Svar: Putning og søvn for tvillinger (del 4)

---

Hej med jer

Tak for jeres brev, det er rigtig godt, at I skriver igen, og jeg vil naturligvis gerne dele lidt nye tanker med jer:)

I forhold til sidst, så er jeres piger nu blevet 9 måneder gamle og brager lige nu igennem separationsfasen, hvilket ofte kan give nogle ekstra søvnproblemer.

For det første er de godt i gang motorisk, de bevæger sig mere omkring, ligger ikke længere stille, men flytter hele tiden på sig. I fortæller, at tvilling A er godt i gang med at kravle, og hun rejser sig også ved tremmerne i sengen. Og det gør, at det er rigtigt svært at finde fysisk ro, når hun skal sove. Det er svært at få kroppen til at slappe af, svært at ligge stille, og sengen er et godt sted at øve sig. Det tænker jeg, er en del af forklaringen på, hvorfor hun nærmest virker hyperaktiv, tumler rundt og rejser sig, når hun bliver lagt i sin seng.

For det andet, så vil pigerne i denne alder også have en stor mental uro. Dagen er fyldt med oplevelser og nye stimuli. De skal hele tiden forholde sig til verden, til fremmede mennesker og nye indtryk, og det er svært at slippe dagen og koble fra, når det er sengetid. Samtidig så skal alt, hvad de oplever, også bearbejdes, når de sover. Derfor vil deres drømmeaktivitet ofte være ekstra stor i denne alder, de sover lettere, og det betyder, at de i denne alder godt kan have ekstra opvågninger om natten. De har i denne alder ofte også mange natlige lyde - de kan både græde, klynke, grine og småpludre - alt sammen mere eller mindre i søvne.

For det tredje, så betyder separationsfasen, at de øver sig i at være fysisk mere og mere på afstand af jer. Og man kan ikke separere sig uden at føle sig knyttet til. Derfor vil børn i denne fase, ofte klynge sig ekstra meget til forældrene. I vil opleve det om dagen, når I er hjemme, og pigerne f.eks. bliver kede af det, fordi I går i køkkenet eller på toilettet og lader dem være alene i stuen. Eller om aftenen, når de f.eks. skal sove. De har ekstra meget brug for fysisk kontakt og nærhed for at sove, de har brug for at se jer og mærke jer for at forstå, at I ikke forsvinder, men at I stadig er der for dem.

Og når man så har tvillinger, som jo har samme alder, så tænker de fleste naturligvis, hvorfor de så ikke begge reagerer på denne måde, og svaret her er, at børn jo er forskellige. Så lige nu reagerer tvilling A mere på separationsfasen, end tvilling B gør, måske fordi tvilling A er begyndt at kravle før tvilling B, så måske vil tvilling B reagere senere. Det kan også være, at tvilling A har et større sansebehov end tvilling B, hvilket kan betyde, at hun har brug for mere kropskontakt eller bevægelse for at kunne falde til ro.

Når børn i separationsfasen skal sove om aftenen, så protesterer de ofte mod at komme ned i sengen. De græder og har brug for at sidde lidt længere tid på skødet, blive holdt i hånden osv. Og det lyder som om, at jeres datter har brug for at være mere i favn og brug for den ekstra nærhed, når hun skal sove. I skriver, at hun ofte græder, når hun skal sove. Hun rejser sig, skriger højt, panisk og frustreret - og som udgangspunkt lader I hende ligge, sidder hos hende, trøster, beroliger, giver sut, masserer osv. men det hjælper ikke. Til gengæld hjælper det at tage hende op, så stopper gråden med det samme.

Mit råd vil derfor være, at I ikke lader hende ligge, men sætter jer med hende. Start putningen med at sætte jer på en stol, hvor I har en god støtte under den ene arm, så hun ikke er for tung at sidde med og lad hende så finde ro i jeres arme. Hun må gerne få flasken i jeres favn, og når flasken så slippes, så kan I synge en sang og vugge hende lidt - og først, når hun næsten sover, så putter I hende over i hendes seng. Hun er døsig, flyttes over i egen seng med sut, nussekanin eller ...

---

---

... lignende, og I hjælper hende det sidste stykke ind i søvnen med nærhed, kærtegn, beroligende ord, vugger og luller hende det sidste stykke ind i søvnen i sengen.

I skriver, at det om aftenen ofte tager 1-2 timers kamp, og at I ender med at pakke hende i dynen, sidde med hende og vugge hende eller lader hende falde i søvn i slyngevuggen, og jeg foreslår altså, at I starter med at sidde med hende og flytter hende, når der er helt ro på hende, og hun næsten sover. På den måde vil hun føle sig holdt, og hun vil mærke jer helt tæt på - men det vil være 1-2 timer før, I alligevel ender med at gøre netop det:)

Der er stor forskel på at sidde med hende i favn og lade hende ligge alene i sengen, selvom I er der for hende. At sidde med hende vil være langt mindre stressende for jer alle. Når hun mærker jeres nærhed og oplever at blive fysisk holdt, så vil hun bedre kunne forstå, at det er tid til at sove, og hun vil samtidig kunne føle sig tryg ved at overgive sig til søvnen. Når hun bliver holdt tæt, så frigives der oxytocin - også kaldet kærlighedshormonet, hvilket har en beroligende effekt, sænker stressniveauet og hjælper hende med at falde i søvn. Hvis hun derimod ligger i sin seng og græder, så vil kroppen frigive kortisol, der er et stresshormon, som vil gøre det sværere for hende at finde ro og sove. Selvom I sidder ved siden af og kærtegner hende, giver hende lidt massage osv. så vil oxytocinniveauet ikke stige i samme grad, hun vil ikke kunne finde samme ro.

Jeg tænker, at det vigtigt at finde balancen mellem, at I gerne vil lære hende at falde i søvn på egen hånd og samtidig også give hende den støtte, som hun viser behov for lige nu. Samtidig vil I også kunne føle jer mere rolige, og I vil undgå at ende med at "opgive" efter lang tids gråd, så for mig at se er det at sidde med hende en god løsning for jer alle lige nu.

---

---

---

Det er også en måde, som naturligt kan ændres over tid i takt med, at hun bliver mere tryg ved at falde i søvn. Som jeg læser jeres brev, så græder hun lige nu så meget, at hun naturligt forbinder det at sove med noget, som ikke er rart. Det er derfor, at det eskalerer med det samme, og hun kan blive helt hysterisk, når I blot nærmer jer sengen. Og det er meget vigtigt, at hun forbinder det at skulle sove med noget trygt, hyggeligt og rart, ellers bliver hverken putningen eller søvnen bedre:)

Måden hun falder i søvn på kan derfor også være med til at forklare, hvorfor hun sover afbrudt om natten. Og ja - når hun falder i søvn i jeres arme, i slyngevuggen eller lignende, så kan det godt skabe en søvnassociation, hvor hun forbinder bevægelse og nærhed med at skulle sove og vågner om natten, fordi hun har brug for dette igen og igen. MEN, trygheden er det allervigtigste. Og for jeres datter, så lyder det ikke til at være nok, at I er fysisk tilstede. Hvis hun bliver lagt i sin seng og græder og bare tumler rundt og slet ikke kan finde den ro, som hun har behov for, vil det kunne skabe en negativ oplevelse omkring søvn, som vil gøre putningen endnu sværere på sigt.

Ved at begynde med den tryghed, som hun har behov for - f.eks. sidde med hende, vugge hende blidt og først puttet hende, når hun er døsig, så får hun en følelse af nærvær og støtte i stedet for frustration og kamp. Når hun efterfølgende puttes over i sin seng, er hun i en afslappet tilstand og kan hjælpes det sidste stykke med beroligende kærtegn og ord. Det er langt mere skånsomt og rart for jer alle at putte hende på denne måde end at kæmpe med hende i 1-2 timer.

Jeg håber, at mine tanker kan hjælpe lidt videre på vej igen :)

Rigtig meget held og lykke - og hold ved - I gør alt, hvad I kan, jeg forstår godt, at det er hårdt! Det lyder som en meget frustrerende og opslidende situation for både jer og jeres piger.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---