Annonce

Annonce

Svar: Stadig søvnproblemer - 5 mdr.


15. september 2021

Kategori:
Alder:
5 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære du

Tak for dit brev :)

Jeg er rigtigt ked af at høre, at din sundhedsplejerske ikke rigtigt kan hjælpe, og at du heller ikke møder forståelse af den ledende sundhedsplejerske. Det bør naturligt ikke være sådan, og jeg kan kun undskylde på mit fags vegne!

Med hensyn til grød og skemad, så må du meget gerne give ham lidt mere grød og mos og også gradvist gøre det lidt tykkere i konsistensen, som du fornemmer, at han vil være parat til. Hvis du laver grød og mos lidt tykkere, så vil det ligge tungere i maven, og han vil bedre kunne holde det i sig. Det kan derfor være godt i forhold til hans refluks.

Det er super godt, at han har knækket koden at drikke af sin kop, så du kan give ham vand og dermed ekstra væske på den måde. Super! Det er altid svært at vide, hvor meget han er parat til, men prøv at øge ham gradvist i mængde og se hvordan hans mave regulerer sig efter det. Han må gerne spise ¾-1 dl. x 2 dagligt, hvis han kan kapere det. Når han kan spise 1 dl. uden problemer, vil det dog være bedre, at du så begynder at give ham morgengrød. Så han tilbydes 1 dl. x 3 (morgen, frokost og aften) fremfor f.eks. 1.5 dl. x 2. På den måde kan variere hans indtag mere og samtidig også stadig give plads til mælken.

Hans afføringsmønster vil naturligt ændre sig i takt med, at han spiser mere og mere fast føde. Det er dog godt, hvis han stadig kan have afføring hver 2-3 dag, og hans afføring må ikke virke knoldet og hård, selvom den naturligt vil blive mere fast i takt med, at han ikke længere kun drikker mælk. Han må ikke have ondt, når han presser. Hvis han er forstoppet kan det også spille negativt ind på hans appetit og hans refluks. Derfor er det vigtigt og godt, at han nu er begyndt at drikke mere vand, så han får ekstra væske sammen med sin grød og mos. Ligesom han også stadig skal have sin vanlige mængde mælk.

Når han gylper, så er det sandsynligvis fordi han har refluks. Det kan skyldes flere ting f.eks. at han har en lidt løs mavemund, så der lettere sker tilbageløb. De fleste børn vokser fra dette. Forstoppelse kan som sagt spille ind. Derudover er han jo også blevet så gammel nu, at han begynder at være mere mere mobil. Han ligger på maven, begynder at trille omkring, han er begyndt at krybe og bruger sig selv meget mere motorisk - og det gør også, at der lettere sker tilbageløb af både mad og mælk. Derfor kan det være en god idé at lade ham sidde op 15-20 minutter efter et måltid, før du lægger ham på gulvet og lader ham tumle, så noget af maden får mulighed for at komme den rette vej i systemet... :)

At han gylper behøver altså ikke betyde, at han får for meget mad eller mælk, det kan skyldes flere ting. Men det kan naturligvis også skyldes, hvis han overspiser - det lyder det dog ikke som om, at han gør :)

Det er rigtig fint, at I afventer indkaldelse til OUH, så I kan få ham tjekket igennem endnu engang og drøfte hans refluks-problematik, og hvorvidt han skal sættes i medicinsk behandling for dette. Tal også med personalet på børneafdelingen/børneambulatoriet om de udfordringer som I iøvrigt møder, og som du er i tvivl om. Hellere spørge en gang for meget end en gang for lidt og udnyt alle muligheder du har for at spørge. Skriv evt. dine spørgsmål ned hjemmefra, så du husker det hele, når I er der:)

Når du selv laver grød og mos til ham, så hæld kogevandet fra, før du blender og tilsætter mme og smør/olie. Hvis du stadig synes grød og mos bliver for tyndt, når du har kogt det op og kommer mme i, så kan du også vælge at lave det udelukkende på erstatning. Hvis du laver det uden vand og kun med erstatning, så behøver du heller ikke komme ekstra fedtstof i portionen. Det kan måske hjælpe dig lidt her i starten :)

Du kan også købe færdige grødprodukter, som blot skal tilsættes vand (der er mme-pulver i). På den måde kan du også regulere hvor lidt eller hvor meget vand du bruger og dermed selv bestemme, hvor tynd eller tyk du synes, grøden skal være. Det er helt okay at du varierer mellem færdiglavede og hjemmelavede produkter.

Med hensyn til flaske, så er det ikke sikkert, at du får ham vænnet til det, men du må meget gerne forsøge. Det kan være en god idé at forsøge en gang dagligt, som en fast rutine for at se, om han så pludselig finder tryghed i genkendeligheden og derfor tager imod. Du kan forsøge før middagsluren (du kan evt. forsøge at amme ham først og så erstatte brystet med flasken, når han ligesom er i "sutte-mode"). Du kan også med fordel forsøge sen aften. Faktisk vil jeg anbefale, at far f.eks. forsøger med en drømmeflaske før midnat. Den kan gives mere eller mindre i søvne og kan være en måde at vænne jeres dreng til flasken på - og samtidig - hvis han lærer at tage imod en drømmeflaske, så giver det dig mulighed for at få et par sammenhængende nattetimer. Nogle gange vil du evt. kunne ...


Annonce

... gå tidligt i seng og far og søn kan have en hyggestund før midnat...

Det lyder umiddelbart som om, at det er sutteteknikken, som har har lidt svært ved. Det er ikke smagen af mælken, men derimod at finde ud af at holde vakuum og sutte på flaskesutten - og det er meget anderledes end at sutte på brystet. Det er ofte en god idé at forsøge med en latex-sut, altså en sut i naturgummi, da den er mere elastisk og blød og derfor minder lidt mere om brystet. I kan forsøge med en helt rund model, og I kan også forsøge med en anatomisk lidt flad model. Vælg en model med ventil.

Jeg kan ikke huske om han bruger sut? I givet fald vil det være en god idé at finde en flaskesut, som ligner den sut, som han normalt kan finde ud af at sutte på...

Alle børn er forskellige, og derfor reagerer de også forskelligt, når man forsøger at introducere en flaske - og derfor får du så mange forskellige råd og meninger. Du kan ikke rigtigt bruge det til noget.. Du gør jo, hvad du kan, og så kan du ikke gøre mere:)

Det er ofte ikke en god idé at forsøge, hvis han er for sulten og derfor utålmodig. Derfor er mit forslag, at du som sagt forsøger om dagen før middagsluren og her evt. starter med at amme ham først og erstatter brystet med flasken undervejs. Eller at I forsøger sen aften, gerne mere eller mindre i søvne for at se, om han så vil acceptere flasken og derefter sove videre...

Natteuroen skyldes, at han om natten får sig lagt i stillinger, som han endnu ikke selv mestrer at komme væk fra. Her han har brug for din hjælp til at blive lagt tilbage på ryggen, ligesom han har brug for at få dynen om sig igen osv. I takt med at han bliver stærkere og mere mobil, så vil han også kunne flytte sig tilbage i en god stilling om natten, men det tager tid at lære - og han lærer det først om dagen. Derfor er det vigtigt, at du om dagen hjælper ham med at tumle så meget som muligt, så han der bruger sin krop og bliver motorisk stærk - og stille og roligt vil han så også kunne flytte på sig og flytte sig tilbage igen - om natten :)


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Foredrag med Helen

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen

Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus

Se flere foredrag med Helen ...


Jeg synes ikke, at du skal give ham sele på om natten. Det er vigtigt, at han kan skifte stilling under søvn, og det er helt naturligt, at han endnu ikke kan det. Det kommer som sagt i takt med, at han øver sig motorisk om dagen, og kan det der.

Hvis han har problemer med refluks, så kan det også irritere ham om natten, og tilbageløbet vil naturligt være større, hvis han ligger på maven eller på siden, eller hvis han ligger helt fladt. En bøvs kan naturligt også genere ham, men det lyder mere som om, at det er naturlig natlig uro, som skyldes, at han endnu ikke selv mestrer at få lagt i stillinger, som er rare for ham. Det lærer han som sagt hen af vejen :)

Det er helt fint, at du om natten ammer laid back, det fungere for jer, så det må du gerne blive ved med. Når det så er sagt, så er det dog en god idé, at du ikke ammer ham hele natten igennem, men forsøger at lade gå 3.5-4 timer imellem... måske kan du amme ham og derefter putte ham i egen seng, og så tage ham over og amme ham og putte ham tilbage igen... :)

Det er super flot, at han nu er begyndt at krybe, og at du også fornemmer, at han i barnevognen begynder at trække sig op. Det er vigtigt, at han får en barnevognssele på her. Men rigtig dejligt, at han motorisk er så godt igang. Det skal nok hjælpe på nætterne på sigt, det tager bare tid. Det er også helt normalt, at han endnu ikke kan sidde. De fleste børn vil, når de bliver 6 måneder begynde at kunne sidde kortvarigt i deres høje stol, så de sidder der, imens de får skemad, men de kan endnu ikke sidde frit på gulvet i den alder, det kommer først senere :) Måske kan han allerede sidde i sin højstol nu, når han får mad, det kan også hjælpe på refluks/tilbageløb, hvis han kan spise mere oprejst...

Jeg synes, det lyder som om, at du læser ham rigtig godt. Jeg tror, du har helt ret i, at han nyder, at han nu er mere mobil og faktisk begynder at kunne komme lidt op. Han nyder, når I triller ture med barnevognen, og han kan kikke lidt på verden. Han nyder, når han kan sidde hos dig og følge med i det du laver. Han nyder at kunne dreje om sig selv, kunne flytte på sig, kikke efter jer eller hunden, det er stor glæde for ham. Og netop fordi han på den måde kan følge mere med, så får han naturligt en tilfredsstillelse, som også gør ham mere rolig. Det er super dejligt, at han begynder at kunne lege lidt selv, og det kan jeg sagtens forstå, at du nyder. Det er også super godt, at du sætter pris på det og netop lægger mærke til de små forskelle, de små glæder :)

Det går stille og roligt fremad og han lyder faktisk til at trives mere og mere :) Og det lyder også som om, at du har fået lidt mere overskud, hvilket også er rigtig godt og rigtig dejligt!

Stort knus her fra :) Håber du kan bruge ovenstående lidt videre :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?

Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

22. april 2025 | Sovevaner | 14 mdr.

Nu 14 måneder og i seng på anden måde - del III

Hej Helen, Det er ikke lykkedes for os.. i to aftener fald han i søvn...

Læs hele brevet og Helens svar


13. april 2025 | Sovevaner | 3 mdr.

Gråd i barnevogn - del 2

Kære Helen Jeg har nu forsøgt at bruge nogle af dine råd ift min datter på...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Mor kan ikke putte - 10 mdr.

Kære Helen Din brevkasse har været en kæmpe hjælp hele vores tid som nye...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2025 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.

Overgang ud af tremmeseng

Kære Helen. Vi søger råd til at få putning til at fungere. Vi har pga....

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.

13 mdr og i seng på anden måde - del II

Hej Helen, Mange tak for dit svar. Det giver rigtig god mening det du...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Leg

For det lille barn er leg meget vigtigt, da det er igennem leg, at barnet udforsker verden og dermed udvikler sig. Og I begyndelsen er I forældre det bedste legetøj, og jeres barn vil elske jeres mimik, lyde og berøring.

Jeres barn har stor glæde af, at I tumler, triller, hjælper barnet med at cykle med benene, danser med barnet i armene... Ligesom jeres barn har brug for at mærke jer tæt på, ligge hud-mod-hud, blive kysset, krammet, kærtegnet og sunget for.

I takt...

Læs mere i Babylex

Passiv rygning og børn

Små børn er særligt sårbare overfor passiv rygning, da deres organer endnu ikke er færdigudviklede.

Vi ved i dag at børn, som udsættes for passiv rygning, bliver oftere syge, og ofte også rammes hårdere af sygdomme. Børn, som udsættes for passiv rygning, har langt større risiko for at udvikle astmatisk bronkitis, astma, lungebetændelse og mellemørebetændelse.

Undersøgelser viser også at børn, som udsættes for passiv rygning i fostertilstanden og efter fødslen, vil...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og mad. Bogen er propfyldt med tips, opskrifter og praktiske dagsplaner!

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen.

Mange tak for dit svar. Vi brugte alle dine råd i går, og Oscar endte med at sove fra 23, hvor han selv vågnede for mad og helt indtil 04.45, så jeg er lykkelig! Nu må vi bare blive ved, og så skal det forhåbentlig nok gå ...

Tak fra Maja
Mor til Oscar på 7 måneder


Annonce