Svar: Søskendeudfordringer 3,5 og 1,5 år

---

Hej med dig

Tak for dit brev :)

Dit lyder virkelig hårdt! Når vi sætter børn i verden, giver vores børn søskende, så har vi jo naturligt et håb og et ønske om, at de vil få glæde af hinanden og være der for hinanden. Når I forældre igen og igen mærker, at jeres drenge bare slet ikke kan sammen, så bliver I naturligt kede af det - det er hårdt!

Søskendejalousi er naturligt, men ikke desto mindre svært. Og man siger normalt, at der er tre store følelser i spil, når vi bringer en lille ny ind i familien: Sorg, vrede og angst.

Det er sorgen over, at storebror ikke længere har mor og far for sig selv. Sorgen over, at skulle dele mor og far med en anden.

Det er vreden over, at han er blevet bragt i denne situation, som han jo naturligt ikke har haft nogen indflydelse på, men som han nu bare sidder i. Og denne vrede går ofte ud over mor, fordi det er mor, som er gravid, mor som har været indlagt med lillebror og som også har bragt lillebror hjem.

Det er angsten for, at lillebror vil tage hans plads. At I vil elske ham lidt mere, end I elsker storebror, det er angsten for, at der ikke længere er kærlighed nok til ham.

Sorg, vrede og angst er meget voldsomme følelser, som det er meget vigtigt, at vi tager alvorligt. Og det har derfor meget stor betydning, hvordan I har reageret på storebror, da lillebror kom til verden - og hvordan I også reagerer nu.

Der er ingen tvivl om, at det hos jer har været ekstra udfordret af, at mor har været indlagt med lillebror og derfor har været "forsvundet ud af storebrors liv". Selvom far har været der for ham, så har storebror naturligt følt sig meget usikker på det hele, han har måske følt sig afvist og måske også svigtet - især fordi da lillebror så kom hjem, så græd han hele tiden og storebror har måske skulle tage visse hensyn, som han ikke har kunnet, hverken i kraft af sin alder eller sin personlighed. Du fortæller, at storebror har udfordringer i børnehaven, som naturligt godt kan være med til at forklare, hvorfor han også har det svært med lillebror - og måske har haft det ekstra svært den gang.

Man sammenligner det at vi bringer en lille ny ind i familien med, at din mand f.eks. kom hjem med en ny kvinde, erklærede "hende elsker jeg, og nu skal hun bo her". Du kunne se, at når de sad i sofaen, nussede, kælede, puttede, så havde de noget helt specielt sammen. Det ville gøre rigtig ondt, og man siger også, at nogle af de følelser, som den ældste får f.eks. er:

- Mine forældre og min lillebror har noget sammen, de giver det til hinanden og ikke til mig.
- Jeg er ikke længere den foretrukne, de foretrækker lillebror.
- Jeg er blevet usynlig, de ser mig ikke, når jeg kalder, skal jeg vente lidt eller får at vide, at jeg må prøve selv.
- Pladsen i deres hjerter er usikker, jeg ved ikke, hvor jeg har dem, jeg er nødt til at gøre noget, for at de stadig ser mig...

Storebror har naturligt brug for at vide, at han er elsket overalt på jorden. Det er vigtigt, at I igen og igen fortæller ham, at han er noget særligt, fordi han er den, han er. Ikke fordi han gør noget særligt eller kan noget særligt, men blot fordi han er ham. Han må ikke på noget tidspunkt tvivle på, at der stadig er plads til ham og masser af kærlighed til ham.

Det er også meget vigtigt, at I ikke sammenligner de to. Storebror hører disse sammenligninger og kan meget hurtigt tage det personligt og få en følelse af, at det ville være bedre, hvis han var ligesom lillebror. Det kan være sætninger, som I siger direkte til ham og lillebror, men det kan også være ting, som I taler med bedsteforældre og andre om hen over middagsbordet. Når vi taler om og sammenligner vores børn - hvad de kan, hvornår, hvordan osv. så er der stor sandsynlighed for, at børnene føler, at vi synes mere om den ene eller den anden, eller at de ikke føler sig lige meget værd.

Hvis storebror generelt er lidt mere stille og tilbageholdende, har svært ved at være social, indgå i relation med andre børn osv. og lillebror er meget mere udadvendt og ekstrovert i sin personlighed, så kan storebror meget let komme til at føle sig forkert, føle at man skal være som lillebror. Men det skal han ikke, han skal føle, at han er præcis som han skal være.

Du spørger, om løsningen er, at lade børnene være mere sammen, og feks. lade dem sove sammen, eller om det er ...

---

---

... bedre at holde dem adskilt. Jeg tænker, at det ikke er her, I skal starte. For mig at se handler det i allerhøjeste grad om, at I skal styrke især storebrors selvværd og selvtillid og give ham en grundlæggende følelse af, at han ikke behøver konkurrere med sin lillebror.

Det er rigtig fint, at I laver ting med drengene hver især, så I på den måde giver storebror en følelse af at blive set og en følelse af at blive prioriteret og føle sig betydningsfuld, MEN det er også vigtigt, at I laver ting sammen alle fire, og at I hjælper drengene med at finde ud af at være sammen på en god måde. Så de lærer at dele, lærer at tage hensyn, lærer at i jeres familie er der plads til alle, trods forskelligheder.

Du spørger specifikt, hvordan I skal gribe det an, når storebror "målrettet går hen og vælter sin lillebror ved at skubbe ham i hovedet, så baghovedet ryger lige i gulvet". Jeg er sjældent fortaler for time-out, men i en sådan situation er det berettiget.

Når storebror gør noget bevidst for at gøre lillebror ondt, og som lillebror faktisk kan komme rigtig meget til skade ved, så at I nødt til med det samme at stoppe det og reagere. Det er en god idé at starte med en advarsel, hvis I kan se, at drengene er ved at komme op at toppes, så er det fint at sige "hov, hvad sker der nu?", forsøge at få dem til at sætte lidt ord på og finde en løsning sammen med dem, så I guider, mægler og på den måde hjælper dem. Men hvis storebror gør det alligevel, så er I nødt til at sige fra med det samme, tage ham i hånden og følge ham på værelset. Hvis den anden forælder er der til at tage sig af lillebror, så gør den anden det. Hvis I er alene med drengene, så må storebror følges på værelset, og du eller far må gå tilbage og trøste lillebror og så vende tilbage til storebror igen lidt efter.

---

---

---

I skal sætte jer sammen med storebror på værelset og forklare ham, at I ikke vil acceptere, at han slår sin lillebror. I kan f.eks. sige "jeg tager dig væk nu, fordi du slog lillebror. Man må aldrig gøre noget, som gør ondt på andre". I kan også forklare ham, at det kan være farligt, ligesom I kan sætte ord på, at i jeres familie slår I ikke hinanden. I kan også tale med ham om, hvordan man kan sige nej på en anden og mere hensigtsmæssig måde - og så kan I tale med ham om, hvad I forventer, når I vender tilbage til stuen igen, og at han f.eks. skal sige undskyld til sin lillebror.

Det handler både om, at storebror er nødt til at vide, at denne opførsel er uacceptabel og samtidig have redskaber til at håndtere situationer som disse mere hensigtsmæssigt. Disse redskaber skal han også bruge i børnehaven, i skolen og senere i livet. Og så handler det især også om, at lillebror på samme måde har brug for at føle, at han bliver set, lyttet til og anerkendt. At hans behov også tæller, at han også har værdi. Hvis storebror får lov til at behandle lillebror så dårligt igen og igen, så vil det naturligt påvirke lillebrors selvværd, og han har lige så meget brug for at føle sig anerkendt, prioriteret og mødt.

Man kan naturligt godt sige, at hvis storebror får time-out, så vil han naturligt ikke føle sig set og mødt, men netop derfor, er det rigtig vigtigt, at denne grundfølelse - altså følelsen af, at jeg er helt som jeg skal være, er i orden. For er den det, så vil han naturligt også kunne forklares, hvorfor en sådan opførsel er uacceptabel og ikke bør finde sted. Det er ikke ham, som er forkert, det er hans opførsel, som er forkert.

Det er rigtig godt, at børnehaven er opmærksom på, at jeres dreng har nogle sociale udfordringer, som de nu vil sætte ekstra støtte ind på og hjælpe ham med. Hvis det viser sig, at han har svært ved at forstå sociale normer og måske har svært ved at afkode både egne og andres følelser, tanker og handlinger, så er det naturligt vigtigt at hjælpe ham med dette. Løsningen tænker jeg dog ikke er at adskille ham fra andre børn og herunder lillebror. Det er netop vigtigt, at I så er der og guider drengene i at få denne følelsesmæssige gensidighed i forhold til hinanden, men det skal naturligt være under jeres supervision. Som det er lige nu, så lyder det ikke som om, at det er en god idé at lade drengene være alene, de har brug for hjælp til at finde ud af være sammen.

Jeg håber, at I kan bruge mine tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke med det hele:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---