfor er det rigtig godt ikke at diskutere med hende, om hun er træt eller ej, men i stedet anerkende hendes følelser og samtidig holde fast i jeres rutiner. I kan f.eks. sige:

"Det er helt okay, at du ikke føler dig træt - men din krop har brug for hvile. Du behøver ikke sove, men det er sovetid nu". På den måde anerkender I, at hun ikke føler sig træt, uden at I diskuterer det. I flytter også fokus fra, at hun skal sove, men holder fast i, at det er sovetid.

"Du bestemmer ikke, om du skal sove, men du bestemmer, om du vil ligge med kaninen eller bamse i dag". Hun har brug for at føle medbestemmelse, og det kan f.eks. være bamsen eller kaninen. At hun skal ligge i sengen er ikke til forhandling, men når I giver hende et valg, så føler hun, at hendes mening også tæller. I kan f.eks. også sige "det er mor og far, der bestemmer, hvornår det er sovetid - men du bestemmer, om det er kaninen eller bamsen, der skal puttes først? Hvem skal sove tættest på dig i dag?"

"Jeg ved, at du har haft en lang dag, og det kan være svært at give slip. Nu hjælper jeg dig, og vi gør det hyggeligt, som vi plejer." Her vil jeres datter føle sig set og mødt i sin uro, og I holder fast i, at putning og at skulle sove er hyggeligt og ikke en kamp. I kan her også give hende valg og f.eks. sige "skal jeg synge vores godnatsang, imens du putter din kanin?", så I holder fast i jeres ritual.

Hvis hun gentager, at hun ikke gider, så kan I prøve at svare lidt mere legende: "Det kan godt være, du ikke gider, men din krop glæder sig til dynen. Måske vil dine fødder ind i sengen først?" eller "Hov, det lyder som en "træt-og-sur-sætning" - dem kender jeg godt. Dem siger man tit, lige før man skal sove". Så I hjælper hende videre med lidt sjov, og uden at det bliver til en magtkamp.

Det er vigtigt, at I har et fast aftenritual - samme rækkefølge hver aften, samme sætninger f.eks. "nu er det børste-tænder-tid", "nu er det tid til godnathistorie", "nu siger vi godnat til bamserne", "læg dig ned skat, så synger jeg godnatsang" osv. De faste rutiner er vigtige, fordi de er genkendelige og dermed trygge. Hun ved præcist, hvad der skal ske, og hvad der forventes af hende nu.

Med hensyn til jeres 3 spørgsmål, så handler disse også om, at hun øver sig i at finde ud af, hvem hun selv er, og hvordan man kan sige til og fra. Alt sammen helt normalt for netop 4 årsalderen:)

Ad 1) I en alder af 4 år, vil hun stadig have svært ved at regulere sine følelser - især hvis hun er træt, og der har været mange stimuli i løbet af dagen, eller hvis hun føler, at hun mister noget - f.eks. Bluey eller ønsket om en is. Når I siger nej (eller en variant af at sige nej), så kan det for jeres datter føles som en afvisning - ikke kun af ønsket, men også af hende. Og det giver hende en følelse af uretfærdighed og frustration.

Jeg forstår godt, at I har forsøgt at gå væk eller sige "av mine ører", men her er fokus på jeres egen grænse, og jeg vil anbefale jer, at I prøver at have fokus på jeres datter og hjælper hende med at håndtere sine følelser. I kan f.eks. sige:

"Jeg kan godt høre, du er rigtig ked af det. Det er svært, når noget sjovt slutter. Du må gerne være ked af det - jeg hjælper dig med at falde ned igen."

"Du ...

---

---

... behøver ikke råbe, jeg lytter. Skal vi prøve at tage tre dybe vejrtrækninger sammen først?".

"Du blev vred, fordi du gerne vil se mere Bluey. Det forstår jeg godt, du elsker Bluey. Skal vi læse en Blueyhistorie i stedet?" Eller "Vi kan læse en Bluey-historie, når du skal sove, vil du vælge, hvilken Bluey-bog vi skal læse?" På den måde anerkender I, at hun er glad for Bluey, og at Bluey ikke forsvinder - og I får f.eks. lige koblet Bluey ind i putningen - det er her naturligvis vigtigt at I overholder aftalen om at læse Bluey:)

Ad 2) Når hun råber, selvom I sidder ved siden af og lytter, så lyder det som om, at hun tror, at det at blive hørt hænger sammen med at tale højt. Måske har hun oplevet det i børnehaven, at man skal kæmpe om at få opmærksomhed og derfor råbe højt...

Jeg tænker, at hun sandsynligvis råber, fordi hun er begejstret og gerne vil sikre sig, at hun bliver hørt. Derfor har hun brug for hjælp til at regulere sin lydstyrke og ikke få at vide, at hun f.eks. ikke må råbe. Det er vigtigt, at I sætter ord på, hvad hun skal sige eller gøre i stedet. Det vil f.eks. være en god idé at lære hende, at hun har en "hviskestemme", en "råbestemme" og en "snakkestemme" - og så opfordre hende til at bruge sin snakkestemme.

I kan f.eks. sige: "Wow, det lyder som noget spændende, du vil fortælle. Sig det med din snakkestemme, så jeg bedre kan høre det".

"Jeg sidder lige her - du behøver ikke råbe. Bare sig det stille, så hører jeg dig med det samme".

Eller I kan stille hende et spørgsmål, som "skal vi lige øve vores stemmer? Her er en råbestemme. Her er en snakkestemme. Her er en hviskestemme. Hvilken stemme passer lige nu?

Det handler om, at hun skal have lov til at fortælle jer noget vigtigt, men at I hjælper hende med at gøre det på en måde, hvor I kan lytte uden at blive overvældede.

Ad 3) Det er helt naturligt, at jeres datter har brug for at føle, at hun har medbestemmelse - og især kan bestemme over sig selv og sin krop. Det er faktisk helt centralt i jeres datters udvikling, og det er ikke trods. Det handler om, at hun begynder at have en indre følelse af, at hun har visse rettigheder, at hun har nogle grænser, og at hendes krop og hendes følelser er hendes egne. Og det er rigtig godt, at hun kan sige fra, fordi det vil gøre, at hun bedre vil kunne beskytte sig selv i sårbare situationer senere i livet. I skal derfor se det som et sundhedstegn:)

---

---

---

Det betyder dog ikke, at hun skal bestemme alt, for der er naturligt nogle ting, som I bestemmer. Det er dog vigtigt, at I stadig anerkender hendes følelser. I kan f.eks. sige: "Du må gerne være frustreret, men det ændrer ikke på, at vi stadig skal spise nu", eller "Du må gerne være skuffet over, at vi ikke får pasta i dag, men det er de voksne, som bestemmer maden" eller lignende.

Det er dog også vigtigt, at I er opmærksomme på, hvordan I kan give jeres datter medbestemmelse og en følelse af indflydelse i løbet af dagen. Det er vigtigt, at hun føler, at hun også bestemmer. Det kan f.eks. være:

"Vil du have nattøjet med kattene eller prikkerne på?", "Vil du selv tage strømper på, eller vil du have hjælp?", "Vil du sidde her eller dér ved bordet?".

Hvis I er ude at handle, så inddrag hende i indkøbene: "Vi skal have ketchup, kan du huske, hvor ketchup står i den her butik?", "Vi skal have yoghurt. Du må bestemme, om det skal være den med jordbær, pære/banan eller peach melba?".

Hvis hun sidder og tegner, så kan I f.eks. spørge "Må jeg også være med til at tegne?" eller "Må jeg tegne på dit papir, hvor må jeg tegne henne?".

Eller rækkefølgen af ting f.eks. "Du må bestemme, om du vil børste tænder eller have nattøj på først?", "om vi skal synge godnatsang eller læse godnathistorie først".

Nogle gange vil det faktisk være rigtig godt, at I direkte siger "du må bestemme om...", fordi det så bliver fuldstændig tydeligt, at hun rent faktisk har medbestemmelse.

Når I lader jeres datter bestemme, så er det vigtigt, at I stadig tager det overordnede valg, men tilbyder hende at vælge mellem 2 eller 3 ting. Altså - det er jer, som bestemmer, at der skal købes yoghurt, men hun får valget mellem 2 eller 3 slags. Det vil give hende en følelse af, at hendes mening tæller. Og det er valg, som hun kan overskue uden at det bliver for svært for hende - og hun derfor bryder sammen. Hvis hun oplever, at hendes mening tæller, at I lytter til hende, så vil hun have lettere ved at acceptere, når I voksne bestemmer de store ting:)

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre :) Og jeg vil også anbefale jer at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse".

Rigtig god påske herfra :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---