Svar: Vågner om natten og opsøger mor og far
Kære lidt mindre trætte mor
Tak for dit brev og dejligt at høre, at putningen forløber langt bedre nu :)
Der sker udviklingsmæssigt rigtig meget i 2 års alderen og det er helt naturligt, at jeres dreng søger ekstra tryghed og nærhed, når han skal sove. Han har brug for at mærke, at I er der for ham, passer på ham, at han ikke er alene. Brug for fornemmelsen af, at han kan komme ud til jer, kalde på jer osv. Og derfor er det rigtig godt, at I hjælper ham med at koble fra, prioriterer at sidde der, læse lidt i en bog, tale lidt om dagen og alt hvad han har oplevet osv. så han så trygt som muligt overgiver sig til søvnen. Og det er også super godt, at han har fået en åben seng, så han kan søge jer når han vågner om natten.
Når det så er sagt, så lyder det som om, at han måske søger jer ekstra meget, fordi du ligger sammen med ham, når han skal sove. I ligger tæt i sengen, han holder godt fast i din arm og når han så sover, så trækker du dig væk - men efter et par timer ,så vågner han op og registrerer, at du ikke længere er der og så går han naturligt ud for at lede efter dig.
Det kan sammenlignes med, at du og din mand går i seng og i løbet af natten, så vågner du og oplever, at han ikke er der. Du vil sandsynligvis så ikke kunne sove, men vil begynde at lytte - måske er han gået op toilettet, stået op for at tage noget at drikke eller lignende og kommer tilbage igen. Men hvis du ikke kan høre ham og han ikke er der, så vil du have svært ved at sove videre. Så ville du sandsynligvis sætte dig op, kalde på ham, stige ud af din seng og begynde at lede efter ham, fordi han skal være der. Det er simpelthen forkert, hvis han forsvinder i løbet af natten.
Og sådan er det naturligt også for jeres dreng, når han er vant til at du ligger sammen med ham, sover sammen med ham. Du skriver, at du har det godt med det, og det må du også gerne - I må meget gerne praktisere samsovning, og det kan godt foregå som en delvis samsovning, hvor han han puttes i egen seng, og du ligger sammen med ham, og i løbet af natten så kommer han så ind og sover videre hos jer. Han opsøger jer jo selv og nogle gange når I ikke engang at mærke, at han er der, så I kan fint sove selvom han står op og går ind i soveværelset - og det er okay, hvis alle trives godt på denne måde og alle får deres søvn. Det lyder trygt og dejligt.
I kan overveje om han skal have en madras på gulvet i soveværelset, hvor han kan lægge sig i stedet for at han kravler op og ligger i smørhullet - simpelthen fordi det på sigt er lettere at komme fra en madras på gulvet og tilbage i egen seng, end det er at komme fra smørhullet og tilbage til at sove alene...
Det behøver ikke være et problem, at I sover sammen om natten :)
Men, hvis I gerne vil have, at han sover hele natten i egen seng, så vil det være godt, at du begynder at adskille dig lidt fra ham fysisk om aftenen, når han skal sove. Så I ikke ligger så tæt, men så du sidder ved siden af sengen, læser osv. og også gradvist øver det at du slet ikke behøver være ved sengenkanten, når han sover, men faktisk godt kan gå fra ham og han derfor falder i søvn alene....
Du kan overveje, om det mon ville være en god idé at forsøge med det, som jeg kalder "stryge-tøj-metoden". Jeres dreng har naturligt brug for jeres tryghed og nærhed, når han skal sove, og det skal I naturligvis anerkende. Men samtidig er det også fint at lære ham at sove i sin seng og forbinde ...
... det med noget trygt og dejligt og noget han sagtens kan klare.
I stedet for at sidde hos ham til han sover, eller gå fra ham og han så bliver ked af det, føler sig forladt og alene, så vil det være rigtig godt, hvis du/I kunne være i nærheden og lave noget praktisk. F.eks. tage strygebræt, strygejern og vasketøj med på værelset.
Det er vigtigt, at du står i nærheden, f.eks. i døråbningen. Det er vigtigt, at han kan ligge i sin seng og se dig - og at han ikke behøver rejse sig, for at se om du er der. Du må også meget gerne tale lidt med ham, så han kan høre dig, det er vigtigt, at han ikke føler sig afvist eller får en følelse af at du ikke ser ham. Han kan f.eks. kalde "Moaar" og du kan sige "ja, jeg er lige her, jeg står lige og stryger tøj" eller lignende. Ligesom du også kan give ham den kærlige besked "læg dig ned skat, læg dig ned" - fordi det, at han selv lægger sig betyder, at han lettere vil kunne blive liggende. Hvis du igen og igen går hen til ham og lægger ham ned, så virker det som en fjeder, han vil protestere og rejse sig igen og igen.
Du kan stille og roligt udvide metoden med at gå kortvarigt. Du kan f.eks. sige "jeg henter lige en skjorte, så kommer jeg igen" og på den måde kan han lære, at du godt kan gå ud af værelset og han fint kan ligge alene i sin seng - du kommer tilbage igen og der er samtidig ikke noget pres om at han skal sove, han ligger blot i sin seng, du kommer tilbage og står så igen og stryger eller læger tøj sammen.
Et alternativ til din arm, kan naturligt være en bamse, slaskedukke eller lignende, som han kan ligge og holde om. Det kunne måske også være en Rubens dukke, som har lidt vægt (for at efterligne vægten fra din arm). Men en anden idé er en af dine aflagte t-shirts. Gerne en han genkender og ved er din, og som dufter af dig. Det kan give ham en følelse af at han stadig har lidt af mor hos sig, når han skal sove og en aflagt t-shirt kan derfor være en god idé at bruge som putteklud, når han er en dreng, som har rigtig meget brug for nærhed og tæt kontakt.

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Om det er en bamse, dukke eller t-shirt, som I vil forsøge at erstatte med, så er det en god idé, at I bruger det som en fast følgesvend dagen igennem. Det skal helst følge med dagen igennem også gerne i bilen i autostolen, i klapvognen, på sofaen osv. Være der, når han puttes, men også når I sidder og hygger i sofaen, så det bliver en naturlig del af jeres hverdag.
Det lyder som om, at han sveder meget om natten - især fra hovedet, da du beskriver, at hans hovedpude og hår er helt vådt. Hvilken type hovedpude har han? Måske har han brug for at få en anden type pude, som er mere tempererende og åndbar.
Det lyder fint, at du varierer mellem langærmede bluser og natbukser, ligesom blot en t-shirt eller undertrøje vil være fint de nætter, hvor det er rigtig varmt. Han vil naturligt godt kunne blive lidt kold på benene, når han sparker dynen af, men jeg tænker, at han efterhånden vil begynde at kunne trække dynen op om sig, hvis han vågner og fryser om natten. Er han kold, når han kommer ind til jer, så får han hurtigt varmen, når han putter sig igen :)
Du kan også give ham bambus, eller en tynd uld/silkeblanding på, som har den fordel, at det kan suge sveden bedre end bomuld og derfor stadig holde ham tør og varm. Dette behov bliver naturligt større, når sommeren går på hæld...
Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre, rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?
Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
13. april 2025 | Sovevaner | 3 mdr.
Kære Helen Jeg har nu forsøgt at bruge nogle af dine råd ift min datter på...
10. april 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Kære Helen Din brevkasse har været en kæmpe hjælp hele vores tid som nye...
10. april 2025 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.
Kære Helen. Vi søger råd til at få putning til at fungere. Vi har pga....
10. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
13 mdr og i seng på anden måde - del II
Hej Helen, Mange tak for dit svar. Det giver rigtig god mening det du...
9. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
Få vores 13 mdr søn i seng på en anden måde
Hej Helen, Vi er førstegangs forældre til Bertram på 13 mdr. Han er lige...
Viden om børn:
Rosiner
Børn under 3 år må gerne spise rosiner, men ikke i ubegrænsede mængder. Det anbefales at børn under 3 år max spiser 50 gram rosiner om ugen.
Rosiner indeholder en svampegift, som hedder Ochratoksin A. Dette tåler barnet kun i meget små mængder. Det er det totale indtag over en længere periode der betyder noget. Derfor sker der ikke noget ved, hvis barnet spiser mange rosiner en dag og i dagene derefter ikke spiser rosiner.
Svampegiften findes også i økologiske...
Negle
Spædbarnets negle er meget bløde og i starten vil du fint kunne nulre neglene af.
Når neglene bliver hårde og adskiller sig fra blommen, så kan du begynde at klippe dem med en saks. Det er her vigtigt at du klipper neglene lige over.
Du kan evt. bruge en lille fil til at afrunde hjørnerne på neglene, så barnet ikke kan rive sig.
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen.
Jeg bliver nødt til at skrive igen, for at fortælle, hvor glad jeg er for at du har den her hjemmeside!
Det er så fantastisk at have et sted, hvor der er en faglig person, men også utroligt omsorgsfuld, som gider at høre og svare på alle de bekymringer og tanker man har som mor. :-D
Kærlig hilsen
Camilla, snart mor til to