Svar: Selvstændighedsalder - 2 år, 6 mdr.

---

Kære mor

Tak for dit brev og dejligt at høre, at du kunne bruge mit sidste svar - og at det går bedre med lillebror allerede:)

Og tak for din meget fine beskrivelse af din datter, hendes spirende selvstændighed, og hvordan det hele påvirker dig:) Det vil jeg naturligvis meget gerne knytte lidt kommentarer til:)

Der er ingen tvivl om, at du er en meget kærlig omsorgsfuld mor, og at sætte grænser for en pige på 2.5 år er naturligt udfordrende, især, når man samtidig har et naturligt ønske om at undgå eller minimere konflikter. Det er vigtigt at finde en balance mellem at være konsekvent og samtidig også vise hende den kærlighed og forståelse, som hun naturligt har behov for, men det er svært:)

Jeres datter er, som du skriver, i selvstændighedsalderen, og hendes reaktioner og måde at være på lyder helt naturlige i forhold til situationen og den udvikling, som hun går igennem. At du har en oplevelse af, at jeres datter prøver dig af, at hun gør det modsatte af, hvad du vil have hende til - viser, at hun er i gang med en sund og god udvikling, så selvom det er hårdt, så er det helt naturligt:)

Jeres datter kan mange ting nu, og hun har en uimodståelig trang til at gøre sine egne valg og finde ud af, hvad hun selv kan. Hun vil rigtig meget, og hun kan også en del, men der er naturligt også meget, som hun ikke kan uden din hjælp. Og derfor er det rigtigt godt, at du er så opmærksom på hende og rigtig gerne vil hjælpe hende. Hendes selvstændighedsudvikling kræver dog, at hun tager egne valg. Og det betyder, at hun er nødt til at være uenig med dig. Hun er nødt til at gøre det modsatte af, hvad du gerne vil. Hun kan ikke udvikle sig selv, hun kan ikke finde ud af, hvem hun selv er, hvad hun kan og står for, hvis hun altid gør det samme som dig. Derfor vil der opstå situationer, som du beskriver, hvor du beder hende gøre noget, og hun så løber sin vej eller nægter, og måske direkte siger "Nej, jeg vil ikke!".

Der er naturligt visse regler, som jeres datter er nødt til at følge. Det kan være regler som, at man skal holde i hånden eller sidde i sin klapvogn, når man går ved en befærdet vej, at man ikke må slå sin lillebror, at man ikke må kaste med maden, når man sidder ved bordet, at tænderne skal børstes osv. osv.. Der er rigtig mange regler, som hun skal lære, og hvor hun skal guides igennem det hele, og hvordan man skal reagere i forskellige situationer afhænger helt af den pågældende situation.

Jeg vil prøve at tage udgangspunkt i de eksempler, som du skriver her, og jeg vil prøve at sætte lidt ord på, hvad jeg tænker, at der sker, og hvad du f.eks. kan gøre.

1) I skal ud at gå tur. Du forklarer, at hun skal have tøj på, hun stikker af igen og igen. Du løfter hende op på puslebordet, og hun begynder at sparke og skrige, og til sidst må du opgive.

- Hvis vi ser det fra hendes perspektiv, så er det helt normalt, at hun siger nej til at få tøj på. Hun forstår ikke, hvad det er I skal, og hvorfor hun skal have sko og overtøj på. Hun er sandsynligvis i gang med en leg, og ved ikke, at en gåtur kan være hyggelig. Derfor siger hun nej, og børn kan sige nej på mange forskellige måder.

Der kan f.eks. være tale om et legende nej. Hun savner måske lidt opmærksomhed fra din side, måske har du siddet med lillebror, nu er han lagt til at sove, og du vil gerne være sammen med hende - men hun ser det som en mulighed for lidt leg. Hun løber, fordi hun har brug for at mærke dig, brug for at du er 100% på hende et øjeblik, og det viser hun ved f.eks. at løbe grinende væk fra dig, fordi hun vil have, at du skal fange hende, kramme og kysse hende eller give hende en kildetur. Hun ved, at når hun gør noget, som hun i princippet ikke må, altså gør det modsatte af, hvad du beder om, så får hun din fulde kontakt. At lege med nej, kan derfor give hende ekstra nærhed og tæt kontakt, hvilket er sjovt og dejligt.

Der kan være tale om et kropsligt nej. At hun rent fysisk trækker sig væk, skubber til dig, forsøger at gemme sig for dig. En måde med sit kropssprog at fortælle dig, at hun ikke vil med ud at gå en tur, eller at hun ikke forstår meningen med at skulle gå en tur. Det samme, når hun ligger på puslebordet, og begynder at sparke til dig og begynder at skrige højt. Her kan hun vise dig, at hun bliver vred over, at du løfter hende op og lægger hende på puslebordet. Det kan være hendes måde rent kropsligt at vise dig, at hun vil ikke det her. Hun kan ikke sætte ord på sine følelser og frustration, og derfor reagerer hun fysisk i stedet.

Jeg kan sagtens forstå, at du ikke ønsker at bruge tvang, og at du også gør alt, hvad du kan, for at undgå, at det eskalerer til en magtkamp. Det er også vigtigt! Og din følelse af, at du "taber kampen", kan jeg sagtens sætte mig ind i - men - jeg tænker, at det er vigtigt, at du ikke ser det som en kamp. Det handler ikke om at "vinde" eller "tabe", men i stedet opstår her en situation, hvor du kan lære din datter om f.eks. forhandling, kompromis og selvregulering. Og når du trækker dig i en situation som denne, så er det ikke udtryk for, at du har tabt, og hun har vundet. Når du trækker dig i en sådan situation, så er det rigtigt godt. I er jo nået dertil, hvor situationen ikke længere er konstruktiv, og det du gør - justerer din tilgange for at bevare en positiv og kærlig atmosfære - er derfor rigtigt godt. Ingen af jer ville have fået noget positivt ud af at fortsætte.

Når det så er sagt, så er der dog lidt forskelligt, som du måske kan forsøge at gøre, så I måske kan undgå at havne i en så tilspidset situation igen:)

- Det kan være en god idé at forberede hende på, hvad der skal ske, lidt før det faktisk sker. Du kan f.eks. sige "når lillebror sover, så skal vi ud at gå en tur sammen. Det bliver hyggeligt!" På den måde kan du hjælpe hende med at omstille sig, hun får lidt tid til at blive mentalt parat.

- Det er en rigtig god idé at anerkende hendes lyst til at kunne selv og ville bestemme selv ved at inddrage hende. Her kan du f.eks. sige "Vi skal ud at gå. Kan du finde dine sko? Hvor er dine sko henne?".

- Du kan også stille spørgsmål som "vil du selv tage jakken på, eller skal mor hjælpe dig?". På den måde anerkender du hendes lyst til at prøve selv, og hun vil ofte stille og roligt gå i gang, og så kan du guide undervejs.

- Enkle valgmuligheder er også godt - f.eks. "vil du have den røde eller den blå trøje på til vores tur", eller "vil du have skoene eller jakken på først?". På den måde oplever hun, at hun ...

---

---

... har lidt kontrol over det der sker.

- Det kan nogle gange også være en idé at gøre tingene til en leg, hvor I konkurrerer lidt om, hvem der kan tage tøj på først. Nogle gange kan humor og sjov gøre en forskel, hvor du f.eks. kommer skoene på hendes hænder og huen på fødderne - og siger "nej, jeg kan slet ikke finde ud af det, kan du hjælpe mig?" - så hun gør det rigtigt for at vise dig hvordan. Dette vil ofte gøre hende stolt og glad, hun har styr på det.

- Tålmodighed og ro er også vigtigt. Selvom du følelsesmæssigt bliver påvirket af situationen, hvilket er helt naturligt, så er det vigtigt, at du forsøger at tage det roligt. Nogle gange kan det hjælpe, at du trækker dig lidt væk og lige tager en pause et par minutter, hvis du oplever, at situationen kører helt af sporet. Når det er sagt, så lyder du dog til at være meget tålmodig af natur, så husk på, at din datter også spejler sig i dette:)

2) Din datter tisser på gulvet lige efter, at du har sagt, at hun skal tisse på toilettet. Eller hun vil ikke sætte sig i badekaret, når hun skal have et bad.

I en alder af 2.5 år begynder din datter at opdage, at hun har en vis kontrol over sin egen krop - og at hun også kan styre sine omgivelser. Hun undersøger naturligt, hvad det hun gør, gør ved andre. Det kan godt føre til, at hun tisser på gulvet i protest eller nægter at sætte sig ned. Simpelthen fordi hun kan. Det handler dog ikke så meget om, at hun er "trodsig", men handler mere om at finde ud af, hvordan verden fungerer, og så er det også et udtryk for, at hun har noget at sige i situationen.

I forhold til i protest at tisse bevidst på gulvet, så tænker jeg, at det bedste, du kan gøre, er at sætte ord på, at det er ikke okay. Det vil du ikke have. Hun må gerne få at vide, at du har en grænse her. Det er vigtigt ikke at ignorere det, da det kan sende et signal om, at du synes, det er okay, hvilket det jo ikke er. Der er naturligvis forskel på, om det sker bevidst, som du beskriver det eller ej. Kommer hun til at tisse på gulvet ved en fejl er situation en anden.

Du kan derfor f.eks. sige "jeg kan se, at du er vred lige nu. Jeg vil ikke have, at du tisser på gulvet". På den måde kan du anerkende hendes følelse, men viser samtidig, at her var en grænse. Uden at skælde ud, så kan du reagere roligt og konsekvent ved at sige "nu skal vi tørre op, kom med og find en klud". Så tørrer I op, og du siger f.eks. "næste gang skal du tisse på toilettet". Nogle gange kan man også forklare, hvorfor reglen er der, og du kan f.eks. sige "jeg vil ikke have tis på gulvet, tis skal i toilettet. Det er vigtigt, at gulvet er rent og tørt". Hvor meget snak der skal være, og hvor lange forklaringerne skal være afhænger naturligt af situationen og barnets alder, men jeg tænker, at det vil være helt fint, at du her sætter ord på, at hun gjorde noget, som du ikke synes er okay.

Når din datter nægter at sætte sig i badet, så kan afledning og lidt leg ofte være en god idé. Det er vigtigt, at I gør badet til en sjov oplevelse, så hun har lidt forskelligt legetøj i sit badekar, og du kan f.eks. fortælle historier om, at badekarret er en båd, hun er kaptajnen, der sidder foran og styrer - og på den måde få hende til at sætte sig naturligt.

Også i badet er inddragelse vigtigt, så hun føler, at hun har kontrol og medbestemmelse. Du kan f.eks. sige "vil du selv tænde for vandet, eller skal jeg gøre det?", "vil du vaske dig med den røde eller blå vaskesklud?". og du kan forklare hende, at reglen "hvis du vasker med den blå svamp, så hjælper jeg dig med den gule svamp".

---

---

Nogle gange kan man "forhandle" lidt. Hvis hun f.eks. gerne vil have sin badeand, så kan du sige "jeg skal nok finde badeanden, du skal lige sætte dig ned først". Så kan hun måske se formålet med at sætte sig ned og vil selv gøre det... Det kan på den måde være en god idé ikke at lade alt badelegetøj være i badekarret fra starten;)

Faste rutiner hjælper ofte også. Hvis du gør badetid til en fast og forudsigelig del af dagen, så vil hun højst sandsynligt modsætte sig mindre og mindre - simpelthen fordi hun ved, hvad der skal ske, og hvordan rækkefølgen er. Det vil nemlig ofte give hende følelsen af at have kontrol, og hun vil ofte af sig selv begynde at deltage mere aktivt, når hun ved, hvordan rutinen er.

Hvis hun fuldstændig nægter at sætte sig ned, så kan du også tilbyde at komme lidt mere koldt vand i badekarret. Nogle gange kan det godt føles lidt for overvældende med det lune vand - så når hun protesterer mod at sætte sig, så kan du f.eks. sige "er vandet lidt for varmt at sidde i, okay, så kommer jeg lidt koldt vand i nu". Det gør du så, og så siger du "nu er vandet helt perfekt, nu kan du sidde". På den måde lytter du til hendes protest mod at sætte sig, du giver hende lidt tid til at vænne sig til tanken, og du finder en løsning, som gør at situationen løses uden konflikt.

Det handler altså rigtig meget om, at du forsøger at anerkende hendes selvstændighed og lyst til at kunne og ville mere og mere selv. Jo mere du kan inddrage hende og give hende en følelse af, at hun kan selv, at hendes mening også tæller, jo bedre er det. Det er vigtigt, at hun føler, at du lytter til hende, og det hun gerne vil eller ikke vil - også selvom du sætter grænser og holder fast i de regler, som I har.

Husk også på, at det er en fase i hendes udvikling - hun vokser ud af det. Med tiden vil hun lære at håndtere sine følelser bedre og naturligt blive mere "samarbejdsvillig" - men lige nu kræver det lidt ekstra tålmodighed og forståelse:)

Du fortæller, at hun er en lidt sensitiv pige, som kan blive utroligt ked af det. Når hun bliver meget ked af det, så vær der for hende, trøst hende og vis hende, at du forstår hendes følelser. På den måde skabes en naturlig følelse af tryghed og tillid mellem dig og hende, hvilket vil hjælpe hende med at håndtere følelser bedre i fremtiden og også vil være med til at gøre, at hun naturligt kommer til dig, når noget opleves svært.

Jeg tror, alle forældre kan berette om "den svære 2års alder", for det er en rigtig svær periode, og det kan være rigtig svært at finde balancen mellem kærlige grænser og forståelse for hendes behov - men det lyder som om, at du gør et rigtig godt arbejde, selvom det er svært lige nu.

Jeg håber, at mine tanker hjælper lidt videre på vej og du kan med fordel også læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse", som kan give lidt flere perspektiver med på vejen:)

Rigtig meget held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---