Svar: Drenge 20 måneder græder konstant
Kære du
Tak for dit brev og fine åbne og ærlige beskrivelse af jeres dejlige aktive drenge, og hvad du oplever og føler omkring det hele :)
Det lyder rigtig hårdt, det du fortæller - og det føste jeg vil sige er, at jeg håber, at du (I) får hjælp. Du skriver, at du har fået en belastningsreaktion og konstateret PTSD - og du nævner også, at din mand og du frygter weekenderne, egentlig frygter at hente drengene i dagpleje, og at I ofte ender med at råbe af dem og måske også af hinanden, fordi I simpelthen er udmattede. Det går naturligt ikke - I skal have hjælp, det er vigtigt.
Derfor håber jeg, at du taler med din læge om, hvordan du har det. Og jeg vil også foreslå jer, at I prøver at tænke igennem, hvilke muligheder I har i jeres netværk. Det er rigtig godt, at drengene er i dagpleje i hverdagen, det lyder som om, at de trives der, og det som udgangspunkt går godt. Men weekenderne er hårde for jeres lille familie, så måske kan bedsteforældre, et par gode venner, moster, faster, onkel.. hvem I nu har omkring jer skiftes til at komme f.eks. lørdag eller søndag og aflaste jer lidt...
Det kan være rigtig svært at sige til familie og venner, hvor svært og hvor hårdt det er, men det er ikke en skam at bede om hjælp. Det er en god ting at gøre. Du skriver "det jeg vil frem til er, at de har været igennem en del" - men det har I forældre jo også, og det er i stadig. Og det er vigtigt at passe på jer, og at I også passer på hinanden. Måske har I bedsteforældre eller andre, som vil elske at kunne aflaste et par timer eller måske nogle gange lade drengene overnatte, de ved måske bare ikke, at det er en mulighed, og at I har brug for den hjælp...
Der er naturligt flere ting, som har gjort det svært for jer i starten. Drengene har grædt rigtig meget, og det lyder som om, at det har været svært at finde ud af, hvad årsagen helt har været. I hvert fald har de jo nok haft problemer med refluks, fra de var ganske små, men de er først sat i behandling, da de blev 16 måneder... Hvor om alting er, så er de dog i behandling nu, så langt så godt. Det er også rigtig godt, at de nu er igang med behandling for forstoppelse - det skal naturligt fungere.
Når jeg ser jeres dagsrytme, så har drengene en tidlig rytme - det vil sige, at de står tidligt op og går tidligt i seng. Det tænker jeg ikke, at I umiddelbart skal ændre på. Det er naturligt hårdt at blive vækket allerede kl. 05, men til gengæld går de i seng allerede kl 18-18.30, så I har på den måde ro om aftenen - selvom jeg er med på, at de vågner og skal have sut osv. men det giver trods alt roligere aftener, at de sover så tidligt, og det giver også jer forældre mulighed for at være sammen eller gå tidligt i seng, hvis I har brug for det.
I fortæller, at jeres drenge generelt virker meget sultne, og det er i princippet rigtig godt, for det viser jo, at de har lyst til at spise :) Det er dog vigtigt, at I giver dem så sund og nærende mad som muligt og også giver dem mad, som mætter dem. Deres indtag af mad har betydning for deres mave-tarm-funktion, men har også stor betydning for deres overskud og humør. Det er okay, hvis de ikke vil spise rugbrød hjemme, men det er vigtigt, at I giver dem fiberholdigt brød, som ligger tungt i hånden. Det må gerne være lysere brødtyper - men gå efter fuldkornsmærket, når du køber brød og boller.
Det lyder super godt med æg, pasta, pølse, grønt, mad-muffins osv. Og det er en rigtig god idé at bruge rester fra aftensmaden. Pas dog på med kiks, da der ikke er noget næring eller mæthed i disse - og I risikerer, at deres blodsukker hæves hurtigt og efter kort tid, så falder det igen og dermed falder humøret også drastisk. De har brug for mad, som sikrer dem et stabilt blodsukker, jo mere blodsukkeret kører op og ned, jo mere kører humøret også op og ned. Derfor er det vigtigt, at de får mange måltider hele dagen igennem, og at I giver dem fiberholdig sund mad, og mad som giver mæthed over længere tid af gangen.
Jeg vil anbefale jer, at I om eftermiddagen forsøger at give dem noget mere mættende at spise. Det kan være en fiberholdig bolle suppleret af frugt og en lille portion A38 eller lidt yoghurt, som I kommer lidt revne æbler eller måske rugbrødsdrys på. Vil de have grød, må de også gerne få en portion havregrød, mysligrød eller måske øllebrød om eftermiddagen.
Det vil også være rigtig godt, at de tilbydes lidt føraftensmad, det vil sige lidt grønt i hånden, som de kan sidde og gnaske sig igennem, imens aftensmaden laves klar. Det kunne f.eks. være lidt peberfrugt, agurk, tomat eller lignende.
Og så vil jeg anbefale jer, at I forsøger at få indført et godnatmåltid som en fast del af deres ...
... putteritual. Det kan igen være en grød eller en portion havregryn med letmælk. Det kan også være yoghurt med havregryn blandet i eller måske en moset banan... Derefter kan de så få børstet tænder og blive puttet til natten. Godnatmåltidet skal ligge efter badet, og det skal være med til at sikre, at de ikke er helt så sultne om morgenen og også sikre, at det ikke er derfor de vågner flere gange om natten...
Jeg kan læse lidt mellem linjerne, at du føler dig forkert, fordi drengene f.eks. får morgenmad i sofaen og ikke ved middagsbordet... men prøv at tage det roligt her. Lige nu handler det om, at I skal overleve i det her, og at jeres familie på fire skal have det nogenlunde roligt og hyggeligt, så lad være med at slå dig i hovedet med, hvad du føler "burde være" og sig til dig selv, at du gør det, som lige nu er "nødvendigt for at være" nogenlunde for jer alle sammen.
Faktisk vil jeg anbefale, at I også om aftenen hjælper dem med at finde ro, når I har spist aftensmad sammen, og de har været i bad. Giv dem deres godnatmåltid her og vis dem derefter et klip med tandbørstning f.eks. ramasjang tandbørstesang - og børst deres tænder, så det bliver en fast rutine - og derefter er det så i seng. Igen, gør det som virker, og som lige nu får aftenerne til at fungere for jer alle fire.
Da jeres drenge nyder at være ude og opleve verden, så skal I endelig udnytte dette. Det er rigtig godt, at I prioriterer at gå ture med dem, tage på legepladsen, på biblioteket, i svømmehallen, eller hvad der nu er mulighed for, hvor I bor. Gør ting, som hjælper dem med at bruge sig selv rigtig godt både motorisk og mentalt.
Har I have? Så lad dem endelig også løbe rundt i haven, lege med sand, vand, bolde, kander, spande, en lille scooter osv. Det er vigtigt, at de "bliver kørt trætte" på flere planer - også når I går tur, så gå hen hvor de ikke behøver sidde i klapvognen, men i stedet kan løbe rundt og få brændt lidt krudt af. Sæt det i system, hvornår I går tur osv. så det bliver en fast rutine for jer.

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Det er også vigtigt, at I lader jeres drenge hjælpe til derhjemme, og at I medtænker, hvordan I nu kan inddrage dem i de hverdagsting, som skal gøres. Det betyder, at de f.eks. meget gerne må være med til at dække bord. De kan sagtens bære en tallerken, et glas osv. hen på bordet. Har I fjernet bøjlen på deres højstol? Det kan I sandsynligvis fint gøre nu, og de må meget gerne selv kravle op og sætte sig til bordet, når det er spisetid. Når de skal skiftes må de på samme måde gerne være med til selv at finde ble, rene bukser, creme osv. frem. Når de skal have børstet tænder, kan de sidde med deres egen tandbørste og I kan have en tandbørste som I bruger. Jo mere I kan inddrage dem og give dem en følelse af, at de er med og har lidt medbestemmelse, jo bedre er det.
Gemmeleg er sjovt i denne alder, byg huler, som de kan gemme sig i, det kan også være en stor flyttekasse, som de kan bruge, eller I kan skiftes til at gemme jer og skulle finde hinanden forskellige steder i jeres hjem. Det er sjovt at bevæge sig til musik og det styrker deres sprog at synge - så I må meget gerne synge og danse hver dag. Musikinstrumenter giver glæde, det kan være trommer rasleæg eller lignende, som I kan spille og synge med. Brug tid på at tumle og lege med dem, hvor I f.eks. kan have en stor madras på gulvet, som de kan tumle rundt på uden at komme til skade. Der kan også være skummøbler, som de kan kravle rundt på, måske en lille indendørs rutsjebane osv. Køb det evt. brugt, I kan finde mange finde ting, som drengene kan have masser af glæde af.
Det er også godt med klodser, hammerbræt, bolde i forskellige størrelser og materialer, balloner, puslespil med knopper, trækkedyr osv. Det er også altid en god idé med bøger, som I kan læse højt og tale om. Det kan I også lave små rutiner omkring, så når I sætter jer for at læse, så kommer drengene og sidder med. På den måde skabes også fælles opmærksomhed og ro. Store tykke farver eller modellervoks kan måske også bruges nu (med mindre de spiser det;)), evt. malerbøger med en "vand-tush", som kan bruges igen og igen...
I skal naturligvis sikre jer, at de ikke græder, fordi de reelt har ondt. Det lyder som om, at de jo har/har haft problemer med både mave, ører, hals... og når de "græder konstant" så er det naturligt vigtigt at sikre sig, at det ikke er på grund af smerter. Det lyder dog som om, at I har været omkring børneafdelingen, det er der, de nu er blevet sat i behandling med Nexium, og jeg går derfor ud fra, at de er tjekket godt igennem.
Jeg håber, at mine tanker hjælper jer lidt videre på vej, stort knus herfra :)
Rigtig meget held og lykke fortsat!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gør pusletid til hyggetid - med naturlig pleje fra Olívy
En ren ble er det primære formål, når ens baby bliver lagt til rette på puslepladsen. Men faktisk er pusletiden meget mere end blot en praktisk opgave. Det er en unik mulighed for at styrke båndet til dit barn, stimulere sanserne og skabe tryghed. En god pusleoplevelse handler ikke kun om ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:
28. januar 2025 | Diverse | 0 mdr.
Kære Helen Så kom lillesøster til verden, og det er gået rigtig godt....
28. oktober 2024 | Diverse | 4 mdr.
Kære Helen Tusind tak for dit sidste svar, det gav ro herhjemme! Men nu...
12. oktober 2024 | Diverse | 2 mdr.
Kære Helen Min veninde og jeg har fået vores drenge med kun en uges...
Viden om børn:
Episiotomi - Epis
Episiotomi eller Epis er, når kvinder under en fødsel klippes i mellemkødet. Man klipper i det stykke, der er mellem skeden og endetarmsåbningen, og man gør det, for at barnet bedre kan komme ud.
Der findes to typer af Episiotomi:
1. Man kan klippe lodret ned fra skedeåbningen til endetarmen. Dette klip heler ofte let op, men det anvendes ikke så meget mere, da der er risiko for, at klippet udvider sig og bliver længere, når barnets hoved passerer forbi - og derved...
Gluten til baby
De fleste børn kan tåle gluten, og gluten kan introduceres til barnet i 4-6 måneders alderen under hensyntagen til de anbefalinger, der i øvrigt gælder om variation i kosten, når skemad gives til småbørn.
Hidtil sagde man, at spædbørn ikke måtte introduceres til gluten før efter 6 måneders alderen, men disse anbefalinger blev i 2015 lavet om, da der ikke er fundet videnskabelig dokumentation for at vente med at introducere gluten.
Gluten findes især i hvede, mens...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.