Svar: Smertefuld amning grundet tænder - del 2
Kære mor
Tak for dit brev, det er super, at du skriver tilbage, og jeg vil naturligvis meget gerne uddybe mit tidligere svar:)
Ad 1. Svamp i brystet.
Mange kvinder oplever, at de på et tidspunkt i deres ammeforløb får en svampeinfektion. Svamp trives rigtig godt på varme og fugtige områder - det vil sige på brystet, og i barnets mund og bleområdet. Og ofte vil både mor og barn derfor være smittet - og man skal derfor også behandle jer begge.
Symptomer på svamp hos dig kan være:
- Smerter, svie og brændende fornemmelser i brystet og på brystvorten. Smerterne opleves især, når barnet dier, men de kan også komme imellem amningerne. Mange kvinder beskriver smerterne som "knivskarpe", og at det føles som at blive "stukket i brystet".
- Huden omkring brystvorten kan være skinnende og rød - det kan variere fra sart lyserød til stærk pink, det afhænger af, hvilken farve brystvorte du genetisk er født med.
- Nogle kvinder får tør og skællet hud på brystvorten, andre kvinder får hvide belægninger på brystvorten - men det er bestemt ikke alle. Derfor skal man behandle ud fra smerter og symptomerne på svamp - også selvom man ikke kan se belægninger eller se synlige tegn på svamp.
- Sår og revner har svært ved at hele. Svamp i brystet kan forsinke sårheling, og hvis du har sår på brystet og har haft det længe - og det ikke vil hele, så kan svamp altså være forklaringen på dette.
Symptomer på svamp hos barnet vil ofte være:
- Rødme, hudløshed og hvide belægninger i bleområdet
- Rødme, irritation og hvide belægninger i munden. De kan sidde på gummerne, i ganen, på indersiden af kinderne og på tungen. Belægninger må ikke forveksles med mælkerester - mælkerester er normalt lette at fjerne, hvor svamp sidder mere fast..
Normalt behandler man med et svampemiddel - creme, salve eller gel. Du skal smøre din dreng i munden, samtidig med at du smører dig selv på brystet. Til hans mund og til brystet kan bruges samme gel/creme. Derudover kan han behandles med en anden type salve i bleområdet, så man også kan få bugt med en evt. infektion der.
Hvis denne behandling ikke viser sig tilstrækkelig, så kan man også behandle dig medicinsk med Floconazol kapsler, som du skal spise dagligt.
Derudover så kan du:
- Vaske dine brystvorter med danskvand før og efter amning. Du må også meget gerne komme f.eks. gaze på en finger, dyppe den i danskvand og komme den i munden på din dreng, så han også behandles med danskvand i munden.
- Lade dine bryster lufttørre
- Skifte til nyt ammeindlæg efter hver amning, så længe du behandles
- Bruge BH i bomuld fremfor kunststof
- Vaske håndklæder, sengetøj og BH ved 60 grader, så længe du behandles
- Sikre god håndhygiejne
- Holde igen med at spise sødesager
- Spise syrnede mælkeprodukter f.eks. yoghurt naturel. Eller evt. spiser mælkesyrebakterier som tabletter, da det kan være med til at opretholde en god bakterieflora. Du kan også behandle din dreng med mælkesyrebakterier som dråber.
Evt. brystpumpe-dele, sutteflaske og sut skal rengøres og koges dagligt i 10 minutter.
Ad 2. Sår på brystvorten.
Et sår på brystvorten, der ser betændt ud, bør du få lægen til at kikke på, gerne i morgen, hvor det er hverdag igen (Har du feber og influenzalignende symptomer, bør det vurderes af læge med det samme). Et betændt sår på brystet kan føre til infektion eller give dig brystbetændelse.
- Rens såret forsigtigt med lunkent vand og en mild, parfumeret sæbe. Undgå at gnide hårdt, da det vil kunne irritere såret yderligere. Lad brystet lufttørre efterfølgende.
- Du kan også have glæde af at vaske brystet i lunkent saltvand. Du kan lave en blanding med 1 tsk salt (ca. 5 gram) til 250 ml vand. Det svarer til ca. 2% saltvandsopløsning og kan måske reducere betændelse og rense ...
... såret.
- Vær også meget opmærksom på ammeindlæg, hvis du bruger dette. Ammeindlæg kan hænge fat i såret, så hver gang du tager ammeindlægget af, så river det såret op. Prøv om du evt. kan undvære ammeindlæg, og hvis de er nødvendige, så sørg så vidt muligt for, at de IKKE er fugtige under brug. Og når du tager dem af, så hæld lidt vand på, så de der løsner sig fra såret, og kan tages af, uden at såret rives op.
- Hvis såret ser betændt ud (rød, hævet, varmt eller væskende) så kan du tale med lægen om at få en antibakteriel salve, som du kan smøre på. Udfordringen her er at finde noget, som din dreng må få i munden. Det vil være bedst, hvis du kan undgå at skulle vaske salven af før amning, da det vil slide unødigt på brystet og dermed såret.
- Da det lyder som om, at du har haft såret i noget tid, så vil jeg anbefale, at du kontakter lægen i morgen. Det kan være nødvendigt at behandle dig med antibiotika... og her skal du så desværre være opmærksom på, at det kan give både dig og din dreng en svampeinfektion...
Ad 3. Sutteteknik.
Ja, det kunne faktisk godt lyde som om, at det er hans sutteteknik, som er på spil. Når et barn dier korrekt, så kommer tænderne normalt ikke i kontakt med brystvorten eller areola (det brune område omkring vorten). Hvis han tænder presser konstant mod din brystvorte eller areola, så lyder det som om, at han ikke har rigtigt fat.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Tjek at hans læber er tydeligt krænget udad (lidt som en fiskemund). Sørg for, at han har så meget af brystet i munden som muligt, og at hans mund åbnes bredt, inden han får fat. Prøv om du kan lægge ham til i tvillingestillingen. Det vil sige, hvor han ligger med hovedet ved brystet og kroppen ud under din arm. Han skal næsten sidde op, så han skal støttes godt af puder - og du skal ikke bøje dig forover. Det er ham, som skal til brystet og ikke brystet, som skal til ham.
Når børn får tænder, så vil mange kvinder godt lige kunne mærke disse, når barnet lægges til - men det varer normalt kortvarigt, og barnet tilpasser sig hurtigt den nye teknik, så tænderne ikke bliver ved med at genere under amning. Når du igen og igen har følt dig generet af hans tænder, så lyder det faktisk som tegn på, at han ikke har helt rigtigt fat.
Du kan godt overveje at få ham tjekket - det kan være hans tungebånd eller andre anatomiske ting, som gør, at han har svært ved at die rigtigt. Du kan spørge sundhedsplejersken, egen læge, en øre-næse-hals-læge, en ergoterapeut med speciale i det lille barns mundmotorik og flere. Da du har et ønske om at stoppe amning - hvilket er helt okay - så er det naturligvis begrænset, hvor mange behandlere du skal søge. Men ja, forkert sutteteknik kan godt forklare de problemer, som I har.
Jeg vil også lige nævne, at der kan være andre forklaringer på smerter. Nogle kvinder har f.eks. Raynauds syndrom, som påvirker blodgennemstrømningen til visse områder af kroppen - ofte finger og tæer, men også nogle gange brystvorterne, især når man ammer. Raynauds syndrom får blodkarrene til at trække sig sammen (vasospasmer), og brystvorten ændrer her ofte farve til hvid, blå eller lilla under eller efter amning. Det gør ondt og kan ligne symptomer på svamp, men er altså noget andet. En forkert sutteteknik kan her gøre vasospasmerne værre...
Det er meget svært helt at vide, hvad årsagen til jeres ammeproblemer er. Det er helt utroligt flot, at du har ammet så længe, som du har, og du gør det virkelig godt. Det er som nævnt i mit tidligere brev vigtigt, at du også passer på dig selv, og jeg er fuld af forståelse for, at du gerne vil slippe amningen så hurtigt som muligt. Jeg håber, at du med mine råd kan komme igennem de næste (og forhåbentlig sidste) uger med mindre smerter... Stort knus herfra!
Og har du flere spørgsmål, så skriver du bare igen :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
28. december 2024 | Amning | 7 mdr.
Smertefuld amning grundet tænder
Kære Helen Jeg er mildest talt frustreret og ulykkelig over at føle mig...
8. november 2024 | Amning | 2 mdr.
Kære Helen. Vores lillebror er nu 10 uger og er en stor dreng - og mit...
7. september 2024 | Amning | 11 mdr.
Kære Helen Jeg har en glad og nysgerrig dreng på 11måneder og 14 dage. Jeg...
23. juli 2024 | Amning | 3 mdr.
Kære Helen Så er vores lille datter kommet til verden efter en langvarig men...
Viden om børn:
Leg
For det lille barn er leg meget vigtigt, da det er igennem leg, at barnet udforsker verden og dermed udvikler sig. Og I begyndelsen er I forældre det bedste legetøj, og jeres barn vil elske jeres mimik, lyde og berøring.
Jeres barn har stor glæde af, at I tumler, triller, hjælper barnet med at cykle med benene, danser med barnet i armene... Ligesom jeres barn har brug for at mærke jer tæt på, ligge hud-mod-hud, blive kysset, krammet, kærtegnet og sunget for.
I takt...
Kosttilskud - børn
Følgende kosttilskud anbefales til børn:
- D-vitamin tilskud gives til alle børn i alder 0-4 år. Der gives 10 mikrogram dagligt. Børn med mørk hud og/eller børn, som går klædt, så kroppen er tildækket om sommeren skal forsætte med D-vitamin gennem hele barndommen/livet.
- Calcium gives til børn, der har mælkeallergi eller til børn, hvor forældrene ikke ønsker at give deres barn mælkeprodukter. Der gives 500 mg dagligt fra 1 års alderen.
- Jerntilskud...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tusind tak for dine dejlige, fornuftige svar. De passer så godt til mit temperament, og det giver altså ro i sjælen at høre fra dig. Mange gange hjælper det også at få sat ord på sine bekymringer.
Jeg finder mange gode råd i dine tidligere svar til andre forældre. Jeg kan nogle gange føle mig som verdens dårligste mor, når ingenting vil lykkes. Derfor trøster det mig, når jeg kan læse, at jeg ikke er den eneste, der har problemer med de kære børn. Så føler jeg mig ikke så alene.
Tak fra Lis, mor til datter på 4 måneder