Svar: Kommer jeg til at elske mit barn

---

Kære sødeste du

Tusind tak for dit brev - og tusind tak for dine åbne og ærlige tanker. Det er så godt, at du fortæller, hvordan du har det, og jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig!:)

Først vil jeg lige svare ganske kort på dit spørgsmål "kommer jeg til at elske mit barn?". Rigtig mange kvinder oplever usikkerhed og ambivalens i forbindelse med graviditet og fødsel, og det er ikke en indikator for din evne til at elske og knytte sig til jeres barn på længere sigt. Kærlighed og tilknytning er ofte noget, der udvikler sig over tid i takt med, at man oplever positive interaktioner og har oplevelser sammen.

Der er ingen, som siger, at du ikke vil kunne udvikle et kærligt og sundt forhold til dit barn - men jeg tænker, at du har brug for rigtig meget hjælp og støtte, og derfor er det rigtig godt, at du netop beder om hjælp. Jeg er derfor også oprigtigt ked af at høre, at du har bedt din jordmoder om hjælp, og at du efter 7 uger endnu ikke har hørt tilbage - og du har endda rykket for et telefonopkald. Det er naturligvis ikke okay, og det burde ikke være sådan!

Jeg vil anbefale dig, at du kontakter din læge. Vi har i Danmark flere muligheder for at få hjælp, når vi oplever svære perioder - og du går igennem en svær periode lige nu. Der er ingen tvivl om, at denne graviditet er en stor udfordring for dig, og det er vigtigt, at du taler med din læge om, hvordan du har det. Derfor skal du kontakte den privatpraktiserende læge og bede om at få en tid hurtigst muligt til samtale. Og du skal medbringe dette brev, som du her har sendt til mig, og vise det til din læge. Du beskriver så fint, hvordan du har det, og hvad det er du oplever, og det skal din læge se - for på den måde kan du sammen med lægen finde ud af, hvad der vil være bedst for dig.

Du kan få samtaler med lægen, og lægen kan også henvise dig videre, så du kan få mere professionel støtte til at håndtere dine følelser omkring graviditeten, og også din frygt og modstand mod den. Det lyder som om, at hele situationen giver dig både stress og angst, og du har naturligt brug for hjælp til at håndtere dette.

Lægen kan sandsynligvis også kontakte jordmødrene, så du kan få hjælp her. Jeg tænker, at det vil være rigtig godt at tale med en jordmoder omkring de forskellige fysiske og følelsesmæssige aspekter graviditet og fødsel giver. I nogle kommuner findes der også støttegrupper for gravide, hvor man kan møde andre kvinder i lignende situationer og måske få en følelse af ikke at være helt alene - netop fordi det er helt normalt at føle, at kroppens forandringer er svære og at være usikker på det hele, være bange for fødslen osv.

Og så kan du faktisk også kontakte kommunens sundhedsplejersker, som i kommunen hvor du bor tilbyder graviditetsbesøg til alle gravide i uge 24-28. Sundhedsplejersken ved helt sikkert også, hvilke muligheder der er for støtte, hvor du bor:) Og jeg tænker, at det kan være rigtig rart for dig at møde sundhedsplejersken allerede nu, så I kan lære hinanden lidt at kende - før den lille kommer til verden.

Med hensyn til de kommentarer du møder, så vil jeg også gerne knytte lidt tanker til dette. Du nævner, at andre f.eks. siger til dig, at du vil begynde at glæde dig, når du kan mærke den lille sparke (men at du oplever dette helt anderledes), eller at når du først står med barnet i dine arme, så forsvinder alle dine bekymringer. Du skriver blandt andet, at du går og venter på den glæde og spænding, som du har fået at vide, at du skal føle under graviditeten... Jeg kan godt forstå, hvis du bliver ked af at blive mødt med sådanne kommentarer, og der er ingen tvivl om, at selvom folk måske siger sådan i den bedste mening, så kan det naturligt gøre, at du føler dig ekstra isoleret og måske utilstrækkelig - dine oplevelser matcher jo ikke de forventninger, som andre har, og som andre giver dig.

Det er meget vigtigt, at dine følelser bliver taget alvorligt og at bruge udtryk ala "du skal bare vente og se, så bliver det bedre" - det dur ikke. Derfor er det vigtigt, at du får kontakt til lægen, så du kan få professionel hjælp, der kan hjælpe dig med at identificere dine ressourcer, og som kan støtte dig igennem denne svære tid. Dine ...

---

---

... følelser, er dine følelser, og dine følelser er lige så gyldige som alle andres. Du har allerede vist stor styrke ved at skrive til mig og tale åbent om dine følelser, og det er en vigtig del i at komme videre og komme igennem dette:)

Du nævner nogle helt specifikke ting, som du ønsker - eller ikke ønsker. Og disse vil jeg også gerne knytte lidt tanker til.

Du nævner, at du ikke ønsker, at din mand deltager i fødslen. Dette skal I naturligt tale med jordmoderen om, men jeg tænker, at det er vigtigt, at man respekterer dit ønske om, hvem der skal være til stede. Det kan være en god idé at deltage i fødselsforberedelse, hvor I begge får viden om, hvad I kan forvente, og I kunne måske overveje en delvis deltagelse - hvor den kommende far deltager i bestemte dele af fødslen f.eks. i de tidlige faser eller umiddelbart lige efter fødslen, men ikke nødvendigvis er der under selve fødslen, hvis du er utilpas ved dette.

Er du bange for den vaginale fødsel, kan I også tale med jordemoderen og fødselslægen om muligheden for at få planlagt kejsersnit. Det kan måske være med til at give dig en følelse af kontrol og forudsigelighed, hvilket igen kan være med til at nedsætte din angst omkring fødslen. Et kejsersnit er en større operation og ikke uden risici, derfor skal dette naturligt vurderes af fødselslægen, og I må sammen opveje risici og fordele.

---

---

---

Med hensyn til amning, så er det naturligt muligt ikke at amme. Du kan få piller, som stopper din mælkeproduktion efter fødslen, og I kan vælge at give barnet flaske med modermælkserstatning. Du skal naturligvis have den vejledning, som gør, at du kan træffe det valg, som er bedst for dig og jeres lille familie, og det er her vigtigt at respektere dit valg.

Med hensyn til barsel og planlægningen af barsel, så kan far godt være den, som holder størstedelen af barselsperioden - og han vil sikkert elske denne mulighed. Får jeres barn flaske, er det naturligt lettere for ham at holde barsel - far kan i princippet det hele, blot ikke amme. Det er sjældent, at det er far, som tager størstedelen af barselsperioden, men det er set før - og jeg har været i familier, hvor det er tilfældet, og hvor det har været en super prioritering:) Et møde med sundhedsplejersken vil også kunne bekræfte jer i dette.

Med hensyn til sexliv og dit ønske om, at jeres sexliv ikke må nedprioriteres, så kan vi sagtens være enige om, at sex en vigtig del af parforholdet, og det lyder som om, at I generelt er rigtig gode til at have en åben og ærlig dialog omkring jeres behov hver især. Det er super godt, og I skal naturligvis fortsat forsøge at finde en balance, som netop tager hensyn til jer begge. Når det så er sagt, så tænker jeg dog, at det er vigtigt her at have realistiske forventninger - for der vil ofte komme ændringer i sexlivet i forbindelse med graviditet og fødsel, især de første måneder efter fødslen, og det skal der naturligvis være plads til. Brug derfor lidt tid på løbende at kommunikere og vise hinanden respekt for jeres behov, giv plads til at vænne jer til de ændringer, som naturligt følger med:)

Du nævner, at din mand stadig træner 4 gange om ugen, hvilket var jeres ting sammen. Hvilken form for træning, er der tale om - generelt anbefales det, at man som gravid holder sig i form. Måske kan du deltage i noget af den samme træning stadig væk, så I stadig har dette sammen - naturligvis skal træningsniveauet tilpasses din fysiske tilstand og graviditeten. Det kan også være, at I kan finde nye former for træning, som er godt for dig - gåture, svømning, yoga... Træning kan være gavnligt for både dig og babyen, og jeg tænker, at det kan være med til at forbedre humøret, øge dit energiniveau og forbedre din søvn... jeg kan jo høre, at du bruger nætterne på at sidde og google, og du har brug for din søvn:) Kunne det ikke tænkes, at du og din mand kunne finde en form for aktivitet, som I kan gøre sammen, så I netop kan genoptage noget at det, I tidligere nød at gøre sammen...

Jeg håber, at jeg er kommet lidt omkring det hele, og at du kan bruge mine tanker videre. Jeg sender dig et kæmpe stort knus med på vejen - og glæder mig til at følge dig i tiden frem:) Ring til lægen i morgen og pas godt på dig selv!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

---

Viden om børn:

---