Svar: Putning til nat - 9 mdr.
Kære P's mor
Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille aktive dreng :)
Der er ingen tvivl om at alder og motorisk udvikling spiller ind hos jer, og når du har oplevet separationsfasen mere tydeligt i 7 måneders alderen end nu, så hænger det sandsynligvis sammen med, at P. motorisk nu er blevet stærkere og langt bedre kan flytte sig og kravle hen, hvor I er. Det, at han ikke længere blot ligger, hvor han er, men nu pga sin motoriske udvikling har fundet ud af, at han kan flytte sig efter jer, kan godt gøre, at han er lidt mere roligt og ikke bliver så ked af det, hvis I f.eks. går fra ham og ind i et andet rum.
Det, at han nu kravler, triller omkring, hiver sig op ved møblerne, tremmerne i sengen osv. giver naturligt en stor uro i kroppen, når han skal sove. Han øver sig hele tiden, og sengen er et dejligt sted at øve sig. Han har rigtig svært ved at finde fysisk ro, kan ikke slappe af i kroppen, når roen skal falde over ham, og når han endelig sover, så får han sig sandsynligvis også lagt i stillinger, som han ikke selv mestrer at komme væk fra.
Samtidig har han også en større mental uro. Det, at han motorisk bevæger sig mere omkring betyder, at han nu får flere stimuli og oplevelser dagen igennem - og det gør det ekstra svært for ham at koble fra mentalt, når han skal sove. Samtidig vil han også ofte sove mere uroligt, fordi han vil drømme mere. Alle hans oplevelser skal bearbejdes, når han sover og drømmeaktiviteten er derfor også ekstra stor lige nu.
Det giver derfor god mening, at han lige nu både motorisk og mentalt har svært ved at koble fra, finde roen og falde i søvn. ..
Nogle gange skal man faktisk lade ham karte rundt i sengen og på den måde brænde lidt energi af, før han så er parat til at sove. Og det behøver I ikke sidde og vente på. Det kan være helt okay at putte ham i seng og så lade ham brænde lidt overskudsenergi af, og derefter kan I så gå ind og hjælpe ham med at koble fra og falde i søvn.
Nogle gange kan det være en god idé at vente med flasken, til han netop har tumlet rundt og brændt lidt energi af, så flasken bliver det sidste han får, før han så kan koble helt fra og falde i søvn.
Det kan også være en god idé at indføre et bad efter aftensmaden. Hvis badet ligger ca. en time før putning, og det afsluttes med god frottering med håndklædet, lidt babymassage, trykmassage, blive smurt ind i creme osv. så kan det være med til at give større fysisk ro, når han skal sove.
Det kan være en god idé at indføre en godnatgrød efter badet, og lige før han skal sove. Det kan give ro i maven og skabe lidt følelsen af behov for at "ligge og slå mave", som vi også selv kan have, hvis vi har spist lidt for meget....
I fortæller, at jeres dreng bliver sur/ked, græder/brokker sig osv. når I forsøger at tage ham op i armene. Det er fordi han netop ikke har behov for jeres favn, men faktisk behov for hjælpe til at finde ro og falde i søvn i sin seng - og det er faktisk super godt. I kan derfor overveje at give ham flasken direkte i sengen, så han får lov til at falde i søvn der, hvor han skal sove og ikke oplever et skift fra jeres favn og ned i sengen. Nogle gange kan skiftet fra favn til seng være med til at gøre, at han vågner yderligere op. Hvis I vælger at give ham flaske direkte i sengen, så er det dog en god idé at elevere hans hovedgærde, så han ikke ligger helt fladt. ...
... Det kan I gøre ved at komme en pude eller et sammenrullet håndklæde ind under madrassen i hovedenden, så hele madrassen løftes lidt op.
Han vil have brug for at kunne skifte stilling om natten og derfor skal han som udgangspunkt ikke holdes fast.. MEN, når det er sagt, så vil nogle børn faktisk have glæde af at blive putte i en sovepose, som hjælper dem med at holde fysisk sammen på sig selv. Det kan I derfor overveje.. måske har I allerede en, som I bruger i barnevognen og kan forsøge med den om natten... Jeg vil dog ikke anbefale seler eller lignende i sengen! Og en sovepose er ofte kun en midlertidig løsning, men for nogle børn (og forældre) er det bare guld værd og giver den ro, som der er behov for.
Derudover så skal I være opmærksomme på hans rytme. I skriver, at når han sover sent, så sover han ofte en time længere om morgenen - og I skal her være opmærksom på, at det er hans stå op tidspunkt, som sætter rytmen for resten af dagen. Det betyder, at hvis han generelt begynder at stå senere op, så vil hans dagssøvn ofte også ligge senere og hans puttetidspunkt om aftenen blive senere og senere. Derfor kan der være noget fornuftigt i at holde fast i dagsrytmen, så hver dag ligner hinanden uanset om det er hverdag eller weekend, så hans rytme ikke pludselig bliver senere og senere og putningen om aftenen derfor også sværere og sværere... med mindre altså, at I har det fint med, hvis han først er putteklar kl 21 :)
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Med hensyn til at tage ham over i jeres seng kl 04/05, så lyder det rigtig omsorgsfuldt og dejligt.. men I skal naturligvis være opmærksomme på, at han her godt kan begynde at vågne fordi han lærer, at han skal over til jer på dette tidspunkt. Derfor kan det være en god idé at hjælpe ham med at sove videre i egen seng tidlig morgen.. eller evt. bære ham tilbage i egen seng igen, så han kun lige er omkring jer for at finde ro og så stadig oplever at vågne i egen seng om morgenen. Hvis han både puttes i egen seng og vågner i egen seng, så vil det på sigt ofte blive lettere at få ham videre i egen seng, når han har sine opvågninger om natten.
Nogle gange er løsningen at fjerne tremmerne fra den ene side og sætte hans seng sammen med jeres seng. Naturligvis på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde, især nu hvor han kravler og er så mobil. Men, det kan gøre, at han ikke kan rejse sig op ved tremmerne, og det kan give jer mulighed for at lægge en beroligende hånd over på ham og lade ham mærke jer, hjælpe ham med at blive lagt ned osv. uden at I behøver stå op og gå ind til ham om natten - og hvor han stadig hjælpes til at sove i egen seng hele natten. Samtidig vil denne løsning også give ham mulighed for at kravle ud af sin seng og søge jer om natten, hvis det er nærheden, som han har behov for.
Andre gange er løsningen at tage en madras ind på børneværelset og så kan mor eller far sove på den i en periode. På den måde lærer jeres dreng, at han skal være på børneværelset hele natten og ikke ind til jer. Samtidig med, at I jo er der, og med det samme kan berolige med hænder, kærtegn, beroligende ord osv. hvis og når han vågner om natten. Så han ikke når at vågne for meget op, men lærer at han fint kan sove videre i sin seng, som han er puttet i om aftenen og naturligt forbinder med at skulle sove.
Jeg håber, at I kan bruge mine tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke med det hele fortsat:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
19. november 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen Jeg kan se, at du lige har svaret på et lignende spørgsmål, men...
18. november 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Putning og for meget natamning
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget rådgivning til ændring/forbedring af...
17. november 2024 | Sovevaner | 5 mdr.
Baby vågner hele tiden om natten
Kære Helen. Tak for dit brugbare svar angående søvnrutiner. Jeg skriver...
16. november 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Afbrudt nattesøvn, er det ørerne eller?
Kære Helen Min datter er nu 8 måneder gammel. Tak for dine tidligere...
Viden om børn:
Natamning
Mælkeproduktionen sker også om natten, og i den første tid efter fødslen er det en rigtig god idé at amme om natten. Faktisk er natamning med til at holde din mælkeproduktion igang, fordi du om natten producerer mere af det mælkestimulerende hormon.
De fleste børn vil i de første måneder have behov for amning om natten, og det er først efter 6 mdr.s alderen, at de fleste børn ernæringsmæssigt ikke længere behøver mælk midt nat. I 6 mdr.s alderen vil barnet kunne spise skemad om...
Røgede fisk og børn
Grillede og røgede fisk kan have et højt indhold af PAH (tjærestoffer), som kan være kræftfremkaldende. Derfor bør man ikke spise store mængder røget og grillet fisk, men det kan indgå som en del af en varieret kost.
Til børn er det en god idé at følge disse råd:
- Anvend så vidt muligt koldrøgning, fremfor varmt røgede fisk.
- Undgå røgeksponering af spiselige flader. På grillen bør fisken pakkes ind i folie.
- Vær opmærksom på at...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen
Jeg skriver da jeg gerne vil takke dig for dine råd og støtte. Lige da jeg læste dit brev blev jeg ked af det, for jeg ville for alt i verden være en mor, som giver sit barn opmærksomhed nok. Men du havde jo ret :0)
Jeg har fået det godt igen, er begyndt at arbejde og får medicin og går til samtaler ved en psykolog. Det har hjulpet mig meget.
Jeg vil sige 1000 tak til dig for at støtte mig og give mig råd.
Du hører nok fra mig igen
Knus fra mig