Annonce

Annonce

Svar: Putning i egen seng og dagsrytme 9 mdr


23. november 2021

Kategori:
Alder:
9 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære spørgende mor

Tak for dit brev :)

Det lyder som om, at det går bedre hos jer - i hvert fald, så ammer du nu 1-2 gange kortvarigt om natten, hvor du tidligere ammede 4-5 gange, så det er da virkelig et fremskridt og rigtig dejligt for jer alle!

Det lyder også som om, at du har helt ret, når du spørger om dagens 3. lur påvirker nattesøvnen. Det kan den godt gøre, fordi hun ofte ender med at samlet at få en del dagssøvn på denne måde, ofte sover hun 3.5-4 timer i løbet af dagen. Det må hun meget gerne, dagssøvnen er rigtig god for hende, men så vil nattesøvnen normalt være kortere...

Det kan derfor overvejes, om hun måske skal puttes lidt senere til natten, når hun har sovet 3 lure dagligt, eller om I måske skulle forsøge om I kan strække rytmen om dagen lidt, så hun puttes lidt senere til sine dagslure og dermed også vil stå senere op af dem og derfor kan nøjes med to lure og så stadig kan blive puttet om aftenen omkring kl 19.30-20...

Det gennemsnitlige søvnbehov for et barn på 9 måneder er 14 timer i døgnet og mit forslag til en dagsplan med to lure dagligt - og hvor I altså forsøger at rykke hendes tidspunkter for søvn om dagen lidt, vil se således ud:

Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.

Formiddag 9: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, frugtmos og vand af kop.

Puttes til formiddagslur ca. 9.30 og sover som nu 1.5-2 timer

Frokost 12: Rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, suppleres med grøntsager, stykker af frikadelle (kød eller fiskedelle), ½ hårdkogt æg eller lignende og får også grøntsagsmos med kød/fisk. Brug meget gerne rester fra aftensmaden.

Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme, får lidt babymassage osv. Badet skal være med til at strække tiden mellem de to lure lidt, så hun kan puttes senere til middagsluren og derfor nøjes med de to lure dagligt...

Ammes eller flaske og puttes til middagslur ca. kl 14 og sover her en times tid, måske 1.5 time, som hun nu viser behov for...

Eftermiddag 16: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, frugtmos. Evt. lidt tykmælk med revne æbler, rugbrødsdrys eller lignende, vand af kop.

Aften 18: Udgangspunktet familiemaden, kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Der skal være mad i stykker, små hapsere og større stykker til hånden og også stadig mos ved siden af. Så hun bliver fyldt godt op.

Tilbydes evt. en banan eller lignende, som del af putteritualet og får børstet tænder derefter, hvis hun har fået tænder :)

Ammes eller flaske og puttes til natten ca 19.30

Sen aften 23: Ammes eller flaske og sover videre.

Du fortæller, at I har forsøgt at strække luren over middag - uden held. Og jeg tænker, at det er vigtigt, at I også forsøger at flytte på formiddagsluren, så begge hendes lure kommer til at ligge lidt senere - og samtidig også lægger et bad ind midt på dagen for på den måde at forlænge hendes vågenperiode naturligt...

Hvis det ikke fungerer, og hun tydeligt har bruge for 3 lure dagligt, så skal hun naturligvis have lov til at have sine 3 lure - og så kan det godt være, at I skal putte hende en times tid senere til natten. Det kan godt være, at hun vil have lettere ved at blive puttet og finde roen med dine hænder og kærtegn, hvis hun puttes lidt senere og du så på den måde også lettere vil kunne putte ...


Annonce

... hende i egen seng fra starten.

Du må også meget gerne lægge dig og amme hende i dobbeltsengen og på den måde vænne hende til at falde i søvn liggende stille ved siden af dig. Det er en god idé, hvis du kan sikre, at hun slipper brystet, før hun sover helt, så hun ikke forbinder det at have brystet i munden med at skulle sove. Samtidig med at hun ligger ved siden af dig og falder til ro på denne måde, så kan du kærtegne hende, have en putteklud ved hendes ansigt eller lignende - og det kan du så lade følge med hende over i egen seng, når hun efterfølgende puttes der. Det kan være en fordel at koble jeres senge sammen, hvis du har mulighed for det, fordi du på den måde stadig ligger tæt ved hende, kan berolige med en hånd, men samtidig lærer hende at sove i egen seng.

Da hun er vant til at sove i egen seng fra kl 23-24, så kan du også forsøge at sætte dig ved siden af hendes seng, amme hende og før hun så sover helt flytte hende ned i sengen, stå ved hende, holde hænderne beroligende på hende og lulle hende det sidste stykke vej ind i søvnen på denne måde.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Foredrag med Helen

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen

Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus

Se flere foredrag med Helen ...


Et alternativ kan også være flasken, da hun får begge dele. Flasken har den fordel, at den kan gives i tremmesengen, du bør blot elevere hendes hoved, så hun ikke ligger helt fladt, det kan du gøre ved at komme en lille pude ind under madrassen. Du kan altså putte hende i seng, give hende flasken der og så lade hende slippe flasken, før hun sover helt. Det kan også være en løsning, fordi hun måske reagerer på det skift, der er fra favn og ned i egen seng og derfor protesterer mod søvnen. Og det skift undgår du ved denne metode...:)

Når alt dette er sagt, så kan det dog også godt være, at uroen skyldes alder og udvikling. Hun er jo i separationsfasen og vil naturligt derfor være meget urolig. Den øgede motoriske aktivitet giver en rastløshed og naturlig uro i kroppen, der gør det svært for hende at slappe af. Hun vil også drømme ekstra meget i øjeblikket, hvilket også kan give mange smålyde, klynk osv. under søvn, og så vil hun også kunne være ekstra tryghedssøgende og vil kunne have behov for at mærke dig mere undervejs i søvnen. Hun vil både have brug for hjælp til stillingsskift, men vil også have brug for en beroligende hånd på kroppen, så hun mærker, at du stadig er der, og hun ikke er ladt alene. Alt sammen vil det naturligt også kunne forklare hendes aftenuro:) På den måde tænker jeg, at tiden også vil arbejde for jer.

Med hensyn til mælk, så vil de fleste børn i 9 måneders alderen trives med 3 amninger eller 3 flasker dagligt og ofte ligger de godt placeret før middagslur, aften og sen aften. Det vil sige, at hun nu begynder at skulle sove efter midnat og til næste morgen uden mælk, vand eller andet... Den samlede mælkemængde vil i denne alder være omkring 500 ml, men hvis man ammer, så ved man naturligt aldrig præcist hvor meget barnet får. Så som udgangspunkt skal du gå ud fra at 3 mælkemåltider vil være nok, og derudover så bruges naturligt også stadig mme i grød og mos, ligesom hun gerne må begynde at få en lille smule sovs og en anelse surmælksprodukt.. Og resten af væskeintaget dækkes via vand af kop. Der gives vand til alle måltider og vand bruges også som tørstslukker imellem måltiderne :)

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?

Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

13. april 2025 | Sovevaner | 3 mdr.

Gråd i barnevogn - del 2

Kære Helen Jeg har nu forsøgt at bruge nogle af dine råd ift min datter på...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Mor kan ikke putte - 10 mdr.

Kære Helen Din brevkasse har været en kæmpe hjælp hele vores tid som nye...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2025 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.

Overgang ud af tremmeseng

Kære Helen. Vi søger råd til at få putning til at fungere. Vi har pga....

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.

13 mdr og i seng på anden måde - del II

Hej Helen, Mange tak for dit svar. Det giver rigtig god mening det du...

Læs hele brevet og Helens svar


9. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.

Få vores 13 mdr søn i seng på en anden måde

Hej Helen, Vi er førstegangs forældre til Bertram på 13 mdr. Han er lige...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Vitaminer præmatur

Børn der er født præmaturt, det vil sige børn som er født før 37 uge, anbefales følgende kosttilskud:

D-vitamin - 10 mikrogram (400 IE) dagligt. D-vitamin gives som dråber, samt
Jerntilskud:

Fødselsvægt <1500 gram: Ca. 8 mg jern dagligt til 12 måneder
Fødselsvægt > 1500 gram: Ca. 8 mg jern dagligt i 6 måneder.

Børn som får mere end halvdelen af deres ernæring dækket af modermælkserstatning skal have ½ dosis jern, dvs. ca 4 mg hver dag...

Læs mere i Babylex

Zoneterapi

Zoneterapi er en alternativ form for behandling, som bruges i flere situationer.

Nogle oplever, at det virker smertelindrende under fødslen, og andre synes, det hjælper, når deres barn græder meget på grund af mavekneb eller lignende.

Zoneterapeuter findes mange steder. Hvis man ønsker at få zoneterapi under sin fødsel, kan man spørge på fødestedet, om en jordemoder kan tilbyde dette. Hvis man ønsker at bruge zoneterapi til sit barn, så skal man selv finde en...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen.

Mange tak for dit svar. Vi brugte alle dine råd i går, og Oscar endte med at sove fra 23, hvor han selv vågnede for mad og helt indtil 04.45, så jeg er lykkelig! Nu må vi bare blive ved, og så skal det forhåbentlig nok gå ...

Tak fra Maja
Mor til Oscar på 7 måneder


Annonce