Annonce

Annonce

Svar: Baby vil kun falde i søvn i kørepose


2. maj 2022

Kategori:
Alder:
8 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Hej med dig

Tak for dit brev - det er rigtig godt du skriver :)

Du har fuldstændig ret, når du skriver "vi er ude i en lettere besværlig løsning" - for det holder naturligt ikke i længden. Jeres dreng bliver kun tungere og tungere, han er allerede for stor og for tung for jer at vugge og svinge, I kan ikke holde til det. Samtidig skal han starte i vuggestue, og de kan naturligt ikke putte ham på denne måde. Det bliver varmere i vejret nu, så han kan ikke ligge i en voksipose og sove, så får han det alt for varmt. Og ingen af jer trives med den løsning - jeres dreng faktisk heller ikke. Han har også brug for at kunne falde i søvn uden at skulle være "svingende i en sovepose"...

Jeres dreng har et søvnassociationsproblem. Søvnassociationer er de ritualer eller de ting, som vi forbinder med at sove. De vaner vi har, som får os til at koble fra, finde roen og falde i søvn. Vi har brug for disse vaner/ritualer, og vores børn har naturligt behov for dem.

Der er gode søvnassociationer:

Sutteklud, bamse, godnathistorie, ”sshhh”, kærtegn, det 3. øje, som er når man stryger barnet kærtegnende ned over panden.

Der er mindre gode søvnassociationer:

Bryst, flaske, sut og blive vugget, svinget, hoppet med...

Søvnassociationer er gode, når de lærer barnet at falde i søvn selv. Barnet lærer at sove i sin seng eller f.eks. klapvogn, og barnet forbinder sin seng eller klapvogn med stedet, hvor det skal sove. Søvnassociationer er mindre gode, når de gør barnet afhængig af den voksne. Det vil sige, når jeres dreng har brug for, at I vugger og svinger ham igen og igen og igen, hver gang han skal sove.

I har altid hjulpet jeres dreng med at sove ved at vugge og svinge ham - det har været det ritual, I har valgt - og ofte virker det også rigtig godt i starten. Det spæde barn har naturligt brug for at blive vugget og bevæget. Det minder om at ligge i livmoderen, og det lille barn falder derfor naturligt til ro ved bevægelser. Men - i takt med at barnet bliver ældre, så skal vaner og rutiner ændre sig - og af en eller anden grund, har I aldrig fået ændret jeres vaner, hvilket der kan være mange gode grunde til...:)

Som jeg læser dit brev, så er jeres dreng startet med at sove i slyngevugge, derfra så slyngevugge med motor. Herefter er I så begyndt at svinge ham i køreposen eller har gået med ham i bæresele. Og nu fortæller du, at du ønsker, at overføre hans putteritual til klapvogn og derfor vil bruge voksipose, som I kan spænde fast og også give hanke, som I kan vugge ham med... Men det er ikke nogen god løsning. I er nødt til at give jeres dreng nogle søvnassociationer, som kan fungere på sigt for jer alle tre. Som du selv nævner, så er det vigtigt at vænne ham fra denne afhængighed nu.

Det er meget svært at komme fra vuggende og svingende bevægelser til en stillestående seng. Det tænker jeg ikke vil være nogen god løsning for jer. Derfor lyder det som en god idé at vænne jeres dreng til klapvognen og netop udnytte denne på ferien - og dermed få vænnet ham til, at bevægelsen fremover sker ved at blive trillet i vognen og ikke længere i jeres arme og ikke længere i en sovepose. På sigt skal han også lære at sove uden at blive trillet i klapvognen, men et skridt af gangen. I første omgang er målet, at han skal lære at sove i klapvognen og dermed ikke længere er afhængig af at blive svunget i sovepose - og det er et nødvendigt og også realistisk mål at sætte sig nu:)

Hvor holder I ferie? Er det i DK eller lignende sted, hvor temperaturen stadig kan variere en del, så er det fint at bruge voksiposen lidt endnu, alternativet kunne være en babydyne - det kan være lettere at rejse med. Skal I et varmere sted, så vil jeg anbefale at I helt undvære voksiposen og i stedet medbringer en sommerdyne eller et tæppe, som jeres dreng kan puttes med i klapvognen afhængig af vejr og vind.

I skal udnytte ferien til at få ændret vaner. Og I skal starte med at skabe en fast dagsplan, en fast rytme, hvor jeres dreng skal tilbydes to lure dagligt - en formiddagslur og en middagslur.

I skal stå op til samme tid hver dag, gerne senest kl 07, så han naturligt vil være træt og parat til at sove, når det bliver puttetid, og I derfor ved, hvad tid han ...


Annonce

... skal puttes, og dermed kan være sikre på, at han faktisk vil være parat til at sove.

Han vil naturligt blive ekstra træt af alle de oplevelser og nye indtryk som ferien giver med sig. Det er vigtigt også at udnytte dette samtidig med at I skal anerkende hans alder, udvikling og naturlige lyst til at opleve og følge med.

Han skal sættes i klapvognen, når det er sovetid og der kan han sidde og kikke på verden, mærke vinden i ansigtet - og netop blive fyldt op med indtryk. Han må gerne sidde med lidt mad i hånden, en rosinbolle, en klemtube eller lignende, som kan aflede ham og samtidig virke lidt meditativt og fylde ham op i maven, så han bedre finder ro og også kan sove bedre. Og så lægger I ham først ned, når han tydeligt viser sig parat til at sove og triller videre.

Han skal også have faste spisetider og tilbydes rigtig mange måltider dagen igennem, ligesom det er vigtigt, at I sørger for, at han har god mulighed for at kravle rundt og bruge sig selv motorisk i sine vågne perioder - så han får en fysisk træthed i kroppen og derfor også føler behov for at sove.

I skal altså skabe rigtig meget struktur og faste ritualer, selvom I har ferie og måske gerne vil sove længere og være mere fleksible. I må meget gerne tage på ture, kikke på en masse, opleve osv. Sørg dog for at passe oplevelser ind med spise- og sovetider, så I udnytter jeres byvandringer, ture ved poolen eller hvad I nu skal med jeres drengs behov for aktivitet, mad og søvn:)

En dagsplan vil se således ud:

Vågner og dagen starter omkring kl 07... gøres klar med vask, ren ble og rent tøj osv.

Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.

I synger, leger, tumler, hygger...

Formiddag 9-9.30: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, frugtmos, smoothies eller lignende. vand af kop.

Puttes til formiddagslur i klapvognen, sættes op og I triller en tur, han sidder og kikker på verden og lægges først ned, når han tydeligt viser sig parat. Må gerne sidde med en bolle, lidt gnavemad, drikkedunk med vand eller lignende...

Vågner og I leger, tumler, synger, hygger...

Frokost 11.30-12: Brødhapsere med forskelligt smørbart pålæg, suppleres med kogte grøntsager, kød, fisk, hårdkogt æg, ost, godt kogt pasta eller lignende. Får også stadig grøntsagsmos og varm mad - det kan være rester fra aftensmaden eller det kan være færdiglavet babymos, svarende til alderen. Vand af kop.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Foredrag med Helen

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen

Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus

Se flere foredrag med Helen ...


I leger, tumler, hygger og synger...

Ammes eller flaske og puttes til middagslur - tidspunktet variere efter hvor lang formiddagsluren har været men måske mellem kl 13-14... Starter også her med at sidde op, kikke på verden, blive fyldt op med oplevelser og derefter puttes han til lur.

Vågner og I leger, tumler, hygger...

Eftermiddag 16: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt og bær, frugtmos, smoothies eller lignende. Vand af kop.

I leger, tumler, hygger, synger...

Aften 18: Udgangspunktet mere og mere familiemaden, kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta. Der skal være mad i stykker, hapsere og større stykker til hænderne og også stadig moset mad, som gives med ske og gaffel. Vand af kop.

Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme osv. og gøres klar til natten.

Tilbydes godnatgrød ca. 19.30, vand eller mme af kop. Får derefter børstet tænder.

Ammes eller flaske og puttes til natten ca. 19.45-20...

Sen aften 23-24: Ammes eller drømmeflaske og sover herefter til næste morgen uden yderligere mælk, og dagen starter med morgengrød.

Hvordan I skal gøre, når I putter ham om aftenen, afhænger af, hvad I gør lige nu - måske er I nødt til at bibeholde jeres nuværende ritual om aftenen, måske kan I også ændre på dette nu. Det afhænger helt af, hvad der sker hos jer og hvad I har overskud til. I første omgang er det dog vigtigt, at jeres dreng lærer at sove i klapvognen og derfor kommer væk fra sin sovepose og at skulle svinges i den - det er første mål :)

Jeg håber, at ovenstående hjælper lidt videre og giver lidt idé om, hvordan I kommer videre :) Jeg ønsker jer en rigtig god ferie og håber, at I har overskud til netop at bruge ferien på at få ændret vaner - det vil være guld værd for jer alle tre på sigt :)

Rigtig meget held og lykke med projektet :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Gør pusletid til hyggetid - med naturlig pleje fra Olívy

En ren ble er det primære formål, når ens baby bliver lagt til rette på puslepladsen. Men faktisk er pusletiden meget mere end blot en praktisk opgave. Det er en unik mulighed for at styrke båndet til dit barn, stimulere sanserne og skabe tryghed. En god pusleoplevelse handler ikke kun om ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

13. april 2025 | Sovevaner | 3 mdr.

Gråd i barnevogn - del 2

Kære Helen Jeg har nu forsøgt at bruge nogle af dine råd ift min datter på...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Mor kan ikke putte - 10 mdr.

Kære Helen Din brevkasse har været en kæmpe hjælp hele vores tid som nye...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2025 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.

Overgang ud af tremmeseng

Kære Helen. Vi søger råd til at få putning til at fungere. Vi har pga....

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.

13 mdr og i seng på anden måde - del II

Hej Helen, Mange tak for dit svar. Det giver rigtig god mening det du...

Læs hele brevet og Helens svar


9. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.

Få vores 13 mdr søn i seng på en anden måde

Hej Helen, Vi er førstegangs forældre til Bertram på 13 mdr. Han er lige...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Trøske

Trøske er en form for svamp, der ses som en hvidlig belægning i barnets mund. Det er ufarligt, men meget ubehageligt for barnet, og det bør derfor behandles.

Trøske er meget almindeligt de første måneder efter fødslen, og det kan være svært at vurdere, hvorvidt der 'bare' er tale om mælkebelægninger i munden, eller om det er svamp. Sidder belægningerne kun på tungen, og kan de forholdsvis nemt fjernes med en finger eller en lille skumklud, så er der sandsynligvis tale om...

Læs mere i Babylex

Graviditet uden for livmoderen

Graviditet uden for livmoderen er en meget alvorlig graviditetskomplikation, der optræder i ca 2 procent af alle graviditeter.

Det er forbundet med stor risiko for moderens liv og det er ikke muligt at gennemføre en sådan graviditet. Ofte er der faktisk heller ikke tale om et rigtigt foster, og dermed ikke om en rigtig graviditet.

Spiral udgør en risiko for at man bliver gravid uden for livmoderen. Derudover kan det spille ind, hvis man tidligere har haft...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Hej Helen

Tusind tak for dit svar, som kom langt hurtigere end forventet :)

Dejligt, tak
Christina


Annonce