Svar: Social angst og skoleudsættelse

---

Kære du

Tak for dit brev og dejligt at høre, at du har været glad for mine tidligere svar :) Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig igen.

Vi har, som du beskriver, tidligere talt om, at E har en høj grad af sensitivitet, og du nævner i dit brev i dag, at hun måske også har social angst. Jeg vil gerne begynde mit svar i dag med at knytte lidt kommentarer til Es reaktioner.

Social angst kan godt være en forklaring på, at E reagerer, som hun gør. Det, at hun fryser og lukker ned i sociale situationer, undgår kontakt - at hun f.eks. ikke svarer på spørgsmål og ikke leger. At hun søger et "sikkert sted" f.eks. et hjørne, hvor hun kan se tv. på din telefon, eller at hun f.eks. har brugt 6 måneder i børnehaven, før hun turde spise eller bruge toilettet der, det kan alt sammen være tegn på social angst. Derudover fortæller du også, at hun kan virke ekstremt genert, og at hun generelt forsøger at undgå fællesskab.

Hendes reaktioner kan dog også skyldes et følsomt og overbelastet nervesytem (en form for stress), hvor hun reagerer voldsomt på mange stimuli. Når der er mange børn eller mennesker samlet, så vil det naturligt give ekstra mange lyde og uro, og det bliver hurtigt for meget for hende. Og når hun oplever flere stimuli, end hun er i stand til at bearbejde, så kan hun også reagere med at "fryse" (lukke ned), "flygte" (gemme sig) eller "kæmpe" (skrige, sparke). Hun vil i en sådan situation have brug for tid til at vænne sig til situationen og ro til at kunne regulere sig selv.

Og så er der også nogle træk i det du fortæller, som f.eks. kan skyldes det, som kaldes selektiv mutisme. Det er en angstlidelse, hvor barnet taler og fungerer normalt i trygge rammer, som derhjemme, men ikke kommunikerer andre steder f.eks. i børnehaven. Disse børn taler ofte flydende og frit med deres forældre, og har som udgangspunkt ikke nogen sproglige problemer, men de taler kun med bestemte personer - deraf navnet: Selektiv betyder udvælgende, Mutisme betyder tavs eller stum.

Disse ting kan naturligt hænge sammen, det er ikke det samme, men der kan være overlap, og de kan godt forstærke hinanden. Derudover kan andre ting naturligt også gøre sig gældende og forklare, hvorfor E. reagerer, som hun gør.

Jeg synes, det lyder som en rigtig god idé at tale med en børnepsykolog. Der er børnepsykologer tilknyttet institutionen, og de sidder under kommunens PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). I kan enten selv ringe til PPR og bede om at komme til at tale med en børnepsykolog, eller I kan tale med lederen af institutionen om jeres oplevelser og bede ham eller hende om at kontakte den psykolog, der er tilknyttet institutionen.

I det hele taget tænker jeg, at I bør holde et møde med lederen og stuepædagogen i børnehaven om de oplevelser, som I og de har, og hvor I naturligt kan drøfte jeres bekymringer. Det er vigtigt, at børnehaven bliver opmærksomme på, at I har disse oplevelser og bekymringer i forhold til E., og at de også kan fortælle jer lidt om, hvad de oplever, når E. er hos dem. Hvis hun i 6 måneder intet har spist og generelt har haft så svær en start i børnehaven, så har de sandsynligvis allerede gjort sig en del observationer, måske indført nogle særlige hensyn og måske også drøftet det med den børnepsykolog, som er tilknyttet. Det er vigtigt, at I samarbejder med dem, så E. får den støtte og hjælp, som hun naturligt har behov for.

Jo før E. får hjælp, jo lettere vil det være at støtte hendes udvikling og trivsel i den rigtige retning. En børnepsykolog vil kunne hjælpe med at afklare, hvad Es udfordringer er - og derfor også, hvordan I bedst hjælper hende. Og viser det sig, at hun har behov for særlig støtte, så vil det ofte også være PPR, som er indgangen til at få dette.

Du nævner, at du selv og også din mor har været meget generte som børn. At være genert er helt naturligt og normalt - det er ikke en diagnose, men er blot udtryk for, at man måske er lidt stille i nye situationer, eller har en vis skepsis overfor fremmede, men efter lidt tid og i takt med, at man bliver tryg, så er man naturligt i stand til at deltage og engagere sig. Sagt på en anden måde, så er almindelig generthed snarere en forsigtighed, som naturligt bliver mindre, når man støttes, oplever ting igen og igen og bliver tryg med forskellige situationer.

Generthed, som hos jeres datter, hvor man fryser fast, flygter, gemmer sig, forsøger at undgå sociale situationer, ikke tør tale, spise, bruge et toilet uden for hjemmet - og ikke vokser ud af det, men hvor det over tid faktisk bliver værre og værre - det er ikke bare generthed. Det tyder på, at der f.eks. er tale om social angst eller lignende i stedet, og det er vigtigt, at E. får hjælp til dette.

Og så i ...

---

---

... forhold til dine konkrete spørgsmål:

Hvilken skole skal I vælge? Svaret på dette afhænger naturligt af den konkrete skole, og også her vil det være helt relevant, at I taler med børnehaven, og hvad de vil anbefale. Generelt kan man sige at for et barn, der er meget sensitiv, har svært ved sociale relationer, og som har et stort behov for tryghed, så vil det ofte være en fordel at vælge en mindre skole. Det vil sige, en skole med færre eller mindre klasser, og hvor der er rolige omgivelser og mere voksenkontakt.

Et mindre miljø vil sandsynligvis kunne gøre hende mere tryg, fordi hverdagen vil være mere forudsigelig. Hvor et stort sted naturligt kan medføre mange skift i hverdagen og at skulle forholde sig til mange nye aktiviteter.

Ud over at tale med børnehaven, og PPR for den sags skyld (de kender skolerne), så vil det være en rigtig god idé, at I selv taler med begge skoler og hører lidt om deres tilgange til børn, der har brug for mere tryghed og støtte. Prøv at spørge lidt ind til hvor mange børn, der er i hver klasse, hvor mange spor de har, hvor mange faste voksne, om der er støtte i frikvartererne, ved overgangen fra børnehave til skole osv.

Og ja - en god privatskole eller friskole kan godt give et miljø med mere plads, ro og nærvær, men det er vigtigt ikke nødvendigvis at tænke "privatskole er bedre". Det afhænger helt af, hvad der matcher jeres datter bedst, og I har helt ret i, at der kan være mange fordele ved at gå i skole i nærmiljøet.

Skal hun vente et år? Det er meget muligt, at det vil være en god idé at udskyde skolestart for E. Der sker udviklingsmæssigt rigtig meget på et år, hvor hun kan modnes både følelsesmæssigt og socialt. Hvis hun har et overbelastet nervesystem, så handler det ikke om, at hun skal være "moden" i klassisk forstand, men om at hendes nervesystem skal være parat til at klare skolens krav, relationerne til de andre børn osv.

---

---

---

Også udsættelse af skolestart skal drøftes med lederen af børnehaven, og der skal indsendes en ansøgning om udsættelse. Nogle kommuner kræver en vurdering af PPR for at vurdere barnets skoleparathed, og der er også nogle frister, som skal opfyldes - derfor er det vigtigt, at I drøfter det med børnehavens leder i rigtig god tid. Så vidt jeg ved, så skal børnehavens leder også lave en handleplan for E. i det år, hvor hun skal være ekstra i børnehaven. Derfor er det vigtigt, at I også drøfter denne situation under det møde, jeg foreslår, at I holder med lederen og stuepædagogen.

Vil en børnepsykolog kunne hjælpe? Ja, det mener jeg helt sikkert. Med de udfordringer, som I oplever, at E. har, så synes jeg det er helt relevant at få en børnepsykolog på banen. Når det går via PPR, så er det gratis for jer, men der kan være ventetid. Derfor er det vigtigt også at få dette sat i gang, så I (og ikke mindst lille E.) kan få hjælpen hurtigst muligt.

En psykolog kan for det første undersøge og afklare, hvad der ligger bag Es adfærd - altså om det er angst, sensitivitet eller andet. Psykologen vil også kunne hjælpe jer forældre med redskaber til, hvordan I kan støtte hende bedst. Det er faktisk ofte det allervigtigste - at I ved, hvad I kan gøre, for at hjælpe hende, fordi I jo er omkring hende hver dag.

At du selv har været på samme måde "ikke har sagt et ord igennem hele folkeskolen og i din gymnasietid" gør naturligt, at du jo ved, hvordan det føles. Altså hvordan det er at sidde fast i sin stilhed, selvom man måske har noget, man egentlig gerne ville sige. Eller hvordan det føles, når verden bare er for meget og for overvældende. Eller hvordan det er at blive misforstået eller måske blive opfattet som "mærkelig", uden at nogen har set, at det f.eks. kunne handle om angst.

Hvis der er en familiær tendens til f.eks. social angst, som det måske godt kunne lyde som om, tænker jeg, at det kun er ekstra vigtigt, at I er særligt opmærksomme på, hvordan I kan hjælpe E. Og det tænker jeg også vil være relevant at fortælle børnepsykologen. Det er naturligt vigtigt, at E. ikke kommer til at kæmpe med dette resten af sin skoletid, ligesom du selv har gjort - og et kæmpe skulderklap til dig, for at være så reflekterende og reagere på din datter.

Jeres E er ikke "forkert", men lyder til at have brug for et miljø, hvor hun kan vokse i sit eget tempo. Hvad der er det rigtige afhænger af, hvad årsagen til hendes reaktioner er, og her tænker jeg, at børnepsykologen skal på banen. Det lyder som om, at I forældre har rigtig gode muligheder for at give E den støtte, der gør, at hun vil trives og udvikle masser af mod, men I skal naturligvis have de rigtige redskaber, så I ved, hvordan I støtter hende bedst.

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker videre - og sender dig et stort knus med på vejen:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---