Svar: Selvstændig leg

---

Kære mor

Tak for dit brev og meget fine beskrivelse af jeres hverdag og alle dine tanker :)

Når jeg læser beskrivelsen af jeres ældste datter, så lyder hun til at være en rigtig dejlig pige, som trives på alle måder. Du fortæller, at hun og lillesøster er rigtig gode til at lege sammen, du fortæller, at børnehaven melder tilbage, at hun er en rigtig kvik pige, der er god til at tage initiativ, hun leger rigtig godt med de andre børn, har en god fantasi og sætter gerne en leg igang - hun skal i skole nu, og lyder til at være helt parat til dette.

Du fortæller også, at I er en familie, som generelt er meget aktive, og jeres datter deltager umiddelbart i det hele - hun er med til sportsaktiviteter i weekenden og når I besøger venner, familie. er på cafe eller laver andre aktiviteter, så er hun altid en drøm at have med. Alt sammen super godt og dejligt!

Du savner dog, at hun er mere selvhjulpen hjemme, og du fortæller, at I ofte diskuterer. I hverdagen giver det ro at sidde med en iPad, når I kommer hjem, i weekenden har I mange diskussioner, fordi hun f.eks. ikke vil tage overtøj på og ofte siger hun "du skal gøre det", og hvis du ikke gør det, så klager hun sig, eller kan finde på at sparke, bide eller lignende. Du fortæller også, at det ofte skaber drama, når puslespil/dukkeleg skal stoppe fordi I skal på legepladsen - og igen drama, når I så skal hjem... Det er generelt svært for hende med skift.

Jeg tænker umiddelbart, at der kan være flere ting, som spiller ind hos jer. Jeg vil naturligt meget gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vælge til og fra i forhold til, hvad du tænker, at du kan bruge :)

Det ene jeg tænker er, at jeres datter måske savner lidt nærvær med jer - eller måske med dig. Når hun siger "du skal gøre det" så kan det godt være et udtryk for, at hun gerne vil føle sig set og prioriteret, hun har brug for at mærke, at du er der hundrede procent for hende. Og når du så kræver, at hun skal gøre det selv, så føler hun sig afvist og føler, at du ikke vil hende - og så skaber det naturligt en konflikt. Far er mere "eftergivende" skriver du, og det er han måske, eller også er han mere lyttende og giver hende det, hun efterspørger.. Jeg er med på, at du elsker hende højt, og at I også har masser af kærlige og nære stunder, men prøv at overveje, om det måske er nærvær hun søger...

At være nærværende betyder, at I kan være sammen uden at have et formål. I kan sagtens være til sport, I kan sagtens være på cafe, I kan sagtens være sammen med venner osv. - uden at være nærværende. Når jeg læser alt det, I laver sammen, så lyder det umiddelbart som om, at der ofte er stor fokus på aktiviteten og ikke så meget på samværet og nærværet mellem jer...:)

Det er to forskellige former for nærvær. Der er de korte, gode stunder - det man kan kalde øjebliksnærvær. Det er alle de små øjeblikke, som opstår uden at være planlagt, og som I deler. Det kan være, at din datter får øje på en hund, og I taler om den, hvad det er for en hund, og I deler den oplevelse sammen. Og så er der de længerevarende stunder, hvor I bruger flere timer eller en hel dag på at opleve og dele noget med hinanden. Og vi har brug for begge dele - både de korte intense øjeblikke af nærvær og nærvær over tid.

Du beder mig komme med lidt input, som kan give dig lidt nye perspektiver og måske skal du overveje, om du og storesøster kan have flere nærværende stunder sammen, hvor I deler oplevelser, lytter og anerkender hinanden - det vil naturligt smitte positivt af på alt andet i hverdagen.

Derudover så tænker jeg, at du måske skal prøve at vurdere, hvor på skalaen jeres datter befinder sig, når man taler om at være introvert og ekstrovert (eller måske det der kaldes ambivert, som også nogle gange kaldes f.eks. udadvendte introverte eller indadvendte ekstroverte). ...

---

---

... Umiddelbart lyder det som om, at jeres datter har mange ekstroverte karaktertræk - hun er social, selskabelig, befinder sig godt sammen med andre mennesker, hun elsker at være ude og får energi af at være sammen med andre - og er I for meget hjemme, kan det gøre hende pirrelig. Men, hun har også brug for pauser, hun har brug for at kunne koble fra, så hun ikke bliver stresset - hun trives med mange aktiviteter, men skal også koble fra og finde ro...

I hverdagen hjælper iPad´en hende med at koble fra, måske vil det også hjælpe hende at være sammen med dig eller far, når der f.eks. skal laves mad eller dækkes bord. Måske er det på grund af behovet for afstressning, at hun har svært ved at skifte situation. Det lyder jo hyggeligt og roligt med puslespil og dukkeleg - og måske bliver det for meget for hende, når I så siger, at nu skal hun slippe dette og cykle med jer i skoven...

Samtidig lyder det som om, at dukkeleg og puslespil er noget af det, som hun gør selv og derfor er noget af det, som du efterlyser (at hun skal underholde sig selv), men når hun gør det, så synes I, at noget andet er bedre... Prøv derfor at overveje, om nogle af jeres konflikter opstår, fordi hun har brug for en pause og brug for at lade op, men hvor I synes at andre aktiviteter er vigtigere eller bedre for hende...

Det kan også være en god idé at overveje, hvordan du kommunikerer med hende, når du beder hende om at gøre noget selv. Hun har en alder, hvor hun naturligt gerne vil have medbestemmelse og ikke bryder sig om at få at vide, hvad hun skal, hvordan og hvornår - så nogle gange kan det være en god idé at inddrage hende mere og lade hende være med til at træffe valg. Hvis du ofte formulerer dig med "du skal tage jakke på nu", "du skal hente din taske", "du skal ikke spille minecraft nu" osv. så vil hun naturligt lære, at det er sådan, I kommunikerer hos jer - og dermed også være en del af forklaring på hvorfor hun til dig siger "du skal...".

Du kan stedet f.eks. sige "jeg vil gerne have, at du ...". Nogle gange skal du måske spørge hende direkte, så hun også får lidt medbestemmelse "vi skal have lavet aftensmad og dækket bord. Jeg vil gerne have, at du hjælper mig. Hvad vil du hjælpe med?".

---

---

---

Det er også vigtigt, at du sætter ord på, hvor dejligt det er at have en 6årig i huset, der kan alt det, som jeres datter kan. Det er vigtigt, at hun føler sig betydningsfuld, at hun føler, at hun har en vigtig rolle, og at hun har en følelse af, at I slet ikke ville kunne fungere som familie, hvis ikke hun var der. Hun er noget særligt og ingen kan tage hendes plads.

Det kan også være, at I er nået dertil, hvor I skal sætte jer ned og lave lidt aftaler om, hvordan det foregår hos jer. Holde et familiemøde, hvor I taler om, hvordan I skal hjælpe hinanden og alle skal lave noget derhjemme. Jeres datter er jo udmærket klar over, at I har konflikter, hvilket hun højst sandsynligt også er rigtigt ked af, men naturligt ikke ved, hvad hun skal gøre ved. Så at sætte jer sammen og tale om, hvad I hver især kan gøre - og her netop lytte til hende, og det hun giver udtryk for, og anerkende de ting hun siger.

Der sker jo ændringer hos jer nu, hvor hun starter i skole - især når skolen rigtigt begynder efter sommerferien - og der er madpakker, der skal smøres, skoletaske der skal pakkes, lektier der skal laves osv. Derfor vil det være rigtig godt, hvis I kan begynde at inddrage begge jeres piger lidt i de hverdagsting, som naturligt skal ske - mere end at de leger for sig selv, og I sørger for de praktiske ting. Men stadig så I er nærværende sammen og ser, lytter og anerkender :)

Mange forskellige tanker frem og tilbage, og jeg håber, at du her har fået lidt forskellige input og lidt at tænke over, som måske kan hjælpe jer lidt videre :)

Rigtig meget held og lykke fortsat - også med skolestarten!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---