Annonce

Annonce

Svar: Blefri


1. november 2024

Kategori:
Alder:
3 år, 10 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Kære frustrerede mor

Tak for dit brev og beskrivelse af din dreng - og dine frustrationer :) Jeg kan godt forstå, at du synes, det efterhånden er ret udfordrende for jer. Du fortæller, at du har arbejdet på, at han skulle smide bleen, siden han var 2 år gammel, og intet fungerer.

Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig, for der er flere ting, som I kan gøre for at hjælpe jeres dreng bedst muligt:)

Jeres dreng er godt 3.5 år gammel, og han er højst sandsynligt meget opmærksom på renlighed, og hvad du forventer af ham. Han kan godt mærke, at du er "ved at gå ud af dit gode skind!", og han ved godt, at du ønsker, at han skal bruge toilet eller potte. Som jeg læser dit brev, så har han normalt ble på, andre gange har I forsøgt uden ble, og han ender her ofte med at holde sig i flere timer. Du fortæller, at I har forsøgt med bøger, legetøj, iPad, lokket med slik osv. Og I er nu nået dertil, hvor I flere gange har talt med ham om, at når I flytter, så skal han bruge toilettet, og det er slut med at købe bleer.

Det er ret vigtigt, at du forsøger at fjerne presset omkring renlighed, det vil naturligt skabe en modvilje - det har det allerede gjort. Prøv om I kan holde en pause og ikke tale om det, og giv ham tid til at se toilettet som noget almindeligt og ikke farligt.

Det kan være en overvejelse værd, hvor længe han skal have ro, og hvor længe I bør fjerne fokus. Da I skal flytte om ca. 4 uger, så kan det godt være en idé at vente, til I er flyttet og faldet nogenlunde til i jeres nye hjem. Og det kan måske også være nødvendigt at vente, til han er faldet til i den nye børnehave. At presse renlighed ind nu og før den 1. december, lyder umiddelbart ikke som en plan, der vil kunne lykkes - og I risikerer, at det går endnu mere i håndknude.

Jeg forstår dog godt ønsket om at udnytte juleferien, og hvorvidt det vil kunne lade sig gøre, afhænger meget af, om I formår at slappe tilstrækkeligt af omkring det hele, netop for at fjerne presset fra ham:) Derudover, så er det også vigtigt lige at sige, at det alt andet lige er lettere at træne renlighed, når han ikke skal have flyverdragt og alt for meget tøj på. Det vil være meget svært for ham at nå toilettet i tide, hvis han er på legepladsen. At træne renlighed om vinteren er ikke optimalt.

Det kan dog være en god idé, at I stille og roligt begynder at læse lidt bøger for ham, som handler om renlighed og om at smide bleen. Det vil også være rigtig godt at læse bøger om kroppen, og hvordan kroppen fungerer. At mad vi spiser og drikker kommer ud som tis og afføring, at kroppen har brug for at blive holdt ren, vi skal gå i bad, vi skal børste vores tænder, redde vores hår osv. Og vi skal også gå på toilettet. I kan forklare ham, at han har en blære, som er en lille pose, der indeholder hans tis, og at blæren skal tømmes, så der er plads til ny tis. Ligesom maven skal tømmes, så der er plads til mere mad- og slik en gang imellem:) At tale om kroppen, vil være en måde at gøre det hele lidt mere naturligt for ham, og han har en alder, hvor han naturligt vil interessere sig for, hvordan kroppen fungerer.

I kan også fortælle ham om "drille-blæren". At blæren er en værre drillepind, fordi den nogle gange tisser, når den ikke skal, og andre gange ikke vil tisse, når den skal. Og vi skal hjælpe den med at finde ud af det - for man må jo ikke drille. Og her har den brug for hans hjælp. Når han går på toilettet, så lærer han sin drilleblære, hvornår den skal tisse, og hjælper den med at finde ud af det, så han ikke går og holder sig for meget, eller ender med at tisse i bukserne. At tale om "drille-blæren", som årsag til, at det er svært for ham, vil være med til at fjerne skyld og skam fra ham. Det er ikke fordi, han er forkert eller ikke gør det godt nok. Det er drilleblærens skyld.

Samtidig giver I ham mulighed for at have lidt kontrol. Når man er 3-4 år gammel, så har man brug for at føle, at man har lidt kontrol over sit eget liv, og man har brug for at bestemme nogle ting selv. Når I beder ham hjælpe med drilleblæren, så får han en vigtig rolle, der er noget, som han er med til at kontrollere. Samtidig er det vigtigt, at I giver ham valgmuligheder. Det kan være f.eks. "vil du bruge toiletsæde eller potte?". Lad begge dele være en mulighed, og lad ham selv vælge, om han vil det ene eller det andet.

Før I når til, at han skal vælge mellem toilet og ...


Annonce

... potte, så er det naturligvis vigtigt, at I taler med ham om, at I nu vil træne renlighed. Det er en meget vigtig snak, og I skal finde en balance mellem at respektere og anerkende ham, som det lille selvstændige menneske han er, og også være lidt vedholdende i, at toilettræning er en naturlig og vigtig del af livet.

I kan f.eks. sige "vi skal snart øve os i at gå uden ble. Hvordan tror du, at vi bedst kan gøre det sjovt at sidde på toilet eller pottet?". I har jo allerede forsøgt mange ting, så han ved sandsynligvis godt, hvad han synes bedst om. Det er vigtigt at lytte til dette.

I skal fortælle ham, at I godt forstår, at det er svært og anderledes. I kan her f.eks. sige "jeg ved godt, at det er svært. Der er mange børn, som synes, det er lidt underligt i starten". Så han ikke føler, at der er noget galt med ham, og mærker, at I forstår ham.

Så skal I berolige og betrygge ham i, at I vil hjælpe ham. "Jeg ved godt, at det er svært, men jeg vil hjælpe dig. Vi gør det sammen, så vi hjælper hinanden med at få det til at lykkes". Så I viser ham, at I naturligt er der for ham og støtter ham.

Og så skal I indføre faste toilettider. Det er vigtigt, at I gør toiletbesøg (pottebesøg) til en fast del af dagligdagen. Det vil i starten sige, at han f.eks. kan prøve toilet/potte om morgenen, når I står op. Og så om aftenen, før han skal i seng. Sig f.eks. "tag du din ble af og sæt dig på potten", som noget helt naturligt i forbindelse med, at han står op og skal have nattøj osv. af, eller når han f.eks. skal i bad om aftenen. Så naturligt som muligt.


Helens bog til far
LÆS OGSÅ: "Helens bog til far" - vær far med tillid, nærvær og respekt.

Foredrag med Helen

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen

Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus

Se flere foredrag med Helen ...


Stille og roligt, så udvides toilettiderne, så han også tisser i løbet af dagen, og I kan indføre små regler som "vi tisser, før vi kører hjemmefra", "vi tisser, før vi løber ud og leger", "vi tisser, før vi sætter os til bordet og spiser". I skal ikke spørge ham, om han skal tisse, for så vil han sige nej. I skal i stedet tage ham i hånden og sige "kom, vi skal lige tisse, før vi kører", som en helt naturlig regel, som gælder jer alle - også jer voksne. Vi tisser, før vi kører hjemmefra, for vi ved ikke, hvornår vi kan komme på toilettet igen.

Nogle gange kan I f.eks. også sige "kom, vi går lige ud og tisser, så kan vi lege videre bagefter" - igen som noget naturligt. Hvis han siger nej, så kan I f.eks. sige "jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst lige nu, men vi øver os sammen, jeg hjælper dig, og du er ikke alene", så I holder fast i den aftale, som I har lavet og husker ham på, at I naturligt er der for ham, selvom det her er lidt svært.

I skal regne med, at han skal på toilettet ca. hver 3. time, når I rigtigt begynder at træne renlighed. Dette interval giver mulighed for, at han rent faktisk kan tisse, men ikke skal tisse så meget, at han ikke kan nå toilettet. Derudover, så er det en god idé, hvis han til at begynde med kan have sin ble på. Det er en fordel, hvis det er en bukseble, der kan bruges, som et par underbukser, som trækkes op og ned. Hvis bleen er tør, så roses han for det, og bleen kan bruges igen. Hvis bleen er våd, så var det jo super godt, at han havde den på, og så prøver I at nå toilettet lidt før næste gang. Så, uanset hvad der sker, så er det en lille succes for ham, han må ikke føle sig forkert. Lad ham føle sig glad og stolt, sig f.eks. også "hvor var det flot, at du sad på potten. Det er virkelig godt klaret!". Giv ham f.eks. en high-five, så han virkelig føler sig glad og stolt.

Derudover, så skal I naturligvis sikre jer, at han drikker vand nok, så han rent faktisk skal tisse, og han ikke undgår at drikke, fordi han så bedre kan holde sig. Det er vigtigt, at han tisser, når han sidder på toilet eller potte, og kan mærke de signaler, som kroppen sender. Det kan være en god idé at give ham en drikkedunk, som står fremme, så han jævnligt hjælpes til at drikke vand, og derfor naturligt får tissetrang.

Når han er i stand til at tisse på toilettet eller potten ved de faste toilettider, og hans ble har været tør mange gange, så kan I tage bleen af ham og lade ham være uden ble. Toilettiderne skal stadig holdes, han skal stadig hjælpes med at nå toilettet i tide, så han skal huskes på, at han lige skal gå ud at tisse. Og han vil højst sandsynligt stadig have behov for ble om natten. At fjerne bleen fuldstændig vil sandsynligvis ikke være muligt med det samme.

Jeg håber, at mine tanker hjælper lidt videre på vej - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Olívy - meget mere end bleskift

Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om renlighed:

30. september 2024 | Renlighed | 5 år

Laver i bukserne - 5 årig

Kære Helen. Vores dreng F. er lige fyldt 5 år. Han smed bleen for ca. 2 år...

Læs hele brevet og Helens svar


23. juli 2024 | Renlighed | 2 år, 7 mdr.

Påmindelser om toiletbesøg?

Hej Helen! Mange tak for svaret på mit sidste spørgsmål! Nu står vi...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Gluten til baby

De fleste børn kan tåle gluten, og gluten kan introduceres til barnet i 4-6 måneders alderen under hensyntagen til de anbefalinger, der i øvrigt gælder om variation i kosten, når skemad gives til småbørn.

Hidtil sagde man, at spædbørn ikke måtte introduceres til gluten før efter 6 måneders alderen, men disse anbefalinger blev i 2015 lavet om, da der ikke er fundet videnskabelig dokumentation for at vente med at introducere gluten.

Gluten findes især i hvede, mens...

Læs mere i Babylex

Børn i bilen

Der er fem gode huskeregler, når du skal transportere dit barn i bilen:

1. Det er vigtigt at barnets autostol passer til både barn og bil. Tag derfor både barn og bil med, når du køber autostol.

2. Sørg for at autostolen sættes korrekt fast. Følg brugsanvisningen og stram selerne så godt til som muligt, så stolen er godt fastspændt til sædet i bilen.

3. Vælg bagudvendt autostol så længe som muligt. Det er mest sikkert for barnet.

4....

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Hej Helen ...

1000 tak for din brevkasse ... og tak for alle dine gode, hjertelige og ærlige svar.

Thilde, mor til Louie på 5 mdr.


Annonce