Svar: Diverse udfordringer :)

---

Hej med dig

Tak for dit brev :)

Det er rigtig dejligt, at I har en selvstændig pige, og det lyder som om, at I altid har været meget omkring hende. Det har I naturligt alle nydt :) Jeg forstår dog godt, at I føler, at det efterhånden går over gevind, og det er lyder som en god idé, at I nu forsøger at ændre lidt på tingene - både for jeres og for jeres datters skyld:)

Man kan opdage børn meget forskelligt, og det er naturligt vigtigt at give plads til forskellighed. Man kan også godt være en blanding af forskellige typer i sin opdragelsesform, men generelt taler vi om 3 måder at opdrage på.

Autoritære forældre: Disse forældre lægger stor vægt på myndighed og kontrol. Der er klare forventinger til, hvordan barnet skal opføre sig, og hvis barnet ikke gør, som det får besked på, så falder der en straf. Det kan f.eks. være at sige "hvis ikke du spiser din aftensmad, så får du ikke lov til at se fjernsyn". Reglerne er sat op af forældrene og udgangspunktet er, at forældre ved bedst. Barnet skal følge forældrenes regler, uden at stille spørgsmål og uden at klage sig. Man kan sige, at der her er tale om en forældrestyret opdragelse.

Eftergivende forældre: Disse forældre stiller få krav til barnet, og barnet får lov til det meste. Forældrene er ofte meget varme, åbne og imødekommende. De lytter rigtig meget til barnets behov, men de har svært ved at sætte grænser. Det er vigtigt for forældrene, at vi har det hyggeligt, at vi er gode venner, og at vi er glade - så derfor ender det ofte med et "nej, nej, nej... jamen så gør det da". Man kan sige, at der her er tale om en børnestyret opdragelse.

Myndige forældre: Disse forældre sætter grænser for deres barns opførsel, de har regler, men forklarer deres barn, hvorfor reglerne er, som de er. De stiller også krav til deres barn, men det er krav, der passer til barnets alder og udvikling. Disse forældre er meget anerkendende, de indgår i dialog, de forsøger at finde en løsning, som tilgodeser begge parter. Hvis ting er nødt til at være, som den voksne siger, så vises der stadig forståelse for, at barnet måske har lyst til noget andet. Man kan sige, at der her er tale om en forældre-børnestyret-opdragelse.

Når jeg læser din beskrivelse af, hvordan I møder jeres datter, så lyder det for mig som om, at I hører til det, man vil kalde "eftergivende forældre". I er meget åbne, kærlige, omsorgsfulde. I leger rigtig meget med hende, og når hun ikke længere kan lege med mor, så får hun tilbudt leg med far i stedet. Hun skal helst have en af jer at lege med, og når I "overdrager hende fra den ene til den anden", så bliver hun vred, begynder at skrige osv. og I ender med at "mandsopdække hende" for at få ro, sikre at alle er nogenlunde glade og I mærker tydeligt, at hvis I ikke følger hende, så "bryder helvede løs og skrigerriet vil ingen ende tage". Det gør oprigtigt ondt på jer, når I oplever jeres datter reagere så voldsomt, så derfor bliver hun mere og mere styrende.

Når man opdrager eftergivende og ikke sætter nogle grænser, ikke har ret mange regler for sit barns opførsel og adfærd, ikke har ret mange krav, så vil man ofte opleve, at ens barn bliver mindre selvstændig, vil være mere udforskende og ofte mangle selvbeherskelse. Derfor er det vigtigt, at I nu begynder at opdrage mere myndigt. Altså møder hende, lytter til hende og hvad hun gerne vil eller ikke vil. Indgår i dialog med hende osv. men ikke glemmer jer selv og jeres behov.

Det er rigtig svært, for det er noget andet, end I tidligere har gjort. Men det lyder som om, at det er vigtigt, at I begynder at sige lidt fra nu. Hun skal snart i skole, og hun skal naturligt kunne begå sig der - det betyder, at hun skal kunne vente på, at det bliver hendes tur, hun skal kunne række hånden op i klassen, hun skal kunne koncentrere sig om undervisningen, selvom hun måske har lyst til at tegne, lege eller noget andet. Hun skal være i stand til at beherske sig, hun skal vise respekt for andre osv. osv.

Hos børn på 4, 5 og 6 år kan man nogle gange opleve det, som kaldes kontrollerende anfald. Disse anfald opstår ofte, fordi barnet har lært, at hvis det græder, skriger helt vildt, så får det sin vilje. Hos yngre børn kan man se noget andet, nemlig det der kaldes fortvivlelsesanfald. Det er noget helt andet, da det handler om, at barnets hjernemæssige udvikling gør, at barnet ikke er i stand til at bevare roen og overblikket. Det er altså en fysiologisk umodenhed.

Når der er tale om kontrollerende anfald, så er det ikke, fordi barnet ikke kan styre sig, men fordi barnet har lært, at "hvis jeg bliver ved længe nok, så får jeg det, som jeg vil have". Der er ofte ikke taler om dyb fortvivlelse, ofte skriger barnet bare, der er heller ikke nogen tårer, og ofte vil barnet også kunne formulere sit krav: "Jeg vil have den. NU!".

Det er vigtigt, at I ved, at det ikke er farligt, når jeres datter "skriger og helvede bryder løs". Det er vigtigt, at I ved, at det er helt okay, at I siger nej til at lege 24/7. I må gerne sige nej til leg. I kan f.eks. gøre følgende:

- Lad være med at forhandle med hende. Hold kort og godt fast i jeres nej. Hvis I siger "nej, nej, nej.. okay da" så lærer hun jo, at hun netop skal blive ved for at få sin vilje. Hun skal i stedet lære, at et nej er et nej.

- Træk jer væk fra hende. Når der ikke er nogen til at se på, hvordan hun skriger, så er det ikke sjovt at blive ved. Sig f.eks. "jeg går lige ud i køkkenet, du er velkommen til at komme ud til mig, når du har lyst til det".

- Fortæl hende, at I gene vil være ...

---

---

... sammen med hende. At I ikke vil lege, betyder ikke, at I ikke gerne vil være sammen med hende. Inviter hende derfor med i jeres aktiviteter f.eks. madlavning, tøjvask, borddækning, bilvask, rengøring osv. Det vil samtidig styrke hendes selvstændig og seltillidsfølelse, hvis hun kan begynde at få en vigtig rolle i jeres familie som den der hjælper mor og far.

- Når der er ro på, så sæt jer ned og tal stille og roligt med hende om, hvad der sker, og hvordan I kan komme videre. Dialog er vejen frem. Lyt til hinanden, lyt til, hvad hun fortæller og anerkend hendes forslag til, hvad I f.eks kan gøre for, at det er hyggeligt og rart for jer alle - også når tingene er nødt til at være, som I siger.

- Formuler jer med et "jeg", når I opsætter regler og stiller krav. Sig f.eks. "jeg vil gerne have at du...", "jeg forventer, at du...". I stedet for at sige "Du må ikke..." eller "du bliver nødt til at forstå...".

- Undgå derfor også upersonlige formuleringer, som "man" eller "vi". Sig ikke "Vi kan ikke lege mere nu" eller "sådan gør man ikke". Det bliver ukonkret og uklart for hende, hvad I egentlig mener, og hvad det er, I vil have.

- I skal øve jer på at være tydelige voksne, og I bliver tydelige ved at kommunikere klart, ellers vil hun naturligt afprøve grænser igen og igen for at finde ud af, hvor I står, og hvad I vil eller ikke vil.

- Opsæt fælles regler. Overordet set skal I forældre være enige om, hvilke regler I har hos jer. Det er overordnet set lige nu vigtigt, at hun ikke får nej af den ene forældre og kan få ja af den anden. Regler giver tryghed og retfærdighed, og det er vigtigt, at I melder ud, hvilke regler I har, og sammen med jeres datter taler om, hvilke regler der gælder i jeres familie.

Det betyder ikke, at I skal gå fra at lege med hende til pludselig ikke at ville lege - I skal stadig lave alt det gode og dejlige sammen med hende som at bygge lego, spille brætspil osv. Det skal I endelig fortsætte med. Det, I skal ændre på, er "mandsopdækningen" og følelsen af, at I skal lege hendes lege og hele tiden lege på hendes præmisser, og i stedet skal I tilbyde hende samvær på en anden måde. F.eks. at I laver aftensmaden sammen. I kan f.eks. sige "jeg kan ikke lege mere nu, for jeg skal igang med aftenmaden", "jeg vil gerne være sammen med dig, så du må gerne hjælpe mig med maden"... I kan også inden en leg begynder forklare, hvad der kommer til at ske "vi spiller ét spil, når vi har spillet, så skal jeg...".

---

---

---

Når og hvis hun bryder sammen, begynder at skrige osv. så skal I som sagt tage det roligt. Vis jer tilgængelige, fortæl hende, at I er der, at hun er velkommen til at komme ud i køkkenet osv. men at I holder fast i det, I har sagt. På et tidspunkt, så stopper det, og I skal her naturligt møde hende, ikke bære nag, men bare sige til hende, at det er rigtig dejligt, at hun kommer og er med.

Husk også jer selv på, at børn gerne må kede sig. I er ikke pædagoger, og I skal ikke tage over, der hvor pædagogerne slipper. I er hendes forældre, og dagen behøver ikke være fyldt med en masse aktiviteter, slet ikke sat igang af jer. Når jeres datter mærker, at der ikke er nogen aktiviteter, at I ikke finder på eller går igang med noget, som I kan lave, så vil hun mærke en rastløshed i kroppen. Hun vil blive urolig og føle sig voldsomt frustreret.. men det er helt okay og helt normalt. Jeg har altid sagt at "ud af kedsomhed springer fantasien", så når hun har kedet sig længe nok, så skal hun nok finde på noget at lave...

Med hensyn til renlighed og afføring i ble, så lyder det som om, at hun har fuld kontrol med sin afføring. Hun mærker tydeligt afføringstrang, og hun er også i stand til at holde sig til hun har fået en ble på, og når hun har fået bleen på, så laver hun i den - hun kan altså også give slip, når det passer tidsmæssigt ind.

For mange børn er det en stor hurdle at skulle lave på toilettet. De har rigtig svært ved det, og det kan godt være noget, som tager tid, og som kræver ekstra stor tålmodighed og forståelse. Når det er sagt, så gælder her dog også, at I gerne må stille lidt krav. Et krav kan f.eks. være, at hun ikke "går ind for sig selv og kommer tilbage, når hun har lavet", men at hun nu laver i bleen på badeværelset, fordi det er der, sådan noget foregår - ikke på hendes værelse, ikke bag sofaen eller andre steder, men på badeværelset. Næste skridt vil så være, at hun sidder på toilettet med bleen på og laver på toilettet, og sidste skridt er så, at hun laver direkte på toilettet men uden ble.

Det er helt okay, at hun sover med ble om natten, men det skal ikke betyde, at hun så skal bruge ble om dagen. I må gene forklare hende, at om dagen skal hun tisse og lave på toilettet - hun bruger jo ikke ble om dagen, men får en ble på, når der er afføring, og sammen vil I hjælpe hende med, at hun nu godt kan lave på toilettet i stedet.

Det kan virke voldsomt, pludselig at skulle stille lidt krav til sit barn, men det er vigtigt, at I stiller krav. Det gælder både krav, som handler om ting, hun skal kunne nu i en alder af knap 5 år, og det handler også om krav, som I skal stille, fordi hun nu skal lære noget. Gøres parat til verden, skolen, de sociale spilleregler osv. I skal ikke holde hårdt mod hårdt, men stadig møde hende, anerkende hende osv., og de krav I stiller skal også være krav, som hun kan lykkes med og få små succesoplevelser med. Men det er helt okay at stille krav, og det er helt okay en gang imellem at sige nej:)

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---