Svar: Meget frustreret pige på to år

---

Kære stadig lidt trætte tvillingemor

Tak for dit brev og dejligt at høre, at du/I kunne bruge mit sidste svar :)

Der er ingen tvivl om, at begge jeres piger gennemgår en meget stor udvikling nu. Netop 2-3 års alderen oplever mange forældre som svær, fordi børn i den alder viser mere og mere selvstændighed og egen vilje. De forsøger at finde ud af, hvordan verden fungerer, forsøger at få erfaringer i, hvordan de påvirker andre, og hvordan andre påvirker dem. I dag kalder vi det selvstændighedsalderen, hvor man tidligere kaldte det trodsalderen - og det er naturligt vigtigt at finde balancen mellem at anerkende, støtte, imødekomme, være til stede og så samtidig også have visse regler og lære pigerne, hvad der er okay, og hvad der ikke er og også lære dem hensigtsmæssige reaktionsmønstre.

Nogle gange er vi nødt til at sige nej eller holde fast i det vi vil. En leg kan være nødt til at stoppe, eller jakken og skoene skal på, fordi det er koldt, regner osv. Men vi skal altid overveje, hvilke konflikter vi tager. Det er en god idé at spørge sig selv, om der egentlig er noget i vejen for, at det bliver som barnet gerne vil. Måske siger vi nej, fordi vi er trætte, ikke orker mere, eller fordi det bare er blevet en principsag.. er det et reelt nej, så skal vi naturligvis holde fast i dette, også selvom hendes verden så bryder sammen.

Og verden bryder sammen i denne alder. Det gør den, fordi deres hjerner stadig er meget umodne. De har masser af hjerneceller, men forbidelserne mellem dem fungerer ikke særligt godt endnu. Derfor får det det, man kalder anfald af fortvivlelse - og det er lige præcis det, I oplever.

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og til at forstå, hvad der sker, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen, der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke osv.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser, der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske osv.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen. Den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Når jeres datter (eller døtre) mærker modstand, når hun mærker, at skoene driller, når hun får nej, fordi I skal køre, når der er for lidt vand i koppen, når dukkens dyne driller, når mor ikke forstår, hvad der er galt med stolen.. så får hun et anfald af fortvivlelse. Hun er styret af sin mellemhjerne og derfor bryder hun fysisk sammen. Hun løber sin vej, kaster sig i gulvet, sparker, slår, kaster med ting, spytter måske, græder - hun er tydeligt i fysisk oprør. Det sker, fordi der sker en aktivitet i mellemhjernen, altså pattedyrhjernen, og hun reagerer derfor næsten dyrisk...

Pattedyrhjernen/mellemhjernen styres af den rationelle hjerne og for at få dannet de vigtige forbindelser mellem disse to hjernehalvdele, så er det vigtigt, at du/I reagerer på en måde, som aktiverer hendes rationelle hjerne. Og det gør du, når du viser hende det, som du gerne vil lære hende. Det vil ...

---

---

... sige, når du viser hende, at du kan bevare roen, når du viser hende, at du godt kan rumme, at hun er vred, ked af det, frustreret osv. Og når du sætter ord på det der sker, så hun føler sig forstået og mødt.

Når hendes krop er i oprør, så drøner der adrenalin rundt i kroppen, og det virker ligesom ild. Hvis man puster til det ved f.eks. at sige "hold så op!", "Lad være med at skabe dig!", "stop med at være hysterisk!" eller lignende, så bliver det værre. Men hvis man bevarer roen, overblikket, spørger ind til hende, sætter ord på, viser forståelse "ssåå, bliver du bare så ked af det, sååå skatterpige" så slapper hun naturligt mere af og så dannes de vigtige forbindelser i hjernen, som på sigt vil lære hende at bevare roen i andre lignende situationer.

Det er ofte små ting, ting der i jeres voksne verden virker som bagateller, der får hendes verden til at bryde sammen. Men for hende betyder det bare rigtig meget, og det er vigtigt, at I derfor viser forståelse. Hun er med den alder hun har lige nu meget følsom og sårbar overfor, hvordan hun bliver mødt, og hvordan du og andre agerer på, det hun siger, og det hun gør.

Det lyder som om, at du er rigtig god til at sætte ord på hendes følelser, og at du igen og igen prøver at være der, viser hende, at du godt kan rumme det. Og det er super godt, det skal du endelig blive ved med. Det er dog også en balance, for du skal også passer å ikke at tale for meget. Nogle gange kan for meget snak gøre hende mere fortvivlet og frustreret, hun kan næsten ikke rumme det, hvis der er for meget snak. Så nogle gange skal du bare sidde der.

---

---

---

Det er også helt normalt, at du ikke kan røre ved hende. Hun kan godt være så fortvivlet og hendes krop i så meget oprør, at hun er nødt til selv at finde lidt ro først, men det er en god idé at du holder dig i nærheden, viser dig tilgængelig. Sæt dig i nærheden, og sig f.eks. "kom skat, mor er lige her, kom herhen, kom" eller lignende. Lad hende spejle sig i din ro. Måske kan du få lov til at røre hendes fødder, kærtegne hende lidt på ryggen osv. og til sidst vil hun så blive klar til at klatre op på dit skød, blive holdt om og finde roen og blive glad igen :)

Når det så er sagt, så er det naturligvis også en balance, for nogle gange kan det faktisk være en god idé, at du gå lidt afsides, netop for at give hende mulighed for selv at finde lidt ro. Hun kan godt blive forstyrret eller irriteret over, hvis du sidder der. Så i stedet kan du forsøge at lave lidt praktisk i nærheden, så hun kan se dig, ved hvor du er og ikke føler, at du ikke vil hende, men at du netop stadig er der for hende, når hun er parat. Og hvor du f.eks. også kan kalde på hende, og på den måde vise hende, at hun også kan søge dig, hvis hun har brug for det.

Du har naturligvis ret i, at de ændringer der er sket i dagplejen godt kan gøre, at det er lidt sværere for hende lige nu, ligesom tidspunktet omkring aftensmaden også kan være svær, fordi hun (begge piger) naturligt er trætte efter en lang dag og overskuddet er bare ikke særlig stort. Der er mange ting, som spiller ind. Men det handler også om alder, udvikling og alt det der sker netop i denne alder...

Jeg håber, at ovenstående giver lidt idé om, hvad der sker hos jer, og at du/I kan bruge det lidt videre :) Rigtig meget held og lykke - og fortsat god weekend!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---