Svar: To-årig med nejhat

---

Kære trætte tvillingemor

Tak for dit brev :)

Jeres datter M. lyder til at være rigtig godt med på alle punkter. Hun er rigtig god til at bruge sig selv motorisk, hun danser, hopper, gynger osv. Hun er også rigtig god til at vise ømhed og kærlighed - hun kysser, krammer, puster når man slår sig. Og så er hun også rigtig godt med sprogligt. Det er super flot, at hun i en alder af 2.5 år taler i så lange sætninger og også bruger personlige stedord som "jeg", "hun", "den" osv. Rigtig godt.

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på om det, at hun faktisk er så kvik, som hun lyder til at være, gør at hun måske nogle gange bliver mødt og set, som om at hun er ældre, end hun er. Og måske er det derfor at "filmen knækker for hende". På den ene side så er hun jo rigtig godt med, hun forstår rigtig mange ting og sætter fint ord på, hvad hun gerne vil eller ikke vil og på den anden side, så er hun jo også stadig en meget lille pige som bare brager igennem selvstændighedsalderen og som naturligt har rigtig svært ved mange ting - også når verden går hende imod - fordi hun jo stadig også har en meget umoden hjerne...

Hendes selvstændighedstrang er stor nu og dermed også hendes lyst til at sige "Nej!". Det hører med til hendes alder og udvikling at have "nej-hatten" på, og det er helt naturligt, at hun ofte gør det modsatte af, hvad du eller far gerne vil have hende til. Det er en del af selvstændigheden - hun kan ikke finde ud af ,hvem hun selv er, og hvad hun står for, uden at ville noget andet end jer. Hun er nødt til at være imod jer, nødt til at være lidt grænsesøgende for at finde ud af hvem hun er, hvad hun kan osv.

Og hun kan sige nej på rigtig mange måder. Det kan være et ordret "Nej!", hvor hun siger nej med ord og derved tydeligt lader jer vide, at her er hun ikke enig. Hun kan også sige nej på frustreret måde - det er f.eks. når I tager tvinger hende i tøjet eller til at få selen på i autostolen eller lignende. Hun kan sige nej med sit kropssprog, altså en slags kropsligt nej, hvor hun holder sig for ørerne, løber sin vej eller bryder fysisk sammen på gulvet. Hun kan også har et drillende nej, hvor hun naturligt gør det modsatte af, hvad I vil og hvad I siger, fordi hun på den måde får jer til at løbe efter hende eller lignende. Hun kan godt sige nej ved at gøre noget, som hun ved, at I ikke vil have, kikke på jer, vente på jeres reaktion og så gøre det alligevel - alt sammen udtryk for, at hun begynder at forstå, at hendes handlinger kan skabe bestemte handlinger hos jer.

Du spørger, hvordan I overlever i det, og jeg tænker, at det gør I ved at overveje jeres kampe og ved at huske på, at hun stadig er en meget lille pige, og at hun naturligt stadig har rigtig meget brug for at mærke jer, brug for at I ser hende, prioriterer hende - og behovet er måske netop ekstra stort, når man samtidig skal dele mor og far med en anden, fordi hun jo er tvilling.

I skal være opmærksomme på at nogle gange, når hun protesterer, laver ballade og går imod det, som I gerne vil eller ikke vil, så kan det godt være et behov for at blive set. Altså utryk for at hun har brug for jeres opmærksomhed og netop ved at lave ballade eller skrige voldsomt, så får hun ekstra opmærksomhed - faktisk reagerer ofte både I og hendes søster. Nogle gange er løsningen til mindre konflikter derfor, at I giver hende ekstra nærhed og tæt kontakt, så du f.eks. siger "din lille bølle, her i huset kilder vi små bøllespirer" og så indfanger hende og kilder hende. Så i stedet for at lade hende være, så kan det nogle gange være en god idé at se, hvad der ligger bag hendes handlinger, give hende den nærhed, som hun søger - og bagefter vil hun sandsynligvis være mere klar ...

---

---

... til at lytte til jer og følge jer :)

Det kan være en god idé at fokusere på det, som I gerne vil have hende til ved at inddrage hende f.eks. når hun skal have tøj på. I kan nogle gange bruge "omvendt psykologi" og lade som om, at I ikke kan finde ud af det, sætte bukserne på armene eller skoen på hovedet fordi hun på den måde vil tage over og vise jer hvordan. Så i stedet for at hun protestere, siger nej og ikke vil, så tager hun pludselig selv initiativ. Det samme gælder, hvis I f.eks. har problemer ved middagsbordet. Inddrag hende i madlavningen og bordækningen. Lad hende også selv sætte sig til bordet, når det er spisetid, giv hende en kande, som hun selv kan hælde af osv. Jo mere I kan inddrage hende og anerkende hendes selvstændighed, jo mere vil hun ofte følge med og jo mindre vil hun sige nej...

Det er en rigtig svær balance at finde - på den ene side at støtte hendes udvikling og anerkende den store selvstændighed, som naturligt trænger sig på og så samtidig også sætte lidt regler op for, hvordan det foregår hos jer, hvad der er okay, og hvad der ikke er. Det dur naturligt ikke, at I ender med at bure jer inde derhjemme og ikke tør tage ud af frygt for, hvad andre tænker og med en følelse af, at I ikke kan styre hende.

Hendes natlige opvågninger og afvisning af kontakt og trøst kan naturligt også godt handle om alder, selvstædighed og udvikling. Det kan dog også være et helt andet problem - natteskræk eller nightterror. natteskræk er en delvis opvågning af den dybeste non-REM-søvn, ego det betyder, at hun befinder sig i en slags gråzone mellem at være vågen og være sovende. Det betyder, at hun ikke fornemmer, at I er der for at hjælpe hende og at I forsøger at trøste hende, og derfor skubber hun jer væk, afviser jeres kontakt...

---

---

---

Man mener at natteskræk skyldes at hun kan have svært ved at bearbejde alle dagens oplevelser, så hun ikke får lukket helt ned under søvn og derfor slipper der nogle sanseindtryk igennem, samtidig med at hun motorisk også vil have svært ved at slappe af. Derfor vil hun ofte også reagere med fysisk uro, f.eks. sætte sig op, eller slå ud med hænderne, skubbe til jer osv. Det kan virke meget voldsomt, men det er som udgangspunkt ikke farligt...

Med hensyn til hendes søster, når konflikterne opstår, så er det vigtigt, at I forsøger at komme i øjenhøjde med begge piger. Det er vigtigt, at I forsøger at sætte ord på de følelser som er i spil og på den situation, der opstår. Hvis M skriger meget højt og K sidder og holder sig forskrækket på ørerne, så kan I f.eks. sige til M "hov, du kom til at skrige så højt, at det gjorde helt ondt i ørerne" eller sætte ord på det, som I tænker, at hun skriger over "bliver du bare så ked af at..." og hun kan rette jer, hvis nødvendigt "jeg er ikke ked, jeg er sur". Og I kan sige til M at "næste gang skal du prøve at reagere sådan eller sådan i stedet for at skrige". Til K. kan I derimod sige "Av, det gør ondt i ørerne, når M skriger sådan", "du kan ikke lide, når M. skriger, det er heller ikke rart" og måske også sige "næste gang må du genre sige Stop! til M." eller lignende. På den måde hjælper I begge piger, I lytter til dem begge, sætter ord på, hvad deres handlinger gør og I forsøger at møde dem begge. Samtidig hører M også, hvad det hun gør, gør ved K.

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre - og vil også anbefale jer at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". I den finder I mange forskellige eksempler på, hvordan I kan forsøge at kommunikere, så jeres søde M måske bedre kan høre, hvad I siger, og følge det I siger, så I både hjælper hende og jer selv og søde søster K... :)

Rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---