Annonce

Annonce

Svar: Urolig i aften- og nattetimer


25. februar 2025

Kategori:
Alder:
6 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Kære forældre til E.

Tak for jeres brev - og hvor dejligt at høre, at I har fulgt med på sidelinjen og har haft glæde af de svar, som jeg har givet andre. Tak for de søde ord, og stort tillykke med den lille pige - og velkommen til:)

Det lyder som om, at I har en pige, der er rigtigt godt igang med en sund og god udvikling. Hun er rigtig godt med motorisk, og har naturligt svært ved at ligge stille. Hun flytter på sig, bruger sig selv, både når hun er vågen, og når hun sover.

Den dagsplan og rytme, som I beskriver, lyder også meget fin og helt alderssvarende, og det lyder umiddelbart som om at hun bliver fyldt fint op med både mad, vand og mælk i løbet af dagen - så når hun vågner om natten, så lyder det ikke som et behov for mad/mælk. Hvis jeg skal indskyde noget her, så vil det være, at I skal være opmærksomme på at sikre hende vand nok dagen igennem - både til måltiderne og også gerne mellem måltiderne.

Der kan dog være mange årsager til, at hun vågner:

1) I fortæller, at hun altid har sovet tæt med mor om natten, og at I for 1.5 uge siden har puttet hende i tremmesengen i soveværelset. Den fysiske afstand til mor er blevet øget, fordi tremmerne er kommet på sengen. Det kan godt tænkes, at hun stadig har behov for at vænne sig til denne lidt mere selvstændige søvn og derfor vågner op mange gange for at sikre sig, at mor stadig er der.

2) Det er også sådan, at hyppige opvågninger er helt normalt. Hos en baby på ca. 6 måneder, kan en søvncyklus f.eks. vare ca. 30-45 minutter (hos voksne ca. 90-120 minutter). Når jeres datter sover en formiddagslur af netop denne varighed, så er det fordi hun her vågner efter en enkelt søvncyklus.

Når hun sover længere tid, så vil hun stadig kunne vågne kortvarigt op efter hver søvncyklus. Hun vil fornemme, om alt er, som da hun faldt i søvn, og hvis det er tilfældet, så vil hun sove videre. Nogle gange vil hun kunne komme fra en søvncyklus til en anden uden at vågne op, andre gange vil hun vågne og have brug for hjælp til at sove videre. Søvnen ændrer sig dog lidt hele tiden, og lige nu slutter hver cyklus ofte i en lidt lettere søvnfase, hvilket kan gøre hende mere tilbøjelig til at vågne kortvarigt op.

I takt med at natten skrider frem, vil hendes søvncyklusser dog kunne være lidt længere. Det kan derfor være med til at forklare, hvorfor hun har tendens til at vågne hyppigt op, når hun bliver puttet om aftenen, men trods alt sover lidt længere søvnstræk om natten. Små opvågninger efter 45-50 minutter er dog normalt for alderen.

3) Aldersmæssigt sker der også meget med hende nu. Motorisk øver hun sig rigtig meget og om natten får hun sig naturligt langt i nogle stillinger, som hun endnu ikke mestrer at komme væk fra. Hun kan derfor godt vågne op, være frustreret, fordi hendes krop er i bevægelse og hun kan ikke selv vende sig tilbage.

Den motoriske udvikling giver også flere stimuli i løbet af dagen. Hun får flere og flere oplevelser, verden åbner sig mere og mere for hende, og alt sammen skal naturligt bearbejdes, når hun sover. Det giver en mental uro, som også kan gøre, at hun får tendens til at vågne mere og mere op, ligesom hun kan klynke, græde, eller nogle gange grine i søvne, fordi hun drømmer.

Samtidig bliver hun naturligt også mere og mere bevidst, og begynder så småt at forstå, at mor og far kan gå væk fra hende, kan forsvinde. Hun har brug for at se jer, mærke jer tæt på, for at forstå, at I stadig er der for hende. Hvis hun vågner om natten, og oplever, at mor ikke er lige ved siden af, så kan hun naturligt blive ked af det, og det kan føre til flere opvågninger. Det forklarer også, hvorfor nogle babyer, som ellers har sovet godt, pludselig begynder at vågne mere i denne alder:)

Hun bliver også mere og mere bevidst om rutiner og begynder at kunne genkende mønstre. Og det kan være en god idé at udnytte dette i denne alder. Derfor er det f.eks. rigtig godt, at I er begyndt at putte hende i tremmesengen nu, fordi det vil hjælpe jer fremover. Sengen bliver naturligt genkendelig og tryg for hende.

Så hvad kan I gøre nu...

Det er vigtigt at medtænke, at hun ikke længere skal ammes i søvn, men skal lære at overgive sig til søvnen uden at have brystet i munden. Hun skal stadig ammes, men ikke falde i søvn med brystet. Prøv om hun kan flyttes til tremmesengen, før hun sover helt, så hun registrerer, hvor hun ligger.

Det kan være en god idé at putte hende med en stofble eller lignende, som dufter af mor, fordi det kan give hende en følelse af tryghed, når hun vågner alene. Det kan hjælpe hende med at gøre overgangen til tremmesengen og selvstændig søvn lettere, hvis hun mærker duften af mor i nærheden.

Bruger hun sut? Så kan I evt. koble en sut til en klud, der dufter af mor og putte hende med denne.

Nogle børn har glæde af at føle sig holdt. Jeg kan ikke helt tyde, hvor tæt mor og datter har ligget om natten. Hvis hun er puttet i sin tremmeseng uden tremmer, og mor derfor har kunnet lægge en beroligende hånd over på hende, så hun har kunnet mærke mor om nattens, så er det super. Det vil hjælpe hende nu. Men, hvis hun har ligget fysisk tæt med mor, så savner hun måske følelsen af at føle sig holdt. Her kan det være en idé at putte hende i en sovepose eller lignende - det afhænger dog også af, hvor motorisk urolig hun er om natten. Hvis hun tumler meget omkring, så kan det både hjælpe hende at ligge i en sovepose, fordi den netop hjælper til fysisk ro, modsat, kan det også irritere hende, fordi den kan hindre hende i at skifte stilling. I må derfor forsøge jer lidt frem her.

Nogle gange kan det være en god idé at putte hende i en sovepose eller svøbe hende i dynen, så hun ikke føler skiftet fra favn og ned i sengen så voldsomt. Det kan også nogle gange have god effekt, at I står eller sidder ved hende og holder hendes arme samlet foran på kroppen, så I på den måde hjælper hende med at holde fysisk sammen på sig selv.

Med hensyn ...


Annonce

... til amning, så vil nogle børn have glæde af at blive ammet af to omgange om aften, hvilket jeg tænker, at I godt kan forsøge. Det vil sige, at mor kan forsøge at amme jeres datter, derefter skifte ble og gøre hende klar til natten (evt. putte hende i en sovepose her), og så ammes hun igen, før hun puttes.

Mange babyer i denne alder er trætte efter en lang dag, og dier derfor ikke så effektivt ved første amning, og får de mulighed for en ekstra amning før sengetid, så de samlet set får en større mængde mælk, så vil de nogle gange kunne sove tungere og længere, før de melder sig igen. Det kan være et forsøg værd, om dette vil kunne gøre, at jeres datter ikke vågner så hyppigt den første time efter, at hun er puttet.

Og med hensyn til amningerne om natten, så er det vigtigt at huske på, at amning ikke kun handler om mælk, men også har betydning for jeres datters regulering af nervesystem og hendes evne til at finde ro. Det er derfor vigtigt og godt, at du stadig ammer hende, som en fast del af putteritualet, ligesom hun naturligt også stadig vil have behov for brystet sen aften og tidlig morgen. At sove igennem i denne alder vil være at sove 5-6 timer uden mælk, det vil sige f.eks. fra kl. 23.30-05. Nogle børn sover også deres længste søvnsstræk om aftenen og ammes f.eks. kl. 20, 01/02 og igen 05/06. En sådan rytme er naturligvis også helt okay.

Når og hvis hun melder sig om natten, så kan det være en god idé, at du lige nu ikke forsøger at forlænge tiden, før du lægger hende til brystet. Det gør nogle gange, at hun vil vågne for meget op, og når det sker, vil hun ofte være sværere at trøste og berolige og hun vil derfor søge brystet ekstra meget. I stedet kan du tilbyde brystet ret hurtigt, så du med det samme får hende til ro og videre i søvnen - og så trække brystet til dig og dermed afkorte amningen, så hun ikke fylder sig med mælk.

Du kan derfor overveje, om brystet måske skal bruges som en hurtig regulering, der får jeres datter hurtigt videre i søvnen, snarere end et langt måltid, som hun sandsynligvis ikke har behov for, hvis hun følger dagsplanen, som I har beskrevet.

Det betyder altså, at du kan prøve at amme hende, når hun melder sig, men trække brystet væk og afkorte amningen mere og mere. Når hun er vant til de korte amninger, så kan du begynde at tilbyde brystet ved hver anden opvågning. Det vil sige, at hvis hun f.eks. plejer at blive ammet kortvarigt kl. ca 01, 03 og 05, så kan du prøve at springe amningen kl. 03 over og her forlænge tiden lidt. Eller hvis hun f.eks. er ammet meget længe og godt kl. 23, så kan du forsøge at springe amningen kl. 01 over, lade hende die kortvarigt kl. 03, og så lade hende få en naturlig god tidlig morgenamning kl 05/06, hvorefter dagen så begynder.

Samtidig med, at du forsøger at afkorte og trappe ud af amningerne om natten, så skal du berolige hende med dine hænder, nusse-/sutteklud, stillingsskift, stille vuggen osv. - gerne imens hun ligger i sin seng, hvor hun fra begyndelsen er puttet. Så hun lulles tilbage ind i søvnen, hvor hun sover. Og når hun begynder at kunne klare flere søvncyklusser uden brystet, og naturligt også bliver ældre og motorisk stærkere, vil hun gradvist kunne lære at sove videre mere og mere på egen hånd.

Så, hvis jeg skal forsøge at opsummere:

Bibehold dagsrytmen, den lyder fin og alderssvarende. Vær dog obs på, om hun måske har behov for mere vand dagen igennem, så hendes væskebehov naturligt stilles mere og mere af vand og mindre af mælk.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Foredrag med Helen

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen

Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus

Se flere foredrag med Helen ...


Am hende af to omgange om aftenen for at se, om dette kan gøre, at hun vågner mindre op og søger brystet mindre den første times tid efter putning.

Put hende fra dig, før hun sover helt. Hun skal ikke være vågen, men døsig. Det betyder, at hun skal nå at registrere, at hun puttes i sin tremmeseng og forbinder sengen med stedet, hvor hun skal sove - men stadig er træt nok til, at hun kan lulles ind i søvnen i sin seng.

Se om hun kan finde tryghed i sengen med en duft fra mor. Giv hende f.eks. en stofble evt. koblet til en sut, så skiftet mellem mors favn/brystet og ned i egen seng ikke er for voldsomt.

Hvis hun ikke er vant til at sove i tremmesengen, men har sovet tæt med mor, så er det måske lidt for tidligt med tremmerne på sengen. I stedet kan hun puttes i sin seng, og mor kan lægge en beroligende hånd på hende, så hun lærer at sove i tremmesengen, men stadig kan mærke mor. Gradvist kan den fysiske afstand øges, og behovet for nærhed mindskes, og når hun har lært at sove i tremmesengen, så sættes tremmerne på.

Hun vil naturligt stadig have behov for amning sen aften og tidlig morgen. Det er et realistisk mål at arbejde mod, at hun skal sove 5-6 timer uden mælk.

Det er som udgangspunkt fint at strække tiden mellem amningerne om natten lidt, for at se om hun selv kan komme videre i søvnen; men, måske skal hun lige nu have lov til at få brystet, før hun vågner for meget op, så hun kortvarigt hjælpes videre i søvnen. Hun skal ikke fyldes med mælk, og brystet skal gradvist trækkes ud af munden på hende, samtidig med at hun hjælpes videre med berolignede hænder, kærtegn, nusseklud osv. som naturligt skal tage mere og mere over. I skriver blandt andet: "Hver gang er det en kamp at få hende tilbage til ro og søvn – og trods vi virkelig forsøger at skabe ro uden brystet, ender jeg oftest med at give hende det" - og jeg tænker, at I måske skal tænke lidt anderledes, at brystet lige nu skal bruges som en hurtig regulering, der får hende videre i søvnen jf. ovenstående.

Det er en svær balance at finde, jeg ved det godt... Husk, det er en proces, og hun skal nok lære det, det tager naturligt bare tid og hun er jo stadig kun knap 6 måneder gammel:)

Jeg håber, at mine tanker giver lidt idé om, hvad der måske spiller ind hos jer, og at I også kan bruge mine forslag til at få ændret lidt vaner og rutiner:)

Rigtig meget held og lykke - og jeg glæder mig til at høre, hvordan det går:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Sådan beskytter du bedst dit barn mod rød numse

Rød hud i bleområdet kan være til stor gene og påvirke barnets generelle trivsel. Men du kan nemt og skånsomt forebygge problemet og opnå en sund og modstandsdygtig hud i bleområdet ved at bruge Olívys populære diaper change til hvert bleskift. Det erstatter vand, sæbe, vådservietter og salver, og ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

24. februar 2025 | Sovevaner | 15 mdr.

Tvillingedrenge sover meget uroligt og vågner konstant

Hej Helen Tusind tak for din gode brevkasse - den har hjulpet os mange...

Læs hele brevet og Helens svar


22. februar 2025 | Sovevaner | 8 mdr.

Nye søvnvaner

Kære Helen. Mange tak for dit sidste svar angående søvn. Det går lidt bedre,...

Læs hele brevet og Helens svar


4. februar 2025 | Sovevaner | 5 mdr.

Baby 5 måneder - mad og søvn

Hej Helen Vi har en glad lille pige, som blev 5 måneder for en uge siden....

Læs hele brevet og Helens svar


24. januar 2025 | Sovevaner | 4 mdr.

Søvnens matematik

Kære Helen Vores datter er nu næsten 4 måneder gammel, og jeg oplever, at...

Læs hele brevet og Helens svar


24. januar 2025 | Sovevaner | 6 mdr.

Mange korte lure

Kære Helen Min søn er nu 6 måneder, og vi er begyndt med skemaden, hvilket...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Vælling

Vælling er en tilskudsblanding, og det minder i sammensætning om en tynd grød. Tilskudsblading adskiller sig fra modermælkserstatning ved at have et højere indhold af protein og visse mineraler. I følge sundhedsstyrelsen er der ikke grund til at give barnet tilskudsblanding fremfor modermælkserstatning. Og børn der bliver ammet har heller ikke ernæringsmæssigt brug for at få vælling.

Vælling kan tidligst gives til barnet fra 6 mdr.´s alderen, og det anbefales, at man ikke giver...

Læs mere i Babylex

Leg

For det lille barn er leg meget vigtigt, da det er igennem leg, at barnet udforsker verden og dermed udvikler sig. Og I begyndelsen er I forældre det bedste legetøj, og jeres barn vil elske jeres mimik, lyde og berøring.

Jeres barn har stor glæde af, at I tumler, triller, hjælper barnet med at cykle med benene, danser med barnet i armene... Ligesom jeres barn har brug for at mærke jer tæt på, ligge hud-mod-hud, blive kysset, krammet, kærtegnet og sunget for.

I takt...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og søvn som er sprængfyldt med praktiske råd om hvordan du får dit barn til at sove.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

Tusind tak for svar om valg af skole. Som altid er du utrolig dygtig til at "stille skarpt & zoome ind". Det er en gave!

kh Lene


Annonce