Annonce

Annonce

Svar: 3-årig vil ikke i børnehave


6. april 2021

Kategori:
Alder:
3 år, 7 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Opdragelse.

Kære N og H

Tak for jeres brev og meget fine beskrivelse af jeres lille dreng :)

Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med jer - og så må I selv vælge til og fra, hvad I tænker, at I kan bruge. Og lad mig for det første sige, at jeg bestemt ikke tænker, at der er noget galt med jeres dreng, eller at I gør noget forkert.

Der er ingen tvivl om, at der er rigtig meget kærlighed i jeres familie og det er rigtig dejligt, at I fortæller jeres dreng, hvor skøn han er og hvor højt I elsker ham. Kærlighed kan man aldrig få for meget af og han lyder til at være en meget tryg og meget elsket dreng. Derudover lyder han også til at være en dreng, som udvikler sig i rigtig god retning. Han er rigtig godt med sprogligt og han er en meget tænksom lille fyr. Han leger helst med piger og har en rigtig god veninde L, som han deler interesser med. De to elsker bare at lege med klæd ud, glimmer og strut, de elsker Anna og Elsa universet og det er helt okay. Det skal I på ingen måde være bekymret over. Jeg er med på at bekymringen måske kan være ekstra stor, fordi han er "eneste mand i huset", men man må altså meget gerne fascineres af glimmer, tyl og pailletter, når man er 3-4 år gammel - uanset hvilket køn han har. Så hold endelig fast i det og lad ham lege alt det han har lyst til:) Og så leger han jo også både Ninja og Pirat - der er plads til det hele :)

Det er svært helt at vide, hvorfor han synes, det er så svært at skulle i børnehave. Det kan skyldes flere ting. Det kan f.eks. være fordi han er så gammel nu, at han er meget bevidst om, at når han er i børnehave, så er mor hjemme - og han vil hellere være hjemme. Det er hyggeligt og uproblematisk, der er ikke så mange krav og ikke så meget at skulle forholde sig til og det er bare trygt og dejligt. Så at skulle i børnehave føles bare uoverskueligt, hvis han kan være hjemme i stedet.

Det at skifte mellem hjemmets trygge arena og til børnehavens store verden er for mange børn rigtig svært. Og rigtig mange børn vil protestere over at blive afleveret, fordi de har svært ved at skifte verden. Og det samme sker så, når de hentes - så har de også svært ved at slippe legen og aktiviteterne, svært ved at slippe børnehavens verden og protestere derfor igen. Man taler om at børn på den måde har et dobbelt socialiseringsrum, som er der, hvor de to verdener mødes.

Man kan hjælpe dem til skiftet på flere måder. Nogle børn har f.eks. glæde af at have en lille ting med hjemmefra, der kan fungere som bindeled mellem hjem og instution. Det kan være et lille fotoalbum med billeder af mor, mor, storesøster, hundene osv. Fordi det ligesom er med til at bekræfte, at I stadig er der, at han ikke er alene og huske ham på, at I ses igen :)

Man kan også overveje, hvornår han bliver afleveret. Og her kan I måske godt prøve en ny taktik. I hvert fald fortæller I, at han ofte får lov til at vågne af sig selv og afleveres som det nu passer om morgenen eller måske i løbet af formiddagen, ofte omkring kl 09.. og det lyder super hyggeligt. MEN - de fleste børn bliver sandsynligvis afleveret noget tidligere, og det betyder, at når jeres dreng kommer ind i institutionen, så er de andre børn igang med at lege med hinanden. De har allerede lave aftaler med hinanden om, hvem der leger sammen - og de er ikke gamle nok til at "lukke jeres dreng ind i legen", så når han spørger "må jeg være med?", så siger de måske nej. Ikke fordi de ikke vil lege med ham, men fordi de allerede er igang med en leg og ikke kan finde ud af, hvad rolle han kan have eller hvad han byder ind med... Og oplever jeres dreng ofte, at han på den måde bliver afvist, så har han naturligt ikke lyst til at komme der.

Derfor vil jeg faktisk foreslå, at I en periode prøver at aflevere ham tidligere om morgenen, så han måske er en af de første børn som kommer, og han derfor er med til at få nogle legeaftaler fra starten. På den måde har han noget at tage sig til, når han kommer ind i institutionens verden og samtidig vil der sandsynligvis være mere ro til at tage imod ham, så der er en pædagog, som træder til. Måske serverer de morgenmad i børnehaven, så han faktisk kan møde ind og spise der - det er også en måde at komme igang med børnehavens verden på...

Derudover så tænker jeg, at det er rigtig godt, ...


Annonce

... at I taler med ham om børnehaven på en positiv måde. Det betyder rigtig meget, at han hører jer være positive omkring stedet, de andre børn og voksne, fordi han naturligt spejler sig i dette, så det skal I endelig forsætte med. I nævner, at I ofte sætter ord på hans følelser og f.eks. siger "jeg tror, J. vil lege dinosaur i dag" eller "jeg tror, L. glæder sig til at se dig" - men det gør ofte hans protester værre, og han skriger/græder mere. Og det samme, hvis I f.eks. siger "jeg kan godt se, at du bliver ked af det, men jeg er nødt til at tage på arbejde"...

Jeg tænker, at I skal prøve at sætte ord på hans følelser og vise, at I forstår ham "bliver du bare så ked af det, det er også dumt, du skal i børnehave" eller "du har bare meget mere lyst til at være hjemme", eller "jeg vil også meget hellere være sammen med dig" eller "jeg har heller ikke lyst til at være på arbejde". Så I på den måde viser, at det er helt okay, at han har det, som han har det - og så I fortæller ham, at I også savner ham, når I ikke er sammen. Og ud over at gøre det, så skal I naturligvis lave aftaler og fortælle ham, hvordan I kan komme igennem det. I kan f.eks. sige "jeg skynder mig at hente dig, så når du skal have frugt, så kommer mor igen" elller "når jeg savner dig, så tænker jeg på, at vi snart ses igen, og så glæder jeg mig til det".

Det kan også være en idé at give ham en "lille magisk sten", en "plastik diamant" en lille "troldefigur" eller hvad I nu kan finde på - en en lille ting, som han kan have i sin bukselomme, og der skal den blive (og I må endelig ikke glemme den!). "Stenen i lommen", bruges nogle gange til børn i sorg, og selvom jeres dreng ikke er i sorg, så tænker jeg at han måske godt kan have glæde af det.

Når I skal være adskilt, og når jeres dreng bliver ked af det og savner jer, så kan han mærke på stenen i lommen og via den magiske sten, vil du/I så "kunne mærke", at han tænker på dig/jer.. :) Det kan også være, at I selv skal have det samme, så I kan vise ham, at I også har en "magisk sten", som I kan røre ved, når I tænker på ham... På den måde vil han måske føle, at I er tættere på, samtidig med at det kan være en måde for ham at håndtere, når I ikke er der...


Helens bog til far
LÆS OGSÅ: "Helens bog til far" - vær far med tillid, nærvær og respekt.

Foredrag med Helen

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen

Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus

Se flere foredrag med Helen ...


Med hensyn til hans følsomhed og særlige sensitivitet, så tænker jeg, at der er forskel på, om han har en sensitivitet i forhold til lyde og påvirkning af sine sanser generelt - eller om han er det, man kalder for særligt sensitiv (HSP). Alt være særligt sensitiv betyder, at man er bærer af et gen, som giver en særlig sensitivitet. Det er et karaktertræk, og det lyder faktisk som om, at jeres dreng godt kunne være dette. Der er i hvert fald flere ting i jeres beskrivelse, som passer... F.eks. hans store bevidsthed omkring små ting i jeres hverdag, hans lidt filosofiske tankegang og spørgsmål, hans reflekteren og gode evne til at udtrykke sig og sine følelser, hans behov for forudsigelighed og ro, hans store lyst til at opleve og samtidig risiko for at det hurtigt bliver lidt for meget... et eksempel på dette kan f.eks. være hans store lyst til at lege med en ven fra børnehaven, men når vennen så kommer med hjem, så bliver det for meget for ham, så kan han ikke overskue det...

Der findes flere gode bøger om emnet f.eks. "Sensitive børn - fra sårbarhed til styrke" af Lise og Martin August. "Særligt sensitive børn" af Elaine Aron. "Dit sensitive barn" af Anne-Mette Sohn Jensen og "Særligt sensitiv" af Ulla Hinge Thomsen.

I Har naturligvis ret i, at det vil være rigtig godt at forsøge at lære ham lidt mere selvhjulpenhed i det daglige og I må meget gerne begynde at inddrage ham i madlavning, oprydning, tøjvask, indkøb og lignende. Det er vigtigt, at han kan forskellige ting selv, fordi det styrker hans selvfølelse og det giver også mod. En følelse af, at det her kan man godt klare - hvilket er vigtigt også i forhold til at klare hverdagen i børnehaven. Det vil styrke hans evne til at tage forskellige udfordringer op, så det er en god idé at I hjemme forsøger at styrke hans selvhjulpenhed på mange forskellige planer - og ikke kun om morgenen, når I skal ud af døren, for selvfølgelig kan I give ham en hjæpende hånd der lige nu :)

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste

Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

22. november 2024 | Opdragelse | 3 år

Fysisk reagerende 3 årig

Kære Helen. Vi har en dreng på 3 år (blev 3 i oktober) der startede i...

Læs hele brevet og Helens svar


13. november 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.

Konflikter - 3 år, 4 mdr.

Hej Helen. Jeg har en skøn dreng på 3 år og 4 mdr. Han er sød og kærlig,...

Læs hele brevet og Helens svar


26. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.

Sure morgener - 2 år, 6 mdr.

Kære Helen. Tak for din brevkasse, som jeg nu endnu engang har brug for....

Læs hele brevet og Helens svar


17. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.

Flytning - 2.5 år

Hej Helen Vi har solgt vores hus og skal flytte om cirka halvanden måned....

Læs hele brevet og Helens svar


16. september 2024 | Opdragelse | 23 mdr.

Afvisende overfor mor

Hej Helen. Vi har en søn på snart 2 år, som i perioder vælger den ene af os...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Fennikel, Fennikelte og børn

Fra 6 mdr´s alderen kan du give børn rigtig mange forskellige slags grøntsager. Vær dog opmærksom på bl.a. fennikel, som indeholder nitrat, og som derfor ikke bør udgøre mere end 1/10 af portionen. Alternativt bør det kun gives med 14 dages mellemrum.

Nitrat omdannes let til nitrit. Nitrit i stor mængde giver opkastninger og blåfavning af huden, fordi det reagerer med blodets hæmoglobin, så det ikke kan binde sig og transportere ilt rundt i kroppen.

Det anbefales...

Læs mere i Babylex

Reservebedste

En reservebedste er en ældre person, der gerne vil hjælpe småbørnsfamilier med at passe børnene, når de er syge, har brug for at blive hentet tidligt eller skal passes en dag, hvor forældrene skal i byen.

I nogle kommuner kan man søge om en reservebedste, hvis man er enlig og ikke har mulighed for at trække på sit netværk, men det er også muligt at søge en reservebedste privat.

Det kan være en rigtig god idé at have en reservebedste (M/K), som kan hjælpe i...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om amning og flaske, hjæper dig med at få et mæt og tilfreds barn.

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen!

Tusind tak for dit tip om "drilleblæren" og "drillenumsen". Det var lige i øjet!

Pludselig blev af-med-ble et projekt, som vores datter kunne forholde sig til og føle sig som en del af. Lige fra den håbefulde: "Vi skal nok få krammet på den drilleblære, ikk?" til den lettere truende: "Jeg har sagt til drillenumsen, at hvis den ikke opfører sig ordenligt, så ringer jeg til politiet, også kommer den i fængsel".

Så nu er hun uden ble (om dagen) og siger fint til selv og overholder de faste toilettider - om morgenen og aftenen og efter måltider - uden (ret meget) brok.

Tak for hjælpen. Det er stor lettelse for os ikke at skulle skændes med hende om den åndssvage ble.

Venlig hilsen

Helt Utrolig Lettet


Annonce