Annonce

Annonce

Svar: Nedtrapning af amning ifb. opstart af arbejde


12. marts 2024

Kategori:
Alder:
8 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Kære mor

Tak for dit brev og dine spørgsmål og alle dine tanker :) Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig/jer.

I takt med at jeres datter kan spise mere og mere mad og kan drikke større mængder vand, så vil dette naturligt begynde at sikre hendes behov så behovet for mælk ikke længere er så stort. Det betyder at du kan skrue ned for amningerne, og dette gøres bedst ved at fjerne en amning af gangen. Ofte fjernes amningen midt om natten, derefter amningen før formiddagslur og om eftermiddagen, og så amningen tidlig morgen.

Jeg er helt med på, at på grund af forstoppelsesproblemer, så har ekstra amning været godt og vigtigt hos jer. Det er dog en rigtig god idé, at du nu begynder at tilbyde ekstra vand, så jeres datter får slukket tørsten på denne måde. Og jeg vil anbefale, at I f.eks. indfører en drikkedunk, som hun kan drikke af dagen igennem - og som også kan bruges, hvis hun f.eks. virker meget tørstig til natten. Der findes mange gode drikkedunke på markedet efterhånden, som babyer godt kan drikke af. Det kunne f.eks. være en camelbak kids eddy+, som har en blød suttedel, som de miste børn nogle gange har lidt lettere ved at bruge.

I kan også med fordel forsøge jer med en Mushie Trainer Sippy Cup, den der har en lidt flad tut og to håndtag, så barnet selv kan holde koppen. En mødregruppe har fortalt mig, at deres børn fra en alder af ca. 4-5 måneder faktisk kan drikke af denne kop, og den sikrer, at vandet kommer i maven:)

Jeres datters mælkbehov vil, med den alder hun har nu, ofte blive dækket, hvis du ammer hende 3 gange dagligt, og jeg vil anbefale, at disse amninger ligger før middagslur, aften og sen aften. Det vil sige, at hun ikke længere skal ammes efter midnat, og hun skal heller ikke ammes, før sin formiddagslur eller om eftermiddagen. Jf. ovennævnte rækkefølge af, hvilken amninger, der ofte fjernes først:).

Det er naturligvis en forudsætning for at kunne undvære amningen (mælken), at hun spiser og drikker nok hele dagen igennem. Der er dog også en sammenhæng mellem hendes mælkeindtag om natten og hendes sparsomme indtag af mad om dagen. Du skriver, at hun ofte kun spiser 4-6 skefulde grød om morgenen, og jeg tænker, at det hænger sammen med hendes mælkeindtag om natten.

Det kan godt være svært helt at undvære amningerne om natten, da hun lige nu også går igennem separationsfasen og derfor er naturligt trygheds- og dermed også brystsøgende. Men du kunne måske springe amningen kl. 05/06 over for at sikre lidt bedre appetit til morgengrøden - og derudover meget gerne forsøge at afkorte amningerne om natten så meget som muligt, så hun ikke fylder sig med mælk, men blot får en trøstetår. Det gælder de amninger, som ligger efter kl. 24 og indtil næste morgen.

Om formiddagen skal hun tilbydes et mellemmåltid i stedet for amningen, og hun skal som sagt tilbydes ekstra vand sammen med sin mad. Derudover, så skal du/I stille og roligt begynde at indføre et putteritual, som erstatter brystet, og som far derfor naturligt også kan bruge, når han overtager barsel. Det kan f.eks. være en sut koblet til en klud (hvis hun bruger sut), en puttekanin eller lignende - noget som hun vænnes til indgår som en naturlig del af hendes putning, som hun kender, som forbereder hende på, at der er puttetid, og som derfor giver hende ro.

Det kan også være en god idé, at I nu indfører et bad efterfulgt af et godnatmåltid om aftenen. Badet vil være med til at gøre, at hun hjælpes til ro i kroppen og lettere overgiver sig til søvnen - og det efterfølgende godnatmåltid er med til at sikre, at hun er mættet lidt ekstra til natten, så du på den måde sikrer dig, at hun ikke søger brystet om natten, fordi hun er reelt sulten. Et godnatmåltid kan være en grød eller f.eks. lidt moset banan.

Det kan være rigtig godt, hvis det er far, som giver jeres datter bad og godnatmåltid, da det vil skabe et godt og naturligt ritual for de to, og det vil være super godt at have denne rutine indkørt, når han skal overtage barsel. Da du samtidig har arbejde med skiftende vagter, er det rigtig godt, hvis far og datter allerede har nogle aftenrutiner her. Det vil gøre det betydeligt lettere for ham at putte jeres datter, når du ikke er hjemme om aftenen.

I 10-12 måneders alderen vil 2 amninger ofte være meget fint. De dage, hvor du arbejder fra 7-15 kan du således amme hende aften og sen aften. De dage, hvor du arbejder fra 15-23, kan du amme hende før middagslur og sen aften, eller I kan springe amningen om dagen helt over, og hun kan her tilbydes mme af kop før middagsluren og sammen med sin godnatgrød - og du kan stadig amme hende sen aften omkring midnat, når du kommer hjem. På den måde kan der stadig være en vis kontinuitet, selvom du arbejder på forskellige tidspunkter - i hvert fald kan drømmeamningen sen aften være rigtig god for jer begge to, og den kan være med til at sikre sammenhængende nattesøvn:)

Mit forslag til en dagsplan ser således ud:

Tidlig morgen 05/06: Forsøg at undgå denne amning, eller am hende så kortvarigt som muligt, så hun ikke fyldes med mælk, men blot får trøst og beroligelse. Giv hende vand at drikke af drikkedunk eller kop, når hun vågner.

Morgen 6.30-07: Tilbydes frisk blød frugt i hånden at sutte på, og du følger efter med lidt havregrød og vand af kop. ...


Annonce

...

Formiddag 8.30-9: Tilbydes frisk blød frugt i hånden, ¼ bolle med lidt smør, ost eller lignende at sidde med og sutte på selv, også gerne små brødhapsere. Du følger efter med lidt frugtmos, vand af kop.

Puttes til formiddagslur - og skal ikke ammes først. Mellemmåltidet og vand erstatter amningen her. Hun må meget gerne få vand af sin drikkedunk/kop, når hun ligger i sin barnevogn. Puttes med klud, puttekanin eller lignende.

Frokost 11-11.30: Tilbydes små rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, godt kogte grøntsagsbuketter i hånden, og du følger også her efter med lidt grøntsagsmos med kød eller fisk. Det kan meget fint være rester fra aftensmaden, hun må gerne få små stykker af frikadelle (kød- fisk- eller linsedeller), pasta med kødsovs og lignende. Vand af kop.

Ammes og puttes til middagslur. Skal her ikke falde i søvn med brystet i munden. Må gerne få vand af drikkedunk eller kop - både når hun ligger i sin barnevogn og især også gerne, når hun vågner af sin lur.

Eftermiddag 15: Tilbydes frisk blød frugt i hånden, små bidder af en bolle med smør, ost osv. Må også meget gerne få bananpandekage eller lignende - og du følger efter med lidt frugtmos/smoothie. Vand af kop.

Giv hende gerne vand af drikkedunk eller kop i løbet af eftermiddagen.

Aften 17.30: Udgangspunktet bliver mere og mere familimad, almindelige børnevenlige retter med grøntsager, bælgfrugter, kød, fisk, pasta. Der skal være mad i stykker, som hun kan sidde med i hånden og selv spise. Der skal være mad i små hapsere, som I hjælper hende med. Og der skal stadig være moset mad. Kartofler kan f.eks. moses med lidt smør- eller tomatsovs, fiskedellen kan gives i små stykker. Vand af kop.

Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med lidt creme osv. og gøres klar til natten.

Tilbydes en moset banan, lidt grød eller lignende, vand af kop - og får derefter børstet tænder, hvis hun har fået tænder. Indførelse af godnatmåltid kan være med til at mætte lidt ekstra, så hun gradvist vænnes til at kunne vente med amningen til sen aften.


Helens bog om dit barns udvikling
LÆS OGSÅ: "Helens bog om gråd og trøst" med masser af råd om bl.a. børn med kolik, high need babies, mareridt, raserianfald og separationsangst.

Foredrag med Helen

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen

Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus

Se flere foredrag med Helen ...


Ammes godt fra begge bryster og puttes til natten ca kl. 19.

Sen aften 23.30-24: Drømmeammes og skal herefter lære at sove uden yderligere mælk til næste morgen, hvor dagen så starter med morgengrød.

Det er som sagt vigtigt, at du nu introducerer en putteklud, puttekanin eller lignende, så jeres datter stille og roligt lærer at finde tryghed ved dette, og du på den måde gradvist får indført en substitut for brystet. Putteklud, kanin osv. skal bruges hver gang hun puttes - og uanset om hun puttes inde eller ude. Den må også meget gerne følge hende, når I f.eks. kører i bilen og hun sidder i sin autostol osv. Hvor hun naturligt også kan falde i søvn, så det bliver en tryg ven for hende.

Det er vigtigt, at du stadig giver hende masser af nærhed og tæt kontakt, når hun skal sove, og det er helt naturligt, at brystet udgør en fast del af hendes putteritual. Det hjælper hende med at koble fra, slippe dagen og alle oplevelserne, overgive sig til søvnen på en tryg og dejlig måde - alt er godt! Men, det er vigtigt, at du nu forsøger at vænne hende til, at hun ikke længere skal falde i søvn med brystet i munden. Det betyder ikke, at hun skal puttes vågen, men du skal prøve at lirke brystet ud af munden på hende, før hun sover helt.

Om dagen kan det være en fordel, at du putter hende i barnevognen og vænner hende til at sove i den. Det er ofte en naturlig og let måde at få adskilt bryst og søvn. I stedet kan hun trilles lidt, hun må også gerne sidde op og kikke lidt på verden, før hun puttes til lur. Det er en rutine, som far også let kan overtage og da vi nærmere os varmere vejr, vil det være skønt, hvis hun kan lære at sove på denne måde:)

Om aftenen kan du enten lægge dig med hende i dobbeltsengen og amme hende liggende, og så arbejde på, at hun slipper brystet, smiler til dig, triller om på siden og sover - hvorefter du kan flytte hende over i hendes egen seng. Eller du kan amme hende siddende ved siden af hendes seng og putte hende fra dig, før hun sover helt, men hvor hun stadig kan nå at registrere, at hun ligger i egen seng, og hvor du så med dine hænder, kærtegn, berolignede ord osv. luller hende ind i søvnen, hvor hun ligger.

Når hun vågner og virker søgende i løbet af natten, så prøv om du til at begynde med kan hjælpe hende videre i søvnen med stillingsskift, beroligende hænder og bare lade hende mærke, at du er der. Hvis hun tydeligt har brug for brystet, så er det vigtigt, at hun ikke når at blive for ked af det - for så vil hun naturligt søge brystet ekstra meget, og det er vigtigt, at du her ammer hende kortvarigt, så hun ikke fyldes op med mælk, men får trøst og ro.

I takt med, at hun spiser mere mad og drikker mere vand om dagen, så har hun naturligt ikke et ernæringsmæssigt behov for mælken om natten. Derudover, så vil putteklud, nussekanin, kærtegn, beroligende ord osv. stille og roligt tage over. Når hun om dagen lærer at adskille bryst og søvn, så bliver det naturligt lettere for hende også at kunne dette om aftenen, og langt lettere for far også at putte hende, når mor starter på arbejde og far overtager barsel.

Jeg håber, at du kan bruge ovenstående tanker lidt videre:)

Rigtig meget held og lykke med projekt nedtrapning af amning:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:

8. november 2024 | Amning | 2 mdr.

Kan baby være for stor?

Kære Helen. Vores lillebror er nu 10 uger og er en stor dreng - og mit...

Læs hele brevet og Helens svar


7. september 2024 | Amning | 11 mdr.

Søvn og ammestop - 11 mdr.

Kære Helen Jeg har en glad og nysgerrig dreng på 11måneder og 14 dage. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar


23. juli 2024 | Amning | 3 mdr.

Vægttab under amning

Kære Helen Så er vores lille datter kommet til verden efter en langvarig men...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Vaccination

De danske sundhedsmyndigheder anbefaler følgende vaccinationer:

- 3 mdr.: Difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 1 og PCV7-1

- 5 mdr.: Difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 2 og PCV7-2

- 12 mdr.: Difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 3 og PCV7-3

- 15 mdr.: MFR 1

- 4 år: MFR 2 (pr. 1. april 2008)

- 5 år: Difteri-tetanus-kighoste-polio revaccination

- 12 år: MFR 2 og til piger HPV 1, 2 og 3

Læs mere i Babylex

Tun og børn

Har du børn mellem 0 og 14 år, er det vigtigt, at du serverer masser af forskellig fisk for dem – men nye beregninger viser, at børn under 3 år bør få andre typer fisk end tunbøffer og udskæringer fra andre store rovfisk samt dåsetun.

Problemet med tunbøffer og andre store rovfisk er, at selv ved indtag af en lille mængde, kan barnet få kviksølv i en mængde, der kan skade barnets udvikling.

Alle børn op til 14-års alderen bør styre uden om tunbøffer og andre...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og opdragelse, som giver dig praktiske råd til alt det, der er så svært.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen.

Din bog om søvn har været os en rigtig stor hjælp.

Vores dreng er nu 16 måneder og vi har måtte erfare, at han hører til de børn der altid har haft et lille og uforudsigeligt søvnbehov. Men via din bog, har vi fundet ud af at give ham rutiner, der gør at han nu trives og udvikler sig sundt og godt.

Tak fordi du har skrevet den!

Hilsen de glade forældre


Annonce