Svar: Viljestærk dreng - 19 mdr.

---

Kære mor til H

Tak for dit brev :)

Det lyder som om, at H udvikler sig i rigtig god og sund retning. Han er rigtig godt med sprogligt og kommunikerer på højt plan. Det er virkelig dejligt, for det gør det naturligt lettere for jer at forstå ham og hjælpe ham, så fortsæt endelig med at støtte ham i den retning, det er super godt!:)

Selvom det er hårdt, så er det helt naturligt, at han afprøver grænser, viser mere og mere egen vilje, og han brager lige nu igennem selvstændighedsalderen. Han er i gang med at undersøge verden omkring sig, og han undersøger også, hvordan I forældre reagerer på ham, og på de ting han gør. Det er her vigtigt, at han både får lov til at udforske og undersøge, og naturligt også nogle gange hjælpes i den retning, som I ved er bedst for ham, og det I ønsker.

Det er rigtig fint, at I forsøger at undgå alt for meget "nej" i løbet af dagen. Nogle gange er man naturligt nødt til at sige nej, han er stadig så lille, at han ikke ved, hvad der er bedst for ham. Men når han mærker, at I vil noget andet end ham, når I f.eks. siger nej til smoothies, kiks eller boller, så får han et anfald at fortvivlelse. Fortvivlelsesanfald opstår, fordi hans hjerne stadig er meget umoden. Han er styret af sin mellemhjerne, hvilket betyder, at han er styret af lyst. Altså lysten til at få f.eks. en smoothies eller kiks. Og når I så siger nej til dette, så bryder hans verden sammen.

Fortvivlelsesanfald opstår ofte over ting, der i jeres øjne er bagateller. Det kan være, at I skærer æblet ud, og han hellere ville have haft det skrællet. Det kan være, fordi I giver ham den røde kop i stedet for den blå. Det kan være, fordi han ikke kan få sine sko på, eller fordi I beder ham om at gå, ikke lige løfter ham op og bærer ham. Det kan være, fordi I lægger kartoflen på hans tallerken, og det ville han selv have gjort... eller bare fordi... Når han mærker, at verden på den måde går imod ham, så bliver han oprigtigt fortvivlet og ked af det - og så kan han f.eks. reagere med at kaste med maden, skubbe med tallerkenen eller bryde sammen og græde.

Det er her vigtigt, at I forsøger at sætte jer ind i de følelser, som han har. At I anerkender, at det var dumt, at han fik en anden kop, at I ikke var opmærksomme på, at han selv ville tage kartoflen op af skålen osv. så han føler sig lyttet til og mødt - også selvom det nu engang er, som det er. Derudover kan I måske møde ham ("Åh, du ville gerne have gjort det selv"), og være opmærksom på andre ting, som han kan gøre - "se her, du kan selv hælde vand i koppen", eller "du kan komme en kartoffel på mors tallerken", så I anerkender hans lyst til netop at kunne disse ting og gøre disse ting og på den måde kommer videre i situationen.

Det er generelt vigtigt, at I anerkender den spirende selvstændighed og inddrager ham mere og mere. Med den alder han har, så vil han f.eks. godt kunne være med til at dække bord. Han kan få en tallerken, glas, bestik i hånden og gå hen og lægge det på bordet en ting af gangen. Det vil give ham en følelse af inddragelse og anerkendelse, og samtidig vise ham, at netop måltiderne er vigtigt og har stor betydning. Han kan på samme måde også selv sætte sig til bordet. Selv klatre op på sin høje stol og sætte sig parat. Han kan have sin egen lille kande at hælde med osv.

Det er rigtig godt, at du har indført et koncept om aftensmad og siger "vi spiser aftensmad nu" i stedet for at sige ...

---

---

... nej til ting. Det er også rigtig fint, at I forsøger at lære ham, at "maden skal være på bordet", så I har fokus på, hvad det er han skal. Jeg tænker dog, at i gerne må forsøge at være lidt mere konkrete. Det kan f.eks. være at sige "maden skal ind i munden, skat" eller "mmm smager godt, vil du smage min mad?" eller "må mor smage din mad?", så fokus bliver lidt mere på at spise maden, og dermed hvad han skal gøre med maden.

I kan også tale om maden, madens farver, madens lyd. I kan tale om, at I hver især spiser og tygger jeres mad, drikker af jeres kop - I skåler med hinanden osv. Så måltidet på den måde bliver noget interessant, og som appellerer til hans nysgerrighed og lyst til at lære og samtidig støtter op om hans spirende ordforråd.

Nogle gange vil det være rigtig godt, at I f.eks. lader ham selv tage maden op på sin tallerken, eller lader ham selv hælde vand i sit glas med sin egen lille kande. Han skal naturligt også have gaffel eller ske at spise med, men hvis han hellere vil spise med fingrene er det okay.

Han vil naturligt med den alder han har, have meget svært ved at vælge - og da han reagere efter lyst, så kan han meget hurtigt skifte bestluning. Derfor skal valg ikke handle så meget om "vil du have æble eller pære", men I kan godt give ham et valg i forhold til f.eks. selvstændigheden. Hvis det f.eks. er svært for ham at komme hen til bordet, når det er spisetid, så kan I f.eks. sige "vil du selv sætte dig på din stol, eller skal mor/far hjælpe dig?" - fordi fokus så bliver på at han skal sætte sig på stolen, og da han gerne vil vise, at han kan selv, så kan et sådan spørgsmål faktisk hjælpe på vej. Hvis I derimod tager ham, løfter ham op og sætter ham, fordi I skal spise nu, så kan I næsten være sikre på, at der opstår en konflikt.

---

---

---

I skal overveje, hvilke kampe I tager, for som udgangspunkt skal man ikke "kæmpe" med sit barn. I skal prøve at være tydelige i jeres kommunikation, men også hele tiden tilpasse jer efter ham, hans ønsker og behov. Det er vigtigt, at I lytter til ham, viser interesse for det han vil (også selvom han vil noget andet end jer) og anerkender, at han viser følelser og forsøger at udtrykke sig.

I skal også give ham mulighed for at udforske og tage små beslutninger i hverdagen, naturligt inden for sikre rammer - og som sagt gerne i forhold til ting, der imødekommer hans selvstændighedstrang.

Du nævner, at I får mange modsatrettede råd fra familiemedlemmer, og jeg ved naturligt ikke, hvad de har sagt. Men nogen siger måske "han er I trodsalderen, det er vigtigt, at I står fast nu og viser ham, hvem der bestemmer" eller lignende. Det er ikke rigtigt. Han reagerer ikke, som han gør, for at være imod jer, men fordi han er igang med at finde ud af, hvordan verden fungerer og også igang med at finde ud af sig selv. Og det er ikke meningen, at man skal stå fast og udkæmpe kampe med sit barn. Det er langt bedre, hvis man kan lytte til hinanden, anerkende hinanden, at der er plads til at vise følelser. I skal skabe et trygt og kærligt miljø, og sørge for at lille H. føler sig elsket og støttet, også selvom han udforsker sin selvstændighed.

Jeg vil også anbefale jer meget at læse min bog "Helens bog om Børn & Opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". Måske kan nogle af jeres familiemedlemmer også læse i den, og I kan derigennem drøfte lidt forskellige ting:)

Jeg håber, at dette hjælper lidt videre på vej:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---