Svar: Dårlig søvn og stop af amning
Kære søde du
Tak for dit brev og meget fine beskrivelse af alle dine tanker og hele det forløb, som I har været igennem. Jeg kan sagtens forstå, at det har været hårdt, og det er rigtig godt, at du har prioriteret at give jeres datter al den nærhed og tætte kontakt - og herunder brystet - som du har fornemmet, at hun har haft brug for :)
Du er meget ærlig omkring, at du nu er nået til et punkt, hvor du ikke længere kan holde til den afhængighed af dig, som amningen giver, og det er naturligvis helt okay. Tak for din ærlighed. Det er netop rigtig godt, at du mærker efter, hvordan du har det - og det er så fint, at du nu melder klart ud, at du psykisk ikke kan være i det mere. Vi skal passe på dig, og det er vigtigt at sikre, at du har det godt, og naturligt finde en balance, hvor du både kan være der for jeres datter og også passe på dig selv.
Som jeg læser dit brev, så er du nu helt stoppet med at amme og ammer hverken dag, aften eller nat. Det er helt okay, det vil dog være rigtig godt, hvis du kan give din datter modermælkserstatning, når du ikke ammer. Da hun ikke tager flaske, vil det være rigtig fint, hvis du kan få hende til at drikke erstatning af en kop. Det må gerne være en tudkop eller en sugerørskop. Jeg har hørt godt om en Mushie Trainer Sippy Cup. Den har to håndtag, så hun kan selv holde koppen og drikke af den, hvilket hun måske vil synes er meget sjovt, og så er den drypfri, så der sker ikke noget ved, at hun har den med sig i sengen:) Du kan give hende erstatningen lun (37 grader) eller kold (køleskabskold), prøv dig lidt frem, og se hvad hun bedst kan lide.
Modermælkserstatning vil sikre hende forskellige vitaminer og mineraler f.eks. kalk, jern og også lidt d-vitamin, og det er vigtigt, at du også bruger modermælkserstatning i hendes grød og mos. Hun må naturligvis også gerne drikke vand, men erstatning er vigtigt frem mod 12 månedersalderen.
Du har en vigtig pointe i, at det kan være en rigtig god idé, at du lægger dig med hende og giver hende den tryghed og nærhed, som er nødvendig for, at hun kan falde i søvn - men lærer hende at sove uden brystet. Og først, når hun kan dette, og hun forbinder det at skulle sove med noget hyggeligt og rart, så kan du øve at putte hende i egen seng og derefter på eget værelse.
Når du lige nu lægger dig med hende om aftenen, så er det super godt, at du har nattøj på, så hun ikke kan søge brystet. Og her kan du så i stedet tilbyde hende modermælkserstatning af en kop. Du må meget gerne indføre en puttekanin, sutteklud eller lignende, som stille og roligt vil kunne erstatte brystet og senere hen erstatte dig. Du må også meget gerne indføre en godnatsang, kærtegn og lignende, så hun forbinder disse ting med at skulle sove, og de nye rutiner kan overføres, når hun senere puttes i egen seng og på eget værelset. Hun skal stadig have dig hos sig, du skal berolige med hænder, kærtegn, putteklud osv. og også meget gerne lun mælk af en kop - men hun får lov til at falde i søvn tæt med dig. Så hun "kun" skal undvære brystet og ikke mor.
Som jeg læser dit brev, så står hendes seng i soveværelset, og det er super godt. Lige nu skal hun ligge sammen med dig i din seng, og du skal her naturligt sikre dig, at hun ikke kan trille ned af din seng, hun må ikke kunne komme til skade. Især fordi hun har en alder nu, hvor hun naturligt er motorisk meget aktiv og derfor let får flyttet på sig. Men hvis det er sikkert, kan du godt lade hende sove i din seng indtil sen aften, hvor du selv går i seng - og her kan du så flytte hende over i egen seng, hvor hun kan sove videre resten af natten (måske på sigt). Hvis du også kan få lidt modermælkserstatning i hende sen aften, vil det være rigtigt godt.
Hvis hun vågner om natten, så kan du starte med at berolige med dine hænder, kærtegn, puttekaninen, suttekluden osv. Og se om du kan hjælpe hende videre i egen seng, men hvis hun ikke kan dette, så må hun over til dig igen. Jeg ved ikke, om du har mulighed for at tage tremmerne af sengen, men hvis jeres senge kan kobles sammen, så det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, så kan det også være en god idé, da hun så selv kan krybe ud af sin seng og putte sig ind til dig, når hun har behov for det - uden at du behøver stå op og uden at skulle amme. Så det er nærheden, som hun får, samtidig med at hun også vænnes til at sove i egen seng. Ofte er det også lettere at få hende over i egen seng, hvis hun ikke mærker skiftet fra din favn og ned i sengen så tydeligt, og hvis sengene er koblet sammen, ...
... så kan du ligge ved siden af hende, holde en hånd på hende osv. så hun stadig kan mærke dig.
Næste skridt vil så være, at du øver at putte hende i egen seng med det samme om aftenen, så du øger den fysiske afstand mellem jer, og hun ikke falder i søvn liggende tæt op ad dig. Hun starter stadig med lun mælk af kop, og du putter hende med nussekanin, sutteklud, kærtegn, godnatsang osv. Hvor du stadig er ved siden af hende, lægger dine hænder på hende, og hjælper hende ind i søvnen, men så hun vænnes til at overgive sig til søvnen i egen seng.
Og til sidst kan sengen så flyttes ind på hendes eget værelse, hvor putteritualet fortsætter som det plejer, eneste forskel her er, at sengen står et andet sted.
Det handler altså meget om at skabe så små ændringer som muligt. Eller sagt på en anden måde, forsøge at skabe et ritual, hvor der er så meget ens og genkendeligt som muligt hele vejen igennem, fordi genkendelighed er tryghed.
Det spiller naturligt også ind på hendes evne til at overgive sig til søvnen, at hendes puttetidspunkt passer. Hun må ikke være overtræt, og hun må heller ikke blive puttet for tidligt. Du skal sandsynligvis regne med, at hun skal puttes aller senest 4 timer efter, at hun er stået op af sin middagslur.
Du nævner, at hun aldrig har sovet ret lange lure, hvilket er helt okay. Sover hun 2 eller 3 lure dagligt? Det vil naturligvis kunne spille ind på rytme og puttetidspunktet om aftenen.
En dagplan kunne f.eks. se således ud:
Morgen 7-7.30: Havregrød, frisk frugt og bær, kold modermælkserstatning af kop.
Formiddag 9: ½ bolle med smør, ost, frugt og bær. Frugtmos, smoothies eller lignende Vand af kop.
Puttes til formiddagslur - og må gerne sættes i barnevognen, hvorefter I så triller en tur, og du kan putte hende, når hun viser sig parat.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Frokost 11-11.30: Brødhapsere med forskelligt smørbart pålæg, suppleres med grøntsagsmos og meget gerne rester fra aftensmaden. Må også gerne få godt kogte pastaskruer, ½ hårdkogt æg, stykker af avokado, rejer og lignende. Vand af kop.
Tilbydes en kop med modermælkserstatning, kold eller lunet til 37 grader og puttes til middagslur. Igen må du gerne sætte hende i barnevognen og trille en tur, og først putte hende, når hun viser sig parat.
Eftermiddag 15-16: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, bær, smoothies. Må også gerne få 50 ml tykmælk eller neutral sødmælksyoghurt med lidt revet æble, frugtmos eller lignende. Du kan også købe yoghurt-smoothie beregnet til børn, det laver bla. semper. Eller du kan servere lidt frugtmos med modermælkserstatning på. Vand af kop.
Puttes evt. til en 3. lur, det kommer an på, hvor lang middagsluren er, og hvor sent hun står op af denne. Du kan trille hende i barnevognen eller du kan lægge dig med hende i dobbeltsengen.
Aften 17.30-18: Udgangspunktet er familiemaden - kød, fisk, kartofler, grøntsager, bælgfrugter, pasta, sovs. Der skal være mad i stykker, som hun selv kan spise med fingre og hænder, men også moset mad, som du supplerer med på gaffel, ske eller med dine hænder. Vand eller kold modermælkserstatning af kop.
Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme, får nattøj på og gøres klar til natten. Far må meget gerne være den, som har denne rutine om aftenen, det vil være rigtigt godt for deres forhold og gøre det lettere for far også at putte hende senere hen.
Tilbydes en godnatgrød ca. kl. 18.45-19 (afhængigt af, hvornår hun er vågnet af dagslur), lun modermælkserstatning af en kop. Får børstet tænder, hvis hun har tænder:) Også dette må far gerne stå for.
Mor putter hende ca. 19-19.30 - igen afhænger tidspunktet af, hvorvidt hun har sovet 2 eller 3 lure og hvor lange lurene er - og hvornår hun er stået op fra sidste lur. har hun sovet 3 lure, skal hun måske først puttes kl. 20. Mor lægger sig med hende i sengen jf. ovenstående, og hun får igen lun modermælkserstatning af en kop. Og hjælpes til de nye rutiner med at falde i søvn med nærhed, kærtegn, sang, puttekanin osv. Men stadig med mors nærhed og kontakt.
Sen aften 23: Tilbydes evt. igen modermælkserstatning af kop. vågner hun af sig selv og virker søgende, så tilbyd mælken der. Sover hun, så lad hende sove, I skal ikke vække hende for at give hende mælk:)
Jeg håber, at ovenstående hjælper videre på vej :)
Rigtig meget held og lykke og stort knus med på vejen herfra. Du er godt på vej, og det er helt okay, at du nu mærker, at det er tid til ændring, så du kan være den gode mor, som jeg er sikker på, at du er:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste
Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
19. november 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen Jeg kan se, at du lige har svaret på et lignende spørgsmål, men...
18. november 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Putning og for meget natamning
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget rådgivning til ændring/forbedring af...
17. november 2024 | Sovevaner | 5 mdr.
Baby vågner hele tiden om natten
Kære Helen. Tak for dit brugbare svar angående søvnrutiner. Jeg skriver...
16. november 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Afbrudt nattesøvn, er det ørerne eller?
Kære Helen Min datter er nu 8 måneder gammel. Tak for dine tidligere...
Viden om børn:
Trøske
Trøske er en form for svamp, der ses som en hvidlig belægning i barnets mund. Det er ufarligt, men meget ubehageligt for barnet, og det bør derfor behandles.
Trøske er meget almindeligt de første måneder efter fødslen, og det kan være svært at vurdere, hvorvidt der 'bare' er tale om mælkebelægninger i munden, eller om det er svamp. Sidder belægningerne kun på tungen, og kan de forholdsvis nemt fjernes med en finger eller en lille skumklud, så er der sandsynligvis tale om...
Frugtmos og børn
Fra 6 mdr´s alderen kan barnet spise al slags frugt. Det kan være frisk frugt eller kogt frugt.
Starter dit barn med skemad i 4-5 måneders alderen, er det dog helt okay, at du giver lidt frugtmos i denne alder. Det anbefales, at du begynder med den kogte mos til de mindste børn. Det anbefales også, at du tilbyder frugtmos som topping på en grød, eller som dessert efter et grøntsagsmåltid.
Til den første skemad er især pære- og æblemos godt, da det har en mild smag,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...