Svar: Raserianfald?

---

Kære Thomas

Tak for dit brev og dine åbne og ærlige tanker - og ja, du kan tro, at det, du skriver, giver mening:)

Lad mig begynde med at sige, at det lyder som om, at du er en meget sød og omsorgsfuld og god far. Det lyder ikke som om, at du gør noget forkert, og jeg er helt enig med dig i, at jeres datter (døtre) naturligt skal lære, at hun ikke må "ridse en bil" eller "slæbe stole hen af gulvet" - heller ikke selvom hun ikke gør det med vilje eller for bevidst at ødelægge noget. Hun skal naturligt lære visse regler - det gælder både i jeres hjem og når hun er andre steder, og det er din opgave som far at guide, forklare og hjælpe hende med at lære disse ting - og det er det du gør, præcis som du skriver, at I gerne vil "opdrage jer børn til at passe på egne og andres ting".

Når man har konflikter og skal forsøge at mægle eller forklare sit barn forskellige regler eller tale om, hvad der forventes nu, eller hvorfor der gives et nej eller lignende, så er det altid en god idé at gå i øjenhøjde med barnet. Det betyder, at du enten skal sætte dig ned til hende eller f.eks. tage hende på skødet. Når du er i øjenhøjde, når I er på niveau sammen, så er det lettere at lytte til dig, og hun vil naturligt også føle, at du faktisk forsøger at indgå i en dialog med hende og ikke står og taler ned til hende.

Det er ofte også en god idé at lægge en hånd på hende, det kan være en beroligende hånd på hendes skulder eller måske kan du tage hende i hånden. Det kan også være at tage hende på skødet, sætte sig med hende, holde om hende og tale stille og roligt til hende. Den fysiske kontakt er med til at give ro, den er med til at vise hende, at du stadig er der for hende, gerne vil finde en løsning, at du gerne vil hjælpe.

Og det lyder som om, at det netop er det du forsøger - og som jeg læser dit brev, så virker det også beroligende på din datter. Hun bliver i stand til at slippe stolen, sidder hos dig og I kan efterfølgende tale stille og roligt om tingene. Når hu siger, at hun ikke kan få luft, så er det - som du beskriver det - ikke fordi du holder om hende, men fordi hun er opkogt af det frustrationsfald hun har fået - og her ændrer du så lidt stilling, men holder stadig om hende, og hun mærker, at du er rolig og spejler sig i din ro og blive spå den måde også selv rolig.

Det lyder fint, og skal jeg supplere med noget vil det være, at du f.eks. taler med hende om at trække vejret stille og roligt - ind igennem næsen, ud af munden, dybt ned i lungerne, puster langsomt ud. I kan evt. trække vejret dybt, stille og roligt sammen, så I begge har glæde af det. Børn spejler sig netop i os voksnes ro og det er ro du signalerer - også selvom jeg godt ved og godt kan læse, at det faktisk er svært for dig:)

Når det er sagt, så skriver du jo, at du har læst, at man ikke skal holde om barnet, fordi det kan være magtmisbrug eller overgreb - og det kan det naturligvis godt, men ikke i en situation, som du beskriver det. Hos jer, er der netop tale om, at du hjælper hende til ro i en situation, hvor hun er i kaos, og du gør det ved selv at forholde dig roligt.

Det er noget andet, hvis man sidder og holder sit barn fast og insisterer på tæt kropskontakt og øjenkontakt - "se på mig, når jeg taler til dig" er f.eks. ikke ret godt. Hvis man har et barn, som stritter voldsomt imod, sparker, skriger, og man som forældre holder barnet fast - tydeligt mod barnets vilje - og man holder fast, fordi man kan, fordi man er stærkere, har flere kræfter, så er det højst sandsynligt ikke godt. Så vil det være bedre, at man viser sig tilgængelig, holder sig i nærheden, ...

---

---

... taler beroligende men på afstand - og hvis man går, så siger man f.eks. "jeg går lige ud i køkkenet, jeg vil rigtig gerne holde om dig, kald på mig eller kom ud, hvis du har lyst til det" eller lignende. Ligesom man kan sige "jeg kikker ind til dig igen om 5 minutter", og så går man og vender tilbage og spørger så her, om barnet er klar til at snakke lidt, ligesom man også kan spørge, om hun måske vil sidde på skødet, eller om det er bedre at I bare sidder ved siden af hinanden.

Nogle gange vil børn naturligt ikke kunne håndtere fysisk kontakt lige med det samme og det er helt okay - måske har du også selv oplevet, at du kan blive så vred, skuffet, ked af det, at du også har brug for lige at tænke lidt, sunde dig, være lidt dig selv, før du er klar til et knus... Andre gange så har man naturligt brug for et knus med det samme, brug for at blive holdt, mærke at en anden er der for en.. og sådan har vores børn det naturligt også.

Når børn ikke kan høre, hvad vi siger - når vi skal sige nej mange gange, eller når vi har en oplevelse af, at vi skal gentage tingene flere gange, og de bare ikke hører efter, så er det ofte en god idé at overveje om problemet er os og ikke barnet. I stedet for at tænke, at vores børn ikke hører efter os, så skal vi nogle gange tænke - hvordan kan jeg formulere mig, så mit barn faktisk hører, hvad jeg siger. For nogle gange har vi voksne stor tendens til at stille mange spørgsmål eller komme med rigtig mange forklaringer - og så lukker barnet af og hører ikke efter.

En helt simpel løsning kan f.eks. være, at du formulerer dig med et "jeg". Det vil sige, at når du beder din datter om ikke at køre hånden hen af bilsiden eller ikke trække stolen hen af gulvet, så kan du sige "jeg vil ikke have at du...". På den måde er du langt mere tydelig end hvis du f.eks. siger "nu må ikke.." eller "nu skal du stoppe med at...". Når du formulerer dig med et "jeg" så bliver det tydeligere for hende, at hun er ved at overskride en af dine grænser.

---

---

---

Derudover kan du også anerkende hendes lyst til at røre ved og mærke - som det lyder som om, at hun måske har. Dit kan godt være forklaringen på, at hun lige skal mærke en ekstra gang, hvordan bilens sider føles, ligesom at hun måske synes at lakken, måden bilen skinner i solen, lyset der reflekteres i bilen osv. er flot og spændende. Dette behov kan du f.eks. anerkende ved at lade hende mærke på forskellige ting - I kan lege en "føl og gæt" leg, hvor du finder forskellige ting frem, som hun skal mærke på og gætte hvad er og også beskrive - "ru", "glat", "kradser", "ujævn", "kold", "varm", "klistret" osv. Og det kan også være en god idé at lege med farver, glimmer, maling osv. og på den måde anerkende hendes sans for de pæne og skinnende ting...

En anden vigtig ting er at kunne sige pyt og ikke bære nag. Når I har haft en konflikt, så er det rigtig vigtigt, at I bliver gode venner igen og det er vigtigt at komme videre derefter og ikke gå og huske på de ting, som har været svære. Hvis du føler, at du har råbt for højt eller har skældt for meget ud, så er det helt okay, at du siger undskyld, forklarer hende, at det var ikke din mening at blive vred, og at du er ked af at du råbte. Samtidig med, at du naturligvis også gerne må tale med hende om, at du naturligt bliver ked af det, når hun ikke hører, hvad du siger - og at det er vigtigt, at passe på jeres og andres ting :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre og vil også anbefale dig at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse", som netop handler om, hvordan vi kan være tydelige voksne:)

Rigtig meget held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---