Svar: Håndtering af selvstændighedsalder og aftenputninger

---

Kære K

Tak for dit brev og fine beskrivelse af storesøster, hendes putteritual og rutiner om aftenen :) Der er sandsynligvis lidt forskellige ting, som spiller ind hos jer, og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med jer - og så må du og far selv vælge til og fra, hvad I tænker, at I kan bruge:)

Der er ingen tvivl om, at det har været svært for storesøster, at lillesøster er kommet til. Det er en kæmpe omvæltning, og storesøster er stadig så lille, at hun har svært ved at sætte ord på sine følelser. Derfor reagerer hun i handlinger - og en måde at handle på er f.eks. at trække putningen ud og kræve ekstra opmærksomhed, når hun skal sove. På dette tidspunkt har hun far for sig selv, hvilket hun nyder, og at bruge vand er også en måde at få kontakt på - også mors kontakt. Hun har naturligt et ekstra stort behov for nærhed, tryghed og kontakt lige nu, og det søger hun naturligt om aftenen, når hun skal sove.

Der er heller ingen tvivl om, at alder og udvikling spiller ind. Hun er nu i gang med at udvikle mere selvstændighed og viser naturligt mere og mere egen vilje. Hun forsøger hele tiden at finde ud af, hvordan verden fungerer. Det er det, I også oplever, når I f.eks. er ude at handle, og hun løber væk, eller hvis hun hælder mælken ud på gulvet, eller når hun skriger, fordi I siger nej til noget, som hun gerne vil. Dette kommer jeg lidt mere ind på længere nede.

Og så kan hun om aftenen naturlig også være både træt og overtræt. Det gør det svært for hende at falde til ro, også selvom I har et rigtig godt, genkendeligt og struktureret putteritual. De fleste børn vil i denne alder kunne være vågne i 5-6 timer om eftermiddagen, før de skal puttes. Det betyder, at hvis hun står op fra sin middagslur allerede kl. 13, så vil hendes puttetidspunkt skulle ligge mellem 18.30-19.00. Hvis hun puttes meget senere end dette, så risikerer I, at hun bliver overtræt og derfor får sværere ved at falde i søvn.

Så det kunne være en idé, at I forsøger at putte hende lidt før, end tilfældet er lige nu, så I starter aftenputningen senest kl. 18.30, og hun er klar til at sove kl. 19.00. Alternativt kan hun evt. puttes senere til middagslur, så hun også står senere op end kl. 13 - men det er ikke sikkert, at det passer med vuggestuens rytme.

I kan f.eks. prøve at putte hende tidligere i 3-4 dage, og se om det gør en forskel hos jer. Det vil også være en god idé at tale med vuggestuen om, hvornår hun står op fra middagsluren, så I kan passe puttetidspunktet ind efter dette. Det varierer måske lidt fra dag til dag, hvor lang tid hun egentligt sover.

Sommertid, og at det er lysere om aftenen, kan sagtens spiller ind. Når vi stiller tiden en time frem, så vil klokken 19 kunne føles som kl. 18 i jeres datters indre ur - så hun faktisk ikke er træt nok, når putningen starter. Samtidig bliver det lysere om aftenen, som I også selv skriver, hvilket også kan forsinke hendes melatoninproduktion (søvnhormonet). Derfor er det godt, hvis I kan være konsekvente i forhold til kl. 18.30-19.00 selvom det føles tidligt i forhold til sommertid, og bibehold endelig mørklægningsgardinerne. Det kan være en god idé at dæmpe lyset om aftenen og det er godt helt at undgå skærmlys efter kl. 17-17.30, så hun bedre vil kunne falde i søvn, når det er sovetid.

Når hun slår hovedet ind i væggen eller ned i gulvet, så er det højst sandsynligt ikke for at gøre skade på sig selv. Det er fordi, hun kun er 22 måneder og ikke kan sætte ord på sin frustration eller sit behov for nærhed. Når følelserne bliver for voldsomme, så kommer de ud i kroppen, og så kan hun kaste sig ned, banke hovedet ind i noget eller råbe eller skrige højt.

Hvis hun er træt efter en lang dag, så er hun fyldt op med indtryk, og det betyder, at hun vil have en lidt lavere tærskel, der skal ikke så meget til, før bægeret flyder over - og hendes tendens til at reagere fysisk vil være større. Derfor sker det ofte om aftenen, men hun kan dog også sagtens bryde fysisk sammen i løbet af dagen - jeg kalder det fortvivlelsesanfald. Det er, når hun er så overvældet af følelser, som hun ikke har sprog til at håndtere, eller endnu ikke har lært at håndtere, fordi hun stadig er et meget lille barn med et lille barns hjerne. Hun forsøger ikke at manipulere med jer, det er fortvivlelse og dermed et behov for jeres hjælp til at finde roen og trygheden igen.

Derfor er det vigtigt, at I her viser hende forståelse, rummer alle de svære følelser og også forsøger at sætte de ord på, som hun mangler. Når far f.eks. sætter hende fra sig for at lave mad, så bryder far kontakten mellem dem, og hun oplever en form for tab, hun mangler pludselig hans nærvær. Hun bliver ikke vred, fordi han skal lave mad, og hun forsøger ikke at få sin vilje - hun reagerer, fordi hun føler, at han afviser hende, ikke vil hende. Det kan hun ikke sige, så derfor banker hun hovedet i gulvet.

I en sådan situation kan far f.eks. sige "åh, skat, det var svært, da far satte dig ned. Du blev rigtigt ked af det" - bukke sig ned og give hende et knus. Og han kan hjælpe hende videre og sige f.eks. "se her, jeg laver mad til dig, og du kan være her hos mig, imens" - og han kan f.eks. sætte en skammel eller et læringstårn, så hun kan være med. Så hun mærker, at far stadig gerne vil hende, og så han hjælper hende med overgangen mellem at være i favn og være del af madlavningen. En løsning for at forebygge kunne også være at sige "Far skal til at lave mad nu, vil du hjælpe mig? Se her, vi kan tage skamlen her hen, så kan du stå her" eller lignende og fra starten inddrage hende, så hun ikke føler sig ...

---

---

... "sat væk".

At jeres datter griner, når I forsøger at fortælle hende, at hun gør noget forkert, er en helt almindelig reaktion hos mindre børn. Hun griner ikke for at være hånlig, men fordi hun ikke ved, hvad hun ellers skal stille op med sine følelser. Grinet er således udtryk for, at hun bliver ekstra usikker i disse situationer. Ofte griner hun også, fordi hun mærker at stemningen ændrer sig - I synes ikke, at det er sjovt og for at "lette" på situationen, så griner hun. Når hun griner, er det fordi, hun føler sig usikker og ikke ved, hvad hun ellers skal gøre ved situationen.

Her er det vigtigt, at I holder fast i at være rolige og tydelige. Hvis hun griner og samtidig bider, så er det helt fint kort at sige "Av. Det gør ondt. Jeg vil ikke bides. Jeg går et øjeblik", og så kan du fjerne dig - gå kortvarigt og helt uden drama, så du på den måde får afbrudt situationen og vist hende, at det synes du ikke om.

I fortæller, at jeres datter skriger, når der er noget hun ikke må, og noget hun gerne vil have f.eks. mælk. Også her gælder det, at hun skriger, fordi hun mangler ord. Og især hvis hun er træt, sulten, frustreret eller overstimuleret, så er det sværere at sætte ord på og lettere at skrige - skrigene er en måde at komme af med sin frustration på. Samtidig så virker skrig ofte - hun får jeres opmærksomhed med det samme.

Det lyder umiddelbart, som om, at I reagerer meget fint her. I kan f.eks. sige "Jeg hører dig. Du kan sige mælk stille, jeg vil gerne hjælpe dig". Så I på den måde fortæller hende, hvad hun kan sige i stedet for at skrige. Det er derudover en god idé at øve ord som f.eks. "mælk", når I ikke har konflikter. I takt med at hun bliver bedre til at sige f.eks. mælk, så vil det være lettere for hende at bede om mælk, uden at hun behøver skrige.

Med hensyn til at handle, røre ved ting, komme alt i munden, løbe sin vej osv. Så er det helt naturligt, at hun i en alder af knap 2 år afprøver mange ting. Hun har en naturlig trang til at udforske, røre, løbe - men hun forstår naturligt stadig ikke konsekvensen af alt det hun afprøver. Når I f.eks. handler eller går ved vejen, så er det rigtig fint, at I siger, at hun kan gå ved siden af jer eller sidde i klapvognen. I må gerne sige det direkte til hende: "Du kan sidde i klapvognen, eller du kan gå og holde fast i vognen her (vis hende hvor). Hvis du løber væk, kommer du op at sidde i klapvognen" - og det gør hun så, hvis hun løber væk. Det er en naturlig konsekvens af at løbe rundt. Og ja - hun må gerne komme ud af klapvognen igen senere. Her kan I gentage "Du skal gå ved siden af os og holde i vognen her (vis hende igen hvor). Hvis du løber væk, kommer du op igen."

---

---

---

Når hun går pænt, så er det vigtigt, at I roser hende. Sig f.eks. "hvor er du sej, at du går lige her og holder fast." Så hun hører, at I ser, at hun godt kan. Det vil gøre hende mere motiveret til at forsøge igen en anden gang.

Jeres datter er i en læringsproces. Hun er i gang med at øve sin selvstændighed, og det er vigtigt, at I lader hende prøve og viser hende tillid, så giver hende mulighed for at øve sig - også selvom det betyder, at hun får flere chancer. I skal ikke se det, som at "I giver efter". Hvis I gjorde det, så ville I ignorere hende eller ændre jeres grænser, fordi hun protesterede. I gør det modsatte - I holder fast i, at hun enten skal sidde i klapvognen eller holde fast i vognen, og det lærer hun af. Små børn lærer at gentagelser og de lærer af at få lov til at prøve. Og næste gang vil hun måske kunne gå lidt længere, før hun så ikke kan igen. Hvis I ikke lod hende prøve flere gange så ville hun aldrig lykkes og blive stolt af at kunne.

Når jeres datter hælder mælken ud på bordet, så kan det have flere årsager. Det kan være fordi hun undersøger, hvad der sker med mælken. Altså hvordan ser mælken ud, hvor løber den hen, hvordan lyder mælk, føles mælk osv. Det kan også være, fordi hun keder sig eller har behov for jeres kontakt. Måske føler hun, at I taler hen over hovedet på hende ved bordet, og hun har nu fundet ud af, at når hun hælder sin mælk ud på bordet, så ser I på hende med det samme. Og så kan det naturligvis også handle om, at hun gerne vil undersøge, hvad I tænker om, at hun gør det.

I kan godt vælge at fjerne koppen med mælk, ikke som en staf men for at hjælpe hende med at mærke konsekvensen af sine handlinger. I kan f.eks. sige "hvis du hælder mælk ud igen, så tager jeg koppen væk" - og hvis det sker, så fjerner I koppen og siger "du hældte mælk ud, nu tager jeg koppen væk". Hvis hun så er rolig og beder om mælk, så kan I sige "Vil du prøve igen? Så skal du drikke af koppen og ikke hælde ud", og så får hun en ny kop mælk. Hvis hun gentager det igen og igen, så siger du bare stille og roligt "Du hældte det ud. Så er det slut med mælk for nu."

Det samme kan I gøre med hendes tallerken og maden. Her er det naturligvis vigtigt, at I generelt tilbyder hende mange små måltider dagen igennem, så I er sikre på, at hun ikke er sulten, og hvis hun er, så går der ikke ret lang tid, før hun får serveret mad igen. Og det er også en rigtig god idé at indføre en drikkedunk, som hun kan drikke vand af hele dagen igennem, så I sikrer jer, at hun får sit væskebehov tilstrækkeligt dækket og ikke behøver søge ekstra vand aften og nat:)

Jeg håber, at jeg er kommet lidt omkring det hele. Jeg vil også anbefale jer meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". I den kan I læse meget mere om, hvordan I kan møde jeres datter i forskellige situationer.

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---