Svar: Meget fremmelig 2-årig
Kære L.
Tak for dit brev og velkommen tilbage - dejligt at høre fra dig igen :)
Det lyder som om, at J. stortrives og er rigtig godt igang med en god udvikling. Der er fart over feltet, han bruger sig selv rigtig godt motorisk og er glad for at bruge sig selv på denne måde. Og så er han mentalt også rigtig langt fremme og vil meget gerne tale med alt og alle. Det er alt sammen super dejligt!
Jeg forstår dog godt, at du nogle gange kan opleve lidt svære situationer, fordi din dreng observer ting og så siger dem højt. Jeg tænker dog, at det er naturligt og derfor også vigtigt, at du forsøger at svare så roligt og ærligt, som du kan - uden at genere nogen. Du kan f.eks. sagtens sige "ja, hun har mundbind på", "ja, han har skæg", og hvis du vil, kan du sætte flere ord på "han har overskæg", "han har fuldskæg" eller måske glæde den mand I møder og sige "ja, han har et rigtig flot skæg". Det samme, når I møder nogen med briller, så kan du på samme måde bekræfte dette, og du kan også her sætte flere ord på "briller hjælper til at se bedre", "morfar bruger også briller, kan du huske det?" osv. osv.
Lidt sværere bliver det naturligvis, hvis han kommenterer på tykke maver. "Se, hun har en tyk mave?!". Her tænker jeg, at det rigtige svar netop må være det, som du selv nævner, at du gerne vil lære ham "ja, vi ser alle sammen forskellige ud". Og hvis han fortsætter sine spørgsmål "hvorfor er hun tyk?", "tror du hun spiser meget mad? eller lignende, så du føler, at det bliver ret grænseoverskridende, så tænker jeg, at det også er helt okay, at du siger det, som du også gerne vil lære ham, "det er ikke pænt at snakke sådan om andre". Og hvis han forsætter med et "hvorfor ikke?", så svare f.eks. "fordi andre kan blive kede af det" eller lignende.
Nogle gange kan det naturligvis være så grænseoverskridende, at du kan være nødt til at sige undskyld til den person, som der bliver kommenteret på. Men, som udgangspunkt er det en rigtig god idé at gribe situationer som disse og få sat lidt ord på, hvordan verden hænger sammen. Og - du skal nok forberede dig på mange flere spørgsmål og kommentarer i tiden frem :)
Med hensyn til andre børn, så lyder det som om, at din dreng er meget kærligt anlagt og som om, at han virkelig nyder at være sammen med andre. Derfor er det rigtig godt, at du vælger at tage på legepladsen med ham og naturligt anerkender dette behov. Det er netop sammen med andre børn, at han gradvist vil lære, at der kan være forskellige personlige grænser. At det ikke er alle, som gerne vil stå tæt, eller som bryder sig om at få et knus.
Det er rigtig godt, at han sprogligt er så godt med, for han vil naturligt gradvist kunne lære, at man kan være sammen på forskellige måder, og at man nogle gange skal sige nogle ting i stedet for at kramme - og modsat hen af vejen også lære, at kram nogle gange siger mere end ord :)
Børn er forskellige, så nogle børn er naturligt mere reserverede og skal lige se tingene lidt an, før de kaster sig ud i leg med andre. Overfor disse børn kan det naturligvis godt virke lidt voldsomt, hvis din dreng så kommer og stiller en masse spørgsmål og tilmed også gerne vil kramme dem. Igen er det helt naturligt og ...
... det er ikke kun negativt, for begge børn lærer jo noget i disse situationer. Ligesom din dreng skal lære, at man har forskellige personlige grænser, så vil andre børn skulle lære at sige fra, hvis de synes, at det bliver lidt for voldsomt. Og her har de brug for jeres voksnes hjælp. De har brug for at vi guider, sætter ord på, viser og forklarer.
Det betyder, at hvis du oplever, at din dreng måske er lidt for pågående, og du kan se, at et andet barn bliver usikker af det, så vil det være rigtig fint, at du hjælper din dreng med at holde lidt afstand. Du kan f.eks. sætte dig ned på hug, så du kommer i øjenhøjde med dem begge og sige til din dreng "kom lige lidt herhen til mig, jeg tror ikke, pigen kan lide, at du står så tæt", og du kan hjælpe dem med at tale sammen på en måde, som er okay for dem begge. Pigens mor kan på samme måde sætte lidt ord på og hjælpe dem videre på en god måde "X kan ikke så godt lide, når du krammer hende, har du lyst til at I rutsjer i stedet for, så kan I skiftes til at tage en tur".
Det er naturligt sårende, hvis du oplever, at de andre mødre taler om din dreng på en måde, hvor du får en følelse af, at de oplever ham for overrumlende. Det er alle forældres opgave at hjælpe børnene til at lege sammen og gradvist lære de forskellige spilleregler, der er for børns leg. Børn fødes ikke med et sæt af sociale spilleregler, de er derimod styret af deres lyst, og det er vigtigt at acceptere, at alle børn skal lære.
Sociale spilleregler lærer de, når de er sammen med andre, og de lærer det via deres forældre, og måden vi guider dem på. De skal tages i hånden og guides til hvordan, det er alle forældres opgave - også på legepladsen :)

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
At lære at være sammen med andre mennesker på en god måde, kræver at man har social intelligens. Social intelligens læres af måden, vi som forældre er omkring vores børn på, og det læres, når børn er sammen med andre børn. Når børnene på legepladsen leger, så prøver de hinandens grænser af. De spørger måske, om de må være med i en leg, og får måske et "nej", de oplever at nogen springer køen til rutsjebanen over, de oplever at nogen skubber osv. De lærer på den måde, hvad de gør ved andre, og hvordan det føles, når andre gør noget ved dem.
Social intelligens har ikke noget med klogskab at gøre, men handler om, at vores børn skal lære at lytte til andre og lære, hvordan man følelsesmæssigt kan påvirke hinanden både negativt og positivt. Børn kan forholdsvist let lære sociale færdigheder som at gå hen og spørge om nogen vil lege eller sige undskyld, når man gør noget forkert. Men social intelligens er mere end det. Det handler om at lære, hvordan man spørger ind til andre, eller trøster andre. Hvordan man ser, at andre er kede af det, overraskede, bliver vrede, forskrækkede osv. Alt det kan man ikke lære ved at få det at vide, det kan man kun lære ved at opleve det, se det, være i det - og blive guidet. Og det er netop den læring, som din søn og de andre børn på legepladsen er rigtig godt igang med :)
Det er, som jeg startede med at skrive en sund og god udvikling, som din dreng lige nu er igang med :)
Jeg håber, at du kan bruge ovenstående lidt videre, rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gør pusletid til hyggetid - med naturlig pleje fra Olívy
En ren ble er det primære formål, når ens baby bliver lagt til rette på puslepladsen. Men faktisk er pusletiden meget mere end blot en praktisk opgave. Det er en unik mulighed for at styrke båndet til dit barn, stimulere sanserne og skabe tryghed. En god pusleoplevelse handler ikke kun om ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:
19. april 2025 | Opdragelse | 3 år, 3 mdr.
Hej Helen. Så er vi virkelig trådt ind i 3-års alderen med fulde kraft. Og...
18. april 2025 | Opdragelse | 4 år
Sur 4 årig pige der råber meget
Kære Helen Vores pige på nu 4 år har de seneste par måneder haft meget...
16. april 2025 | Opdragelse | 3 år, 1 mdr.
Hej Helen Min datter på 3 år, er begyndt at være en smule bange om aftenen....
13. april 2025 | Opdragelse | 22 mdr.
Håndtering af selvstændighedsalder og aftenputninger
Kære Helen Jeg skriver til dig igen om vores datter på 22 måneder, som i...
10. april 2025 | Opdragelse | 22 mdr.
Reaktion på at være blevet storesøster
Kære Helen Jeg skriver til dig igen om min datter på 22mdr som er blevet...
Viden om børn:
Termin
Termin er betegnelsen for, hvornår man forventer at føde, når man er gravid.
Terminen fastsættes normalt til 40 uger efter man er blevet gravid. Termintidspunktet er således sluttidspunktet for graviditeten.
Man beregner normalt terminen efter første dag i den sidste menstruation.
Terminen bruges også til at vurdere, hvor langt du er henne i din graviditet. I løbet af graviditeten tæller man uger, således at man f.eks. siger at kvinder er 34+6 uger...
Cykelhjelm
Alle børn bør bruge cykelhjem, når de cykler. Det gælder både når de cykler selv og når de sidder i cykelstol, i en ladcykel eller i en cykelanhænger.
Vælg en godkendt hjelm. Det vil sige en hjelm med et CE-mærke og godkendelsesnummeret EN 1078.
Derudover så skal hjelmen sidde rigtigt og det gør den når den dækker panden og sidder så stramt, at den ikke kan skubbes tilbage i nakken. I de fleste hjelme sidder skumgummipuder, som hjælper til at justere størrelsen, så...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.