Svar: 30-minutters lure og trætte forældre
Kære Bertrams forældre
Tak for jeres brev og tillykke med den lille dreng - og velkommen til :) Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med jer.
Rigtig mange forældre oplever, at søvnen ændrer sig i 3-4 måneders alderen. Fra at barnet har sovet et par gode lange lure i løbet af dagen, så får mange børn tendens til at powernappe - og det lyder faktisk til at være tilfældet hos jer.
Det hænger både sammen med, at søvnen i denne alder ændrer sig rent fysiologisk. Det vil sige, at den begynder at indeholde flere stadier og mange børn har svært ved at komme fra et søvnstadie til et andet. Og i stedet for at sove videre, så vågner de op.
Mange børn har i denne alder også stadig en aktiv moro-refleks, faldrefleks. Det kan I se ved, at han f.eks. giver et spjæt, når han skifter søvnstadie, og på den måde får han vækket sig selv. Her hjælper det ofte at svøbe barnet i f.eks. en dyne eller putte i en sovepose, ligesom det ofte hjælper at sidde med barnet i sin favn, fordi det også gør, at han kan føle sig holdt og dermed holder bedre fysisk sammen på sig selv... så måske dette også spiller ind hos jer :)
Han er også mere opmærksom på verden nu. Han kan se længere, og han skelner mere og mere mellem, om han er hjemme eller ude, om han er i favn hos mor, far eller en fremmede. Han bruger også sig selv mere og mere motorisk og kan have svært ved at ligge stille. Og når han spiser, vil han ofte have tendens til at lade sig forstyrre. Han tager fat i flasken, sutter lidt, slipper så og kikker efter jer, smiler måske til jer, tager fat og spiser lidt igen, slipper atter, virker irriteret, tager fat og spiser lidt igen, slipper igen græder lidt, protesterer, tager fat og sutter igen og slipper så atter for at pludre med jer...
Det betyder alt sammen, at man meget let kommer ind i en rytme, hvor han både slatsover og slatspiser lidt hele dagen igennem - og det lyder til at være tilfældet hos jer. Og det ender ofte med, at I bruger hele dagen på at få ham til at koble fra, finde roen, falde i søvn - og holde ham sovende. Det er rigtig hårdt.
Jeg vil anbefale jer, at I forsøger at skabe en rytme, hvor han tilbydes 3 lure dagligt - en formiddagslur, en middagslur og en lur sidst på dagen. Har han brug for en 4. lur er det også helt okay.
Mælk skal indgå som en fast del af hans putteritual. Det er meget vigtigt, at hans rytme bliver sådan, at han får flasken, lige før han skal sove - og ikke når han vågner. Flasken skal hjælpe ham med at koble fra, finde roen og falde i søvn, og samtidig vil mælk i maven lige inden søvn være med til at sikre, at han ikke vågner op, fordi han reelt er sulten eller tørstig. Han skal derfor have mælk at sove på.
I skal også hjælpe ham med at spise effektivt at flasken, så han kommer væk fra at "slatspise". Han vil sandsynligvis have behov for 6-7 flasker i døgnet med den alder han har, og de bør ligge ca. hver 3-3.5 time - max 4 timer. I må prøve at vurdere, hvordan han spiser sine flasker bedst. Hvis han spiser mest ved, at I ikke holder nogen pauser, men blot lader ham tømme flasken, så skal I endelig gøre det. Men det kan også være, at han spiser bedst ved at få flasken af to omgange, så han f.eks. spiser ½ flaske, derefter skiftes og gøres klar til putning og så tilbydes ½ flaske. Det er en kort skiftning undervejs, så det tæller stadig som ét måltid, men det kan hos nogle børn gøre, at de så spiser lidt mere. I må prøve jer lidt frem.
Det vil være en fordel, hvis I kan svøbe ham, når han skal puttes - det kan være i en sovepose eller i dynen, hvis han er ved at være for stor til svøb. Det er heldigvis ikke så varmt mere, og derfor bliver det lidt lettere for jer at svøbe/putte ham nu. Hvis han puttes i en sovepose, vil det give ham følelsen af at være holdt, og han vil føle sig omsluttet - men det vil være af et ...
... klæde/posen og ikke af jeres arme. Det vil gøre skiftet fra jeres favn og ned hvor han skal sove mindre voldsomt for ham, så han på den måde gradvist kan lære at blive puttet lidt på afstand af jer - og uden at I skal sidde og hoppe med ham på yogabolden. Det vil være rigtig godt at putte ham i barnevognen og trille en tur eller at putte ham i tremmesengen.
Så start med at skifte hans ble og gør ham klar til putning, svøb ham eller put ham i soveposen, giv ham flasken imens han f.eks. ligger i sin sovepose og flyt ham så først derefter fra jeres favn ned, hvor han skal sove. Prøv om I kan putte ham fra jeres favn, der hvor han er døsig. Det vil sige, at han er lige ved at falde i søvn, men ikke sover helt. Han er dog træt nok til at kunne blive lullet ind i søvnen med jeres hænder beroligende på kroppen, og I står ved ham og luller ham det sidste stykke vej ind i søvnen...
Derudover så skal I begynde at se dagen inddelt i perioder. Der skal være perioder, hvor I er aktive, og hvor I hjælper ham med at bruge sig selv rigtig godt både motorisk og mentalt, og derefter perioder, hvor I hjælper ham med at koble fra, få mælk og blive puttet.
Spædbarnsperioden er ved at være ovre, og han er nu en aktiv lille baby. Det er vigtigt, at I hjælper ham med at bruge sig selv så meget som muligt, når han er vågen. Det vil sige, at I skal lege med ham, tumle med ham så meget I overhovedet kan, så han fysisk bruger sig selv og derefter også bliver fysisk træt. Ligesom I skal synge sange, kikke på verden, pludre sammen osv. så han også mentalt bliver fyldt op med indtryk. I må meget gerne begynde at indføre sange med fagter, som f.eks. "Hjulene på bussen" eller "lille Peter Edderkop" eller lignende. I kan cykle med hans ben, når hjulene drejer rundt, rundt, rundt eller vise ham, hvordan jeres fingrer regner, solen tørrer Peter osv. På den måde bliver han også mentalt stimuleret.
I skal være opmærksomme på, at han ikke altid gaber, fordi han er træt, men nogle gange godt kan gabe, fordi han keder sig. Derfor skal han ikke altid puttes, når han gaber, men måske aktiveres 20-30 minutter mere, før han så får en ren ble og sin flaske og derefter puttes.... I skal altså som sagt forsøge at komme væk fra "slatspiseri" og "slatsoveri" og få skabt lidt længere perioder med både aktiviteter og søvn dagen igennem..
Det er ikke ret tit, at jeg laver dagsplaner og rytmer for børn på 3 måneder, men måske vil det hjælpe jer og give lidt overblik:
Tidlig morgen: Flaske og sover lidt videre
I vågner, dagen begynder, I pludrer, hygger osv.
Formiddag: Flaske og puttes til formiddagslur
Vågner og I leger, hygger, tumler, pludrer.

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Kommer i bad - det kan være en rigtig god idé at lægge et bad ind her midt på dagen, fordi badet vil være med til at stimulere ham ekstra godt både motorisk og mentalt, samtidig med at hans vågenperiode forlænges. Og derefter kan han så forhåbentlig tage en længere middagslur
Frokost: Flaske og puttes til middagslur
Vågner og I leger, tumler, hygger, pludrer
Eftermiddag: Flaske og puttes til dagens 3. lur
Vågner og I leger, tumler, hygger, pludrer osv.
Aften: Flaske og puttes til natten
Sen aften: Drømmeflaske og sover videre
Nat: Flaske - har sandsynligvis stadig brug for en flasken midt nat...
Som I kan se, så ligger flasken altid som en fast del af jeres drengs putteritual og er en vigtig del i at skulle finde ro og falde i søvn. Midt på dagen foreslår jeg lige nu et bad, fordi det vil være med til at forlænge hans vågenperiode samtidig med, at han stimuleres godt, før han så får flaske og puttes til middagslur. Det kan være en måde at komme væk fra både "slatspiseri" og "slatsoveri".
Jeg håber, at ovenstående tanker og dagsplan hjælper jer lidt videre på vej - fortsat held og lykke og glæder mig til at følge jeres lille familie :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?
Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
13. april 2025 | Sovevaner | 3 mdr.
Kære Helen Jeg har nu forsøgt at bruge nogle af dine råd ift min datter på...
10. april 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Kære Helen Din brevkasse har været en kæmpe hjælp hele vores tid som nye...
10. april 2025 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.
Kære Helen. Vi søger råd til at få putning til at fungere. Vi har pga....
10. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
13 mdr og i seng på anden måde - del II
Hej Helen, Mange tak for dit svar. Det giver rigtig god mening det du...
9. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
Få vores 13 mdr søn i seng på en anden måde
Hej Helen, Vi er førstegangs forældre til Bertram på 13 mdr. Han er lige...
Viden om børn:
NIPT, Non-Invasiv Prænatal Test
NIPT, Non-Invasiv Prænatal Test er en blodprøve, som kan være et alternativ til kvinder, der har fået tilbudt, men ikke ønsker at få foretaget moderkageprøve eller fostervandprøve.
NIPT kan tidligst tages, fra du er mindst 10 uger henne, og det skal være bekræftet af en ultralydsundersøgelse. NIPT er en blodprøvetest for kromosomafvigelse hos fosteret. I den gravides blod findes DNA fra fosteret i en blanding med den gravides DNA. Med en avanceret analyse af en blodprøve fra den...
Søvn
Børn sover ikke som os voksne, og søvnen og måden barnet sover på, ændrer sig lidt hele tiden. I nogle periode vil børn naturligt sove dårligere end i andre perioder - det sker især, når barnet udvikler sig rigtig meget både motorisk og mentalt, ligesom børn der starter i daginstitution, er syge eller måske får en ny lillebror eller lillesøster, naturligt også sover dårligt i disse perioder.
Jeg bliver tit spurgt: "Hvad gør jeg galt?" eller "Hvordan skal jeg præcist gøre for at...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.