Svar: Dårlige madvaner
Hej med dig
Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres dreng, dine tanker, og hvad I gør/har forsøgt jer med indtil nu :) Jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig.
Jeg forstår godt, at du synes, det er frustrerende, når du ser hvor meget lillesøster spiser, og hvordan hun vokser. Der er jo ikke noget, du hellere vil, end at sikre jeres dreng hans behov for ernæring, så han vokser, trives og udvikler sig i bedste retning - og det bliver pludselig tydeligt, hvor forskellige jeres børn. Men, det er super vigtigt, at du ikke sammenligner dine børn - jeres dreng er født 6 uger før tid, hans start på livet har været en anden, og han har naturligt også en anden personlighed end lillesøster. Jeg ved ikke, om hun også er født før tid, men uanset hvad, så er de forskellige, og de skal have lov til at være forskellige. Også selvom du synes, at det er frustrerende:)
Jeg tænker, at du har fuldstændig ret, når du skriver, at du generelt oplever, at han får lavt blodsukker og derfor også får mange nedsmeltninger. Der er ingen tvivl om, at mad han indtage,r vil påvirke hans humør og overskud, og derfor er det super vigtigt, at han tilbydes mange små måltider hele dagen igennem. Og når jeg ser jeres dagsplan, så kan jeg se, at han ikke tilbydes nogen mellemmåltider om formiddagen.. han går fra kl 06 til 11 uden et mellemmåltid, og det synes jeg er for lang tid. Jeg synes, han bør tilbydes et mellemmåltid omkring kl 9, som kan sikre et mere stabilt blodsukker for ham og give ham energi til at være en aktiv del af børnehavens hverdag...
I Danmark tilbyder vuggestuer og børnehave ofte børnene mulighed for at spise 1-2 hovedmåltider og 1-2 mellemmåltider i løbet af en dag. Det svarer til, at de fleste daginstitutioner tilbyder morgenmad, frokost og et mellemmåltid om eftermiddagen - og især vuggestuer tilbyder også mellemmåltid om formiddagen. Men, undersøgelser viser, at alle børn bør tilbydes mellemmåltider. Mange børn står tidligt op, og har derfor spist tidlig morgenmad, og de vil, som jeres dreng, have behov for det mellemmåltid om formiddagen. Det samme gælder faktisk børn, som hentes sent i institutionen - de bør også tilbydes et ekstra mellemmåltid om eftermiddagen.
Et eksempel på, hvordan en måltidsdag kunne skrues sammen, kunne se således ud:
6.30: Morgenmad hjemme eller i institution
9-9.30: Mellemmåltid i institutionen (og hjemme i weekenden)
11.30: Frokost i institutionen (og hjemme i weekenden)
14: Mellemmåltid i institutionen (og hjemme i weekenden)
16: Mellemmåltid i institutionen (eller hjemme, hvis hentet her, og i weekenden)
18: Aftensmad hjemme
20: Godnatmåltid hjemme
Jeg vil faktisk foreslå, at I drøfter børnehavens kostpolitik og måltider på et forældremøde og f.eks. også tager det op med forældrebestyrelsen. Det er ikke kun jeres dreng, som har behov for hyppige måltider :)
Derudover så er der lidt ting, som jeg vil foreslå, at du ændrer. Du fortæller, at han ofte tilbydes yoghurt med havregryn og mysli, cheerios eller minifras. En gang imellem også boller med ost og syltetøj, og nogle gange beder han selv om rugbrød.
Det er vigtigt, at du vælger morgenmad, som indeholder fuldkorn - meget gerne rugbrød, fuldkornsboller og havregryn med mælk. Det er helt okay, at han ikke er vild med grød, men det er godt med havregryn i stedet, eller du kan evt. lave klatkager, grødpandekager, grødmuffins. Grødmuffins og grødpandekager kan evt. laves på forhånd, ligge klar i fryseren, så de blot skal varmes op - som alternativ til yoghurt og morgencerealier, simpelthen fordi det mætter mere og givet et stabilt blodsukker i længere tid.
Du skal være opmærksom på, at mysli og Cheerios og lignende morgenmadsprodukter kan have et højt sukkerindhold, og at nogle pakker ser ud som om, at de følger fuldkornsmærket, men det er ikke det officielle fuldkornsmærke. Kik på indholdet og hold dig til produkter, som har mindre end 10 gram sukker pr. 100 gram. Ellers så kan du faktisk risikere, at din drengs blodsukker stiger hurtigt, appetitten nedsættes, og så falder blodsukkeret pludselig hurtigt, og det samme gør humøret og overskuddet:)
Vær også opmærksom på at give ham frisk frugt og bær fremfor tørret frugt. Det samme gælder f.eks. saftevand og lignende, som I også bør undgå i ...
... hverdagen og i stedet tilbydes vand. Hvis vandet skal gøres spændende, kan du komme lidt bær, appelsinskiver eller lignende i vandet....
Du nævner, at du hjemme tilbyder ham "resten af madpakken", og du fortæller, at du om aftenen, når han ved sengetid siger, at han er sulten, så "viser ham tallerkenen med aftensmad, som du har gemt", men at han ikke vil have noget. Jeg forstår godt, hvis du gerne vil spare, og hvis du synes, man skal bekæmpe madspild og lignende - det er jeg helt med på - men du skal være opmærksom på, at når han får serveret den mad, som han ikke har spist, på denne måde, så kan det for ham virke som en straf, og det giver ham ikke lyst til at spise den, tværtimod.
Du må gerne give ham rester fra aftensmaden som et godnatmåltid. Men det skal ikke gemmes på hans tallerken og serveres igen. Har I f.eks. fået frikadeller, kylling eller lignende, så kan du tage dette ud af køleskabet, servere det sammen med en klapsammenrugbrød og et glas mælk - på en ny tallerken og på en ny måde. Og nogle gange vil det også være rigtig godt, blot at give ham f.eks. en bananmad, en portion havregryn, en grødmuffin eller lignende...
Jeg synes ikke, at han skal gå sulten i seng, og jeg synes ikke, at han skal tvinges til at spise den aftensmad, som han ikke har spist ved middagsbordet. Det er rigtig synd for ham, og det er meget vigtigt, at han får sit godnatmåltid og ikke går sulten i seng. Du skriver, at jer familie siger, at det er en fase, at han ikke må løbe om hjørner med jer osv., og du ikke selv er fan af at sende ham sulten i seng - lyt til dig selv. Lyt til det du fornemmer er rigtigt, det er din familie, som er galt på den!
Banan er faktisk super godt, så det må han meget gerne få, og det er rigtig godt, at han er glad for bananer. Banan indeholder blandt andet tryptofan, som er med til at forbedre vores søvnkvalitet og holde humøret stabilt. Så banan er godt som mellemmåltid og godnatmad, hvis det skal være let og praktisk...:)
Jeg synes også, det er en god idé, at du nogle gange tilbyder jeres dreng lidt rugbrød eller lignende, før I tager i byen. Der kan gå lang tid, før I bliver sat til bordet og ender med at få noget at spise, og der er ingen grund til at han bliver "hangry", som du skriver. Det har hverken han eller I eller andre glæde af. Og generelt er det sådan, at børn skal have mad, når de er sultne og beder om mad. Hvis man beder dem om at vente, så vil appetitten ofte være forsvundet, når vi sætter os til bordet, og så får de skæld ud over ikke at ville spise - men det er jo ikke deres skyld, at vi ikke gav dem mad, da de bad om det:)
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Jeg synes, det er en rigtig god idé, hvis I spiser sammen derhjemme. I skal spise samme mad, og det skal være hyggeligt at sidde ved bordet. Han må gerne selv vælge hvad, hvor meget osv. han vil have på sin tallerken, og han må også gerne selv hælde op i sit glas eller tage, hvad han mener han kan spise - bliv endelig ved med det.
Jeg synes også, det vil være rigtig godt, hvis I kan inddrage jeres dreng mere og mere i madlavningen. Jeg har lavet bogen "Helens og Holms familiemad - tag børnene med i køkkenet", sammen med Claus Holm. Den tænker jeg vil være oplagt for jer :)
Jeg vil anbefale, at I altid sikrer jer, at der er mindst én ting, som han kan lide. Det kan være pasta, eller det kan f.eks. være, at I serverer et stykke rugbrød sammen med den varme mad. Det skal ikke være sådan, at han afviser aftensmaden, det skal altså ikke være sådan, at han siger, at han ikke vil have maden, og derefter så tilbydes rugbrød i stedet - det skal serveres sammen med den varme mad. Han skal have begge dele på sin tallerken.
På den måde er der altid noget, som han kan gå igang med at spise, når det er tid til at spise aftensmad, og han spiser naturligt sammen med jer andre, når I spiser til aften. Stille og roligt skulle han så gerne blive tryg nok ved også at smage på den øvrige mad, især hvis han samtidig er med til at lave mad, oplever at presset omkring måltiderne forsvinder, og at det er okay, at han ikke spiser som sin lillesøster...
Læs også min artikel "Forebyg kræsenhed" fra 14. marts 2019, og som I finder i min artikelsamling. I den får I 15 gode råd med på vejen :)
Håber du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste
Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
22. november 2024 | Kost og ernæring | 4 mdr.
Kære Helen Vi har en datter på nu 4 måneder, som vi synes virker meget...
22. november 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen Min datter, der nu er 7 måneder, vil pludselig ikke spise skemad....
17. november 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Mandler, hasselnødder mm. før 1 år?
Kære Helen Jeg har bare et kort spørgsmål i dag! Jeg har en dreng på 7...
8. november 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen. Jeg vil gerne høre, om du har nogle idéer til, hvordan jeg kan...
6. november 2024 | Kost og ernæring | 2 år, 2 mdr.
Kære Helen Jeg læste netop dit nyhedsbrev om de forskellige virusinfektioner...
Viden om børn:
Fladt baghoved
Da små børns kranieknogler er bløde og ikke helt sammenvoksede, kan de tage facon efter, hvordan barnet lejres. Det kan give barnet en flad eller skæv hovedfacon, - dette kaldes lejringsbetinget skævhed af kraniet.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn altid lejres på ryggen, når de skal sove, fordi dette mindsker risikoen for vuggedød. Du skal være opmærksom på, at barnet ikke ligger med hovedet til den samme side, hver gang det sover, da dette kan medføre, at barnet får en skæv...
Rosiner
Børn under 3 år må gerne spise rosiner, men ikke i ubegrænsede mængder. Det anbefales at børn under 3 år max spiser 50 gram rosiner om ugen.
Rosiner indeholder en svampegift, som hedder Ochratoksin A. Dette tåler barnet kun i meget små mængder. Det er det totale indtag over en længere periode der betyder noget. Derfor sker der ikke noget ved, hvis barnet spiser mange rosiner en dag og i dagene derefter ikke spiser rosiner.
Svampegiften findes også i økologiske...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen & Co.
Jeg har gjort det før, og det kan måske virke af for meget, at jeg nu gør det igen, men synes endnu engang, at jeg vil sende en tak til dig Helen og hvem end der ellers sidder bag hjemmesiden.
Nu med datter nr. to og efter syv ugers bekendskab med nyeste arving, finder jeg mig selv en lørdag aften helt i panik over, om vi da bare slet ikke kan finde ud af at have en baby. Og wupti på fem minutter har jeg fundet flere lign tilfælde af frustrerede mødre, der beskriver scenarier, der minder om det jeg sidder i. Med et bliver min situation helt "normal" og efterfølgende kan jeg med stor ro læse dine konstruktive svar, som jeg endnu engang finder både kompetente, letforståelige og direkte anvendliege (nu håber jeg også baby-pigen gør det;) )
Så igen stor ros herfra - det er en super hjemmeside!
Med lidt mere ro i mor-sindet sendes en stor TAK herfra.