Svar: Bedsteforældre - 10 mdr.

---

Kære Far

Tak for dit brev og meget fine beskrivelse af jeres datter og alle dine tanker :) Jeg vil meget gerne give dig lidt tanker med på vejen retur.

For det første, så lyder det som om, at din datter har en meget fin tilknytning til dig. Du er hendes faste base, og hun bruger naturligt dig som en sikker havn, når I får besøg af farmor og farfar, som hun naturligt ikke kender endnu.

Når det lille barn bliver født, så skal barnet og forældrene knytte sig til hinanden. Det betyder, at der skal ske nogle særlige psykologiske processer, der skal dannes et psykologisk bånd, som giver barnet en grundlæggende følelse af, at mor og far er der, at vi står til rådighed og altid er der til at hjælpe og støtte, når barnet har behov for det.

Forældre skal udgøre en tryg base, netop følelsen af at have en tryg base er helt essentielt for barnets tilknytning og udvikling. Barnet skal på den ene side føle sig tryg nok til at turde udforske verden på egen hånd, men også føle tryghed ved at kunne vende tilbage til forældrene, hver gang verden bliver lidt for stor og uoverskuelig.

Tilknytning sker over tid og hænger også sammen med, hvor meget tid vi bruger sammen. Barnet vil naturlig knytte sig til den person (de personer), som tager sig mest af barnet. Det betyder, at jeres datter naturligt er knyttet jer forældre og ikke knyttet til sin farmor og farfar. Det betyder også, at da de er rigtig meget sammen med deres andet barnebarn og ses flere gange ugentlig, så vil tilknytningen her være anderledes.

Du vil naturligt også kunne mærke tilknytningen til din datter - I har brug for hinanden, brug for at mærke hinanden og være der for hinanden - og hvis I ufrivilligt fjernes fra hinanden, så vil det føles smertefuldt for både dig og din datter. Det gør ondt. Derfor føler du det forkert i dit hjerte, at farmor og farfar vil tage hende med i Zoologisk have, og det er forkert. Især fordi bevæggrunden for at gøre det handler om, at dine forældre har brug for at føle, at hun er tryg ved dem - men det er hun ikke. Og en Zoologisk have tur, som du beskriver det, er dine forældres behov og ikke din datters behov.

Det handler ikke om, at du ikke gerne vil lade dine forældre og datter være sammen, eller at du ikke stoler 100% på dem. Det handler blot om, at din datter ikke ser sin farmor og farfar tilstrækkeligt nok til, at hun føler sig tryg nok ved dem til at kunne være sammen med dem alene en hel dag.

Så kan man naturligvis diskutere om det skader, at de tager hende med i Zoo en enkelt dag, og det gør det sandsynligvis ikke... men, er der nogen grund til det? Jeg er med på, at det er bedsteforældrenes behov at være sammen med jeres datter, og det synes jeg også er vigtigt, så de netop lærer hinanden at kende, og trygheden og tilknytningen skabes. Men med den alder hun har og den udvikling, som hun går igennem lige nu, så tænker jeg, at I kan tage i Zoologisk have alle sammen.

Hun har netop brug for at kunne studere dine forældre på afstand. Hun har brug for at sidde på dine arme, dit skød, have dig i nærheden, så når farmor og farfar henvender sig til hende, så kan hun hele tiden tjekke tilbage til dig "Hvordan reagerer min far?". Og hvis du reagerer roligt, virker tryg og glad, så vil hun naturligt også tage det roligt og virke tryg ved situationen - og gradvist vil hun så turde være mere sammen med dem, uden at du behøver være der.

Hvor lang tid det tager at opbygge tilknytning, når man ses en gang om måneden, kan der desværre ikke siges noget fast omkring. Det afhænger helt af, hvordan I er sammen, når I er sammen, og hvordan trygheden netop skabes. Det er bestemt ikke nogen god idé at presse jeres datter ud i situationer, hvor hun bliver utryg, ked af det og bare savner sine forældre. Og man kan ikke på den måde "hærde hende" ved at overgive hende i favnen af farmor og farfar, og I forældre så forsvinder, eller ved at farmor f.eks. insisterer på, at hun godt ...

---

---

... kan trøste eller andet, selvom jeres datter tydeligt er ked af det og har brug for mor eller far.

Hvis du og din hustru har brug for at gøre noget sammen et par timer - hvilket jo er et helt reelt behov, så er det naturligvis super dejligt, at farmor og farfar står parat og rigtig gerne vil passe jeres datter imens. Det kan I sagtens udnytte, når de kommer i næste uge. Men jeg vil anbefale, at det er få timer og ikke hele dagen, at I er væk.

En måde at gøre det på kunne f.eks. være, hvis I forældre valgte at tage ud at spise frokost på en cafe eller lignende, og imens kan farmor og farfar passe jeres datter hjemme hos jer. På den måde får farmor og farfar lov, I forældre får mulighed for at få lidt partis og jeres datter vil være hjemme i sine vante omgivelser, som hun kender og er tryg ved :)

Når din mor siger, at "nu må hun altså kunne kende os og være tryg ved os, for nu har hun jo set os mange gange", så må du sige, at det kan man ikke forvente. Hun ser dem ikke ugentligt, og hun har ikke en hjernemæssig hukommelse, som sætter hende i stand til at huske farmor og farfar. De første ca. 2 år er hukommelse meget sanselig. Følelsen af kærlighed, tryghed og også utryghed lagrer sig, ligesom dagens rutiner og følelsen af genkendelighed er vigtig. Det er f.eks. måden I putter jeres datter på, giver hende mad på, skifter hendes ble på, tager hende op, når hun græder...

Det betyder, at når I er sammen med farmor og farfar, så vil hun måske kunne genkende dem, men hun vil lige så meget genkende følelsen af at se dem - følelsen af at I hygger jer sammen, har det sjovt og dejligt sammen - og på den måde netop få det bånd til farmor og farfar, som handler om, at dem kan hun være tryg ved.

---

---

---

Det betyder også, at når I er sammen, så vil båndet mellem farmor, farfar og jeres datter naturligt kunne blive styrket af, at de forsøger at gøre ting nogenlunde, som du og hendes mor plejer at gøre det. Fordi følelse af "det her kender jeg" er trygt og godt. Det vil altså godt kunne hjælpe på tilknytningen, at de forsøger at skifte bleen, give hende mad osv. som I plejer at gøre, ligesom de kan synge de samme sange, som I synger, lege lidt de samme lege osv. fordi genkendelighed giver tryghed. Når det så er sagt, så skal der naturligvis også være plads til at bedsteforældre kan finde på nye sjove ting :)

Kommentaren om, at "hvis hun ikke kan se jer forældre, så går det bedre" - det kan godt være rigtigt. Men det er igen helt naturligt, netop fordi jeres datter tjekker op på jer og jeres reaktion og hele tiden forsøger at afkode, hvordan I har det i forskellige situationer. Hvis I ikke er der, så er der ingen at tjekke op mod og ingen base at søge. Det er ikke fordi hun er pylret, eller er far- eller morsyg, og det er ikke et problem, at hun søger jer, tværtimod. Det er helt naturligt og vigtigt i hendes udvikling og gradvise øvelse i at have sin far og mor lidt på afstand :)

Børn er forskellige, og det er meget vigtigt ikke at sammenligne din søsters søn med din datter. De to børn er sandsynligvis vidt forskellige, de har forskelligt temperament og udvikle sig i forskellig retning, de kan ikke det samme på samme tidspunkt osv. osv. og det er alt sammen helt normalt og forventeligt.

Det er også meget vigtigt ikke at sammenligne deres forhold til bedsteforældrene, fordi der naturligt vil være meget stor forskel på, hvordan tilknytningen skabes, alt efter om man ses flere gange om ugen eller en gang om måneden. Dine forældre elsker højst sandsynligt begge deres børnebørn meget højt, og det er jo også derfor de rigtig gerne vil være sammen med din datter, så de kan overøse hende med kærlighed. Men det vil naturligt tage tid for dem at knytte bånd, når I bor langt fra hinanden :)

Det lyder som om, at du er en far med hjertet på rette sted, så lyt til dit hjerte og din mavefornemmelse - det lyder ikke helt tosset :)

Jeg håber, du kan bruge disse tanker lidt videre :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

---

Viden om børn:

---