Annonce

Annonce

Svar: Mælk flere gange hver nat


8. april 2025

Kategori:
Alder:
9 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Kære Christian

Tak for dit brev og hvor skønt, at du nu har fædreorlov! Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig og give lidt idéer til, hvordan du/I kan få lidt bedre nætter:)

Når jeg læser beskrivelsen af jeres datter, så tænker jeg, at der er flere forskellige ting som spiller ind hos jer, og som kan forklare, hvorfor jeres datter vågner så hyppigt om natten.

Du fortæller blandt andet, at hun altid er blevet vugget i søvn - hun skal være i bevægelse både om dagen og om natten. Om dagen puttes hun i barnevognen og her skal du trille med hende for at holde hende sovende, og hvis ikke du gør dette, så vågner hun ofte efter ca. 30 minutter. Om natten skal hun på samme måde op i din favn, vugges og gås rundt med, for at hun kan sove. At være i bevægelse er altså det, jeres datter forbinder med at falde i søvn - og når hun så vågner op, så leder hun efter bevægelse, for at kunne falde i søvn igen. Hvis der ingen bevægelse er, så protesterer hun og vågner naturligt helt op. Hun har derfor det, jeg kalder for et søvnassociationsproblem.

Derudover, så lyder det som om, at hun stadig har et vist behov for flaske om natten. Den lille flaske kl. 02-03 er ikke i sig selv et problem, men det kan være med til at forstyrre hendes rytme, fordi kroppen forventer en lille portion energi eller trøst midt på natten. Det er dog naturligt, at hun stadig har behov for flaske, med den alder hun har.

Man kan naturligvis godt diskutere, hvorvidt flasken er en vane eller et reelt behov. Men, de fleste børn har i 8-9 måneders alderen behov for 3 flasker dagligt, og i 10-12 månedersalderen vil 2 flasker ofte være rigtig fint til at dække deres behov for mælk. Jeres datter får ikke længere flaske i løbet af dagen, og I har også fjernet hendes flaske ved putning om aftenen, men måske mangler hun sin flaske/sin mælk. Måske har I været lidt for hurtige til helt at fjerne flasken dag og aften...

Jeg tænker ikke, at I skal begynde at tilbyde hende flaske før putning, da det lyder som om, at hun lige nu faktisk er i stand til at blive puttet uden, og I har fået skabt nogle gode rutiner omkring dette. I stedet vil jeg anbefale jer, at I tilbyder hende en godnatgrød om aftenen, lavet med modermælkserstatning og med mme af en kop ved siden af. Så hun får mælken på denne måde. Godnatgrøden vil være med til at sikre, at hun får en god mæthedsfølelse og et stabilt blodsukker til natten. Derudover får hun naturligt en ny søvnassociation, som vil kunne erstatte den tidligere flaskeputning og hjælpe hende med at slippe dagen og overgive sig til søvnen.

Derudover tænker jeg, at det er en overvejelse værd, om ikke hun skal tilbydes flaske sen aften, det man kalder for en drømmeflaske. Som jeg læser dit brev, så søger hun stadig flaske og får også flaske kl. ca. 23 - og det tænker jeg, er et reelt behov. Hvis du giver drømmeflasken, før du selv går i seng, kan den være med til at sikre sikre mæthed og dermed fjerne eller udskyde hendes hendes opvågning kl. 02/03.

Drømmeflasken skal gives, uden at du vækker hende. Nogle gange kan du tage hende forsigtigt op i din favn, tilbyde flasken og derefter putte hende tilbage i seng igen. Andre gange fungerer det bedre, at du tilbyder flasken, imens hun ligger i sin seng og blot lader hende spise i søvne. Hvis du vælger denne løsning, er det vigtigt, at hun ligger med hovedet let eleveret - læg evt. en lille pude ind under madrassen i hovedenden. Det hele skal foregå i mørke og så roligt som muligt, så hun ikke vækkes, men fyldes op med ekstra mælk.

Mængdemæssigt tænker jeg, at I kan prøve at give hende samme mængde, som den nuværende natflaske f.eks. 80-100 ml. Men I skal ikke fortynde mælken, det er vigtigt, at hun får den fulde næring af sin flaske. Når det så er sagt - hvis hun virker meget sulten og nærmest sluger sin drømmeflaske, så må hun gerne få mere mælk på dette tidspunkt, hvis det så gør, at hun kan sove natten igennem.

Jeg tænker, at en drømmeflaske i forhold til hendes alder ofte er et helt reelt behov, og at denne fint kan bruge som en overgangsløsning, netop fordi den kan sikre dig/jer mere sammenhængende nattesøvn - og den er ofte let at trappe ud af igen. Det gøres ofte bedst ved at tilbyde hende gradvist mindre og mindre ad gangen. Bruger I den meget længe, kan den naturligt godt blive en vane, men jeg tænker umiddelbart, at den godt kan gøre en forskel for jer de næste ca. 2 måneder. Og når hun nærmer sig 1 års alderen, vil det være naturligt, at hun helt trapper ud af flaske.

Selvom jeres datter ikke kravler endnu - hvilket i øvrigt er helt normalt, de fleste børn kravler først i 9-12 måneders alderen - så vil hendes alder og udvikling stadig spille ind på hendes opvågninger om natten. Der sker rigtig meget udviklingsmæssigt:

- Hun begynder f.eks. at forstå afstand og fravær - at mor f.eks. nu er på arbejde, og far er hjemme. Hun kan godt savne mor og vil naturligt ikke kunne forstå, hvor mor pludselig er blevet af, eller hvornår hun kommer igen.

- Hun udvikler nu også det, man kalder for objektpermanens, som er forståelsen af, at noget eksisterer, selvom det ikke kan ses. Det ser du f.eks. når hun smider skeen på gulvet, kikker efter den eller venter på at se din reaktion. Det vil sige en spirende fornemmelse af, at skeen ikke er forsvundet, den er bare et andet sted.

- Hun vil naturligt også være langt mere opmærksom på lyde, steder og mindre detaljer. Når I f.eks handler sammen, leger sammen, eller går tur med barnevognen, så vil hun pludselig kunne stoppe op, fordi hun hører en bil bremse, en hund gø, eller hører at ...


Annonce

... nogen taler sammen. Måske stirrer hun intenst på et blad, der bevæger sig i vinden eller en skygge på væggen, eller lys der blinker. Hun er ikke længere kun fokuseret på det, der er lige foran hende, men begynder at forholde sig meget mere aktivt til verden omkring jer.

Og alle disse ting vil naturligt gøre, at hun oplever langt mere i løbet af en dag, end hun gjorde for bare få uger siden. Og derfor skal hun også bearbejde langt mere - og det giver ekstra natlig uro. Hendes hjerne er i gang med at skabe forbindelser, forstå hvodan ting hænger sammen og lagre det hele, så hun stille og roligt finder mere og mere mening med verden. Derfor vil hendes søvn blive lettere, hun vil drømme mere, vil ligge og vende sig, måske småklynkr lidt, nogle gange pludre eller måske virke utilfreds - og hun får derfor også lettere ved at vågne op.

Når hendes hjerne arbejder på højtryk, så vil hun naturligt søge det, som hun kender bedst - det er hos jer bevægelse og favn. Nu skal hun dog lære noget nyt, nemlig at hun godt kan finde ro og sove, uden at hun behøver blive båret, og uden at noget skal ske, hver gang hun vågner. Derfor er det rigtig godt, hvis du kan forsøge at hjælpe hende videre i søvnen om natten med gentagelser - for det giver tryghed. Det kan f.eks. være at sige "Far er lige her, det er nat, du skal sove".

Prøv også om du kan trøste hende, imens hun ligger i sin seng. Læg en hånd på hendes mave, syng en godnatsang eller lignende. Hvis hun er ked af det, så tag hende op, og når der så er ro på, så prøv at putte hende igen. Så hun stille og roligt lærer, at favn og søvn ikke altid hænger sammen.

Du fortæller, at I forsøger at putte hende vågen i seng, og jeg tænker, at det naturligt er meget svært for hende. Jeres datter er vant til favn og til bevægelse, og at skulle falde i søvn i en stillestående seng og uden din nærhed vil naturligt føles meget svært og uvant for hende. Nogle gange er det skridt for voldsomt, så måske skal I prøve at tage det i lidt mindre etaper.

Det kunne f.eks. være en idé, at du lægger dig med hende i dobbeltsengen, og mor sover et andet sted. På den måde kan du give jeres datter masser af nærhed og tæt kontakt, men hun lærer at falde i søvn liggende stille og uden bevægelse, før hun skal undvære nærheden. Så I på den måde fjerner bevægelsen, før I fjerner favn og nærhed. Det kan være en måde at bygge bro mellem det hun kender (bevægelse og favn), og det, hun skal lære (at alle i søvn uden bevægelse og uden at blive båret).

I skal stadig bruge de rutiner og ritualer, som I allerede har: sut, beroligende hænder, dæmpet lys, en godnatsang, puttekanin eller lignende. Hun må gerne være urolig og protestere lidt, men du er der, hun kan hele tiden mærke dig, du giver ro og tryghed, men du går ikke rundt med hende. Jeg tænker, at efter måske 4-7 dage, så vil hun begynde at kunne falde roligt i søvn med dig - og derefter kan I så flytte hende over i egen seng, men stadig med kontakt, dvs. beroligende hænder, kærtegn, sang osv.

I må derfor prøve at vurdere, hvor hurtigt I kan gå frem, og hvad der vil være bedste løsning for jer nu. Hvis jeres datter lægges vågen i seng, og dette gør, at hun bliver ked af det, græder og bliver meget urolig, så er det for voldsomt for hende. I vil risikere, at hun begynder at forbinde sin seng og det at sove med noget, som ikke er trygt og rart. Sker dette, så er det derfor en god idé, at I f.eks. lader hende falde i søvn liggende ved siden af dig, så det første I gør er at fjerne bevægelse.

Læg mærke til de små fremskridt. Det kan f.eks. være, at hun græder mindre, og du lettere kan trøste og berolige hende. Du vil forhåbentlig også opleve, at hun falder i søvn hurtigere, ikke skal op så mange gange, eller at hun begynder at ligge mere stille - selv hvis hun er vågen. Hvis du har overskud til det, kan det være en god idé, at lave en slags "natdagbog", hvor du skriver ned, hvornår hun vågner, og hvornår hun falder i søvn igen. Det kan hjælpe dig med at se, at det går stille og roligt den rigtige vej, selvom det tager lidt tid.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Foredrag med Helen

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen

Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus

Se flere foredrag med Helen ...


For en god ordens skyld vil jeg lige sende en plan for aftenen og natten, som jeg tænker, den kunne se ud:

Aften 17.30-18: I spiser aftensmad. Udgangspunktet er almindelige børnevenlige retter og der skal være mad i stykker og også gerne moset mad. Vand af kop.

Kommer i bad, måske ca. 18.15. Vask hende med en blød vaskeklud og i en fast rækkefølge, så I kommer hele kroppen igennem. Det kan hjælpe hendes krop med at koble fra og finde ro senere.

Afslut badet med creme, massage, nattøj osv.

Ca. 18.45 gives et godnatmåltid. Det er f.eks. en grød med lidt moset banan, og der gives MME af kop sammen med grøden. MME kan være kold eller lun, hvad hun synes bedst om.

Ca. 19.00: Puttes til natten. Rummet forholdsvist mørke, syng en godnatsang. Far kan ev. lægge sig med hende i dobbeltsengen og hjælpe hende til ro. Ingen gåen rundt, kun nærvær og ro, så hun lærer at falde i søvn uden en masse bevægelse, men stadig får masser af fysisk nærhed.

Ca. 22: Drømmeflaske, som gives uden at vække hende helt. Sover herefter videre til næste morgen og målet er, at hendes mave er fyldt, så hun ikke behøver vågne kl. 02/03 fordi hun er sulten eller tørstig der.

Resten af natten tager du dig af opvågningerne med sut, nusseklud, beroligende hænder, sang, nynnen, måske de samme ord hver gang "far passer på dig, nat-nat, sove nu" eller lignende.

Jeg håber, at jeg er kommet lidt omkring det hele og at I har fået lidt idé om, hvad der sker hos jer og hvordan I kan komme videre :)

Rigtig meget held og lykke herfra!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?

Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

10. april 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Mor kan ikke putte - 10 mdr.

Kære Helen Din brevkasse har været en kæmpe hjælp hele vores tid som nye...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2025 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.

Overgang ud af tremmeseng

Kære Helen. Vi søger råd til at få putning til at fungere. Vi har pga....

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.

13 mdr og i seng på anden måde - del II

Hej Helen, Mange tak for dit svar. Det giver rigtig god mening det du...

Læs hele brevet og Helens svar


9. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.

Få vores 13 mdr søn i seng på en anden måde

Hej Helen, Vi er førstegangs forældre til Bertram på 13 mdr. Han er lige...

Læs hele brevet og Helens svar


9. april 2025 | Sovevaner | 8 mdr.

Opvågninger om natten - 8.5 måned

Kære Helen. Vores datter er 8.5 måned og er i 5 måneders tid vågnet hver...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Ærter

Fra 6 måneders alderen må barnet gerne få ærter. Ærter kan her koges til ærtemos og det samme kan gøres med andre bælgfrugter, som brune og hvide bønner, kigærter og linser.

Barnet optager bedst næring fra ærter og andre grøntsager, hvis de koges.

Fra 9-10 måneders alderen vil mange børn have stor glæde af at spise ærter, det er god træning for at øve pincetgreb og ærter kan fint gives sammen med rugbrød til frokost.

Ærter indeholder protein, samt...

Læs mere i Babylex

Æteriske olier

Æteriske olier er planteolier, der tilsættes forskellige plejeprodukter, f.eks. massageolie, for at give det duft.

Æteriske olier kan indeholde allergene parfumestoffer, der kemisk set er identiske med - og lovgivningsmæssigt er sidestillet med - de syntetisk fremstillede.

I forhold til børn er det vigtigt at undgå parfumerede massageolier og helt undlade at bruge voksenprodukter. Æteriske olier bør ikke bruges direkte på huden og man skal være opmærksom på at...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog til far - vær far med tillid, nærvær og respekt.

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen.

Tusind tak igen for dine svar, jeg bliver så meget klogere :-).

Du rammer så præcist!

Glad påske til dig :o)

Mor til pige på 2 måneder


Annonce